Tag-arkiv: Mendoza

2015 Abremundos, Octava Alta, Mendoza, Argentina

2015 Abremundos, Octava Bassa, Mendoza, ArgentinaLas os også smage Abremundos Alta  i en årgang 2015 … og lidt alder på vinen i forhold til Bassa i årgang 2017 gør den bestemt ikke dårligere.

Octava Bassa er lavet på 80% Malbec og 20% Cabernet Franc, som høstes fra terroirs 1.100 meter over havets overflade i Valle de Uco.

Vinen er lavet i små 225 liters barriques placeret på små hjul, som får fadene til at rotere under gæringen. Det er en metode, som Marcello har taget med sig fra hans arbejde på topslotte i Pomerol og Saint-Émilion. Der sker først en kold maceration i 10-15 dage og efter fermentering med rotation er vinen også lagret 16 måneder på egetræsfade og 6 måneder på flaske inden frigivelse

I næsen minder vinen på mange måder om Bassa … blot mere moden og mere kødfuld, måske endda også lidt mineralsk. Bevares, det er fortsat en intens, kraftig sag med solbær, blåbær,  røg, nelliker, cedertræ, lakrids, tobak og chokolade. De blækagtige noter fylder nu ikke så meget, mens den varme, lumre og tykke blomsternote fortsat kildrer dine næsehår. Men igen er duften egentlig ikke varm og fed, men med en vis kølighed og let anstrøg af mentol.

Som med Bassa er det bare koncentreret, cremet, fløjlsblød og sødopulent … endda mere udtalt her. Det nærmest smelter i din mund og sødmen er også en snas mindre, hvilket virkelig bidrager til en mere komplet vin. Der er tør engelsk lakrids, solbær, blåbær, lidt blommer, svesker, figner, mælkechokolade og vanilje. Igen spiller de polerede tanniner kun en statistrolle, for her er det den cremede og komfortagtige struktur, der vinder løbet. En basse Alta, som man nemt bliver afhængig af, så 5,5 tykke tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 269,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 189,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Abremundos, Octava Bassa, Mendoza, Argentina

2017 Abremundos, Octava Bassa, Mendoza, ArgentinaVi starter smagningen af de 3 Abremundos vine helt straight med denne 2017 Octava Bassa, som er makkerparrets store og populære sællert.

Octava Bassa er lavet på 100% Malbec med druer fra 2,5 hektar marker med buskvine i 1.000 meters højde ved Chacayes samt Altamira i Valle de Uco.

Vinen er lavet i små 225 liters barriques placeret på små hjul, som får fadene til at rotere under gæringen. Det er en metode, som Marcello har taget med sig fra hans arbejde på topslotte i Pomerol og Saint-Émilion.

Der sker først en kold maceration i 10-15 dage og efter fermentering med rotation er vinen også lagret i franske barriques 12-14 måneder efterfulgt af 6 måneder på flaske inden frigivelse. Suckling har givet denne vin 95 point i denne årgang 2017, mens Parker er lidt mere kostbar med 91 point.

I næsen er det en intens, mørk og kraftig vin med solbær, blåbær, masser af sort skosværte og blæk, cedertræ, nelliker, røg, lakrids, tobak samt chokolade. Der fornemmes også lidt blomster, men det er ikke lyse og feminine blomster, men en mere lummer støvdrager, der sammen med lidt eg og sødme kildrer dig i næsen. Men alligevel er duften egentlig ikke varm og fed, men med en vis kølighed.

I munden er det koncentreret, cremet, fløjlsblød og sødopulent vin, hvor man nærmest synker ned i en dyb, mørkebrun fløjlssofa, som er total comfy. Den er vellavet, saftig, fed og klart med stor sødme, men dog aldrig for meget for mig. Der er mælkechokolade, vanilje, varme og blødsød lakrids. Tanninerne gør ikke meget væsen af sig, men har i stedet en meget svag bitterhed. Det er fløjlsblødt og alligevel fyldt med saft og kraft. Det er virkelig comfortwine og absolut flot produceret, så 5 store fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 269,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 189,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

Houlberg tester lige 3 x Abremundos vine

Når jeg jo lige har smagt Marcelo Pelleritis Signature Malbec, hvorfor så ikke også lige smage et par vine fra det projekt, som han har sammen med vennen Pedro Aznar?

