Tag-arkiv: Bourgogne

2021 Lamblin & Fils, Chablis Grand Cru Vaudésir, Bourgogne, Frankrig

2021 Lamblin & Fils, Chablis Grand Cru Vaudésir, Bourgogne, FrankrigDer findes kun 7 Grand Cru marker i Chablis … og Vaudésir er én af dem beliggende mellem  Valmur og Preuses. Her smager jeg en 2021 Chablis Grand Cru Vaudésir fra det traditionelle vinhus Lamblin & Fils.

Huset har vi mødt her på bloggen, bl.a. da jeg smagte en række vine fra huset og skrev om det indlægget; Houlberg tester knastørre Chablis vine … fra det traditionelle vinhus Lamblin & Fils.

De 7 Grand Cru marker i Chablis ligger en et samlet klump med Bougros i den nordvestlige del og så ellers med Preuses, Vaudésir, Grenouille, Valmur, Les Clos og Blanchot mod sydøst. Det er alle marker med kalkstensmergel rig på bittesmå fossile østers helt tilbage fra juratiden.

Efter høsten er alle Chardonnay druerne presset de nænsomt, hvorefter den rene most hældes på 2-3 år gamle egetræsfade, hvor vinen gærer. Efter endt gæring modner vinen i 12-18 måneder på ægte Grand Cru-manér på egefade. Der foretages klaring med en smule bentonit samt skånsom filtrering inden flaskning.

Duftmæssigt har vinen en pænt kalket mineralitet, frisk og salt halvvand, bløde pærer, fersken, grillet citron og et let, diskret og pirrende fadpræg, hvilket samlet set giver en ganske dansende, fin og ballerinaagtig elegance. Der er dybde i frugten, som er frisk, ren samt meget slank som en afghansk mynde.

Smagen er i samme boldgade … ren, skarp, spændstig og samtidig med denne lette, runde og bløde fornemmelse, virker så præcis og retvendt med en kalket, mineralsk og balanceret syre. Der er sure citroner, bitter lemon og alskinds citrusfrugter … masser af pivsur, barsk, stram og spids syrlighed, der lige afdæmpers sart af denne beskedne og blide sødme. Flot. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 999,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 799,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2007 Jean Gagnerot, Corton Charlemagne Grand Cru, Bourgogne, Frankrig   

2007 Jean Gagnerot, Corton Charlemagne Grand Cru, Bourgogne, Frankrig   Vinkoncernen GCF Groups er gode til at finde små partier af vine, som de kan udgive under deres burgundiske brand Jean Gagnerot og næste vin er netop sådan en og endda på Grand Cru niveau … en 2007 Corton-Charlemagne Grand Cru.

Corton-Charlemagne er en Grand Cru-skråning i den nordlige del af Côte de Beaune. I denne del af bliver der lavet noget af det bedste Chardonnay på tværs af kommunerne Ladiox-Serrigny, Aloxe-Corton og Pernand-Vergelesses.

Corton-Charlemagne Grand Cru har navn efter kejserne Curtis d’Orthon og Charlemagne aka Karl den Store, hvor sidstnævnte frem til år 775 var ejer af Corton-højen, som han ifølge en populær myte lod omplante med hvidvinsdruer, da kejserinden var
træt af rødvinspletterne i hans skæg.

Denne vin er lavet fra Chardonnay druer, der er høstes ved håndkraft, hvorefter de fragtes til vineriet hvor de nænsomt gennemgår pneumatisk presse, Vinen er så gæret i egetræsfade, hvor den også er lagret sur lie i 18 måneder … og halvdelen af alle fadene er nye fade.

I glasset er det en forholdsvis gul vin, mens den duftmæssigt har en næse, hvor både fad, frugt, modenhed og tertiære noter spiller godt sammen. Fadpræget virker doseret, men man får dog både nødder, ristede hasselnødder, brunet smør, røg og svagt lidt lakridskonfekt samt vanilje frem. Frugten er moden, men endnu ikke oxideret, men der er pærer, kvæde samt eksotiske frugter med abrikos, fersken og ovnbagt appelsinskal samt en snert stillestående saltet havvand.

Smagen er blød, cremet … der er godt med æbler, både friske æbler, bagte æbler og syrlig æblejuice. Syren er intens, lidt til den mørkere side med kandiserede og saltede citroner samt grillet lemon, Der er skruet godt op for alt … sitrende, moden, saltet med en sødbitter og rund frugt, noget tropisk frugt med saltet syre … det er som, at de 16 år har intensiveret og koncentreret vinen, så det er nærmest som en vinøs hvid bouillon væske med kraft og saft, hvilket også gør, at vinen hænger vildt lang tid i munden. 94 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 999,95 kr., mens prisen er 949,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2022 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis, Bourgogne, Frankrig

2022 Domaine Joëlle Vrignaud, Chablis, Bourgogne, FrankrigDerefter stod den så på Chardonnay og endda en Chablis, som jeg før har smagt … en skøn vin fra Domaine Joëlle Vrignaud med en fin, skrøbelig, sart og kalket lækkerhed … her i årgang 2022.

Jeg har før skrevet om vinhuset … og denne Chablis har jeg smagt i årgang 2018, 2019 og 2021. Det er Joëlle Vrignauds  basis Chablis, hvor druerne kommer fra omkring 30 år gamle vinstokke plantet på de kalk- og fossilholdige vinmarker La Bralée, Champréaux, Chasse Loup, Etang, Chemin Des Chaumes og Les Usages.

Den er en Chablis lige inden niveauet Premier Cru vinene. Hun har lavet vinen med så lidt indgriben som muligt, dvs. spontangæring på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller samt en efterfølgende malolaktisk gæring og lagring sur lie i ståltankene. Sluttelig er vinen flasket med et minimum af svovl.

Hvor dufter det bare godt … alt synes afdæmpet og perfekt portioneret, da der både er frugt, fad og terroirpræg med denne kalkede mineralske note, som er med til at gøre vinen krisp, frisk og elegant. Frugten er pærer, fersken, melon, syltede citroner og oveni kommer der fra fadene en disket landlig aroma, nødder, nyvasket vasketøj og hvide blomster. Virker sart, fin og feminin.

Smagen starter cremet og blødt … næsten olieret, men også kun en smule, for vinen har samtidig denne rene og frisk side, som er kalket, stenet, cool og krisp. Det er en ren frugt, pærer, hvide ferskner, lidt citroner, men alt med en  stoisk rolig og delikat syre. Det smager da blidt, feminint, cremet og overlegent … og jeg vil klart mene, at den her i årgang 2022 overgår de andre årgange. Flot. 93 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 235 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmelmelse 5,5/7

2020 Domaine Denis Carré, Hautes Côtes de Beaune Les Perrières, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Denis Carré, Hautes Côtes de Beaune Les Perrières, Bourgogne, FrankrigVi skal atter smage lidt burgundisk vin og her fra Domaine Denis Carré, der ligger i den lille by Meloisey lidt afsides i Hautes Côtes de Beaune nogle kilometer vest for mere kendte byer som Volnay og Pommard … her med en 2020 Hautes Côtes de Beaune Les Perrières.

Vinhuset er grundlagt i 1975 af Denis Carré i Meloisey, Dér i sin fødeby købte han nemlig med sin frue Bernadette en lille vingård og lejede i starten lidt marker for at lave de første vine, mens Denis i aftentimerne arbejdede på et værksted for at få råd til egne parceller.

Senere blev der råd til egen jord og de blev selvfølgelig tilplantet med vinstokke, bl.a. tilplantede han også på den i dag ret berømte parcel La Perrière i Meloisey.

I dag producerer familien deres vine fra omkring  deres egne 12 hektar marker, der bl.a. også tæller eksklusive parceller i Beaune, Meursault og Pommard. Siden 2020 har markerne været under omlægning til økologisk drift.

Flertallet af markerne ligger – efter et Bourgogne perspektiv – forholdsvis højt, hvorfor vinene også generelt viser en mere kølig stil.

Denis og Bernadettes to børn  Martial og Gaëtane overtog I 2008 det primære ansvar, men far Denis hjælper fortsat til på vingården og sammen laves vinene med ærkeklassisk vinificering.

Det betyder bl.a spontangæring, en kølig – og længerevarende maceration og næsten udelukkende lagring på neutrale fade, mens alle hvidvinene lagres på stål, mens rødvinene gærer på beton og lagrer på henholdsvis stål eller franske fade … og der bruges kun nyere fade ganske lidt.

Og sådan er denne Hautes Côtes de Beaune Les Perrières også lavet, hvot Pinot Noir druerne kommer fra den højtbeliggende La Perrière mark ved selve byen Meloisey, hvor de 40-50 år gamle vinstokke står plantet på en kalkstensrig sydvendt skråning beplantet tær med 11.000 planter per hektar.

Sikke da en dejlig duft … animalsk, landlig kostald, let nytårskrudt samt klare fadnoter med lakridskonfekt, vanilje, karamel og meget frisk frugt, der lidt mørk og rå med sødbitre kirsebær, tranebær og jordbær suppleret med lidt blæk, grafit og violer.

Struttende … er et af de ord, som Jysk Vin faktisk selv skriver om vinen … og skulle man vælge kun ét ord, til at beskrive smagen, så er det netop ret dækkende. Frugten er nemlig utrolig frisk, mørk med bitre kirsebær og tranebær suppleret med en lille, mørk lemonagtig  note, god nerve og sådan lidt bondsk på en let måde. Der er lette og tætte tanniner, som dog aldrig bliver vilde eller markante, så dermed 92 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 259 kr., mens prisen er 225 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Domaine Abélanet-Laneyrie, Pouilly-Fuissé Prestige, Bourgogne, Frankrig

2019 Domaine Abélanet-Laneyrie, Pouilly-Fuissé Prestige, Bourgogne, FrankrigDomaine Abélanet-Laneyrie er en lille familiedrevet vingård beliggende ved Chaintré i den sydlige del af Mâconnais i Bourgogne og derfra smager jeg nu denne 2019 Pouilly-Fuissé Prestige.

Vingården har de sidste 36 år været drevet af Eric og Colette Abélanet, men i de seneste år har det været med hjælp fra deres sønner Valentin og Samuel.

Familien har i alt 7 hektar vinmarker, hvor de fleste ligger i Pouilly-Fuissé, men derudover har de også marker i appellationerne Mâcon-Chaintré, Mâcon-Vinzelles, Saint-Véran, Crémant de Bourgogne og Côteaux Bourguignons og har godt med gamle vinstokke.

Markernes drives efter bæredygtige principper … men det følger egentlig bare de gamle traditioner, selvom man i kælderen benytter nye metoder, som giver fremskridt og fordele uden at miste vinenes særkende og præg af terroir.

Denne 2019 Pouilly-Fuissé Prestige er selvfølgelig på ren Chardonnay, men der er forsvindende lidt oplysninger om selve produktionen, som dog skulle være sket uden tilsætning af svovl, men efter endt fermentering lagret på fade, men uden oplysninger om, hvor lang tid den skulle være lagret.

Slam … lækker aroma, hvor der er det bedste nøddemix af ristede hasselnødder, brændte mandler, nøddeknas, brunet smør, grønne pærer og dåsepærer, fersken, gule æbler og en snas abrikos. Der er lidt saltvand og kalket mineralitet … blot på en lidt fed, fuldcremet og blød facon.

Uhmmmmm, hvor smager den også bragende godt … cremet, blød, fyldig, bredmås’et og næsten med tørret frugt, abrikos, pærevælling, grillede citroner og æblesaft. Det er intenst og fyldigt, men uden den mister en stabil og let maskulin syre, som gør vinen frisk suppleret med en smule nøddenektar og en lang eftersmag af de tropiske frugter. Det er altså rigtigt godt dette her, så 95 point.

Forhandles af Vinopol.dk, hvor en flaske koster 193,60 kr., mens prisen er 176 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2020 Domaine Doussot-Rollet, Chorey Lés Beaune les Ratosses, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Doussot-Rollet, Chorey Lés Beaune les Ratosses, Bourgogne, FrankrigDet er ikke så mange måneder siden, at jeg smagte en Savigny Lés Beaune les Grands Picotins Viellles Vignes fra vinhuset Domaine Doussot-Rollet i Chorey-lès-Beaune og nu smager jeg atter en vin derfra … en 2020 Chorey les Beaune les Ratosses.

