Tag-arkiv: 3½

2006 Jean-Louis Chave Selection, Saint Joseph Offerus, Rhône, Frankrig

2006 Jean-Louis Chave Selection, Saint Joseph Offerus, Rhône, FrankrigDa Charles Dickens skrev sin 13. novelle, så kaldte han den Great Expectations. Som hovedfiguren Pip havde jeg også høje forventninger til denne Saint Joseph Offerus fra Jean-Louis Chave Selection, bl.a. fordi jeg tidligere har smagt vinen i årgang 2007, som var ganske fortræffelig … men sådan ender alle historier ikke.

Jeg har tidligere skrevet om Jean-Louis Chave på bloggen, så jeg henviser til et par af disse indlæg, bl.a. Jean-Louis Chave Selection, Mon Coeur, Domaine Jean-Louis Chave, Saint Joseph og Jean-Louis Chave Selection, Saint Joseph Offerus.

Denne Saint Joseph Offerus blev første gang udgivet i 1995. Jean-Louis ønskede at genskabe en Saint Joseph, der gav udtryk fra denne østlige del af Ardeche, og han fandt samarbejde med 10 små domainer, der arbejdede ud fra de samme værdier med lavt høstudbytte og mere organiske arbejdsmetoder.

Jean-Louis er i kontakt med domainerne i vækstperioden, under høsten og vinifikationen. En del af druerne vinificeres dog i Chaves kældre, og al vinen lagres her separat enten i cementtanke eller på egefade med hensyn til hver enkelt cuvée’s behov i 12-18 måneder. Når alle elementer er veldefinerede, begynder blandingsprocessen, der har som mål at producere en komplementerende blanding uden at ofre den enkelte cuvées forskellighed.

I næsen er vinen nærmest totalt lukket og uden kraft overhovedet. Bevares … der er lidt mørke bær, mynte samt lidt Rhône-krydderier. Vinen er selvfølgelig 9 år, men har ligget i mit vinkøleskab i mange år og alderen burde bare forøge oplevelsen. Måske den bare er lukket lige nu, og blomster op på et senere tidspunkt? Eller måske er dette eksemplar bare dårligt. Hmmmm.

Smagen er lidt i samme boldgade med lidt syrlige bær, ikke så megen fylde som forventet, men der er lidt kirsebær og ribs. Virker meget blød og let med nogle vilde tanniner, som fylder mund og sidder på tænder, men helt stort bliver det bare ikke. Det er lige som om, at det hele er meget afdæmpet og næsten væk. Øv … jeg havde høje forventninger. 2007’eren gav jeg velfortjente 5 Thumbs Up.

Købt hos Jysk Vin – pris er 175 kr.

Rating 3,5/7 

2014 Viña Misiones de Rengo, Rengo Abbey Chardonnay, Rapel Valley, Chile

2014 Viña Misiones de Rengo, Rengo Abbey Chardonnay, Rapel Valley, ChileVi fortsætter med endnu en vin fra supermarkedernes hylder … en Chardonnay, som den danske importør skriver, er lavet af det chilenske vinhus Rengo Abbey. Det rigtige navn på vinhuset er imidlertid Viña Misiones de Rengo, som netop ligger ved byen Rengo … et af de første steder i Chile, hvor de spanske missionærer i 1730 anlagde deres katolske missioner.

Rengo ligger i Rapel dalen i O’Higgins regionen. Der holder Viña Misiones de Rengo til på en herregård, som tidligere har huset et kloster. Klimaet i dalen styres af den store flod Rio Claro, som fører koldt vand ned fra Andesbjergene og dermed skaber et køligt klima til de mange druer

Viña Misiones de Rengo er grundlagt af den chilenske iværksætter Carlos Famae, men blev senere solgt til den store vinkoncern Viña San Pedro Tarapacá, som laver vin under en lang række brands. Det er mærker som Tarapacá, San Pedro, Tamarí, Vinamar, Leyda og mange andre i både Chile og Argentina. De første flasker fra Viña Misiones de Rengo kom på markedet i 2001, så det er fortsat et forholdsvis nyt vinhus.

