Tag-arkiv: carménère

Carménère er en rød druesort, der oprindelig stammer fra Medoc i Bordeaux, men den blev brugt som blandingsdrue på samme måde som Petit Verdot.

I 1700- og 1800-tallet var Carménère pænt udbredt i Bordeaux, men druesorten tåler ikke dårligt vejr særlig godt, så ved regn og koldt i maj eller juni, så faldt de spæde blomster og helt små druer af og gjorde dermed udbyttet lille.

Efter den store Phylloxera epidemi i 1800-tallet forsvandt Carménère næsten fra Bordeaux. I 1980 var der fx alene 1 hektar med druen i hele Bordeaux. Men allerede i 1970’erne havde en gruppe franske forskere opdaget, at en del af Chiles vinmarker med Merlot vinstokke faktisk var Carménère.

Carménère og Merlot blev før i tiden ofte forvekslet og derfor også plantet sammen. Merlot modner dog 3 uger før Carménère og hvis de høstes på samme tid, er den ene sort enten overmoden eller den anden er undermoden. I dag har man lært at identificere dem hver for sig.

Nu er Carménère vel nærmest nationaldrue i Chile, hvor der findes omkring 8.800 hektar vinmarker med Carménère, hvor druen både anvendes til vine alene på druen eller i blandingsvine med fx Cabernet Sauvignon.

Carménère findes også i begrænsede mængder i Veneto og Friuli-Venezia Giulia-regionerne i Italien, i Argentina og endelig Californien.

2016 Viña Errazuriz, Don Maximiano Founder’s Reserve, Aconcagua, Chile

2016 Viña Errazuriz, Don Maximiano Founder's Reserve, Aconcagua, ChileDon Maximiano Founder’s Reserve var den første ikon vin, som Eduardo Chadwick lavede efter han startede hos Viña Errazuriz i 1983. Så den vin skulle vi selvfølgelig også smage ved MasterClass seance og i seneste årgang 2016.

Det er en vin, som er inspireret af Bordeaux med Cabernet Sauvignon som den primære drue. Blendet varierer lidt fra år til år, men i denne årgang består det af 69% Cabernet Sauvignon, 12% Malbec, 8% Petit Verdot, 8% Carmenere og 3% Cabernet Franc. Oprindelig var vinen dog ren Cabernet Sauvignon.

Druerne kommer selvfølgelig fra Don Maximiano marken, der ligger i Aconcagua dalen og helt præcis fra de ældste parceller Max I, Max II og Max V, hvor vinstokkene er plantet fra 1978 til 1993.

Druerne er selvfølgelig plukket manuelt og hver druesort vinificeres separat i bedste Bordeaux stil. Gæringen sker i rustfrie ståltanke for at tillade størst muligt kontakt mellem skind og saft, suppleret med tre gange pump-overs. Der sker maceration i 8-30 dage og lagring sker i 22 måneder på franske barriques, heraf 65% nye fade.

Cabernet Sauvignon blendes med Malbec, Petit Verdot, Carmenere og Cabernet Franc for at tilføre den endelige blanding kompleksitet og udtrykke terrioret i Aconcagua dalen.

Don Maximiano Founder’s Reserve har jeg smagt tidligere i årgang 2009, hvor jeg ratede den til 5 Thumbs Up, men lad os se, hvad seneste årgang 2016 kan trække.

Næsen byder dig på varm og moden frugt, langt mere moden end forventet i forhold til den unge alder. Det er solbær, blåbær samt tranebær og virker en anelse animalsk. Der er tør eg, måske endda lidt cigaræsker og der er klart nogle Bordeaux referencer, men meget fuldmoden, tæt og tyk frugt, næsten undervejs til lidt marmelade.

Imidlertid er smagen mere frisk end næsen indikerer, for her er der kirsebær, solbær, enebær, grafit … meget frugtrig og frisk. Syren er endnu ung, selvom tanninerne egentlig virker bløde og godt integrerede. Det er en elegant vin, men på en tung måde.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 650 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Viña Errazuriz, KAI Carmenere, Aconcagua, Chile

2016 Viña Errazuriz, KAI Carmenere, Aconcagua, Chile Carmenere forsvandt i Bordeaux i det 19. århundrede efter vinlusens hærgen og blev aldrig genplantet. Derfor var overraskelsen også stor, da druen dukkede op i Chile, hvor den bare stortrives. Hos Viña Errazuriz har de lavet en ikon vin på druen, nemlig denne KAI Carmenere, som bare smager monster, fucking godt.

