Tag-arkiv: touriga nacional

Touriga Nacional er en rød druesort, der står bag nogle af de fineste røde vine i Portugal. Druen er mest plantet i  Portugals nordlige Dão og Douro regioner og anvendes både til tørre rødvine og portvine.

Mange kalder Touriga Nacional for Portugals svar på Frankrigs Cabernet Sauvignon og er nærmest landet røde nationaldrue. Den har som den franske sammenligning mørk frugtsmag, ofte med nogle antydninger af krydderier, læder og violer … faste tanniner samt et stort lagringspotentiale.

I Douro er Touriga Nacional ekstremt vigtig i produktionen af ​​portvine, selvom den kun udgør en lille brøkdel af de druer, der dyrkes der … og faktisk kan druen blandes med op til 80 andre sorter til portvinene. De vigtigste druer er dog udover Touriga Nacional også Touriga Franca, Tinto Cao og Tinta Roriz aka Tempranillo.

Før phylloxera ødelagde vinmarkerne på den iberiske halvø, var Touriga Nacional meget mere udbredt og det siges, at druen på et tidspunkt har dækket omkring 90% af alle vinmarker i Dão. I dag er druen erstattet af mere produktive sorter, men forbedrede teknikker har bidraget til Touriga Nacionals stabilitet.

Vinstokkene er usædvanligt lavtydende og bærer tilmed kun meget små druer. Derfor indeholder vine på Touriga Nacional temmelig mange tanniner, som er med til at give den endelige vin struktur og rygrad. Smagsmæssigt kan Touriga Nacional give meget intensive og koncentrerede vine præget af mørke bær.

Udenfor Portugal findes druen mest i Californien og Australien.

N.V. Conceito Vinhos, 20 Anos Tawny Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, 20 Anos Tawny Port, Douro, PortugalDe sidste to portvine fra Conceito Vinhos var begge de mest lækre, for det var henholdsvis 20 år og 40 år gamle Tawny portvine og jeg startede slutningen med denne 20 Anos Tawny Port.

Vinen er lavet på ikke mindre end 20 traditionelle, forskellige druesorter og mest Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinta Amarela og Rufete, der kommer fra over 80 år gamle vinstokke på Quinta do Cabido ved Teja-floden i Numão-sognet.

Vinen er vinificeret helt traditionelt, hvor de druerne i hele klaser først er fodtrådt i lagares af granit, hvilket er efterfulgt af to dages premaceration og gæring over 3 dage. Derefter er der så bare tilsat druespiritus efterfulgt af kort maceration og så en længere lagring på egefade.

20 års Tawny er ikke en portvin, som kommer fra en årgang for 20 år siden, men typisk et blend af vine fra forskellige årgange og har smag som en 20 års portvin vil smage … det afgøres faktisk af et officielt smagepanel.

Fuck det dufter formidabelt … i glasset har portvinen også brune nuancer og aromaerne er også moden frugt, bløde blommer, figner, svesker, godt med karamel, nougat, mælkechokolade, vanilje, nødder og gule sultana rosiner. Føj, hvor er det lækkert og man fornemmer virkelig, hvordan alderen har gjort vinen blød, rund og samtidig finder jeg også lidt mahogni og gammelt læder.

Det smager sgu simpelthen bare monstergodt … blød, lys og moden med bagte blommer, tørret frugt, svesker, figner og dadler … er ren nektar og man fornemmer virkelig, hvor alderen har slebet alle små kanter runde og dermed er alkoholen også blevet blød og nærmest smuk med imponerende balance, lidt karamel og chokolade.

På en eller anden måde er det en lys, fin, sart og flot balanceret portvin, som jeg bare leverer varen big time … og så endda til en pris, der kan betegnes som røverkøb, for Houlberg ender på 95 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Conceito Vinhos, Vintage Port, Douro, Portugal

2021 Conceito Vinhos, Vintage Port, Douro, PortugalNæste portvin fra Conceito Vinhos var også en årgangsportvin, eller helt korrekt en 2021 Vintage Port … en type, der alene laves i de bedste årgange.

