2018 Masciarelli, Gianni Masciarelli Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, Italien

2018 Masciarelli, Gianni Masciarelli Montepulciano d’Abruzzo, Abruzzo, ItalienDe sidste 2 vine, som Miriam Lee Masciarelli præsenterede for os var rødvine og den første var denne Gianni Masciarelli Montepulciano d’Abruzzo.

Vinen er – som navnet siger – lavet på Montepulciano druen og fra 4 forskellige plots på vinmarken Lereto Aprutino i Pescara provinsen i 250 meters højde og høstet med et udbytte på 9 tons pr. hektar.

Vinen er alene lavet og lagret på rustfrie ståltanke med 15-20 dages maceration og lagring i 20 måneder. Det er en vin i serien Gianni Masciarelli opkaldt efter Miriams far, der kun blev 52 år og døde i 2008. Der laves årligt omkring 180.000 flasker af denne vin.

Dejlig landlig og nærmest beaujolaisagtig næse, som slet ikke er mørk, men i stedet til den lyse og lette side suppleret med kirsebær, jordbær, mynte, estragon, aske og cedertræ. Det er lidt rustikt, men på en elegant, let og ubekymret måde.

Smagsmæssigt er det også en let, luftig og meget venlig vin … kirsebær, jordbær, tør og smooth, nogle lette og bløde  tanniner, nogen krop, okay syre … men først og fremmest pænt let med stor drikkeglæde.

Masciarelli’s danske importør er Strandgaarden Wine & Spirits, men vinen er ikke fundet på deres hjemmeside. På vingården koster vinen 8,95€ … svarende til 67 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2019 Masciarelli, Marina Cvetic Trebbiano d’Abruzzo Riserva, Abruzzo, Italien

2019 Masciarelli, Marina Cvetic Trebbiano d’Abruzzo Riserva, Abruzzo, ItalienMed næste hvidvin fra Masciarelli tog vi et gigantisk kvantespring. Det var med den monsterlækre Marina Cvetic Trebbiano d’Abruzzo Riserva årgang 2019.

Igen er den en vin på én sort, nemlig Trebbiano d’Abruzzo og lavet fra to vinmarker i Chieti området, nemlig Bucchianico i 260 meters højde – den I kan se på billedet ovenover – og så San Martino sulla Marrucina i 420 meters højde. Druerne kommer fra 18-20 år gamle vinstokke og er høstet med et udbytte på 7-8 tons pr. hektar.

Vinen er lavet med gæring i nye franske egefade med cryo maceration i 12 timer efterfulgt af almindelig gæring og så er vinen lagret 12 måneder på barriques og 12 måneder på flaske inden frigivelse.

WAUW … sikke en fuldfed, fadtung og aromatisk næse, tyk opulent med både blomster, vanilje og er også en smule røget. Det er virkelig bamselækker vin med både marcipan, kalk, mango, ananas, papaya og svagt lidt spidskommen.

I munden er vinen blød, cremet, røget med masser af kraft, lidt maskulin med grillede citroner, lemon, en bastant syre og en sød bitterhed. Der er en fyldig bamsefed vin med aromatisk dybde og hvor smager det da bare godt. Det er på mange måder en vild vin.

Masciarelli’s danske importør er Strandgaarden Wine & Spirits, men vinen er ikke fundet på deres hjemmeside. På vingården koster vinen 33,50€ … svarende til 250 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2020 Masciarelli, Castello di Semivicoli Abruzzo Pecorino, Abruzzo, Italien

2020 Masciarelli, Castello di Semivicoli Abruzzo Pecorino, Abruzzo, ItalienDen første vin, som Miriam Lee Masciarelli præsenterede var en 2020 Castello di Semivicoli Abruzzo Pecorino.

Det er med andre ord en vin  lavet på 100% Pecorino druer fra marken Casacanditella ved familiens vinresort Castello di Semivicoli i Chieti i 350 meters højde. På marken er stokkene omkring 15 år gamle og høstet med et udbytte på 8 tons pr. hektar.