Vinen kommer fra 40 år gamle vinstokke på marken Les Ratosses, som Doussot-Rollet ejer 1,25 hektar på. Marken ligger på den rigtige side af Grand Cru-ruten mellem Savigny-Lés-Beaune og Aloxe-Corton.

Alt arbejde i marken foregår så nænsomt som muligt og sker efter princippet lutte raisonnée, hvor man i størst mulig grad, forsøger at dyrke druerne økologisk, men også sprøjter hvis det absolut bliver nødvendigt.

Druerne er høstet med håndkraft, da man gør en dyd ud af at sortere dårlige druer fra allerede i marken. Vinen er så lavet traditionelt med en lang og langsom maceration med løbende pigéage og efter endt fermentering er vinen lagret 12 måneder på franske barriques.

Sikke dejlig duft … bevæger sig nærmest sådan lige imellem nogle grønne noter, noget parfumeret og fadpræg. WAUW. Frugten er lys, intens og mest lyse kirsebær, hindbær, der suppleres af violer, læder, mentol, cedertræ, nedfaldne og brune efterårsblade, grønne grene, lakridskonfekt, fennikel, allehånde og kanel … meget dragende.

I munden er det en frisk vin med en lækker frugt … fortsat ung, viril og samtidig med fin, sart og fløjlsblød smag med en frugt af jordbær, hindbær og rabarber, meget ren, slank, klar og spinkel, har saftig og balanceret syre, finkornede tanniner, let peber … og ellers en meget lang, mineralsk og frugtig eftersmag. Flot vin. 94 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 359 kr., mens prisen er 320 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2022 Daniel Bouland, Morgon Bellevue Sable, Bourgogne, Frankrig

2022 Daniel Bouland, Morgon Bellevue Sable, Bourgogne, FrankrigMélanie og Daniel Bouland holder til på adressen Chemin de la Grenouille i landsbyen Corcelette nær Villié-Morgon i Beaujolais og Daniel står bag denne 2022 Morgon Bellevue Sable.

Flere betegner Daniel Bouland næsten på niveau med store beaujolaisnavne som Lapierre og Foillard, men Daniel er selv en ydmyg, hårdtarbejdende, diskret, eftertænksom og beskeden vinbonde. Han taler kun fransk, foretrækker et ensomt liv og bruger gladelig 12 timer om dagen på at arbejde i sine marker. Han har slet ingen salgsfolk og sågar ingen hjemmeside, men laver outstanding vin.

Bouland har omkring 9 hektar marker med gamle vinstokke, bl.a. i Douby, Côte de Py, Delys, Morgon og små parceller i Chiroubles og Cote de Brouilly,  Hans Morgon vinmarker ved Corcellette har 60-75 år gamle vinstokke, mens stokkene på DeLys mellem Corcellette og Villié-Morgon blev plantet i 1926.

I 2014 erhvervede han vinmarken Bellevue i Morgon … også med gamle vinstokke … og fælles for vinmarkerne er, at vinstokkene står plantet med høj tæthed på stejle skråninger, hvor ingen traktor kan køre.

Daniel Bouland laver vine, der kan ældes 20 år og tit sammenlignes med fine Côte de Nuits Bourgogner. Han mener selv, at man først bør nyde hans vine efter 5 års lagring.

Denne Morgon Bellevue Sable kommer fra den højtbeliggende lieut-dit Bellevue’ der er opdelt i den stenede parcel Bellevue Sable og den mere sandede parcel Bellevue Cailloux … de er kun adskilt af en lille grussti.

Cailloux er kendetegnet ved lidt mere koncentration og struktur, mens Sable typisk er knapt så koncentreret, men med en lidt finere tekstur og druerne er fra 60-100 år gamle vinstokke.

Alle druer er håndhøstet og gæret spontant i hele klaser med semi macération carbonique med druernes naturlige gærceller før lagring på gamle foudres og en aftapning uden filtrering.