Vintage Port er også en slags Ruby portvin, men fra en bestemt årgang og laves kun i de allerbedste år og lagres – som Ruby – også forholdsvis kort tid, normalt 2-3 år.

Vinen er lavet på de klassiske druer som Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Tinta Barroca samt lidt flere, men er lavet uden afstilkning af druerne, som derefter er fodtrådt i de klassiske granit lagares.

Den er lavet med 2 dages maceration, 3 dages gæring og så ellers tilsætning af druespiritus efterfulgt af kort maceration og en lagring på egefade 20-22 måneder inden den flaskes.

Duftmæssigt en dyb, mørk og alligevel nogenlunde frisk frugt, fyldig og samtidig mærker man fadlagringen, men ingen lang, rund og blød lagring, men fortsat intenst, mørkt og bestemt anderledes – og efter min vurdering – bedre end Ruby. Den virker faktisk også lidt ung og har frugt med blommer, men også lidt umoden, tør og urtet.

I munden mærker man du langt mere kraft end fx hos Ruby portvinene, for det er sødme, kraft samt et blødt og varmende alkoholkick. Der er tydelig tanniner, peber, lidt sødbitre noter og har en lang og kraftig eftersmag. Den er den portvin – so far – med fleste tanniner og denne lidt unge og halvfriske fornemmelse med noget engelsk tør lakrids hængende i den lange eftersmag. 92 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 299 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2019 Conceito Vinhos, Late Bottled Vintage Port, Douro, Portugal

2019 Conceito Vinhos, Late Bottled Vintage Port, Douro, PortugalHerligt med en flaske portvin … og helt ekstatisk med mange flasker portvin og den næste var lige et step op, for det var Conceito Vinhos’ 2019 Late Bottled Vintage Port aka LBV.

LBV er jo dybest set en Ruby Port fra en bestemt årgang, der har ligget længere tid på fad end en almindelig Ruby og sådan en bandit ligger typisk på fad i 4-6 år

Denne Late Bottled Vinage Port er lavet på druerne Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinto Cão og Tinta Barroca.

Vinen er vinificeret helt traditionelt, hvor de druerne i hele klaser først er fodtrådt i lagares af granit, hvilket er efterfulgt af to dages premaceration og gæring over 3 dage. Derefter er der så bare tilsat druespiritus efterfulgt af kort maceration og så en længere lagring på egefade … men hvor lang tid er ikke oplyst, men med en 2019, så er det formentlig 4 år.

I næsen er det en tør portvin, hvor der kommer lidt grønne krydderurtr, mynte, tør engelsk lakrids og saltlakrids. Frugten er mørk og jeg fanger mest solbær, sorte kirsebær og blommer … måske lidt svesker, noget kakaopulver og egentlig ikke umiddelbart megen sødme … i hvert fald i næsen.

Men det er så i smagen … en intens smag, hvor der er sødme, men også både peber, mørk chokolade, let karamel, tørret appelsinskal og nektarsød fedme. Der kommer en punch fra alkoholen, der er stærk, varmende og suppleres af lidt sød-bitre tanniner og lang eftersmag, så dermed 91 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster179,95 kr., mens prisen pt er på tilbud til 125 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

N.V. Conceito Vinhos, Ruby Port Reserve, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, Ruby Port Reserve, Douro, PortugalJeg smagte skam mer’ Ruby portvin fra Conceito Vinhos, for den næste vin er denne Ruby Port Reserve.

Reserve betegnelsen indikerer, at denne portvin er blevet lagret en smule længere end forrige og almindelige Ruby Port.

Denne Ruby Port Reserve er nemlig blevet lagret i 3 år. Dette betyder, at vinen har haft tid til at udvikle sine smagsnuancer og karakteristika gennem en moderat mængde tid i egetræsfade.

Duftmæssigt minder portvinen meget om den forrige almindelig Ruby Port, for der er også godt med blomster,  tulipaner og grønne stilke, men virker mere tæt, koncentreret og tykkere med engelsk lakrids og frugt af sorte kirsebær, brombær, blommer og svesker.