Castello di Semivicoli – som I kan se på billedet ovenover – er en imponerende fæstning fra det 17. århundrede. I dag har Masciarelli familien forvandlet det gamle palads til et moderne vinresort, hvor der både er overnatningsmuligheder og restaurant.

Man kan også få vinsmagninger i de gamle vinkældre og derudover anvendes vinresortet ellers til bryllupper, fester samt kulturelle arrangementer. Nedenunder kan I se lidt fotos fra paladset.

Castello di Semivicoli Abruzzo Pecorino er lavet alene med gæring i rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret inden aftapning på flaske og endelig frigivelse. Der laves årligt 13.000 flasker af vinen.

I næsen er vinen lidt røget og har derudover abrikos, søde æbler, melon, fersken, salvie, timian, hasselnødder, frisk og ren i duften.

Smagen er derimod let saltet suppleret med saftige æbler, lemon … faktisk meget saftig med en let fedme og alligevel let tråd samt god mineralitet og endda med en smule blomster.

Masciarelli’s danske importør er Strandgaarden Wine & Spirits, men vinen er ikke fundet på deres hjemmeside. På vingården koster vinen 15,10€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

Houlberg til online smagning med Miriam Lee fra Masciarelli Tenute Agricole

Masciarelli Tenute Agricole ligger omkring en kilometer syd for den lille by San Martino sulla Marrucina i Abruzzo vinregionen, men ejer dog flere ejendomme, bl.a. den smukke gamle fæstning Castello di Semivicoli et par kilometer længere mod nord.

Masciarelli Tenute Agricole er nok et af de førende vinhus i Abruzzo og drives af mor og datter fra Masciarelli familien … og forleden var jeg til en online smagning med datteren Miriam Lee Masciarelli, hvor vi skulle smage 4 af husets ikoniske vine.

Jeg var inviteret af Tina fra PR bureauet by baungaard. Smagningen var for danske vinskribenter og vinprofessionelle i detailhandlen og jeg havde omgående takket pænt ja tak til invitationen, da man nok generelt smager for lidt vin fra netop Abruzzo, hvis vine ofte bliver lidt oversete herhjemme.

Masciarelli Tenute Agricole

Det er egentlig et nyere vinhus, idet Masciarelli Tenute Agricole først blev grundlagt i 1981 af den ihærdige vinglade iværksætter Gianni Masciarelli. Han havde arvet sin lidenskab for vin fra sin bedstefar Umberto og allerede eksperimenteret med vin i den spæde ungdom.

Det var derfor heller ingen overraskelse, da Gianni Masciarelli i 1981 startede sin egen vingård i San Martino sulla Marrucina, hvor han også var født og opvokset. Efter købet gik han straks i gang med at eksperimentere med produktion af vin på forskellige måder.

Han var den første i Abruzzo til at introducere Guyot opbinding af vinstokkene – systemet introduceret af Charles Guyot i 1860 – samt den første til at anvende franske egefade til lagring af både hans Montepulciano d’Abruzzo og Trebbiano d’Abruzzo vine.

Gianni Masciarelli regnes i dag som en visionær og innovativ vinmager, der var med til at genoplive vinfremstilling i Abruzzo og derudover stod bag en fornyelse af vine på druen Montepulciano d’Abruzzo og beviste, at den kunne give vine i verdensklasse.

Gianni Masciarelli fik på få år gjort Masciarelli en international succes og vingården er nu en af de 100 største italienske vingårde, for der er i dag mere end 320 hektar vinmarker placeret mellem havet og bjergene i alle Abruzzos 4 provinser Chieti, Pescara, Teramo og L’Aquila.

De mange hektar vinmarker er fordelt omkring 13 forskellige byer og fordelt på ikke mindre end 60 forskellige parceller. Derfra laver Masciarelli Tenute Agricole omkring 2 millioner flasker om året og det er lige fra hverdagsvine til Premium vine og super Limited Editions.