Eduardo ønskede efter successen med både Don Maximiano Founder’s Reserve, Viñedo Chadwick og Seña også at lave en topvin på Carmenere … den bedste vin på druen i Aconcagua dalen og det blev til vinen KAI.

KAI står for plante på Mapudungun … det oprindelig sprog fra den indfødte Mapuche befolkning. Druerne kommer fra de bedste plots på marken Max V langs Aconcagua floden. Vinstokkene er plantet tilbage i 1992 og 1993 i ler og stenholdig jord.

Druerne er i denne årgang 93% Carmenere og 7% Petite Syrah, selvfølgelig høstet manuelt, sorteret hele 2 gange før gæring i både rustfrie ståltanke og egefade. Efter endt fermentering har vinen lagret 22 måneder i franske barriques, heraf 70% nye fade. Vinen har 2,2 gram restsukker pr. liter.

Vinen er lavet første gang i årgang 2005, men det er lykkedes Chadwick at skabe en vin på højde med de andre ikon vine fra Errazuriz. Således har KAI også klaret sig godt i nogle af de 21 blindsmagninger, som huset arrangerede, bl.a. med en 1. plads ved en New York smagning i 2010, hvor den slog en 2006 Opus One samt en 2006 Haut Brion på de næste pladser.

Næsen er ganske aromatisk med en sjov anderledes blomsterrig aroma, engelsk lakrids, solbær, grønne blade, jord, kanel, asiatiske krydderier, nelliker, soya, kaffebønder, dadler, chokolade, sorte trøfler … en anderledes og alligevel meget dragende duft.

Smagsmæssigt er den sindssyg blød, cremet og lækker. Det er sgu rent fløjl og nervøs velour med kæmpe tørhed. Samtidig er vinen tyk og fed, tæt og vildt flot balanceret, mens frugten er spillevende. Det smager vildt godt og tanninerne er bløde og polerede … en shine med microfiber klud og Turtle Wax.

Det er – for mig – lidt svært at forstå, at Parker har givet 2016 La Cumbre 93 point, mens han har givet denne 2016 KAI Carmenere 92 point … for KAI er på alle fronter bare en mere lækker vin med langt flere strenge at spille på. James Suckling er dog heller ikke enig med Parker, for Suckling er hostet op med 97 point … og det er mere retvisende.

But who cares … jeres trofaste vinblogger – der ellers ikke er til oversøiske vine – er alligevel noget imponeret og hoster op med 6½ af de fede fingre, ganske vist med en svag pil ned. Men når det er godt, så er det godt.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 1.350 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7

2012 Viña Almaviva, Almaviva, Maipo Valley, Chile

2012 Viña Almaviva, Almaviva, Central Valley, ChileMouton Rothschild smagningen sluttede med et ekstra-ekstra nummer, nemlig med en 2012 Almaviva … en vin fra Rothchilds vingård Viña Almaviva i Chile .

Viña Almaviva er skabt i samarbejde mellem Philippine Rothschild og Eduardo Guilisasti Tagle fra Viña Concha y Toro, der er Chiles største vinhus – et joint venture, som de to vinhuse startede i 1997.

Joint ventures er lavet ved, at Viña Concha y Toro er kommet med 60 hektar af deres bedste vinmarker i området Puente Alto, den nordlige del af Maipo Valley syd for Santiago, mens Rothschild familien er kommet med know-how, kunnen og erfaringer med at lave vine som Château Mouton Rothschild og Opus One … og derudover ikke mindst deres navn.

De ældste af vinmarker er plantet tilbage i 1978 og området er kendetegnet af sin klipperige undergrund, kolde og regnfulde vintre, der efterfølges af somre med varme dage og kølige nætter. Allerede for 30 år siden blev området kendt for sine optimale betingelser til dyrkning af Cabernet Sauvignon.

Derudover har de to vinhuse investeret massivt i et moderne vineri, som man startede på i 1998 og som blev indviet i år 2000. Det er tegnet af den berømte chilenske arkitekt Martín Hurtado og I kan se vineriet på billedet ovenover.