I munden er det også lidt mere tæt, men man kan fortsat smage blomsterne … men nu suppleret med nødder, blommer, svesker og noget sød lakrids. Alkoholen virker også blidere og blødere, selvom den fortsat giver noget dejlig varme i hele kroppen. 90 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. Conceito Vinhos, Ruby Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, Ruby Port, Douro, PortugalNæste portvin i rækken blev Conceito Vinhos’ Non Vintage Ruby Port, der som foregående er husets entry-level portvin, men altså blot som en frisk Ruby.

Ruby er jo portvine, der lagrer 1-3 år på store egetræfade og nogle i ståltanke for at bevare frugtkarakteren, mens Tawny typisk lagres på mindre fade, hvorved den iltes langsomt og udvikler sin gulbrune farve samt duft af nødder, karamel og kaffe.

Igen består vinen er masser af druesorter … bl.a. Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinta Amarela og Rufete … og alle druerne kommer fra 80 år gamle vinstokke.

Vinificeringen hos Conceito er en kombination af traditionelle granit-lagares til gæring og mekaniske metoder sammen med mere moderne teknikker. Der er dog ingen informationer om, hvordan den efterfølgende er lagret … på ståltanke eller store fade?

Duftmæssigt tyder det dog på, at portvinen er lagret på fade, men det er helt sikkert en mere frisk vin end de foregående, for der er lidt blomster, blomstervand, tulipaner, grønne stilke, sød frugt, kirsebær og brombær samt en smule mandler eller marcipan.

Smagen er også mere ren … ikke så fed og sød som Tawny’en, mere klar og stringent, men fortsat med fin alkoholvarme, som har meget stor styrke, men også kommer sammen med blomster, lakrids samt en frisk syrlighed. 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

N.V. Conceito Vinhos, Tawny Port, Douro, Portugal

N.V. Conceito Vinhos, Tawny Port, Douro, PortugalJeg havde nu små 7 røde portvine fra Conceito Vinhos foran mig og den første var selvfølgelig den almindelige Tawny Port.

Igen er den lavet på et mix af mange druesorter … endda endnu flere end hos den lyse søster og samlet mere end 20 druesorter.

Det er bl.a. Touriga Franca, Touriga Nacional, Tinta Roriz, Tinta Amarela og Rufete … og alle druerne kommer fra 80 år gamle vinstokke.

Vinificeringen hos Conceito er en kombination af traditionelle granit-lagares til gæring og mekaniske metoder sammen med mere moderne teknikker. Dette muliggør en omhyggelig håndtering af druerne og bidrager til vinens kvalitet og præcision.

Duftmæssigt er vinen lidt mere rustik og ikke så nuanceret som dens hvide søster, men har pæn tørhed og en mørk, tørret frugt af svesker, blomme i Madeira og lidt rosiner samt en alkoholstyrke, der varmer og kildrer i næsen.

Smagen er også lidt til den rustikke side med svesker og overmodne blommer, nøddesirup og halsvarmende alkohol. Den er både syrlig og sød, meget lækker og fin … flot niveau af en entry-level portvin, hvorved jeg lander på 89 point.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 75 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 Quinta do Pégo, Late Bottles Vintage Special Edition Port, Douro, Portugal

2018 Quinta do Pégo, Late Bottles Vintage Special Edition, Douro, PortugalAftenerne bliver pludselig hurtigt mørke … men så er det jo godt, at man kan sætte sig i en hyggekrog med et glas portvin, som nu fx en 2018 Late Bottles Vintage Special Edition Port fra Quinta do Pégo.

Quinta do Pégo har jeg skrevet om før, så det gør jeg ikke denne gang.

I stedet kigger jeg bare nærmere på denne 2018 Late Bottles Vintage Special Edition, der er lavet på et mix af  Touriga Nacional, Touriga Franca, Sousão og Tinta Cão.

En Late Bottled Vintage er jo lidt en mellemting mellem vintage port og fadport. Det er portvin fra et godt år, der lagres ublandet på fad i mindst 4 år inden aftapning på flaske.