Både Marcelo Pelleriti og Pedro Aznar er begge passionerede for 2 ting i livet … musik og vin. Marcelo Pelleriti er vinmager og musiker, mens Pedro Aznar er musiker og sommelier.

Da Pedro fortalte Marcelo om sin drøm om selv at lave vine, så fortalte Marcelo om det perfekte, højtbeliggende område Valle de Uco i Mendoza og det blev således startskuddet til et joint venture med etableringen af vingården Abremundos ved Tunuyán i 2012.

Marcelo kan I læse mere om i indlægget om Signature Malbec vinen fra Marcelo Pelleriti Wines. Han havde tidligere arbejdet i Bordeaux som højre hånd for den verdenskendte flyvende vinmager Michael Rolland og var med til at lave en 2010’er Pomerol fra Château La Violette … en vin, som Robert Parker gav 100 point.

Pedro Aznar er sanger, sangskriver og musiker. Som 18-årig dannede han et rockband, som kom til at definere den argentinske rockscene i flere generationer. Gennem årene var han også med i jazzgrupper og har vundet tre Grammy-priser.

Filmmusik, solokarrierer og mange tildelte priser senere har Pedro nu fordybet sig i vinens verden og har uddannet sig til sommelier hos et af de mest anerkendte vin- og spiritusakademier i Argentina.

Den første vin, som Marcelo og Pedro lavede i projektet Abremundos, var en 2011 Página 1 … et blend lavet af Pedro fra nogle af Marcelos families vinmarker i Valle de Uco. Den var et mix på Cabernet Franc og Malbec, gæret på små franske egetræsfade og lavet som en limited edition med kun 1.200 flasker.

Successen kom øjeblikkelig, idet vinen allerede efter frigivelse i 2014 fik 99 point af vinkritikeren James Suckling og dermed blev hans højeste ratede vin i 2014. Og siden har vinpressen givet masser af udmærkelser til vinene fra Abremundos.

Nu er det Houlbergs tur til at anmelde 3 af vinene fra de to gæve musikere og vinmagere, for jeg tester nu husets lækre Octava Bassa i årgang 2017, Octava Alta i årgang 2015 og så selvfølgelig vinen, som startede det hele Pagina 1, men i en nyere årgang 2017.

Samlet har jeg smagt disse:

Octava Bassa er en vin, som er blevet rost til skyerne, da man får ekstremt flot vin til pengene. Jeg har selv smagt vinen før i en årgang 2014 og var dengang også duperet med 5 houlbergske tomler. Men det er – indtil nu – faktisk også den eneste vin, som jeg har smagt fra Abremundos projektet.

I de næste blogindlæg får i mine beskrivelser og anmeldelser af de 3 Abremundos vine … så stay tuned !!!

2018 Marcelo Pelleriti Wines, Signature Malbec, Mendoza, Argentina

2018 Marcelo Pelleriti Wines, Signature Malbec, Mendoza, ArgentinaSådan en sommeraften, hvor kulden hurtigt går ind i ben og knogler, så er sådan et kraftigt glas rødvin godt … som nu fx en Signature Malbec fra Marcelo Pelleriti Wines.

Marcelo Pelleriti er vi stødt på tidligere på Houlbergs Vinblog, for han er del også en del af projektet Abremundos, som han grundlagde i 2012 sammen med sin ven Pedro Aznar.

Marcelo er opvokset med vin og har kravlet rundt mellem vinestokkene hos sin bedstefar og været med til at trampe druer til familiens hjemmelavede vin. Men hans gennembrud som vinmager fik Marcelo i Bordeaux, hvor han bl.a. arbejdede som højre hånd for den verdenskendte flyvende vinmager Michael Rolland og var med til at lave en 2010’er Pomerol fra Château La Violette … en vin, som Robert Parker gav 100 point.