Siden VSTP gruppen overtog vinhuset har de investeret massivt i vingården, bl.a. med produktionslokaler, laboratorier, lokale til kvalitetskontrol samt kontorer og showroom. Vinhuset har en kapacitet på 8 mio. liter vin om året, mens tappelinjerne har en kapacitet på 7 mio. flasker årligt. Der er state-of-the-art kælder med plads til 1.500 franske og amerikanske fade.

Viña Misiones de Rengo rangerer i dag som det bedst sælgende vinhus i Chile, og laver deres vine i 3 serier … en almindelig, en reserva samt Gran Reserva Cuvée. Denne Rengo Abbey Chardonnay er designet til vores marked, dermed det nemmere tilgængelige navn. Lavet på rustfrie ståltanke og efter sigende skulle en lille del ha’ lagret på eg. Vinmageren bag vinen er Sebastián Ruiz Flaño, og han har været på Viña Misiones de Rengo siden starten i 2001.

I næsen er der fin fedme, smør, honningmelon, sødme, let citrus … ganske indbydende næse med et typisk oversøisk præg, ganske voluminøs og fed Chardonnay. I munden meget easygoing, nem at drikke uden det store indtryk. Næsen er klart det bedste ved vinen, som dog er ganske okay.

Importør er Taster Wine, og prisen ligger på 59 kr.

Rating 3,5/7   

2014 Agerbo Vingaard, Solaris, Sjælland, Danmark

2014 Agerbo Vingaard, Solaris, Sjælland, DanmarkTæt på den lille stationsby Hørve i den sydligste del af Odsherred, 4 km nord for Svinninge, 20 km vest for Holbæk og 4 km syd for Fårevejle i Odsherred Kommune er der dukket endnu et dansk vinbrug op, nemlig Agerbo Vingaard. Det er et lille hobbybrug, som drives af Frank Buch og familie. De grundlagde vinbruget i 2012 med omkring 1.000 stokke, hovedsageligt Solaris.

Og så er Buchs i familie med min vinbuddy Jesper, som – for ikke så lang tid siden – var i Hørve for at hjælpe med høsten 2015. Og han havde selvfølgelig en flaske af gårdens vin med hjem, en Solaris fra sidste års høst. Den skulle vi selvfølgelig lige smage til en omgang julehygge hos Jan, som havde fundet lidt spændende vine frem.

Der er ingen etikette på vinen endnu … bare ren Solaris på flaske. Herligt.

Solaris er – udover en Science Fiction film med George Clooney i hovedrollen, et styresystem til computere i UNIX-familien samt navnet på en række campingpladser i det sydlige – en hvidvinsdrue, som spås store fremtidsmuligheder i Danmark.

Solaris er fremavlet i 1975 på Staatliches Weinbauinstitut Freiburg i Tyskland og er bl.a. klonet fra Merzling, som jo er en tysk hvidvinsdrue, som indeholder Riesling og Ruländer (Pinot Gris). Druen modner tidligt og har en god modstandsdygtighed mod svampeangreb og frost. Vinene fra Solaris er normalt frugtige og parfumerede og har et middelhøjt syreindhold. I det danske, kølige klima giver druen vine, der egner sig fint til fisk, skaldyr og kylling.

Lad os smage på Franks lille Solaris vin … som i næsen byder på lidt fersken, lidt krudt … og ja en smule parfumeret, men ellers lidt neutral. I munden er vinen nærmest lidt olieret og har ellers parfume, et grønt syrligt bid og lidt beske noter. Fin livlig syre og sjovt med den lidt olierede fedme i vinen. Hurra for et godt forsøg … dansk vin er bestemt på vej.