Denne portvin har Quinta do Pégo lagret i deres kældre i 4½ år inden aftapning og 2018 var en fremragende årgang. Det betyder bl.a. at huset i det år ikke har lavet en klassisk vintage, så det i sig selv kan allerede betyde, at dråberne er af en højere kvalitet.

Virker den i næsen ikke en smule blomstret? Jo, det vil jeg mene, men omgående kommer der fede lakridsagtige noter frem, blommer, indkogt kirsebærsauce, noget svagt mentol og balsamico noter, let peber og en anelse varme fra alkoholen fornemmes også.

Smagen er dog langt bedre end duften … der er styrke fra alkoholen, men holder sig fint sammen med en lille nektarsødme, en fed, lækker og intens frugt med blommer og sorte kirsebær. Der er nødder, finsk lakrids og et godt spark, hvor vinen næsten smelter i munden og gør hyggekrogen lige en tand hyggeligere .. dejlig portvin, så 90 point.

Vejledende udsalgspris er på 149,95 kr. og AMKA henviser til nærmeste forhandler på tlf. 86 41 96 00.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2018 World Wild Wines, Ideal Tinto, Dão, Portugal

2018 World Wild Wines, Ideal Tinto, Dão, PortugalVi slutter det portugisiske vinøse rally næsten hvor vi startede, for vi skulle nemlig også smage den røde udgave af Ideal vinen fra World Wild Wines og Carlos Raposo … det blev denne 2018 Ideal Tinto.

Igen er vi ude i et field blend, hvor druesorterne til vinen er typiske Dão druer som Touriga Nacional, Tinta Roriz, Jaen og Alfrocheiro og sikkert mange flere.

De kommer alle fra monovarietale marker med vin stokke på mellem 30 og 60 år i Senhorim subregionen og tilhører vinavlere, som Carlos arbejder sammen med og driver deres marler økologisk.

Vinen er lavet med gæring i temperaturkontrollerede rustfrie ståltanke over 6 uger inden den malolaktiske fermentering er sket på brugte franske egetræsfade fra Puligny-Montrachet, hvor vinen lagrede i yderligere 18 måneder. Herefter blev fadene der skulle blendes til Ideal udvalgt ved prøvesmagning.

Duften er lidt animalsk og vild … lidt kødfuld med blæk, har stor tørhed, har røg, sort peber, lidt papkasser, lakrids og en frugt, der mest er mellemrød som hindbær, kirsebær og blommer … men fornemmer også noget træ.

Frugten virker egentlig både fyldig og frisk, igennem sådan nogle mellemrøde frugter af hindbær, kirsebær og blommer, mens vinen også har nogle tørre og halvsøde tanniner. Der er i det hele taget en let sødme over vinen, hvilket giver en vis dybde, selvom det heller ikke er en super kompleks vin. 89 point.

Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 215 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Quinta dos Roques, Tinto Reserva, Dão, Portugal

2018 Quinta dos Roques, Tinto Reserva, Dão, PortugalAftenens bedste portugisiske rødvin blev denne 2018 Tinto Reserva fra vinhuset Quinta dos Roques, der ligger i Abrunhosa do Mato mellem Mangualde og Nelas i Dão.

Familien har været vinavlere i mange år drives i dag af  Luís og José Lourenço, der er far og søn.

Det var oprindelig Josés bedstefar, der plantede de første stokke på jorden for over 60 år siden og i mange år leverede man druer til det store kooperativ i Mangualde.

Men i begyndelsen af 1980’erne besluttede Luís sig for at lave sine egne vine, da kvaliteten i kooperativet dalede og selvom man en kort periode havde medejer og leverandør til det store Dão Sul-projekt, så  byggede man i 1990’erne sit eget nye vineri.

I dag har Quinta dos Roques omkring 35 hektar vinmarker, hvor omkring 75% er røde sorter som Touriga Nacional, Jaen, Alfrocheiro, Tinto Cão og Tinta Roriz, men de resterende 25% er de hvide sorter Encruzado, Malvasia Fina, Bical, Cerceal og Verdelho. Det betyder en samlet årlig produktion på cirka 150.000 liter.