WAUW for en duft … det virker allerede fra første snif meget kontrolleret og balanceret, så man får ikke denne meget bondske beaujolaisagtige næse med banan og tulipaner, men er meget mere delikat og sart. Det er skam fortsat landlig, men utrolig elegant med burgundisk lethed og et feminint touch. Det er fortsat kirsebær, der er den fremtrædende frugt, men den suppleres af lidt jordbær samt blomster, let lakrids og vanilje.

Hvor smager den hamrende godt … har denne fine balance mellem lys, let, fin, luftig og svævende elegance og så en mere koncentreret, kødfuld og dyb frugt. Den har en nærmest burgundisk, aromatisk og silkeblød smag, der er koncentrat af kirsebær og hindbær. let peber, masser af læskende saftighed og så cremet, at den nærmest smelter i munden med sprælsk englefryd. Det er en af de bedste Beaujolais vine, som jeg har smagt i lang tid … kongevin og dermed 96 point.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er 179 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Pommard 1er Cru Les Rugiens, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Pommard 1er Cru Les Rugiens, Bourgogne, Frankrig1er Cru marken Les Rugiens i Pommard er Domaine Michel Rebourgeons bedste mark og der er endda er bred enighed blandt alverdens vinjournalister og bourgognefreaks om, at marken måske endda er på Grand Cru-niveau.

Rene Langdahl har endda sammenlignet Les Rugiens perfekt soleksponerede placering med Romanée-Conti og Clos de La Roche Grand Cru.

På Les Rugiens er vinstokkene over 35 år gamle. Efter høsten er druerne sorteret og er afstilket 100%, men de knuses ikke, men placeres blot i store termoregulerede rustfri stål- og betonkar med koldmaceration inden spontangæring alene med druernes egne gærceller over 3 uger med daglig remontage og pigage om dagen for at udvinde både tanniner og rød frugt.

Druerne presses derefter forsigtigt i en pneumatisk presse og efter malolaktisk gæring er vinen lagret 18 måneder på franske barriques og der er kun lavet sølle 930 flasker af vinen og denne er nummer 228.

I glasset er Les Rugiens lige en lille tak mørkere end de foregående vine fra Michel Rebourgeon, men det er duften også, for den har da igen denne umamiagtige noter med skovbund, østershatte, svampe, tørrede roser, læder, Nutella, trøfler, kaffegrums, mørk chokolade, allehånde,  vanilje og kanel, rålakrids, søde krydderier … selv frugten er lidt mørkere med solbær, kirsebærsauce og jordbærgrød med fløde. Det er svært ikke at være begejstret.

Det er meditationsvin … virkelig zen, stoisk ro og næsten til at blive religiøs af, for hvor smager Les Rugiens godt … hamrende godt. Atter smelter vinen blødt, læskende og elegant på tungen, som syndige og søde chokoladetrøfler i solen en varm sommerdag. Jeg lader den så bare smelte og nyder øjeblikket, for alt er godt, alt er rart på min lille sky i himlen. Dette her kan man godt blive forfalden til allerede efter første sip. Det er burgundisk kongevin fra en sand mester, så Houlberg er glad … meget glad. 99 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.269,95 kr., mens prisen er 799,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 7/7

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Pommard Les Noizons, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Pommard Les Noizons, Bourgogne, FrankrigVi nappede endnu en Pommard vin fra Domaine Michel Rebourgeon og det blev denne 2020 Pommard Les Noizons, hvor alle Pinot Noir druerne kommer fra marken Les Noizons i den nordlige del af Pommard.

Vinmarken Les Noizons ligger lige over nogle af de hypede 1er Cru marker ejet af Hospice de Beaune og har vinstokke, der er plantet i 1939 … altså med en del alder og giver også et beskendent udbytte på 23 hektoliter pr. hektar.

Rebourgeon ejer kun en parcel på sølle 0,3 hektar på marken og det betyder, at der således kun laves tre fade af vinen Noizons er i øvrigt et gammelt fransk ord for valnød, da der oprindeligt stod masser af nøddetræer på marken, før den blev tilplantet med vinstokke.

Efter høsten er druerne sorteret og er afstilket fuldstændigt, men knuses ikke, men placeres blot i store termoregulerede rustfri stål- og betonkar med koldmaceration inden spontangæring alene med druernes egne gærceller med daglig remontage og pigage om dagen for at udvinde både tanniner og rød frugt.

Druerne presses derefter forsigtigt i en pneumatisk presse og efter malolaktisk gæring er vinen lagret på franske barriques, men – som nævnt – kun 3 fade. Det betyder, at der kun er lavet sølle 930 flasker af vinen og denne er nummer 125.

Vi er atter i samme univers … deroppe, hvor man så sjældent kommer, men her virker duften bare en anelse mere hård mineralsk, men igen er det med denne parfumerede, umamiagtige, fadprægede og dekadente duft, hvor fadene bidrager med skovbund, østershatte, linolie, teaktræsolie, kaffegrums, kanel, allehånde og vanilje. Lidt sød lakrids dukker også op sammen chokolade med en mørk og maskulin frugt med kirsebærkompot, jordbærsyltetøj og modne blommer.

Det bliver i munden et deja-vu, da vinen vitterlig smelter på tungen, men her virker frugten og syre måske bare lige en lille tak mere frisk, præcis og kontrolleret. Uha, hvor er det godt … maskulin på feminin facon, som en svævende grovsmed i tangatrusser, har også masser af saftighed, blød og cremet frugt med kirsebær, jordbær og hindbær, men alt vender så korrekt, friseret og vandkæmmet. 97 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 1.049,95 kr., mens prisen er 679,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Pommard Cuvée William, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Michel Rebourgeon, Pommard Cuvée William, Bourgogne, FrankrigDen næste Domaine Michel Rebourgeon vin var også fra Pommard og den unge vinmager William Whitehead har opkaldt vinen efter sig selv, for vinen er en 2020 Pommard Cuvée William.

Som den forrige vin er vinen lavet på Pinot Noir druer fra tussegamle vinstokke og her er det et mix fra de to marker Les
Perrières og La Vache, som faktisk var nogle af de første marker, hvor man i Pommard genplantede stokke efter vinlusens hærgen i slutningen af 1800-tallet.

Det betyder for denne vin, at de ældste vinstokke er 114 år gamle og i gennemsnit 95 år, hvilket endda er ganske unik for Bourgogne, men ellers er vinen næsten lavet som de forrige.

Det betyder, at druerne efter høst og sortering er afstilket fuldstændigt, men druernes knuses ikke, men placeres blot i store termoregulerede rustfri stål- og betonkar med koldmaceration før en spontangæring alene med druernes egne gærceller over 3 uger med daglig remontage og pigage om dagen for at udvinde både tanniner og rød frugt.

Druerne presses derefter forsigtigt i en pneumatisk presse og efter malolaktisk gæring er vinen lagret 18 måneder på helt nye franske barriques og der er kun lavet sølle 2.080 flasker af vinen og denne flaske er nummer 197.

Duftmæssigt minder denne Cuvée William om forrige Les Perrières, men er måske mere rank, selvom de nye fade også bidrager med lidt mere ristede noter med vanilje, kanel, mælkechokolade, kaffegrums og lakrids, men det er heldigvis uden at miste de samme lækre, dybe noter af umami, skovbund, svampe og teaktræsolie. Frugten er både kirsebær i chokolade, saftige jordbær og lidt pågående hindbær, men alt er blevet poleret skinnende messingblankt og korrekt.

Smagen er også lidt i samme boldgade … altså bedste ligue 1 række, for igen smelter vinen og frugten nærmest på tungen, så læskende, lindrende og luksuriøs, men fortsat med denne meget elegante og tilbagetrukne syre, der har lidt friskhed, lidt let tranebær bitterhed og samtidig i total symbiose med de øvrige smage.

Dette er sgu burgundisk Pommard, der er lavet for at få fuglene til at synge, glemme uvejr, krige samt al anden dårligdom. 96 point. Give Peace and Pommard a chance.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 699,95 kr., mens prisen er 449,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7