Frank sælger vistnok vinen fra gården til 220 kr.

Rating 3,5/7 

2013 Heritage Oak Winery, Zinhead, Californien, USA

2013 Heritage Oak Winery, Zinhead, Californien, USAOg så retur igen til USA … igen en Zin fra Heritage Oak Winery og ægteparret Tom og Carmela Hoffman, denne gang med det fantasifulde navn Zinhead. Som med søstervinen Bare Zin, så har denne også en moderne etikette, hvor navnet Zinhead står med fede og rødblanke bogstaver nedover flasken.

Brix havde tænkt, at der i smagesættet skulle være en lille battle mellem to Zinfandel vine fra samme hus … én lavet på ren ståltank uden lagring på eg og én lagret på eg. Fin idé … og denne Zinhead er da også lagret pænt på eg … 24 måneder på amerikansk eg.

Imidlertid er denne Zinhead ikke 100% Zinfandel, idet der er tilsat 25% Petite Sirah. Det er dog en vin, som der ikke er lavet så mange af, idet der alene er produceret 294 kasser af årgang 2013. Nu ved jeg dog ikke, om der er 6 eller 12 flasker i en kasse, men under alle omstændigheder, så er det en mindre produktion.

Vinhuset skriver også, at Zinfandel druerne er plukket sidst på sæsonen for at give mest mulig kraft til vinen, og det må man sige, er lykkes dem ganske pænt. Som med søstervinen er det kraftige sager. Flemming kaldte vinen for dekadent, og det passer meget godt.

Duftmæssigt godt med våde fade, vanilje, mælkechokolade, solbær, Amarena-kirsebær, marmelade og lidt blomster. I munden er det fyldigt, fedt og meget sødt. Det er chokolade, morbær … virkelig powervin og tæt på at være vulgært. Det er sgu alt for meget for mig, men bedre end søstervinen.

Forhandles af Good Grape, hvor prisen er 199 kr.

Rating 3,5/7 

2007 Kuentz-Bas, Pinot Gris Grand Cru Eichberg Trois Chateaux, Alsace, Frankrig

2007 Kuentz-Bas, Pinot Gris Grand Cru Eichberg Trois Chateaux, Alsace, FrankrigDen højeste beliggende Village des Vignerons på vinruten i Alsace hedder Husseren-les-Châteaux. I denne lille bjergby i 425 meters højde mellem de 3 slotte … Trois Châteaux … tæt på Eguisheim finder vi vinhuset Kuentz-Bas, som står bag denne Pinot Gris Grand Cru Eichberg Trois Chateaux.

I denne lille by har Kuentz familien lavet vin siden 1795, og det nuværende vinhus er bygget i 1894, da et bryllup mellem Kuentz og Bas familierne forenede disse, hvilket således blev til vinhuset Kuentz-Bas.

I over 200 år drev familien vingården med stolte traditioner, bl.a. har vinhuset gennem de mange år været specielt kendt for deres fremragende vine på druen Tokay og besiddelserne af Grand Cru markerne Eichberg og Pfersigberg.

I 2004 solgte familien imidlertid vinhuset til Jean-Baptiste Adam, som driver domaine Jean-Baptiste Adam i Ammerschwihr en smule længere mod nord. Hans familie er også stolte Alsace vinbønder og har fremstillet vine siden 1614.

Og Jean-Baptiste Adam har betydet fornyet liv hos Kuentz-Bas. Adam startede med at ansætte Samuel Tottoli som ansvarlig vinmager på ejendommen. Samuel er uddannet sommelier og havde forinden også arbejdet på andre vingårde i Alsace. De gik derefter i gang med at ændre produktionen, bl.a. blev udbyttet fra markerne sænket og man gik samtidig i 2007 over til økologisk og siden i 2008 også biodynamisk produktion … alt sammen for at genskabe Kuentz-Bas til dets tidligere storhed.