Vineriet er inspireret af området, så er der anvendt træ fra de lokale skove. Taget skal symbolisere Andesbjergenes form og dermed passe ind i omgivelserne, mens udsmykningen og interiør er inspireret af den lokale Mapuche kultur.

Inspirationen er også gengivet på vinene, idet etiketten på flaskerne er udsmykket med gamle symboler fra Chiles oprindelige beboere, mens navnet Almaviva er hentet fra hovedpersonen i Figaros Bryllup, der oprindelig er skrevet af Beaumarchais.

På etiketten er navnet Almaviva endda også skrevet med Beaumarchais’ egen håndskrift. Det var i øvrigt Wolfgang Amadeus Mozart, der bearbejdede Figaros Bryllup til en af de mest populære  operaer nogensinde.

Der anvendes bedst mulig teknikker for at lave den bedste vin på Viña Almaviva. I markerne drypvandes vinstokkene, så hver enkelt stok får tilført nøjagtig den mængde vand, der er nødvendig, og drueklaserne høstes med største varsomhed på det mest optimale tidspunkt.

Vinmarkerne ligger i 650 meters højde og man har – selvfølgelig – plantet 5 forskellige druesorter, nemlig de klassiske Bordeaux druer … primært Cabernet Sauvignon og så Carménère, Cabernet Franc, Merlot og Petit Verdot.

Vinene lavet på vineriet i 2 rum, som er tilpasset størrelsen af husets to primære parceller. Der vinificeres vinene i store rustfrie ståltanke med både udblødning, alkoholisk gæring. Den malolaktisk gæring sker spontant inden vinen skal lagres.

Der sker – som på Château Mouton Rothschild – i en specialbygget Grand Chai. Ja faktisk har vinerier to af slagsen. I den første lagrer vinene på barriques 10 måneder, hvorefter fadene overføres til den anden Grand Chai, hvor de lagrer 6-9 måneder inden klaring med æggehvider og aftapning på flasker.

Denne 2012 Viña Almaviva er lavet på et blend af 65% Cabernet Sauvignon, 24% Carménère, 6% Cabernet Franc, 1% Merlot og 2% Petit Verdot. Vinen er lagret samlet 19 måneder på nye franske barriques.

Næsen er dyb, mørk, sort og gæret frugt, solbær, brombær, total frugtrigdom, tjære, engelsk lakrids, jernbanesveller, kakao, vanilje, chokolade, røg og masser af nogle grønkrydrede elementer.

Smagen er virkelig tør … grafit, tørrede blomster, solbær og andre sorte bær, en intens kraft, pænt fyldig vin, hvor tanninerne er pænt integrerede og med en god elegance. Der er lidt brændt toast, fedme og sødme i vinen, men alkoholen kan også svagt mærkes, hvorfor vinen måske dybest set burde gemmes i kælderen 5 år mere.

Vinen forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske i seneste årgang 2015 koster 1.434,95 kr., mens prisen er 1.195 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2012 Château Clerc Milon, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2012 Château Clerc Milon, Pauillac 5. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigEfter Château d’Armailhac vinene, så skulle vi også smage 4 i streg fra Mouton Rothschilds andet naboslot Château Clerc Milon … ja faktisk ligger nabo til både nabo til både Mouton Rothschild og Lafite Rothschild.

Château Clerc Milon var oprindelig en del af Lafites store godser, men blev i 1789 solgt som et nationalt aktiv efter revolutionen. Det blev købt af Clerc familien, som samlet havde 30 hektar vinmarker og kaldte slottet Château Clerc Milon efter dem selv selvfølgelig og den lille nærliggende by Milon.

Ved 1855 klassifikationen var slottet ejet af Jean-Baptiste Clerc, men derefter gik det langsomt ned af bakke, og slottet frasolgt løbende nogle af markerne.

Markerne blev købt af Jacques Mondon, og han fik  efter Jean-Baptiste Clercs død i 1863 lov til at bruge Château Clerc Milon navnet til hans vinmarker … og derefter kaldte han vinhuset for Château Clerc-Milon-Mondon.

Samlet havde Mondon omkring 16,5 hektar vinmarker fra de oprindelige 30 hektar, som Château Clerc Milon oprindelig bestod af.