Han har lavet mange årgange for familien Péré-Vergé, der ejer vinmarker og vinslotte i Frankrig, bl.a. Château Montviel, Château La Gravière, Château Le Gay og Château La Violette i Pomerol. Selvom han har opnået et kæmpe internationalt renomé, så har Marcelo overhovedet ikke glemt sit hjemland Argentina.

Allerede i 1994 startede han med at lave sine allerførste vine i Argentina fra en 110 år gammel vinmark, som han ejer i La Consulta i Valle de Uco i Mendoza. Men i 2007 startede Marcelo Pelleriti så sit eget personlige projekt Marcelo Pelleriti Wines,

I dette projekt laver Marcelo en række vine, som skal udtrykke Valle de Ucos specielle terroirs, som fx denne Signature Malbec, der er lavet på 100% Malbec fra netop La Consulta og Vista Flores markerne i Valle de Uco.

Markerne, der blev plantet tilbage i 1907, ligger i 1.000 meters højde, hvor høj sol og kølig natteluft fra Andesbjergene er med til at  frembringe druer af meget høj kvalitet.

De håndplukkede druer sorteres både i vinmarken og i vineriet, så kun de bedste, kernesunde druer finder vej til Marcelos signaturvin. Efter 5 dages udblødning af drueskallerne 10-12 grader, så gærer vinen i temperaturstyrede tanke med daglig pigage. Efter endt fermentering har vinen lagret 12 måneder på 225 liter franske barriques samt 6 måneder på flaske før frigivelse til salg.

Det er duftmæssigt har vinen en tæt, mørk og våd næse … tørt træ, cedertræ, lakridsrod, engelsk lakrids, tørv, jod, tjære, rå champignon, kakao,  småbitter baconfedt og mørk chokolade, lidt tør tobak og en frugt med blåbær, solbær og svesker. Der er sgu pænt skrald på drengen med rå power.

Smagsmæssigt passer det meget til duften … blød, cremet og med en tørbitter smag, salt, mineraler, småsur tobak, bitter mørk chokolade, tjære, blåbær, kanel, violer og ristede noter. Frugten må godt komme mere frem, for træ, tørhed og bitterhed fylder godt sammen med en jernagtig mineralitet. Tanninerne er tørre, men ikke stramme … men intensiteten er ganske imponerende.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 219,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 179,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Pulenta Estate, VII Gran Corte, Mendoza, Argentina

2018 Pulenta Estate, VII Gran Corte, Mendoza, ArgentinaJeg elsker ordet Luján de Cuyo, dels fordi det lyder pissegodt, men også fordi, at der kommer meget godt vin fra dette højt beliggende område i Mendoza i Argentina … som nu fx denne 2018 VII Gran Corte fra Pulenta Estate.

Pulenta-familien har lavet vin i Argentina i 4 generationer siden 1912, hvor de to italienske emigranter Angelo og Palmina Pulenta kom til Argentina fra Ancona i Marche regionen i Italien, plantede de første vinstokke og grundlagde Finca la Germania.

Senere i 1930 grundlagde Angelo og Palmina to sønner også Peñaflor, som familien dog mange år senere i 1997 solgte med en klækkelig fortjeneste.

Selve Pulenta Estate er etableret i 2002 af brødrene Eduardo og Hugo Pulenta. De er 3. generation og laver i projektet vine fra de vinmarker, som de sammen med deres far Don Antonio plantede i begyndelsen af 1980’erne og 1990’erne … den ene mark i Agrelo i Luján de Cuyo og den anden i Los Árboles i Valle de Uco.

I dag er det dog næste generation … 4 generation i form af Eduardo og Diego Pulenta, som driver Pulenta Estate. De laver fortsat vinene fra deres 2 marker Finca La Zulema i Agrelo i Luján de Cuyo og så Viñedos Don Antonio i Los Árboles i Tunuyán ved Valle de Uco.