Vinhuset har samlet 10 hektar, heraf parceller som nævnt på de to Grand Cru marker Eichberg og Pfersigberg. De øvrige marker ligger faktisk lige ved siden af Grand Cru markerne. Derudover køber man i dag også lidt druer fra andre producenter i området, ja faktisk fra ikke mindre end 25 hektar yderligere marker,

Vinene er opdelt i serierne Collection og Tradition, som er de vine, der er lavet delvist på druer fra egne marker samt druer fra faste drueleverandører i området. Derudover findes der serien Trois Châteaux Organic Range, som er vine med druer fra egne marker, herunder også vine fra to Grand Cru marker Pfersigberg og Eichberg.

Så laves der selvfølgelig også lidt Vendanges Tardives and Sélection de Grains Nobles … altså søde vine.

Denne Pinot Gris Trois Châteaux Grand Cru Eichberg kommer selvfølgelig fra Grand Cru marken Eichberg på grænsen mellem Husseren-les-Châteaux og Eguisheim. Den meget kalkholdige jordbund sikrer en god dræning af vandet i dybden, og den privilegerede beliggenhed – godt beskyttet mod vestenvinden af bjerget – sikrer en tidlig modning af druerne.

Eichberg, som kan oversættes til “bjerget med egetræer” har i flere århundreder været kendt for sine fremragende Gewürztraminer, Pinot Gris og Riesling vine.

I næsen er vinen dog ganske oxyderet … alderen er virkelig begyndt at trykke, presse og mase. Der er den gamle, oxyderede næse sammen med ananas, abrikos, mango, nødder, muskat, overmodne pærer, kvæde, honning og smør. Den skal man vist lige tænke over. I munden er vinen meget sød … nærmest som mango med nødder, honning … smager lidt, som plastik muslingeskallerne fra 1980’erne … I ved, dem med bolsje i midten, som man kunne slikke på.

På bagetiketten står vinen til at være en sted mellem tør og sød, men det smager ærlig talt som en dessertvin. Men med 14% i alkohol er det ikke alkoholen, som er brugt til at give sødmen. Jeg tænker, om det kunne være en Vendanges Tardives, som har fået en forkert etikette på? Den smager ikke dårligt … men er noget anderledes.

Vinen forhandles af Nybom Vine, hvor prisen er 305 kr.

Rating 3,5/7  

2014 Bodegas Palacios Remondo, La Vendimia, Rioja, Spanien

2014 Bodegas Palacios Remondo, La Vendimia, Rioja, SpanienDen store Alvaro Palacios smagning sluttede med vinen La Vendimia fra Alvaros Rioja vinhus Bodegas Palacios Remondo. La Vendimia betyder årgang … og denne er en helt ung årgang 2014, frisk fra fad og lavet på halv Grenache og halv Tempranillo.

Det er en vin, som jeg også – mærkeligt nok – også har smagt før, nemlig i årgang 2009.

La Vendimia kommer fra Alvaro Palacios Herencia Remondo marker … en lang mark på skråningerne af Monte Yerga. Markerne ligger i en højde på omkrig 550 meter og jorden i området er meget kalkrig.

Det er en mørk og tæt vin, som er lavet i rustfrie ståltanke med maceration på 20 dage, og derefter lagret 5 måneder på franske egetræsfade, inden vinen flaskes ufiltreret. Det en entry-level vinen hos Bodegas Palacios Remondo.

Duftmæssigt er det mørke bær, kirsebær, brombær og blommer med lidt krydderier og urter, sådan nærmest spidskommen, lavendel og salvie. Ovenpå de store vine fra Palacios virker vinen en smule kantet med syrlig frugt, lethed og frisk. Trods den unge alder virker tanninerne modne og eftersmagen slutter med spansk varme. Hola.

Forhandles af Vinspecialisten, pris 110 kr.