I 1970 blev Château Clerc-Milon-Mondon købt af Philippe de Rothschild fra Château Mouton Rothschild for 1 million franske francs. På det tidspunkt var ejendommen under forfald, men Phillip investerede og købte nogle af de gamle marker tilbage, der tidligere havde været en del af vinslottet.

Han ændrede også navnet tilbage til Château Clerc Milon. og har nu siden lavet vine fra slottet og løbende investeret store summer i vinhuset. Således er der fx i 2007 bygget nye underjordiske produktions- og lagerlokaler.

Der udnyttes tyngdekraften, således man ikke skal pumpe vinen rundt, men derimod lader vinen flyde via tyngdekraften. Derudover kunne man i 2011 kunne man indvie den nye hovedbygning som er placeret ovenpå produktionskældrene og med udsigt ud over slottets egne vinmarker. Den kan I se på billedet ovenover.

I 1983 ændrede datteren Phillippine etiketten på slottets vin til den nuværende, som viser et foto af skulpturen Deux personnages de la commedia dell’arte, som illustrerer et par dansere.

Det er en lille 11,5 cm høj statuette, som findes på museet på Château Mouton Rothschild og er lavet i det 17. århundrede af den tyske guldsmed Johann Melchior Dinglinger. Den er lavet i sølv og dekoreret med emalje, kalcedon og ædelsten. Phillippine valgte skulpturen på grund at hendes kærlighed til teateret.

Nå, nok snak … lad os kigge på den første af de fire vine fra Château Clerc Milon, nemlig denne 2012’er, som er lavet på 60% Cabernet Sauvignon, 29% Merlot, 9% Cabernet Franc, 1% Petit Verdot samt 1% Carmenère.

Vinstokkene er oprindelig plantet tilbage i 1970 af medarbejdere fra Mouton Rothschild, men i de senere år er Clerc Milon begyndt at eksperimentere med druesorten Carmenère. Vinificeret helt traditionelt, og efter endt fermentering er vinen lagret 16-18 måneder på franske barriques, heraf 40% nye fade.

2012 var et okay år på venstre side i Bordeaux, men ikke prangende. Således har Wine Spectator givet hele årgang 88 og Parker 92, mens de har givet denne vin henholdsvis 90 og 92 point. Lad os se, hvad Château Clerc Milon kan præstere i 2012.

Duftmæssigt virker vinen i øjeblikket en smule lukket, men med lidt luft i glasset lokkes der lidt blæk, tjære og engelsk lakrids frem. Klart mere maskulin i udtrykket og frugten er også langt mere mørk end hos søsterslottet. Der er fedme, mere bulder, solbær, våde fade og en smule alkohol.

Smagen er også langt mere kraftig, fed og opulent Bordeaux, mere mørk power, mørk nat, lidt tørhed, en smule tanniner … smager sgu meget godt. Det er en god Bordeaux, men jeg er ikke helt blown away, men hoster op med 4½ houlbergske fingre med pil op.

Forhandles bl.a. af Philipson Wine, hvor en flaske 2014 koster 549,95 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker er 495 kr. Denne årgang 2012 koster ifølge Bernt 699 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Clos de Luz, Massal 1945 Carménêre, Cachapoal, Chile

2016 Clos de Luz, Massal 1945 Carménêre, Cachapoal, ChileClos de Luz ligger i Old Almahus dalen … en ganske lille underregion af Cachapoa i den nordlige del af Rapel Valley i Chile 113 kilometer sydøst for Santiago. Det siges at være det sted, hvor chilensk Carménère først blev plantet, og Clos de Luz har da også specialiseret sig i vine på netop Carménère fra gamle stokke. Og det er denne Massal 1945 Carménêre et godt eksempel på.

Clos de Luz drives af Gabriel Edwards sammen med søsteren Nieves. De har overtaget familiens vingård, som oprindelig blev købt af deres oldefar tilbage i 1892. Det var dog først omkring 1933, at familien for alvor begyndte at plante vinstokke på jorden.

Gabriel Edwards er uddannet som vinmager i Bourgogne og havde inden overtagelsen af familiens ejendom arbejdet for både det store chilenske Undurraga samt store Moët & Chandon i Frankrig.