Vinene produceres nemlig i de 7 serier Classica, Gianni Masciarelli, Iskra, Villa Gemma, Marina Cvetic, La Botte di Gianni og Castello di Semivicoli. Men derudover laver man også både olivenolie, honning samt selvfølgelig grappa på vingården.

Hjertet i virksomheden er fortsat den oprindelige vingård i San Martino sulla Marrucina i Chieti provinsen. Den kan besøges hver dag efter aftale. Men den mest enestående oplevelse af Masciarelli fås dog på Castello di Semivicoli, der er er barokt palads fra det 17. århundrede. Det blev købt af Masciarelli-familien, der siden har forvandlet det historiske slot til et vinresort.

Desværre døde Gianni Masciarelli i 2008 og siden har vinhuset været drevet af hans hustru, den ihærdige Marina Cvetic, og hendes datter Miriam. Marina er i dag CEO, mens produktionen er overladt til Miriam Lee Masciarelli, der i stigende omfang nu næsten har overtaget hele driften.

Miriam Lee Masciarelli

Miriam er den ældste af Gianni Masciarelli og Marina Cvetics 3 børn og har – som sin mor – en stærk personlighed. Og som sin mor er hun også beslutsom, nysgerrig og hyperaktiv.

Miriam Lee Masciarelli er selvfølgelig vokset op med vin. Allerede i en ung alder rejste hun med sine forældre på forretningsrejser og fik af hendes far masser af viden om vin, bl.a. lærte hendes far hende at smage de alle de store vine fra Barolo, Bordeaux og Bourgogne.

Men det vigtigste Gianni lærte hende, var opnå en følelse af livskvalitet. Han fortalte datteren, at for at fremstille vin, så skal du indånde skønhed fra du er ung og acceptere det som en æstetisk og intellektuel fornøjelse.

Han var i det hele taget besat af en konstant søgen efter kvalitet og forbedringer af vinene og sagde, at kvalitet er ikke noget, du husker en gang om året, men skal være konstant i dit sind, lige fra det øjeblik du vågner om morgenen til, når du går i seng om natten.

Miriam Lee Masciarelli har selv en uddannelse indenfor økonomi og ledelse fra LUISS universitetet i Rom. Derudover rejste hun som ung 23-årig til USA for at få yderligere erfaring med vinproduktion.

Husets vinstil er forblevet den samme, selvom Miriam Lees indflydelse har givet den et nyt pust. Det varierende klima og jordforholdene mellem Adriaterhavet og massiverne i Gran Sasso giver kraftfulde og koncentrerede, men mineralske vine.

Online smagningen og vinene

Tina Baungaard-Jensen fra PR bureauet by baungaard bød alle deltagere velkommen til smagningen og efter en kort indflyvning, så overtog en ung kvinde fra Masciarelli Tenute Agricole ordet. Det var ikke Miriam Lee Masciarelli, men den ansatte kommunikationschef på vingården, nemlig Chiara Colella.

Chiara tog os igennem de første plancher og fortalte om vinhuset, om historien, familien, de forskellige vinserier, produktionen og alle markerne. Hun fortalte også, at Masciarelli Tenute Agricole har været en pioner indenfor vinturismen med deres fine vinresort Castello di Semivicoli.

Hun fortalte, at de faktisk på grund af de mange hektar vinmarker fordelt på 60 parceller over alle 4 områder i Abruzzo har omkring 50 medarbejdere i markerne hele året. De ønsker modne druer og høster fx ofte markerne af to omgange for at sikre dette.

Mens Chiara omhyggeligt fortalte om vinhuset – og viste os billeder af både vinhus, den imponerede Castello di Semivicoli og flere af de mange marker, så havde Miriam Lee Masciarelli i mellemtiden også logget på Zoom mødet, så da vi skulle smage de 4 vine, så overtog Miriam ordet. Samlet skulle vi smage disse vine:

Miriam Lee Masciarelli er både en sød, venlig og selvbevidst kvinde og der var ingen tvivl om, at hun er bossen. Hun har en stor viden om vinene og man kan godt mærke, at hun er vinmageren. Vi fik med de 4 vine en god indsigt i Masciarelli Tenute Agricole, hvor jeg blev specielt imponeret af den fuldfede Marina Cvetic Trebbiano d’Abruzzo Riserva … men det kan I jo læse om i mine beskrivelser og anmeldelser af de 4 vine.