Rating 3,5/7  

2013 Weingut Knewitz, Spätburgunder, Rheinhessen, Tyskland

2013 Weingut Knewitz, Spätburgunder, Rheinhessen, TysklandFredag er Spätburgunderdag … sådan er det bare. No Need to Argue, som Cranberries engang sang. Denne fredags Spätburgunder kommer fra Weingut Knewitz, som holder til i den lille Appenheim omkring 10-12 kilometer vest for Mainz og ikke langt fra Rhinen i det dejlige Rheinhessen.

Vingården drives af de to unge brødre Tobias og Björn Knewitz, og de er 3. generation på vingården. Gården ejes dog fortsat af faderen Gerold Knewitz, men siden 2010 har driften været forestået af Tobias og Björn … med storebror Tobias i den styrende rolle.

Tobias deltog allerede i driften som 17-årig, og har inden overtagelsen af driften i 2010 stået i lære hos Weingut Dautermann i Ingelheim samt hos Meßmer og Philipp Kuhn i Pfalz. Og det er et par unge brødre, idet Tobias i dag blot er 24 år, mens Björn blot er 21 år.

Tobias er netop af Falstaff kåret som Newcomer des Jahres 2015 bl.a. grundet hans enorme kvalitetsløft af vinene fra Weingut Knewitz og specielt husets vine på Riesling og Silvaner. Tobias siger selv, at han mål er at gå lige til grænsen.

Vingården har samlet omkring 20 hektar vinmarker, og de bedste marker er Appenheimer Hundertgulden, Gau-Algesheimer Goldberg samt Ingelheimer Schlossberg. Ale marker drives økologisk og vingården producerer årligt omkring 100.000 flasker vin.

Vinene er helt traditionelt opdelt i Gutsweine, Ortsweine samt Lagenweine, og denne Spätburgunder er én af husets Gutsweine, som der dog ikke findes de store oplysninger om.

I glasset er vinen nærmest lidt mørk transparent, og ikke den normale lyse, teglfarvede væske, som vi ofte finder i de tyske Spätburgundere. I næsen er der røg, kirsebær, vanilje, lidt mineralitet, men ellers virker den lidt grov og kantet. Det går igen i smagen, som også er en smule grov med kantet syre og bitre noter. Tanninerne virker ellers ganske modne, og der er også lidt ribs og nelliker i det samlede smagsbillede. Ikke min favorit.

Købt i Tyskland via weine.de, pris 8,90€ … eller omkring 66 kr.

Rating 3,5/7  

2014 Domaine de Tavernel, Passerel Rouge Vin de Pays du Gard, Languedoc, Frankrig

2014 Domaine de Tavernel, Passerel Rouge Vin de Pays du Gard, Languedoc, FrankrigNår vi nu er i gang med Domaine de Tavernel, hvorfor så ikke snuppe den røde udgave af Vin de Pays du Gard vinen? Passerel Rouge Vin de Pays du Gard … et blend på internationale samt lokale druer og samtidig en meget easygoing vin.

Som med den hvide udgave kan der være en forskel på denne Passerel Vin de Pays du Gard og den Vin de Pays du Gard, som vinhuset har skrevet om på deres hjemmeside. Bjarne fra Vinimperiet skriver, at vinen er lavet på druerne Merlot, Marselan, Caladoc, Syrah og Cabernet Sauvignon, mens der også er lidt Grenache i den anden udgave.

Dér er det nemlig 15% Caladoc, 30% Merlot, 10% Cabernet-Sauvignon, 20% Marselan, 10% Grenache og 15% Syrah. Et par af druerne er knap så kendte, nemlig Caladoc og Marselan, så de er måske værd at kigge nærmere på. Og faktisk har begge druer det til fælles, at de begge er lavet af Pauk Truel.