Familien har samlet 33 hektar vinmarker, hvor de ældste Carménêre vinstokke er plantet af søskendeparrets bedstemor Luz tilbage i 1945. Det er også den søde gamle bedstemor, som har givet vin til vinhuset. Men udover Carménêre dyrkes der også Cabernet Sauvignon, Malbec and Grenache.

Indtil Gabriel overtog driften for omkring 20 år siden havde vingården egentlig blot solgt deres druer til Casa Lapostolle, men Gabriel ville lave sine egne vine. Og med markerne med de gamle upodede vinstokke, så har han også et godt materiale at arbejde med.

Markerne ligger isoleret, hvilket har gjort, at området aldrig er ramt af phylloxera … altså er franc de pied, som franskmændene kalder upodede vinstokke. Derudover anvender Clos de Luz også løbende en udvælgelsesmetode, som de kalder Massal. Det betyder, at man vælger de bedste og sundeste vinstokke, som derefter udbredes fra stiklinger.

Clos de Luz dyrker stokkene, ud fra ideen om at ingen er ens, men hylder den naturlige forskellighed, derfor anvender vinhuset heller ikke tilsætningsstoffer til at standardisere vinen. Vinhuset råder også over 100 % økologiske marker.

Gabriel Edwards pløjer også markerne med heste, da traktorer simpelthen ikke bare kan køre med de snoede gamle vinstokke. På billedet ovenover kan I så én af de gamle Carménêre stokke.

Denne Massal 1945 Carménêre er netop lavet med 100% Carménêre fra de upodede vinstokke plantet tilbage i 1945 … eller næsten 100%, for familien ved, at der i marken også findes en lille procentdel Malbec og Cabernet Franc, men hvor meget ved man ikke … men således lidt et fieldblend.

Druerne er høstet med håndkraft og fermentering sker i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt gæring lagres vinen12 måneder … 50% af vinen i store 7.000 liter egefade, 46% i franske barriques på 225 og 300 liter, mens de sidste 4% lagrer i franske 600 liter fade.

Næsen afslører en kraftig vin, som klart har nogle Carménêre karakteristika … er noget urtet, men byder ellers på solbær, jord, rosmarin, chokolade, tobak, lidt papkasser, varme og sol, let peber og derudover en let syrlig og blomstret elegance.

Smagen er blød og utrolig behagelig, stor tørhed, tydelige tanniner, mørk frugt, lidt sødkrydret og jeg fanger nærmest også nogle små Bordeaux referencer … blot med et varmere udtryk. Der er nogle brændte elementer, sød tobak, mørk chokolade med højt kakao indhold og et lille touch af alkoholen. Men lækker vin, 4½ af de houlbergske solrige fingre med pil op = 5 Thumbs up.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2011 Viu Manent, El Incidente, Colchagua, Chile

2011 Viu Manent, El Incidente, Colchagua, ChileViu Manent kender de fleste måske for gode, billige Chile vine, men her er vi kravlet forbi de nederste hylder og op på den øverste tophylde til den éne af husets 2 ikonvine, nemlig El Incidente – ulykken – uden tanke på om hylden holder til vor ellers beskedne vægt.

Sjovt nok har jeg ikke tidligere skrevet om Viu Manent her på bloggen, men vinhuset ligger lidt vest for byen Cunaco i Colchagua Valley i Chile. Det er grundlagt i 1935 af den spanske immigrant Miguel Viu-García fra Catalonien. Sammen med sine to sønner Agustín og Miguel Viu-Manent grundlagde de Bodegas Viu og solgte vinene som under navnet Vinos Viu.

Den ene af brødrene Miguel købte i 1954 et vineri, således de kunne flaske vinene til det hjemlige marked. I starten havde Viu Manent ikke selv egne marker, så druerne købte de fra vinavlere rundt om i området, men det ændrede Miguel i1966, hvor han fandt og opkøbte 150 hektar af nogle de allerbedste marker,

Nogle af de lokale vinbønder mente, at han vist havde fået en tår fior meget, for på det tidspunkt var der kun få, som virkelig turde satse på fremstilling af chilensk kvalitetsvin og han betalte efter datidens forhold ganske betragtelige summer for de i alt 150 hektar vinmarker.