Men det er pænt store marker Finca La Zulema er på 135 hektar i 980 meters højde og Viñedos Don Antonio hele 402 hektar i 1.200 meters højde.

Denne 2018 VII Gran Corte er alene lavet med druer fra Finca La Zulema marken og består i denne årgang af et blend på 45% Malbec, 28% Cabernet Sauvignon, 15% Merlot, 5% Petit Verdot samt 5% Tannat.

Efter høsten er druerne afstilket og så lagt i koldmaceration i 48 timer ved 8 grader, hvorefter gæringen og maceration sættes i gang på en skøn blanding af mindre ståltanke, roterende fermentorer og egefade.

Gæringen varer 21 dage og er efterfulgt af en spontan malolaktisk gæring i egefade og derefter er vinen lagret 18 måneder på franske barriques … heraf 50% nye fade. Der er lavet 1.500 kasser af denne vin i årgang 2018.

Det er nærmest BB = basse Bordeaux … herlig dyb mørk vin med nogle klare bordeauxfile karaktertræk med solbær, sorte kirsebær, blommer, cigarkasser, muldjord, mørk bitter chokolade med et højt kakaoindhold … og så alligevel lidt grønlige strejf med grønne blade, mynte, timian samt en tør syre, tør tobak og nogle gennemgnaskede blyanter.

Smagsmæssigt er det næsten også som ung Bordeaux, hvor der er både tørre og spændstige tanniner, godt med frugtsyre, som virkelig gør vinen rank og slank, selvom det er jo dybest set er en fyldig, stor, cremet og mørk vin med kæmpe intensitet. Den har en fin balance mellem syre, tonsvis frisk frugt, bitterhed og så monsterlang eftersmag, hvor vinen hænger i kæften i lang, lang tid.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 369 kr., men skulle vistnok være på vej på tilbud til 276 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Bodegas Catena Zapata, Adrianna Vineyard White Stones Chardonnay, Mendoza, Argentina

2017 Bodegas Catena Zapata, Adrianna Vineyard White Stones Chardonnay, Mendoza, ArgentinaNæste Chardonnay var også fra et verdenskendt vinhus, nemlig Bodegas Catena Zapata og det var deres Adrianna Vineyard White Stones Chardonnay i årgang 2017.

Vinhuset kan I læse om i nogle af mine tidligere indlæg, for her kigger vi kun nærmere på denne Chardonnay, hvor druerne er fra 27 udvalgte rækker på block 1 af White Stones marken, der har sit navn fra den stenrige jord på marken under vinstokkene. Marken ligger i 1.450 meters højde i Gualtallary distriket af Tupungato Alto Region i Uco Valley.

Vinstokkene gror på en tidligere flodseng og marken er derfor helt fyldt med forholdsvis store, hvid, ovale sten fra den tidligere flod og netop den unikke undergrund  og vinmarkens høje beliggenhed giver vinen en helt speciel floral og mineralsk karakter, som efter sigende skulle lede tankerne hen på berømte, hvide bourgognevine.

De 27 udvalgte rækker er identificeret af Nicolás Catena i stræben efter at fremstille de bedste vine er verden, hvilket de har bestræbt i nu over 4 generationer.

Efter høsten er druerne presset, overført til rustfrie ståltanke, hvor mosten så falder til ro i 12 timer ved 6 grader. Derefter er gæringen sket i franske egefade over 45-95 dage ved beskedne 16 grader før en delvis malolaktisk gæring og så lagrer 12-16 måneder på bruge franske barriques. Ingen klaring eller filtrering ved aftapning.

Duftmæssigt har vinen en fedme på en tynd måde, hvis man kan udtrykke det sådan? Frugtmæssigt fersken, melon, pærer og pænt frugtrig suppleret med lidt mariekiks, kanel og blomster men ellers ikke så givende udover en sjov, grøn og urtet kant.