Caladoc er en fransk druesort, som primært findes i Languedoc. Druen er en blanding af Grenache og Malbec, og den blev opfundet/skabt af Paul Truel i 1958 på Institut National de la Recherche Agronomique. Den anvendes i flere forskellige landvine i Languedoc, men er ikke tilladt i nogle officielle appellationer (AOC).

Marselan skabte Paul Truel nogle år senere, nemlig i 1961. Det er en blanding af Cabernet Sauvignon og Grenache. Paul plantede først druen nær den franske by Marseillan, hvorfra den også har fået sit navn. Ligesom Caladoc vokser druen primært i Languedoc, men findes også i både USA samt Kina.

Druerne til denne Passerel Rouge Vin de Pays du Gard er høstet med et udbytte på 65 hektoliter pr. hektar, vinificeret traditionelt med maksimalt 5 til 6 dages maceration og har lagret 3 måneder på ståltank, altså uden brug af eg.

I næsen nærmest en vådkrydret note, mørke bær, solbær, brombær sammen med lidt lakrids og røg. Bjarne fra Vinimperiet skriver selv “et strejf af moskus”, og det giver fuldstændig mening, for der er en tone af noget vådt, uldent, krydret, som er meget fin. I munden er vinen blød, fyldig og krydret … ved første tår lidt sin egen, men den vinder langsomt og er meget drikkevenlig.

Købt i Vinimperiet, pris 65 kr.

Rating 3,5/7 

2014 Domaine de Tavernel, Passerel Blanc Vin de Pays du Gard, Languedoc, Frankrig

2014 Domaine de Tavernel, Passerel Blanc Vin de Pays du Gard, Languedoc, FrankrigDomaine de Tavernel ligger mellem Provence og Camargue ved den lille by Beaucaire omkring 5-6 kilometer nord for Arles, ikke langt fra bjergkæden Alpilles og kun 400-500 meter fra Rhônefloden i Languedoc.

Og fra vinhuset kommer denne Pays du Gard vin, som helt præcis hedder Passerel Blanc Vin de Pays du Gard.

Vin de Pays du Gard eller IGP Pay du Gard er en betegnelse/klassifikation for en land-/bordvin fra området Gard i Languedoc, og vinene herfra deler en del karakteristika med vine fra Rhône. Betegnelse er blevet anvendt siden 2009. Gard området afgrænses i syd af Middelhavet og i nord af Massif Central.

Vinhuset Domaine de Tavernel er grundlagt i 1925 af familien Amphoux, men er opkaldt efter byens borgmester tilbage i 1830, nemlig Monsieur Tavernel.

Siden 1980 har Pierre Amphoux stået i spidsen for vinhuset, og får i dag hjælp fra datteren Denise Compagne. Sammen driver de lige omkring 100 hektar vinmarker, som siden 1987 har været certificeret økologisk.

Der laves ikke så mange forskellige vine hos Domaine de Tavernel, men Vins De Pays du Gard laves som hvid, rosé og rød. Så laves der en Cuvée Millésime Elevé en Fût de Chêne samt en Vin de Pays des Bouches-du-Rhône, som de kalder Mas du Petit Azégat. På husets hjemmeside er der ingen vin med navnet Passerel, men måske er det “blot” deres almindelige Vins De Pays du Gard.

Hvis vinen er identisk med den Vins De Pays du Gard, som er omtalt på husets hjemmeside, så er vinen lavet på 30% Vermentino, 50% Muscat og 20% Colombard. På Vinimperiets hjemmeside har Bjarne skrevet, at vinen er på 50% Vermentino og 50% Muscat, som det er nok en variation af vinen, og derfor også har fået navnet Passerel.

Passerel betyder “emne” .. og vinen er bestemt også et godt emne som en rigtig festvin, virkelig bællepotentiale. Druerne er høstet med udbytte på 65 hektoliter pr. hektar, og er ellers lavet på ren stål, gæring ved lav temperatur i 10-15 dage og efterfølgende lagret 3 måneder på ståltank.

I næsen er det virkelig eksotiske frugter, blomster, citrus, grapefrugt og en lidt krydret note. Meget aromatisk og parfumeret, men alligevel frisk. I munden er vinen meget let drikkelig, frisk … god frugt og krydrede elementer. Den er også en smule flad i udtrykket, og savner måske en anelse syre, som modstykke til det frugtrige og krydrede. Men ellers virkelig en pleaser.

Købt hos Vinimperiet, hvor prisen er 65 kr.

Rating 3,5/7 

2014 Weingut Hensel, Liter Riesling Halbtrocken, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Hensel, Liter Riesling Halbtrocken, Pfalz, TysklandÉn af weekendens festvine var denne 1 Liter Liter Riesling Halbtrocken fra Weingut Hensel. Det skulle egentligt ha’ været i den knastørre udgave, som jeg tidligere har smagt i en årgang 2013 og var meget begejstret for. Men det gik vist for stærkt ved bestillingen, så det blev den halvtørre udgave.

Nå, men vinen kommer fra et vinhus, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, nemlig Weingut Hensel, som ligger tæt på byen Bad Dürkheim i Pfalz. Og vinen er hans én af hans entry-level Rieslinger, nemlig endnu en delevenlig 1 liter flaske, en rigtig Gutswein af bedste skuffe.

På etiketten står der også rg … Hensels forkortelse af Riesling. Der er også et lille fly tegnet over navnet Hensel, og det skyldes, at vingården ligger lige op af flyvepladsen Dürkheimer, og den nuværende ejer og leder af huset Thomas Hensel laver vine, som kan gøre dig flyvende … i hvert fald ifølge Hensel selv.

Hensel kalder sig også “das Weingut am Flugplatz”. Det med luft under vingerne går også igen i Weingut Hensel vinene, som laves i serierne Aufwind, Höhenflug og Ikarus … ja, og så denne serie, som Hensel blot kalder “Liter”.

Thomas selv har også gået i god vinskole, og er oplært hos Müller-Catoir af den legendariske Hans-Günter Schwarz, men i 1990 måtte han tage retur, overtage familieejendommen i Pflaz og videreføre vinproduktionen. I dag har Thomas Hensel omkring 19 hektar vinmarker omkring flyvepladsen i Bad Durkheim og laver nogle fremragende vine.

Alle druerne håndplukkes, og der bruges kun de bedste og mest modne druer. I kælderen håndteres druerne også med største forsigtighed, forsigtig presning, og en meget omhyggelig filtrering. Vinene er de nævnte tre serier has også specielle navne som rg, sg, wb, df, sl, gb, mo, gt og denne sp, alle opkaldt efter druerne, dvs. sp efter Spätburgunder. Så kan I jo gætte lidt på de øvrige.

Udover vinene fra Hensel selv, så producerer Thomas Hensel også en række vine med Markus Schneider, som også er en af de spændende producenter i Pfalz, bla. en serie vine under navnet Hensel und Gretel. Fra denne serie har jeg bl.a. smagt deres 2012 Hensel & Gretel Cuveé Weiswein Trocken.

Nå, men her står den altså på Riesling i litervis. Sådan. Hensel siger selv; ligetil og lækre, bordvine til hverdag, festivaler og restauranter. Og blot kaldet “Liter”. Og altså her i den halvtørre udgave.

Men at den er halvtør betyder nu imidlertid slet ikke så meget, for vinen er langtfra præget af sødme … heldigvis. I stedet er der godt med frisk syre. I næsen der grønne pærer, grønne æbler, stikkelsbær samt en snert af lidt citrus. I munden er der god, frisk syre og det mærkes slet ikke, at vinen er halvtør. Der er god harmoni mellem et let sødme og den friske syre.

Købt i Tyskland på Weine.de, hvor prisen er 5,90€ for en liter … hvilket svarer til 44 kr. og det er sgu billigt.

Rating 3,5/7