Selvom Luís og José Lourenço står for vinene, så er det et rigtigt familieforetagende, hvor alle er engageret, bl.a, styrer Josés søster styrer administrationen og hver formiddag kommer farmor et par timer og ordner regnskabet.

Denne Tinto Reserva er lavet på et field blend, hvor druerne er opgjort til at være mest Touriga Nacional suppleret med Alfrocheiro, Jaen, Tinta Roriz, Tinto Cão, Rufete og 10% andre sorter … alle sorter plantet sammen.

Alle druerne er efter høst afstilket 100%, mens gæring og maceration er sket i rustfrie ståltanke med udvalgt gær ved 28-30 grader over 14 dage. Efter endt fermentering og presning er vinen lagret 10 måneder på franske barriques.

I næsen er vinen let og blomstret, vild og parfumeret. Det er luftige tulipaner, pollenstøv, lysere bær, jordbær, brombær og lyse blommer suppleret med små nøddeagtige noter, pinjekerner samt let vanilje og mælkechokolade.

Smagsmæssigt er det også en let, floral, blomstret og aromatisk vin med en intens frugt af jordbær, hindbær og lyse blommer og lidt sødbitter lemon. Den har tørre og venlige tanniner, lidt engelsk lakrids … let og utrolig drikkevenlig med seriøs kompleksitet, så Houlberg ender på 93 point.

Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Quinta do Pinto, Vinhas do Lasso Garrafeira Tinto, Lisboa, Portugal

2011 Quinta do Pinto, Vinhas do Lasso Garrafeira Tinto, Lisboa, PortugalNæste portugisiske rødvin var endnu ældre, for det er en 2011 Vinhas do Lasso Garrafeira Tinto fra Quinta do Pinto.

Vinhuset ejes og drives af António Cardoso Pinto og han blev omgående forelsket, da han første gang besøgte vingården Quinta do Anjo. Den stammer tilbage fra 1600-takket og ligger ved Merceana i hjertet af Lissabons vinregion.

Han endte med at købe vingården og har nu opkaldt den efter sig selv … Quinta do Pinto, men vinene laves under navne som Vinhas do Lasso, Terras do Anjo og Quinta do Pinto, De kommer fra husets i alt lidt over 100 hektar jorder og mere end halvdelen er vinmarker.

António Cardoso Pinto har sat sin ældste datter Rita til at lede projektet, men hun får også hjælp af far António samt hendes to søskende Ana og Francisco.

Denne 2011 Vinhas do Lasso Garrafeira Tinto hører under Lasso serien, som er Ritas entry level brand, hvor der udelukkende bruges  portugisiske sorter. Det er lettilgængelige vine der oprindeligt var lavet til det portugisiske marked, men som efterhånden sælger mindst lige så godt i udlandet.

Vinen er lavet på et blend af de portugisiske sorter Aragonês, Touriga Nacional, Tinta Miúda og lidt Alfrocheiro … alle er druer, som jeg har skrevet om før … lige undtaget Tinta Miúda, men den skulle være identisk med den spanske Graciano.

Vinen er lavet med temperaturstyret alkoholisk gæring alene med druernes egnegærceller over 14 dage ved 24-28 grader efterfulgt af malolaktisk gæring. Aragonez og Alfrohceiro lagret i 9 måneder på tredje års franske egetræsfade. Vinho fortalte, at vinen først skulle være flasket i 2021.

Den dufter også moden, fyldig og kødfuld … men alt for overmoden efter min vurdering, for der er overmodne blommer, solbær, nogle portvinsnoter og masser af våd eg og noget saltlakrids.

I munden er det også en fed, tyk, mørk og voldsom vin … koncentreret og fortættet, har nogen syre, mens tanninerne egentlig er godt integrerede. Det slutter med et let peberbid. 87 point.

Forhandles af Vinho, hvor en flaske koster 190 kr.

Vinanmeldelse 4/7