Så stor tak til kvinderne bag smagningen … Tina, Chiara og Miriam.

2017 Graffetta, Hyspa, Sicilien, Italien

2017 Graffetta, Hyspa, Sicilien, ItalienVingården Graffetta ligger på den sydlige spids af Sicilien ved byen Ispica og er i dag ejet a Calì familien, der jo mest er kendt for deres vin fra Rocca di Castagnoli i Toscana. Her smager vi så vinen Hyspa fra familiens lille projekt på Sicilien.

Tilbage i januar smagte jeg en 2017 Chianti Classico fra Rocca di Castagnoli og nævnte der, at Calì familien bl.a. i 2004 havde købt Graffetta på Sicilien. Det var en gammel ejendom, tidligere ejet af greven af ​​Modica og havde samlet 22 hektar vinmarker bl.a. med gamle Nero d’Avola, som var passet omhyggeligt, manuelt og med hjælp fra muldyr.

Calì familien købte ejendommen at to årsager … dels den sentimentale, at de simpelthen blev blev inspireret områdets og ejendommens skønhed og historiske charme. Den anden grund var mere rationel, da de så et stort potentiale i af lave fremragende, kraftfulde og koncentrerede  vine i det område, der siden det 18. århundrede havde været et rigt vinområde.

Indtil videre laves der 5 forskellige vine på Graffetta og denne Hyspa er således én af disse. Den er lavet på 30% Cabernet Sauvignon, 30% Cabernet Franc, 20% Syrah og 20% Petit Verdot fra en 8 år gammel vinmark på samlet 4 hektar.

Vinen er lavet med gæring og maceration i ståltanke ved 28 grader over 10-12 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring, der også er sket i ståltankene. Derefter har vinen lagret 6 måneder på tonneaux egefade og 6 måneder på flaske inden frigivelse. Årlig produktion ligger på 50.000 flasker.

I næsen er det en kødfuld og fyldig vin … tørret kød,  tør engelsk lakrids, sorte oliven, eukalyptus, asfalt, tjære, blåbær, brombær og hindbær, tørt træ, kaktuspiller, bark, kridt, kul og lidt læder. Der er godt med mørk, kraftfuld intensitet i aromaerne.

Smagsmæssigt er der masser af saft og den er egentlig både mørk og syrlig på én gang. Det er kraftfuld vin, der samtidig er vild saftig, men hvor smager det godt. Frugten er lysere end duftmæssigt, nærmest jordbær, brombær og lidt granatæbler … og det hele leveres blødt, komfortabelt og cremet.

Forhandles af Vinmonopolet.dk, hvor vinen koster 140 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2015 Paradiso di Frassina, Brunello di Montalcino Moz Art Wine, Toscana, Italien

2015 Paradiso di Frassina, Brunello di Montalcino Moz Art Wine, Toscana, ItalienNæste vin er også italiensk … en Brunello di Montalcino Moz Art Wine fra Paradiso di Frassina, der ligger et par kilometer nord for Montalcino.

Azienda Agricola Il Paradiso di Frassina er grundlagt i år 2000 af Giancarlo Cignozzi, der efter næsten 40 år som advokat ud af det blå pludselig grundlagde det lille vinhus.

Han havde ganske vist haft aktier i vinhuset Caparzo, men dem solgte han i 199 for at realisere sin drøm om at skabe en mindre vingård, hvor han kunne dyrke vin helt efter sin egen filosofi.

Stedet blev fundet i 2000 nær Montalcino … faktisk kun få hundrede meter fra Caparzo, nemliog Il Paradiso di Frassina, en gård grundlagt i år for mange hundrede år siden, men som i de seneste 50 år havde været forladt.