I dag er Viu Manent fortsat ejet af familien og drives af 3. generation med Jose Miguel Viu i spidsen og los familios har nu samlet 254 hektar vinmarker med de bedste marker på de bedste placeringer, nemlig markerne San Carlos, La Capilla og El Olivar i Colchagua Valley.

Viu Manent laver to forskellige ikon vine … nemlig Viu 1 samt denne El Incidente, som deres prestige Carménère baserede vin, dog er den ikke helt ren, idet denne årgang 2011 består af 91% Carménère, 7%, Malbec samt 2% Petit Verdot.

Alle druerne kommer fra Colchagua Valley, idet Carménère druerne kommer fra La Capilla Vineyard, Malbec druerne fra San Carlos Vineyard og Petit Verdot fra Olivar Vineyards.

Efter høst sorteres duerne, ved ankomst til vineriet sorteres de igen og afstilkes, hvorefter der sker en yderligere sortering. Derefter ligger i de kold forgæring ved 8 grader i 7 dage, hvorefter den alkoholiske gæring sker i små rustfrie ståltanke ved 27-29 grader med en samlet macerationsperiode på 27 dage.

Derefter overføres vinen til egetræsfade for malolaktisk gæring og lagrer derefter 17 måneder på egefade, hvoraf 64% af fadene var er nye, mens de øvrigt er brugt 1, 2 eller 3 gange tidligere. Vinen tappes ufiltreret på flaske.

I næsen kan det oversøiske ophav duftes … masser af solbær med sol, varme, sød tobak, våd bomuld, tømrertumbler, toast, røget kød, godt med eg og måske endda også lidt voldsom på fadnoterne. Der er også lidt mælkechokolade, men der er heldigvis også kølige elementer samt lidt mineraler.

Smagsmæssigt er det en rund og blød vin, venlig og med masser af fadpræg, selvom det dog aldrig bliver for meget. Den er nærmest proppet med tonsvis af solbær, mens syren er mild og tanninerne skam også milde. Det er ikke en tung vin eller easygoing vin, for selvom der er fedme, sol og fylde, så er der også både friskhed, peberbid og kompleksitet,

Forhandles af Philipson Wine, hvor en flaske ved en primeur køb koster 230 kr. ved køb af 12 flasker. Ellers skriver de, at normalprisen for 1 flaske er 359,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2010 Concha y Toro, Terrunyo Carmenere, Cachapoal, Chile

2010 Concha y Toro, Terrunyo Carmenere, Cachapoal, ChileFra Block 27 afsnittet af marken Peumo i Cachapoal Valley kommer druerne til denne Terrunyo Carmenere fra en af de helt store internationale vinøse megakoncerner Viña Concha y Toro.

Det er et gigantisk foretagende., som jeg også har skrevet om tidligere. Vinhuset har bare i Chile omkring 8.720 hektar vinmarker spredt rundt vinregionerne Maipo, Maule, Rapel, Colchagua, Cachapoal, Curico og Casablanca i Chile og omsætter for langt over 6 milliarder kroner årligt.

Det er nok det største sydamerikanske vinhus, og de laver vine under mærker som fx Sunrise, Frontera, Casillero del Diablo  Terrunyo, Amelia, Carmín de Peumo, Don Melchor og så dette Marques de Casa Concha.

Vi kender nok mest vinhuset fra supermarkedsvinen Casillero Del Diablo … det er den med djævlen på etiketten og fra vinen Sunrise … ja, den med den orange etiket.

De ejer udover de mange hektarer i Chile – samt de mange brands – også en række andre vingårde andre steder, bl.a. Viñedos Emiliana, Viña Cono Sur, Viña Maipo, Viña Palo Alto, Viña Maycas del Limarí, Viña Canepa, Fetzer Vineyards og Trivento Bodegas y Viñedos.

Denne Terrunyo Carmenere er fra huset serie Fine Wines … og altså lavet med druer fra marken  Peumo Vineyard, der ligger i 170 meters højde og vinstokke plantet i 1990.

Det er 99% Carmenere samt 1% Cabernet Sauvignon. Druerne er gæret i rustfrie ståltanke over 6-10 dage med en eftermaceration på 10-20 dage efterfulgt af malolaktisk gæring og så lagring i franske egefade 9 måneder.

Terrunyo Carmenere dufter også af Chile vin … varm og solrig frugt, solbær, blåbær, blommer, mælkechokolade, røg, krydderier, tør eg, fast og kraftig i strukturen, mens syren stikker lidt i næseborene.

Smagsmæssigt en blommesød vin, blød, og jeg får rigtig mange forskelligrettede noter. Fedme, det solrige, en lidt stram syre, mange sjove krydderier, chokolade og samlet et sådan lidt blandet indtryk.

Forhandles i supermarkeder i Coop kæden og kan normalvis fås på tilbud til omkring 100 kr., men ellers er prisen vel det dobbelte.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Odfjell Vineyards, Armador Carmenère, Maipo Valley, Chile

2016 Odfjell Vineyards, Armador Carmenère, Maipo Valley, ChileAmador er det spanske ord for skibsejer eller skibsredder, hvilket referer til den stinkende rige, norske skibsredder Dan Odfjell, som står bag vinhuset Odfjell Vineyards, hvorfra vi smager vinen Armador Carmenère Estate Selection.

Det er kun et par måneder siden, at jeg smagte vinen Orzada Carignan fra Odfjell og der skrev en helt masse om vinhuset i Chile, den norske skibsredder og hele historien om etableringen af vinhuset i Chile. Det skal jeg ikke gentage, men blot henvise til det tidligere blogindlæg.

I stedet kigger vi nærmere på denne Armador Carmenère, som hører til i Odfjell Vineyards’ basisserie Armador, hvor der samlet er 5 forskellige vine. Denne er lavet på Carmenère … nationaldruen i Chile. Eller næsten, for det er faktisk i denne årgang 2016 et blend på 86% Carmenère og 14% Malbec.

Druerne kommer fra 20 år gamle vinstokke, er plukket manuelt og ved ankomsten til vineriet afstilket. Derefter undergår de en koldmaceration i rustfrie ståltanke ved 14 grader i 4-6 dage, hvorefter gæring sker med udvalgte gærtyper ved 25 grader efterfulgt af en yderligere maceration.

Derefter sker der en malolaktisk gæring i ståltanke, hvorefter 25% af vinen lagres i brugte egefade i 4 måneder inden endelig sammenstikning og flaskning.

Selvom vinen er et niveau under – og dermed billigere – end den Orzada Carignan, som jeg tidligere smagte fra huset, så er dette faktisk en bedre vin. Næsen har en dejlig landlighed, herlig øko og virker næsten lidt behåret, men byder derudover på solvarm, mørk frugt, blåbær, våg eg, lakrids, nelliker og lidt peber.

I munden meget varm og fyldig vin med en pæn portion sødme, mørke og modne bær … venlig og meget omgængelig.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 56,54 kr.

Vinanmeldelse 4/7 thumbthumbthumbthumb

2011 Viña Cono Sur, Silencio Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, Chile

2011 Viña Cono Sur, Silencio Cabernet Sauvignon, Maipo Valley, ChileEt ekstranummer er altid godt … og denne Silencio Cabernet Sauvignon fra Viña Cono Sur er en af huset topvine fra deres serie af ikoniske vine.

Viña Cono Sur er et relativ ung vinhus, og det har haft en kolosal succes i Chile.

Det er grundlagt i 1993, og er en del af Viña Concha y Toro koncernen, som er én af de helt store internationale megakoncerner indenfor vinbranchen. Det er et gigantisk foretagende, som jeg også har skrevet om tidligere.

Viña Concha y Toro har samlet 17.040 hektar jord i Chile, hvoraf 10.800 hektar er vinmarker. Derudover ejer huset 1.209 hektar vinmarker i Argentina og 472 hektar i Californien, USA. Viña Concha y Toro omsætter for langt over 6 milliarder kroner årligt.

Det er nok det største sydamerikanske vinhus, og Viña Concha y Toro laver vine under mærker som fx Sunrise, Frontera, Casillero del Diablo, Terrunyo, Amelia, Carmín de Peumo, Don Melchor og Marques de Casa Concha.

Vi kender nok mest vinhuset fra supermarkedsvinen Casillero Del Diablo … det er den med djævlen på etiketten og fra vinen Sunrise … ja, den med den orange etiket.

De ejer – udover de mange hektarer i Chile samt de mange brands – også en række andre vingårde, bl.a. Viñedos Emiliana, Trivento Bodegas y Viñedos, Viña Maipo, Viña Palo Alto, Viña Maycas del Limarí, Viña Canepa, Fetzer Vineyards i USA og så altså også dette chilenske vinhus Viña Cono Sur.

Viña Cono Sur har specielt specialiseret sig i vine på Pinot Noir, men laver selvfølgelig også vine på en lang række andre druer, herunder specielt Merlot, Cabernet Sauvignon, Carmenere og Chardonnay.

Huset har marker over det meste af Chile, dvs. i områderne Limarí, Aconcagua, Casablanca, San Antonio, Maipo, Cachapoal, Colchagua, Curicó, Maule og endelig Bío-Bío Valley.

Samlet betyder det ikke mindre end 1.600 hektarer fordelt på 21 forskellige vinmarker. Og siden 1999 har markerne været drevet efter økologiske principper.

Selve vinhuset ligger i Chimbarongo i Colchagua Valley, men har faktisk vinerier flere steder i Chile, så bare Viña Cono Sur alene er en stor historie.

Viña Cono Sur har brugt en cykel som et slags logo for vinhuset og laver fx også en serie af vine, som kaldes Bicicleta, men cyklen fremgår også på etiketter på andre vine fra huset.

Den er imidlertid ikke på denne Silencio Cabernet Sauvignon, som en én ud af to vine i Viña Cono Surs serie Icon Wines. Det er husets topserie og udover denne på Cabernet Sauvignon, så findes der selvfølgelig også en Pinot Noir med navnet Icio.

Silencio Cabernet Sauvignon er lavet på 98% Cabernet Sauvignon og 2% Carmenere fra Maipo Valley. Vinen er vinificeret på rustfrie ståltanke og er efter endt fermentering lagret 22 måneder på nye franske barriques.

I næsen er der lakrids, mørke og gærede bær, brombær, blommer, enebær, varm og solrig frugt, godt med eg, våde fade, chokolade, sød tobak, vanilje, kanel samt en smule røg.

Smagsmæssigt er det også en solrig og varm vin med masser af tæt, mørk frugt, fed, fyldig med nogle vilde tanniner, som virkelig masserer dine gummer. Der er lidt hvid peber, et mineralsk bid og god, lang eftersmag. Flot vin.

I Danmark forhandles Cono Sur vistnok i Meny kæden, men jeg har ikke fundet denne vin, så prisen kender jeg ikke. Vil dog vurdere, at den ligger i den højere ende.

Vinanmeldelse 5,5/7 thumbthumbthumbthumbthumb

2012 Vinâ San Esteban, In Situ Cabernet Sauvignon Reserva, Aconcagua, Chile

2012 Vinâ San Esteban, In Situ Cabernet Sauvignon Reserva, Aconcagua, ChileIgen In Situ vin i glasset en tirsdag efter arbejde, nemlig denne In Situ Cabernet Sauvignon Reserva fra Vinâ San Esteban ved byen Paidahuen i Chile.

Et par uger før havde jeg smagt en anden vin fra huset, nemlig deres In Situ Signature Coastal Red Pinot Noir. Der skrev jeg også lidt om vinhuset, så det skal jeg nok undlade denne gang.

Vinen er lavet med druer fra to områder, nemlig både marker i dalen ved Paidahuen og fra de flade marker ved Aconcagua floden. Det er ikke ren Cabernet, idet vinen er lavet på 96% Cabernet Sauvignon og 4% Carmenère

Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, maceration i 20 dage og er efter endt fermentering lagret 12 måneder i barriques, 70% franske og 30% amerikanske og efter flaskning lagret yderligere 3 måneder.

Næsen er klar Cabernet Sauvignon med mørke bær, kirsebær og er lidt tør samt støvet. Umiddelbart sådan lidt allround i duften og uden markante træk … men ganske oversøisk i udtrykket. Der er lidt mentol, gazebind og derudover virker den lidt sprittet.

Smagen er lidt kantet, tør og syrlig … umiddelbart virker syren lidt utilnærmelig og det brænder lidt i munden. Der er eg og måske også lidt peber.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 3/7