I munden er vinen dog ganske saftig med presset æblemost, pærejuice og fersken, let lemon og ellers meget snorlige uden det helt store spræl. Det er ikke sådan superbalanceret, for en grøn og ren syre er langt fremme i smagsbilledet sammen med sten, jern samt mineraler, men måske er vinen endnu lidt for ung? Bevares, vinen smager skam vildt godt … druknede måske bare lidt i dette intense sidste heat.

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske koster 659,95 kr., mens prisen er 550 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Familia Zuccardi, Zuccardi Q Malbec, Mendoza, Argentina

2016 Familia Zuccardi, Zuccardi Q Malbec, Mendoza, ArgentinaByggemødet sluttede med denne Zuccardi Q Malbec fra det argentinske vinhus Familia Zuccardi, som vi allerede havde smagt en vin fra tidligere på aftenen.

Det var selvfølgelig lidt af et antiklimaks at smage vinen lige efter den eminente Brunello og vinen har da heller ikke samme elegance og finesse … langt fra.

Vinen er lavet med manuel høstede druer fra to forskellige marker, nemlig Paraje Altamira og Vista Flores i Uco Valley i henholdsvis 1.1.00 og 980 meters højde. I vinkælderen er vinen lavet med spontangæring og maceration over 20 dage med daglig omrøring. Derefterhar vinen lagret omkring 12 måneder på 70% cementtanke og de sidste 30% på brugte 225 og 500 liters egefade.

Selvom vinen er blevet rost af mange anmeldere, så havnede jeg slet ikke dér denne aften. Næsen har skam mørke bær som fx solbær og blåbær, men det er suppleret med en sjov skæv note, røget bacon og peber, kokos, chokolade, tobak samt nogle grønne og mineralske noter.

Men smagsmæssigt bliver udtrykket – for mig i hvert fald – både lidt for varmt og alkoholen for høj. Der mangler sgu lidt balance, for den står lidt skingert og skarp. Jeg ligger lige mellem 3,5 og 4 af de houlbergske fingre.

Forhandles ved Jysk Vin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7 

2014 Familia Zuccardi, Zuccardi Q Tempranillo, Mendoza, Argentina

2014 Familia Zuccardi, Zuccardi Q Tempranillo, Mendozo, ArgentinaNæste vin til byggemødet gættede ingen af os, men det er også noget som eksotisk som ren Tempranillo fra Argentina, nemlig Familia Zuccardis 2014 Zuccardi Q Tempranillo.

Familia Zuccardi har vi mødt på vinbloggen en del gange før, bl.a. tilbage i december 2020, hvor jeg smagte og skrev om deres 2018 Alambrado Malbec.

Jeg mindes ikke, at jeg tidligere har smagt Tempranillo fra Argentina, men Familia Zuccardi står bag denne af slagsen, hvor druerne kommer fra vinmarker i 600 meters højde ved Santa Rosa, hvor vinmarkerne har en jordbund bestående af en blanding af sand og ler.

Alle druer plukkes i hånden i midten af marts, hvorefter vinen produceres med spontangæring alene med druernes naturlige gærceller og maceration i store betontanke over 20-25 dage, hvilket så er efterfulgt af  lagring over 12 måneder på franske egefade, der har været brugt 1-3 gange. Efter aftapning på flaske lagrer vinen yderligere 12 måneder, inden den frigives til salg.

Duftmæssigt har vinen en tæt, rund aroma med tør, mørk frugt, solbær, brombær, morbær, blommer og lidt jordagtige elementer, måske endda lidt muldjord, masser af træ, røg, let mentol samt en balsamisk syre.

I munden er vinen meget frugtrig, frisk med en svag bitterhed, mørke chokoladeplader med højt kakaoindhold, frugten er sådan nærmest medium og altså ikke helt mørk, så dermed er der mere jordbær, hindbær, blommer og kirsebær, men tanninerne er fine, bløde og forstyrrer slet ikke og i slutfasen kommer der også lidt sødere krydderier.

Forhandles ved Jysk Vin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Riglos Wines, Gran Chardonnay, Mendoza, Argentina

2018 Riglos Wines, Gran Chardonnay, Mendoza, ArgentinaFor pokker … vi skal lige smage mer’ vin fra det argentinske vinhus Riglos Wines og igen en hvidvin, nemlig husets 2018 Gran Chardonnay.

Det er ganske vist ikke en ren Chardonnay vin, for der er 8% Sauvignon Blanc i vinen, men de kommer alle fra højtbeliggende marker i 1.350 meters højde. Vinmageren José Hernández Toso har lavet vinen fuldstændig traditionelt og den er efter endt fermentering lagret 8 måneder på 500 liter franske egefade.

Dejlig smøragtig aroma … smørcreme, melon, fersken, pærer, appelsin, nogle småsøde noter, nogle fadnoter, bl.a. lidt vanilje, svag honning samt masser af hvide blomster og søde krydderier.

Vinen er smagsmæssigt dejlig cremet … rund og varm, egentlig ganske omgængelig, blød og ligetil. Midt i alt det bløde er der lemon, grillede citroner og samlet kommer der en god syre, som lige præcis er tilstrækkelig til at sikre vinen kant og charme. Det er småfedt, helgodt og super lækkert.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 239 kr., mens prisen er 191,20 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Riglos Wines, Quinto Torrontés, Mendoza, Argentina

2018 Riglos Wines, Quinto Torrontés, Mendoza, ArgentinaForleden drak jeg rødvinen Quinto Malbec fra argentinske Riglos Wines … og nu smager jeg dens hvide søstervin Quinto Torrontés.

Torrontés druen er vi stødt på tidligere her på vinbloggen, men kun få gange. Den kan vel kaldes for Argentinas grønne nationaldrue.

I dag er druen næsten blevet synonym med de hvide vine fra Argentina, hvor der i dag også findes hele 16.000 hektar vinmarker med Torrontés, mest i provinsen La Rioja i den varme nordligste del af landet.

Torrontés er ikke kun én sort … men flere sorter bærer navnet og de mest udbredte er Torrontes Sanjuanino, Torrontes Mendocino og Torrontes Riojano, hvor den sidstnævnte er den mest plantede druesort og typisk står for de bedste vine.

Der er en vis usikkerhed omkring Torrontés’ oprindelse, men de fleste mener, at den kommer fra Spanien, men har fået sit navn efter den argentinske region La Rioja, hvor den først blev meget udbredt. Mendocino og Sanjuanino klonerne stammer fra Mendoza og San Juan og menes at være fremavlet der.

Alle tre er naturlige krydsninger af Muscat med en af de såkaldte Criolla sorter. Torrontés er også et synonym for indtil flere lokale sorter i Spanien og Portugal, der dog ikke er i familie med den argentinske.

Torrontes-vine spænder i stil fra lette og friske til berusende og intenst parfume, der ofte udtrykker krydret, sæbevandskarakterer og aromaer af hvide blomster. Den kan i smag minde en smule om Muscat eller Gewurztraminer med nogen sødme og en lidt begrænset syre.

Her smager vi så druen i hænderne på vinmageren José Hernández Toso på Riglos Wines, men der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, så vi farer direkte i mine smagsnoter.

Og sikke da en sød lille elskling … en rar honningsød aroma, sådan meget Muscat med sødme, som næsten fornemmes at være på et sødt dessert niveau med fersken, abrikos, papaya og dåsepærer, blød, sød og aromatisk.

I munden er vinen også sød og krydret, men dog ikke så sød, som duften lovede, men langt fra en syrebasse, for syren er blid, mens vinen er blød, cremet med hyldeblomst saftevand, lemon og svag grapefrugt. Dén kan alle sgu li’.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 129 kr., men pt. fås med 25% rabat til 96,75 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 4/7