Giancarlo er altid af sine venner blevet kaldet svanen – Il Cigno – på grund af efternavnet Cignozzi og så har han også¨altid været vild med musik, så da han købte vingården i en uforstyrret dal med smukke, bløde skråninger, så fik han en skør idé.

Han besluttede han sig for at eksperimentere med, hvordan musik kunne påvirke hans vinstokke … og det skulle blive hans varemærke, at dyrke vin under afspilning af klassisk musik.

Med hjælp fra højttalerfirmaet Bose, så har den musikelskende advokat nu siden 2010 udsat sine vinstokke for det ene klassiske musikstykke efter det andet … dag efter dag samt nat efter nat … og Giancarlo har endda i 2011 også skrevet bogen L’uomo che sussurra alle Vigne – Manden, der hvisker i vinmarkerne om sit projekt med vinmusikterapi i vinmarkerne.

Musikken bliver suppleret med biodynamisk dyrkning på hans 4 hektar vinmarker og alle former for kemikalier i dag er bandlyste. Der anvendes i stedet planteekstrakt til at forhindre at vinstokkene udsættes for stress, f.eks. under perioder med stærk varme. Også i kælderene på Il Paradiso di Frassina – hvor modningen på træfade foregår – afspilles der musik af Mozart.

Giancarlo Cignozzi er endda så vild med klassisk musik, at han også har skrevet endnu en bog om emnet … en komedie Barbatelle una di vino commedia, hvori der indgår figurer som fx hertug Cabernet, markisen af ​​Merlot, Madame Shyraz og adelsmanden Sangio.

Derudover driver den gamle advokat også lidt agriturismo med udlejning af 2 store ferielejligheder på vingården.

Alle vinene har selvfølgelig musiske navne og jeg smager her hans Brunello di Montalcino Moz Art Wine i årgang 2015, selvfølgelig på 100% Sangiovese høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med gæring og maceration i rustfrie ståltanke over 20-25 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 36 måneder i franske egefade og derefter yderligere 12 måneder på flaske inden endelig frigivelse.

I glasset er alting, som det skal være … pænt transparent med let brunlig nuance, mens duften måske er lidt mørkere end forventet, selvom det er en smuk, parfumeret og blomstret næse suppleret af gammelt træ, syrlige kirsebær, brombær, violer, endda tørrede roser, svampe, fed jord, fennikel og en lys balsamisk syre.

Og hvor smager vinen også godt, om end til den lidt kraftigere side, men den har sgu en syrlig, intens og blomstret elegance, smooth og næsten lidt dekadent i stilen. Vinen lægger sig blødt på tungen, hvor den spiller førsteviolin i klassisk positur … og der bølger den frem og tilbage i både crescendo og diminuendo.

Forhandles af Vinøs Vinbar & Vinhandel, hvor en flaske koster 395 kr., mens prisen er 300 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2018 Caviro, Brumale Rubicone Sangiovese Appassimento, Emilia-Romagna, Italien

2018 Caviro, Brumale Rubicone Sangiovese Appassimento, Emilia-Romagna, ItalienNæste vin … Brumale Rubicone Sangiovese Appassimento 2018 kommer fra Italiens allerstørste vineri, nemlig Caviro beliggende i  Forlì i Emilia-Romagna.

Caviro er grundlagt i 1966 og er et stort kooperativ med 12.400 vinavlere som medlemmer, der samlet har imponerende 36.300 hektar vinmarker i 7 regioner af landet, Veneto, Toscana, Emilia-Romagna, Marche. Abruzzo, Apulien og Sicilien.

De omsætter for over 2,7 milliarder kroner og vinene eksporteres til over 70 forskellige lande og omfatter brands som Tavernello, Feudo Apuliano, BotteBuona, Castellino, Brumale, Vigneti Romio, Fatascia, Tini, Leonardo do Vinci, Cantina di Montalcino, Cesari, Terre Forti, Castelli Modensi, Romio, Monna Lisa og Allenico.

Via datterselskabet Caviro Extra Spa er vinhuset engageret i genindvindingen af ​​biprodukter fra vin- og landbrugsproduktionen til ædle produkter til fødevarer, lægemidler og biomethan. Caviro er også førende inden for produktion af alkohol og verdensledende inden for produktion af naturlig vinsyre.

Denne 2018 Brumale Rubicone Sangiovese Appassimento er en af vinene fra Emilia-Romagna området … lavet på 85% Sangiovese og 15% andre ikke navngivne druer. Efter høst er druerne lagt til tørre i 60 dage, hvorefter de ligger til udblødning 8-10 dage inden gæring, som er sket i store 100-300 hektoliter ståltanke ved 25-26 grader efterfulgt af en malolaktisk gæring og lagring i tankene. Vinen har hele 15 gram restsukker pr. liter.

I næsen lidt tør træ, en klar frugtsødme med kirsebær og blommemarmelade, måske endda lidt blåbær, våde viskestykker, akacietræ og så alligevel en vis kølighed. Man må sige, at man har fået tøjlet de tørrede druer flot, så det ikke bare bliver en overdone og total ekstraheret vin.

Smagsmæssigt er det en fyldig og krydret vin … der er pænt stor sødme fra de tørrede druer, men det er slet ikke skræmmende, for det gør blot vinen saftig, men samtidig har den sgu også nogle vildt tørre tanniner, som udtørrer munden. Det er en vin på lidt epo med masser af sødme, men alligevel med nerve, tyk frugt og en lille voldsomhed.

Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor vinen koster 69,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4/7  

2018 Weingut Raddeck, Riesling Alte Reben, Rheinhessen, Tyskland

2018 Weingut Raddeck, Riesling Alte Reben, Rheinhessen, TysklandFra ægteparret Anna-Karina og Stefan fra Weingut Raddeck lige ovenfor Nierstein smager jeg nu endnu en vin og denne gang er det deres 2018 Riesling Alte Reben.

Vinen er produceret fra druer på vinstokke, der er 35 år gamle og står på den stejleste del af  Roter Hang. Druerne er høstet ved håndkraft og vinen er spontangæret på 500 liters egefade og er også lagret der 12 måneder på gærresterne. Efter aftapning modnes den endnu et år på flasken inden frigivelse.

Fin næse … stenet, mineralsk med et anstrøg petroleum, lidt røget spegepølse, appelsin, violer, småsure æbler, fersken, citroner, røg og klare egenoter. Der giver en lidt sjov, tiltrækkende note, hvor både de lidt terpentinske elementer blandes med egetræ.

I munden har vinen en dyb, intens smag … grillede citroner, lemon, modne samt syrlige æbler og et godt bid. Der er lidt cremet elegance fra fadene og eftersmagen er også sindssyg lang. I eftersmagen er der pænt med lemon bitterhed.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 259 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2013 Quinta da Devesa, Vinhas Velhas Reserva, Douro, Portugal

2013 Quinta da Devesa, Vinhas Velhas Reserva, Douro, PortugalDen sidste vin til den portugisiske vinsmagning på S’Vinbar i Aarhus blev også den bedste. Her kan I se vinen foran lidt charcuteri fra Sabina. Vinen er en Vinhas Velhas Reserva 2013 fra Quinta da Devesa.

Vingården er reelt grundlagt i 1941, hvor familien Fortunato købte Quinta da Devesa. Men selve ejendommen har en lang historie, der går tilbage til 1844, hvor Quinta da Devesa bl.a. var en del af den kendte Barão de Forrester … et stort portvinshus inde i Porto. Det var også kendt for Joseph James Forrester, der tegnede kort over alle vinmarker og gårde i Douro området.

Efter familien Fortunato erhvervede ejendommen, så har de investeret … selvfølgelig med en særlig fokus på portvine, men i de senere år har familien også satset mere på almindelig vin, som fx denne Vinhas Velhas Reserva.

Quinta da Devesa har samlet 30 hektar vinmarker, der ligger i 50-500 meters højde med eksponering mod nord, syd og vest, hvilket giver vinmageren Luís Rodrigues mange forskellige mikroklimaer at arbejde med.

Denne kompleksitet af vækstbetingelser betyder, at druerne modnes på forskellige tidspunkter af året, hvilket giver bedre styring af høsten. Alle vine fra Quinta da Devesa produceres udelukkende af druer fra husets egne marker.

Denne Vinhas Velhas Reserva er lavet på et field blend … altså direkte fra en marker, hvor der er et utal af forskellige sorter og i denne er der mere end 20 forskellige. Vinen er lavet med traditionel fodtrædning i granit lagares – en slags kar – med en efterfølgende gæring og så 12 måneders lagring på nye fransk og amerikanske egefade efterfulgt af mindst et års flaskelagring.

I næsen er det florale, blomstrende endnu tydligere end hos de foregående vine, langt mere aggressiv og samtidig fornemmer man her også noget, som måske kan minde lidt om Bordeaux, hvor der er engelsk lakrids, cedertræ, cigaræsker, røg, landlig og animalsk stald, tjære og så en frugt med solbær, brombær. Vinen er mere tæt og har mere kraft suppleret med lidt fadnoter med vanilje.

Smagsmæssigt er vinen meget tør, der er godt med tanniner, selvom de ingenlunde bliver vilde. Men det er en flot vin, har en god struktur og intensitet, er samtidig rank og stoisk. Der er brombær, blåbær og hindbær, lidt lakridsale elementer, krydderier … mest søde som både vanilje og kardemomme.

Forhandles af Vinho.dk, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Lima&Smith, Flor das Tecedeiras Tinto, Douro, Portugal

2017 Lima&Smith, Flor das Tecedeiras Tinto, Douro, PortugalNæste vin er denne Flor das Tecedeiras Tinto 2017, som er fra et vinhus, der kalder sig Lima&Smith, der drives af den brasilianske forretningmand Marcelo Lima og den tidligere journalist og korrespondent Tony Smith.

De købte i 2011 vingården Quinta de Covela fra ejeren og  filmskaber Manoel de Oliveira, som dog ikke havde anvendt den gamle vingård de foregående par år. Derfra er de startet med at lave vine og har siden suppleret med køb af flere ejendomme som Quinta da Boavista og så netop Quinta das Tecedeiras, hvor denne vin kommer fra.

Quinta das Tecedeiras ligger 8 kilometer oppe ad Douro floden fra Pinhão, på den sydlige bred, hævet over floden på et lille forbjerg, med blik til begge breder og floden på smukkeste vis. Ejendommen har tidligere været et nonnekloster under klosteret São Pedro das Águias. Nonnerne levede af at væve klæde af hør, der blev dyrket på ejendommens jord … og arbejdet ofte udført politisk forfulgte og kriminelle, som søgte tilflugt i klostret og kirken gav beskyttelse i bytte for arbejdskraft.

Og fra de 3 vingårde laver Lima&Smith så både portvine og almindelige vine, som nu fx denne Flor das Tecedeiras Tinto, som er lavet på Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Barroca, Tinta Amarela og Tinto Cão.

Druerne er høstet med håndkraft, afstilket og derefter knust let inden en kølig premaceration. Gæringen er sket i rustfrie ståltank med daglig, blid overpumpning og vinen har også lagret i de store ståltanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt er vinen langt mere nærig med aromaerne end de forrige vine … men der kommer lidt roser,  let krydrede noter og er sådan lidt gammeldags i stilen med brombær, blåbær, blommer samt lavendel … meget rustik.

I munden er vinen saftig og igen meget krydret, rustik med god intensitet i frugten, godt med røde bær som kirsebær, brombær og blommer, egentlig dejlig blød.

Forhandles af Vinho.dk, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger