Tag-arkiv: Steffen

2014 Weingut Dr. Bürklin-Wolf, Deidesheimer Riesling, Pfalz, Tyskland

Aftenens eneste hvidvin blev passende nok en Riesling, hvilket alle gættede. Det blev nemlig denne Deidesheimer Riesling fra vinhuset Dr. Bürklin-Wolf, der holder til på adressen Weinstraße 65 i byen Wachenheim i Pfalz.

Weingut Dr. Bürklin-Wolf blev grundlagt i 1597 af Bürklin Bernhard, som dengang var byrådssektretær og senere blev borgmester i Wachenheim. Hans gamle hus fra 1606 eksisterer fortsat den dag i dag.

Vinhuset fik navnet Bürklin-Wolf, da Dr. Albert Privy Bürklin i 1875 giftede sig med Louise Wolf. I dag ejes vingården stadig af familien Bürklin. I dag er det nemlig Bettina Bürklin-von Guradze, som ejer vingården, men det er nu hendes mand Christian von Guradze, som står for vinproduktionen.

Ejendommens jordbesidelser har alle dage være ganske enestående, og omfatter mere end 90 hektar i Pfalz’ mest hæderkronede marker så som Forster Kirchenstuck, Wachenheimer Gerümpel, Deidesheimer Hohenmorgen og Ruppertsberger Gaisböhl.

I 1980’erne øgede Bürklin-Wolf deres fokus på dyrkningen, og begyndte at eksperimentere med økologiske og biodynamiske metoder, og siden er kvaliteten simpelthen eksploderet.

Fra 2008 har vingårdens produktion været certificeret biodynamisk. Bürklin-Wolf er som den eneste tyske vingård medlem af Biodyvin, en eksklusiv forening som tæller en række af verdens bedste biodynamiske vinhuse.

Denne Deidesheimer Riesling er en Ortswein … altså kvalitetsmæssigt over en almindelig Gutswein og er lavet med druer fra forskellige marker omkring Deidesheim. 1/3 af druerne stammer endda fra tidligt høstede druer fra nogle af huset GG marker.

Lavet på rustfrie ståltanke og delvis lagret på store egefade, de såkaldte Doppelstück-Holzfass. Vinen har 2,2 gram restsukker pr. liter.

Næsen er virkelig smuk mineralsk med tonsvis af skifer, sten, flint og samtidig allerede den aromatiske petroleum i kombo med grønne æbler, citrus og en omgang røg.

Smagsmæssigt er der virkelig god intensitet … har måske lidt fylde, hvilket kan skyldes den delvise lagring på fade, men der er dog fortsat en god syrlighed, meget spillevende syre og bitterheden er heller ikke så stor. Der er klart mineraler i smagsspektret og derudover et lidt grønt bid.

Købt hos Philipson Wine, hvor 1 flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5/7

2012 Staete Landt, Paladin Pinot Noir, Marlborough, New Zealand

Vinaftenens første vin var allerede hældt op, tempereret og klar til vingutterne. Det blev denne Paladin Pinot Noir fra vinhuset Staete Landt, som ligger i Rapaura området i Marlborough.

Staete Landt er etableret i 1997 af det hollandske par Ruud Maasdam og Dorien Vermaas, der opkøbte 52 hektar jord i Rapaura … i den del af området som kaldes den gyldne trekant. Det er på den oprindelige del af Wairau sletten i det område, som er kendt for de mange spændende Sauvignon Blancs.

Navnet Staete Landt var det navn, som Abel Tasman først gav New Zealand, da han opdagede landet tilbage i 1642, og det betød noget i stil med “land opdaget i den hollandske republiks ære”, og Ruud Maasdam synes – pga. forbindelse til Holland – at navnet dermed passede godt til vinhuset.

Da gården blev købt i 1997 var den beplantet med frugttræer, men efter omfattende jordbundsundersøgelser, opdelt Maasdam de 52 hektar i 24 parceller før plantningen af vinstokkene.

Hver parcel plejes og høstes forskelligt, nogle af parceller høstes fx via maskiner og nogle med håndkraft.

Druerne til denne Paladin Pinot Noir kommer fra 12 forskellige parceller og endda fra 4 forskellige Pinot Noir kloner, nemlig klonerne 114, 115, 777 og 5. Alle druerne er høstet med håndkraft.

Druerne fra de enkelte parceller holdes separeret igennem hele fremstillingsprocessen frem til den endelige blanding umiddelbart før aftapningen. Lavet med en kold maceration i 6-10 dage og efterfølgende eftermaceration i op til 35 dage. Derefter lagres vinen 18 måneder på franske barriques, heraf 25% nye fade.

Duftmæssigt er det ribs, hindbær og jeg fornemmede noget alder, hvilket imidlertid var ret begrænset. Derudover er der lidt fennikel, lidt jord, læder … nærmest som en ældre hestesaddel, et lidt støvet udtryk og en anelse kaktus.

I munden er det også godt med lyse bær, hindbær, jordbær, ribs, mynte og samtidig meget grøn i smagen med en fin syre, som dog på ingen måder dominerer.

Købt hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen er beskedne 119 kr. ved køb af 6 flasker. Til den pris er det et virkelig godt køb, så køb endelig 6 flasker.

Rating 5/7

2013 Liberated Winery, Pinot Noir, Californien, USA

2013 Liberated Winery, Pinot Noir, Californien, USAVi er stødt på dem før … Jackson Family Wines, som er et af de helt store amerikanske firmaer indenfor vin og ejer en lang række vinhuse, bl.a. dette Liberated Winery, som står bag denne Pinot Noir.

Jackson Family Wines er stor … meget stor og ejer – i skrivende stund – 36 vinhuse i America, 2 i Australien, 2 i Chile, 2 Bordeaux slotte i Frankrig, 2 vinhuse i Italien og et enkelt i Sydafrika. Blandt de mest kendte vinhuse herhjemme er Edmeades, Carmel Road, Kendall-Jackson, La Crema og Murphy-Goode.

Jackson Family Wines er oprindeligt grundlagt af Jess Stonestreet Jackson Jr., som var en amerikansk entreprenør i vinbranchen, advokat og forretningsmand. Jess voksede op i Californien under den store depression, og arbejdede inden uddannelsen til advokat indenfor en lang række erhverv, bl.a. som bolsjer-koger, postbud, humleplukker, livreder og ambulancefører.

I 1974 købte han sammen med hustruen Jane Kendall Jackson en 32 hektar stor ejendom med produktion af pærer og valnødder. Der blev dog i stedet plantet vinstokke, primært Chardonnay og druerne solgte ægteparret de første mange år til lokale vinhuse. I 1981 var der imidlertid overflod at druer, hvilket gjorde afsætningen sværere.

I stedet begyndte Jess Stonestreet Jackson Jr. så selv at producere vinene, og besluttede at producere kvalitetsvine til billige penge. Den første vin blev Kendall-Jackson Vintner’s Reserve Chardonnay, som blev en kæmpe succes og første vin, som i 1983 vandt en Platinum Award ved konkurrencen American Wine Competition. Vinen er bl.a. af Food and Wine Magazine placeret blandt “50 Wines You Can Always Trust” og nydes den dag i dag bl.a. af Barack Obama.

Jess blev skilt fra Jane Kendall Jackson i starten af 1980’erne og giftede sig i stedet med Barbara Banke, som blev hans partner både privat og i vinproduktionen. Sammen udvidede de vinhuset … til vel nærmest et vinimperium. Den oprindelig strategiplan lød på en produktion på 50.000 kasser vin årligt, men de blev ved med at vokse med flere vine, større produktion, nye vinhuse og ejer i dag hele 10.100 hektar jord, hvoraf 5.650 hektar er vinmarker. Helt astronomisk.

I 2009 var Kendall-Jackson koncernen placeret som det 9. største vinfirma i USA, og havde gjort Jess Stonestreet Jackson Jr. en meget velhavende mand. I 2005 skrev Forbes Magazine, at Jess var den 366. rigeste person i verdenen med en formue på 1,8 mia. dollars. Jess døde imidlertid i 2011 af kræft … men på det tidspunkt produceret vinhuset 5 millioner kasser vin årligt.

I dag er drives vinhuset videre af  hustruen Barbara Banke i samarbejde med svigersønnen Don Hartford, men også hans 3 børn fra ægteskabet med Barbera – Katie, Julia og Christopher Jackson – er på vej ind i det store familieforetagende.

Og så ejer de altså også dette nye projekt Liberated Winery, hvor de – under ledelse af vinmageren Graham Weerts og nogle af familiens andre vinmagere – laver 3 vine på 3 forskellige druesorter, nemlig druesorterne Sauvignon Blanc, Cabernet Sauvignon samt Pinot Noir. Og hver vin fås med 3 forskellige etiketter med forskellige navne … her på Pinot Noir er det Artist, Urban Dweller og Graduate.

Graham Weerts er til dag ansvarlig vinmager på Jackson Family Wines’ sydafrikanske projekt Capensis, men her laves der altså vine fra Sonoma i Californien.

Denne Pinot Noir er imidlertid ikke lavet med druer fra Sonoma, men derimod fra Monterey … i det område, hvor koncernen har deres Carmel Road Winery. Om druerne kommer derfra eller er opkøbt fra andre vinavlere fremgår ikke.

Importøren oplyser, at druerne kommer fra forskellige marker i Monterey. Alle druer er håndplukkede og fermenteringen sker på temperaturkontrollerede ståltanke. Den efterfølgende fadlagring sker på kun en lille andel nye franske fade.

I næsen er der en dyb og varm Pino duft … modne kirsebær, tørrede tranebær, mentol, eucalyptus, vanilje, bagepulver og lette egenoter. Der fornemmes virkelig varme og fedme, og uden at ha’ smagt vinen, så er et bud på amerikansk Pinot Noir oplagt.

Smagen er blød, cremet med sødme … godt med varme og modne, fyldige kirsebær. Jo, absolut amerikansk. Det gav point.

Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 179 kr. ved køb af 1 flaske og 159 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7 half_thumb

2006 Elio Grasso, Barolo Gavarini Chiniera, Piemonte, Italien

2006 Elio Grasso, Barolo Gavarini Chiniera, Piemonte, ItalienMed denne Barolo Gavarini Chiniera fra Azienda Agricola Elio Grasso slipper vi fuldblodshestene løs … avl af bedste skuffe, vrinsk og ægte Nebbiolo. Spænd sadlen stramt.  Jeg har tidligere smagt Barolo Gavarini Chiniera … en 2009’er i juni sidste år og denne 2006’er den 22. maj 2010 … men det var før jeg var startet med bloggen.

Elio Grasso ligger tæt ved Monforte d’Alba og bedre beliggenhed kan man ikke ønske sig, ikke blot på grund af udsigten, som er formidabel, men også på grund af jordbunden, som giver mulighed for produktion af fremragende vine.

Produktionen hos Elio Grasso startede i begyndelsen af 1980′erne, hvor Grasso familien besluttede at gå tilbage til deres oprindelse som vinavlere.

Man havde nogle år forinden, nemlig i 1978 lagt grundstenen hertil ved at begynde at vinificere og aftappe druerne fra de forskellige vinmarker adskilt, og ved successive genplantninger af deres Nebbiolo, Barbera og Dolcetto vinmarker.

Elio Grasso var egentligt bankmand inden han skiftede de bonede gulve ud med livet som vinbonde. Elio arbejdede nemlig i en bank i Torino, da hans bedstefar døde i 1978 og efterlod ham vingården og lidt vinstokke på de i dag så berømte marker Gavarini og Ginestra i Monforte d’Alba. Elio forlod da også straks banken for at blive vinbonde.

Samlet har familien 42 hektar jord, men de 24 hektar er skov og enge.  De i alt 18 hektar vinmarker drives fortsat af Grasso familien, nemlig i form af Elio, hustruen Marina og sønnen Gianluca.  De får dog hjælp af vinkonsulenten Piero Ballario.

I 2002 tildelte Italiens mest kendte vinguide Gambero Rosso en af Elio Grassos Barolo’er prisen “Red Wine of the Year”. Denne hæder tilgår som navnet siger kun én vin i Italien. En absolut topproducent. Årlig produktion på gården er lige i underkanten af 90.000 flasker.

Ud af disse flasker er omkring 14.000 denne enkeltmarksvin Barolo Gavarini Chiniera. Marken er på omkring 3 hektar og vinstokkene i gennemsnit omkring 27 år.  Barolo Gavarini Chiniera blev første gang produceret i 1978 … altså som en af de første vine, som nogensinde blev lavet på vingården.

Efter en gæringstid på 16 dage og efterfølgende malolaktisk gæring, der sker på rustfrie ståltanke, så modner vinen i 2 år på 2.500 liters store egefade produceret på slavonsk eg. Derefter ligger flaskerne i kælderen 8-10 måneder inden frigivelse.

Denne fuldblodshingst stejler allerede med en aroma … nærmest af prut … eller i hvert fald noget animalsk sammen med grøn syre, virkelig italienske muskler, ribs, tranebær, lidt hindbær måske, violer, champignon, blomster og mineraler. Der mærkes ingen tegn på, at alderen trykker … tværtimod.

I munden er smagen let, elegant, frisk, stram med lidt hindbær, stikkelsbær og nogle spillevende tanniner … virkelig pågående, således vinen sidder i hele munden med lang eftersmag. Der er mineraler, jord, svagt lidt krydderier … og virkelig, virkelig tør og insisterende. Multo bello. Far er glad.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor prisen 525 kr., men det er for årgang 2011.

Vinanmeldelse 6/7 

2012 Nativ, Eremo San Quirico, Campanien, Italien

2012 Nativ, Eremo San Quirico, Campanien, ItalienFuck, FÅK og for helvede. Jeg var SÅ tæt på at gætte denne vin. Da jeg smagte den, så tænkte jeg NATIV … og spurgte Steffen, om han kendte vinhuset Nativ? Han så satans uskyldig ud, og jeg syntes måske også, at vinen var en tak sødere, så jeg gættede på noget amerikansk. Men det var sgu lige præcis vinen Eremo San Quirico fra Azienda Agricola Nativ i Campanien.

Sidst jeg smagte vinen var det i en årgang 2010, men her har vi vinen i årgang 2012, men skulle – på samme måde som 2010’eren – ha’ opnået 99 point fra den verdensberømte stjerneanmelder Luca Maroni og titlen som Italiens bedste vin i vinguiden 2015.

Vinhuset Nativ ligger i frugtbare bakker i Irpinia, den sydlige del af Campanien i provinsen Avellino. Det er et område, hvor jorden er rig på mineraler og aske efter vulkanske udbrud fra Vesuv i Pompeji. Her vokser meget gamle vinstokke med druesorter som Aglianico, Falanghina, Fiano og Greco … stokke som har overlevet phylloxera epidemien i Europa i slutningen af 1800-tallet.

Vinhuset er grundlagt i 2008 af Mario Ercolino og hans hustru. Mario havde vin i blodet, da hans forældre Enzo Ercolino og Mirella Capaldo i midten af 1980’erne grundlagde vinhuset Feudi di San Gregorio, som også ligger i Campanien. Feudi di San Gregorio er i dag et af de største og mest berømte vinhuse i Campanien.

Mario havde således arbejdet hos Feudi di San Gregorio og var således i forvejen en anerkendt international vinmager, og han sammen med hustruen Roberta Pirone købte sin egen vingård i Irpinia, nær Paternopoli og Taurasi i Campanien. Det blev til vingården Nativ med 12 hektar vinmarker med tussegamle vinstokke. Og målet var klart. Han ville lave de bedste, de mest autentiske vine fra dette område, vine med karakter og udelukkende på de lokale druesorter.

Udover Nativ er Mario også medejer af en række andre vingårde, bl.a. vinhuset Vinosia, som han ejer sammen med Luciano Ercolino. Herudover laver Mario også vine på Sicilien, bl.a. den anerkendte vin Saserello. Måske er det også årsagen til, at Maria har fået øgenavnet Super Mario.

På Azienda Agricola Nativ laver Mario en række spændende vine, bl.a. vinene Falanghina Beneventano, Greco di Tufo, Taurasi, Falanghina Irpinia, 25 Rare Campania Bianco og så denne Eremo San Quirico, som er husets topvin.

Vinen er  lavet fra 200-250 år gamle Aglianico vinstokke på markerne omkring Taurasi i en højde på 500 meter. Druerne høstes sent, typisk først i november, og efter presning gærer vinen på rustfrie tanke i 20 dage. Herefter lager vinen 20 måneder på nye franske Barriques.

Det er rigtig powervin med volumen, fedme, sødme, saft og kraft. I næsen er vinen – helt som sidst – mørk, sort med blommer, sorte modne bær, solbær, blæk, blyanter … en gul knækket skoleblyant foreslog Paul endda. Der er også flæsk, træ, vanilje, sødme … og det hele meget intens. I smagen er der eksplosiv frugt, søde blommer, intens koncentreret saft, fyldig, blød, tørhed og egenoter. Det er cremet med mokka, kakao, chokolade og tobak … næsten helt porno.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles af SuperVin, hvor prisen er 149 kr. ved køb af 6 flasker, ellers er prisen 299,95 kr.

Rating 5/7 

2014 Zorzal Wines, Gran Terroir Pinot Noir, Mendoza, Argentina

2014 Zorzal Wines, Gran Terroir Pinot Noir, Mendoza, ArgentinaNæste vin … første af vinaftenens mange Pinot Noir vine. Denne Gran Terroir Pinot Noir kommer vinhuset Zorzal Wines i Argentina. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået Pinot Noir fra Argentina, men denne lille bandit overraskede totalt.

Zorzal Wines ligger i Mendozo i Argentina … nemlig i området Gualtallary, som ligger i omkring 1.350 meters højde sydvest for de kendte områder som Maipú og Luján de Cuyo i Mendoza. Vi er også tættere på Andesbjergene ovre mod Chile.

Vinhuset er grundlagt i 2008 af de tre argentinske brødre Gerardo, Matías og Juan Pablo Michelini samt 6 canadiske investorer anført af Bruce Murray og Dan Huras, som begge havde tjent en stor røvfuld penge indenfor olie- og gasindustrien.

Det afspejlede sig også i opstarten, hvor der blev opført et state-of-the-art vineri, som stod færdigt i 2009. Imens lånte vinhuset allerede i 2008 lokaler, hvor de første vine på Malbec blev produceret. Og var fra starten har vinhuset fået enorm succes.

Således har det store Wine & Spirits Magazine to gange udråbt Zorzal Wines som et af de af 100 bedste vinhuse i verdenen. Den store succes kan i høj grad tilskrives de kreative, kunstneriske vinmagere Matias og Juan Pablo Michelini, hvor det specielt er sidstnævnte, som er ansvarlig vinmager.

Juan Pablo er uddannet ønolog fra Don Bosco College, som er Mendozas vigtigste skole for uddannelse af vinmagere. Derefter har Juan Pablo arbejdet på St. Francis Winery i Sonoma samt hos det argentinske vinhus Doña Paula. Derudover har han boet to år i Frankrig, hvor han bl.a. arbejdede i Pomerol inden han igen rejste tilbage til Argentina, hvor han arbejde en periode i Cafayate.

Juan Pablo er lidt af en hippie … meget utraditionel på mange måder. Derudover er Juan Pablo en ivrig guitarist og det påstås, at man aldrig har set han til en vinsmagning uden hans guitar. Den sidste broder Gerardo Michelini er ikke involveret i selve vinproduktionen, men er mere vinhusets opsynsmand.

Zorzal Wines har samlet 70 hektar højtbeliggende vinmarker, hvor jorden består af sand, sten, kalksten. Vinstokkene omfatter sorter som Malbec, Pinot Noir, Chardonnay, Sauvignon Blanc og et par stykker mere. Med en minimalistisk og perfektionistisk tilgang til arbejdet i vinmark og vinifikationen skaber de ekspressive, aromatisk komplekse vine med ren frugt, mineralsk rygrad og frisk struktur. Brugen af fade er meget begrænset, så i stedet vinificeres topvinene i store cement-æg.

Vinene fra huset er opdelt i 3 serier, nemlig først Terroir Unico, så Gran Terroir og endelig topvinene i Specialties. Denne Pinot Noir hører til serien Gran Terroir, som samlet omfatter 3 vine på henholdsvis Malbec, Cabernet Sauvignon samt denne Gran Terroir Pinot Noir.

Druerne til denne vin kommer fra to forskellige marker med forskellig undergrund. Druerne høstes manuelt, og presses uden afstilkning. Efter vinifikationen lagrer vinen på 1 år gamle barriques fra Bourgogne.

Og i næsen (og glasset) klar Pinot Noir. Der er aroma med modne kirsebær, jordbær, fylde, kanel, lette blommer, frugtsten, eg, rosmarin og eucalyptus, nogle grønne noter, gran, fyrnåle og lidt Kongen af Danmark. Smagen er rund, blød … smager lidt at mørkere bær end dens europæiske søstre, men tanninerne er dejlig markant og syren herlig tydelig. Der er lidt peber, svag sødme og en flot, lang eftersmag, hvor syren virkelig sidder i munden i lang tid. Se, det kan vi li’. Far er bestemt glad.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt hos Atomwine, hvor prisen er 169 kr., men 125 kr. ved køb af 6 flasker. Det er billigt.

Rating 5/7  

2013 Finca Villacreces, Pruno, Ribera del Duero, Spanien

2013 Finca Villacreces, Pruno, Ribera del Duero, SpanienMr. Spain … Míster España a.k.a. Steffen havde selvfølgelig lidt spansk vino med, og det blev en gammel kending, nemlig vinen Pruno fra Finca Villacreces. Det er et vinhus, jeg tidligere har smagt vine fra, både denne Pruno og storesøsteren, som blot hedder Finca Villacreces.

Finca Villacreces er beliggende på en af de mest lukrative områder i Ribera del Duero, midt i en hundredårig gammel fyrreskov omkranset af Duero floden lige en kilometer vest for San Bernado og en kilometer syd for Valbuena de Duero.

Ja faktisk ligger Finca Villacreces næsten lige nabo til det legendariske Vega Sicilia, så vi er centralt i det herlige Ribera del Duero område.

Finca Villecreces er en del vin vinkoncerne Grupo Artevino, som også ejer en række andre vingårde, bl.a. også det kendte Rioja hus Izadi, som egentlig var første vinhus i koncernen. Bodega Izadi er nemlig grundlagt i 1987 af Gonzalo Antón, som samlede en række venner, investorer og så startede Izadi.

Da sønnen Lalo Antón overtog driften i år 2000, så opstartede han yderligere projekter, bl.a. vinhuset Orben i Rioja, vinhuset Vetus i Toro og så Finca Villacreces i Ribera del Duero. I dag er koncernen kendt som Artevino.

Finca Villacreces var egentlig ejet af Cuadrado familien. De er selv bosiddende i Valladolid og havde ejet gården siden begyndelsen af 1900-tallet. De brugte ejendom som et sommerhus, hvor de inviterede mange berømte gæster, heriblandt Peter Sisseck, som også aftog nogle af gårdens druer til hans Flor de Pingus.

I 2004 mødtes Gonzalo og Lalo Antón med Pedro Cuadrado, som ikke havde specielt interesse i vinproduktion. Pedro fik derfor overtalt resten af familien til at sælge gården, og så blev den en del af Artevino. Lalo Antón renoverede ejendommen og opsagde alle aftaler omkring levering af druer, så i 2007 kom de første Finca Villacreces vine på markedet.

Finca Villacreces har i alt 110 hektar jord, hvoraf 64 hektar er vinmarker beplantet med Tempranillo, Cabernet Sauvignon og Merlot. Jordbunden er henholdsvis sand, ler, limsten og kvarts, og er opdelt i 15 parceller for at udnytte mulighederne i terroir.

Der laves tre vine på Finca Villacreces: denne entry-level Finca Villacreces Pruno, hovedvinen Finca Villacreces og i særlige årgange også vinen Nebro.

Denne Pruno er lavet på 90% Tempranillo blandet med 10% Cabernet Sauvignon og lavet på store rustfri ståltanke, hvorefter vinen er lagret 12 måneder på to år gamle fade af fransk eg.

I næsen godt med blæk, solbær, blåbær, lette blommer, grønne blade, mørk chokolade, vanilje, krydrede elementer og let syrlige noter. I munden er syren det første, som jeg bemærker. Stor tørhed, noget fylde, men ikke spansk tung og klodset, men mere let med en meget direkte frugt. Tanninerne er til stede, men er meget modne og bløde. Fin og omgængelig vin.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles af Bichel Vine, hvor prisen er 149,75 kr.

Rating 5/7   

2012 Clos des Fous, Cauquenina, Maule Valley, Chile

2012 Clos des Fous, Cauquenina, Maule Valley, ChileMed denne vin tog Steffen sgu røven på os … vi gættede, at det var klart europæisk. Det var den ikke, for vinen Cauquenina fra vinhuset med det flotte franske navn Clos de Fous er nemlig oversøiske og fra Chile.

Clos des Fous opstod oprindelig som en skør idé blandt 4 venner, som var trætte af at høre på, at der ikke kunne laves god vin i Chile. De var selv alle født i Chile og troede meget på mere ukendte områder som Bio Bio, Itata og Cauquenes, så i 2008 startede de projektet Clos des Fous.

De 4 venner er Pedro Parra, Paco Leyton, Francois Massoc og Albert Cussen. Pedro kaldes ofte Dr. Terroir … et navn, han dog selv frabeder sig. Med en universitetsudannelse i terroir fra Institute Agronomique Nationale i Paris er han den eneste terroir-specialist, der arbejder uden for Frankrig, og han har haft en enorm indflydelse på kvalitetsudviklingen i Chilensk vin.

Han har konsulteret for Montes, De Martino, Concha y Toro, Matetic, Errazuriz, Koyle og Mont Gras samt en række fremtrædende Argentinske producenter. Han siger, at terroir handler mere om fornemmelse end om videnskab, men at det har taget ham en universitetsudannelse at finde ud af det.

Pedro har også tidligere arbejdet som terroir-konsulent Pierre Becheler i Bordeaux og har også arbejdet sammen med Louis-Michel Liger-Belair i Vosne-Romanée i Bourgogne … Pedros absolutte reference i dag. Han var nu egentlig oprindelig jazzsaxofonist inden han startede sin vinøse levevej, som han i dag deler mellem arbejdet hos Clos des Fous samt arbejdet som terroir-specialist for vinmagere i Chile, Argentina, USA, Italien, Canada, Frankrig og Armenien.

Det er således også Pedro, som står bag Clos des Fous valg af marker, som netop ligger i nogle mere ukendte områder. Det er exceptionelle terroirs, hvor jordbund, topografi og klima spiller optimalt sammen med udvalgte druesorter, hvor der kan skabes vine, der opnår personlighed og naturlig balance med mindst mulig indgriben.

Udover Clos des Fous projektet deltager Pedro også i andre projekter, bl.a. Altos las Hormigas og Aristos i Chile, sidstnævnte sammen med Louis-Michel Liger-Belair fra Château de Vosne-Romanée.

Så er der Francois Massoc, som er uddannet ønolog i Beaune i Bourgogne, hvor han også – som Pedro – har arbejdet sammen med bl.a. Louis Michel Liger-Belair og Munir Saouma. Han regnes i dag for en af Chiles bedste ønologer, og har udover uddannelsen som vinmager også en kandidatgrad indenfor økonomi og vin. Ved siden af Clos des Fous projektet arbejder han i dag som konsulterende ønolog, primært i Chile.

Paco Leyton er også ønolog og vinavler. Han tog hans ønologiske uddannelse på Pontificia Universidad Católica i Chile og har siden arbejdet som vinavler og konsulent i Chiles sydligste vinregion Malleco, hvor han har lavet banebrydende arbejde med Pinot Noir.

Sluttelig er der Albert Cussen, som vel kan kaldes projektets administrator. Albert har involveret sig i Clos des Fous med sit hjerteblod efter en strålende karriere i den chilenske forretningsverden, hvor han var administrerende direktør for mange chilenske virksomheder og direktør i mere end 7 år i for vinimperiet Concha y Toro. Derudover ejer Albert den større vinmark Pucalán Vineyard i Aconcagua, hvor han har plantet Pinot Noir.

Og netop Pucalán Vineyard indgår i de marker, som de fire venner anvender til Clos des Fous vinene. De har samlet fundet 41,5 hektar vinmarker spredt udover områderne Aconcagua, Cachapoal, Bio Bio, Itata og Malleco, nemlig markerne Pucalán Vineyard, Grillos Cantores Vineyard, Bio Bio Coast Vineyard, Tato Vineyard, 1914 Vineyard og Traiguen Vineyard.

Clos des Fous lavede deres første vine i 2010 og vinene laver og flasker de hos MDA Wines, som ligger i Santiago. Det er et firma, som har specialiseret sig i at producere og sælge vin for andre vinbønder, men ellers findes der ikke de store oplysninger om dette selskab.

Denne Cauquenina er et blend, lavet på et sjovt mix af druerne Malbec, som udgør næsten halvdelen, Carignan, Paìs, Carmenère og Syrah, Cinsault samt en ganske lille del Touriga Nacional, alle fra gamle upodede vinstokke … omkring 80-100 år gamle og plantet uden opbinding, som en slags vilde buske. Vinstokkene har aldrig været kunstvandet. Druerne er høstet i hånden og gæret i cementtank uden tilsætning af gær, hvorefter en smule af vinen – formentlig kun omkring 7% – er lagret et år på hovedsageligt brugte fade af fransk eg.

Og det er bestemt en charmerende vin, som i næsen byder på frugtsødme, nærmest lidt saftevand, kirsebær, lakrids, mint, mynte, egefade, urter, blomster og noget hyld eller kamillete eller noget i den retning. I munden er det også kirsebær, frugtsaft … let med sødme, godt med urter, mineraler … og iltet godt med syre, som sender tankerne imod det europæiske fastland. Spændende og overraskende vin. Thumbs Up.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles af Bichel Vine, hvor prisen er 658,50 kr. for 6 flasker, dvs. 109,75 kr. pr. flaske … og det er billigt.

Rating 5,5/7   

2010 Château Malartic Lagraviere, Le Comte de Malartic Pessac-Léognan, Bordeaux, Frankrig

2010 Château Malartic Lagraviere, Le Comte de Malartic Pessac-Léognan, Bordeaux, FrankrigVinaftenen stod virkelig i det franske tegn … hele 5 ud af 8 vine var franske, og vi kom skam også omkring Bordeaux via denne Le Comte de Malartic, én af 2. vinene fra det Pessac-Léognan baserede vinslot Château Malartic Lagraviere.

Vinslottet blev oprindelig bygget i slutningen af 1600-tallet og købt i 1803 af af Maurès de Malartic familien med Pierre de Malartic i spidsen.

I 1850 blev slottet købt af Madame Arnaud Ricard, som gav det sit nuværende navn Malartic … efter sigende af respekt for den tidligere ejer greven Hippolyte Maurès de Malartic, en hæderkronet admiral i den franske hær samt Lagraviere efter terrioret med de løse sten, som kaldes “gravels”.

Derefter forblev slottet i familien Ricard eje indtil 1990, hvor det blev solgt til det store champagnefirma Laurent-Perrier champagne. I 1997 blev det imidlertid overtaget af Michele og Alfred-Alexandre Bonnie.

Alfred-Alexandre er en belgisk forretningsmand, som er fascineret af vin. Han har en fortid inden for økonomi samt reklame og har tidligere arbejdet forskellige steder i verden, bl.a. New York, Detroit, Atlanta og Argentina. Han startede en omfattende renovering af slottet og dets marker. Han udvidede bl.a. med yderligere 18 hektar fra en naboejendom og udstyrede vinkælderen med moderne udstyr, rustfrie ståltanke og endnu flere barriques.

I dag råder Château Malartic Lagraviere således over 53 hektar vinmarker, fordelt med 7 hektar med Sauvignon Blanc og Semillon og 46 hektar med Merlot, Cabernet og Petit Verdot. Vinstokkene har en gennemsnitsalder på 30 år. Vingården følger principperne for bæredygtigt landbrug, og er siden 2008 certificeret økologisk.

Alfred-Alexandres søn Jean-Jacques Bonnie har sammen med Véronique Bonnie-Laplane, Séverine Bonnie og Bruno Laplan efterhånden nu overtaget driften, hvilket sker i samarbejde med de rådgivende ønologer Michel Rolland og Athanase Fakorellis.

Udover Château Malartic Lagraviere har familien også investeret i et andet vinslot i Pessac-Léognan i Bordeaux, nemlig Château Gazin-Rocquencourt samt det argentinske vinhus DiamAndes, som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen. Det argentinske vinhus er købt i et partnerskab med Clos de los Siete Group.

Der laves flere vine på Château Malartic-Lagravière … selvfølgelig hovedvinen, som laves både i en rød og hvid udgave. Derudover laver de 2. vinen Réserve de Malartic med tilnavnet Le Sillage. Ud fra dette bør denne Le Comte de Malartic Pessac-Léognan således være en supplerende vin eller 3. vin om man vil.

Vinen er lavet på 50% Cabernet Sauvignon, 45% Merlot og 5% Cabernet Franc. I nogle år er der også en smule Petit Verdot i vinen.

Duftmæssigt er der en smule muldjord, flæsk, sød lakrids, vanilje, mælkechokolade, tobak, fugtige fade, solbær og andre mørke bær. I munden er det frugt, frugt, frugt … modsat duften er der faktisk godt med syre, mørke bær, god fylde, men måske også lidt grov … en grovsmed med muskler iført skovmandsskjorte og leggings.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Forhandles hos Jysk Vin, pris 259 kr., men mere beskedne 169 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 4,5/7  

2014 Monte Zovo, Le Civaie Lugana, Veneto, Italien

2014 Monte Zovo, Le Civaie Lugana, Veneto, ItalienAzienda Agricola Monte Zovo ligger omkring 5 kilometer nordøst for Bardolino ved Gardasøen, og vinhuset er da også opkaldt efter bakken Zovo, som ligger bag vinhuset. Vinhuset står bag denne herlige hvidvin … en Le Civaie Lugana under appellationen Lugana DOC.

Vinhuset er grundlagt i 1925 af Carlo Cottini, som havde en stor passion for vin og grundlagde huset med produktion af vin samt frugt fra en masse frugttræer. Det var dog imidlertid sønnen Raffaello, som reelt startede en decideret vinproduktion på gården.

Det skete omkring år 1950, og vinhuset kom da også til at hedde Azienda Agricola Conttini Raffaello. Han udvidede både vinkælder og markerne. Det var også Raffaello, som i 1965 købte ejendommen Monte Zovi, som i dag er grundstenen hos vinhuset.

I dag ejes vingården er Raffaellos søn Diego, som driver stedet sammen med hustruen Annaberta Cottini og 4. generation i form af sønnerne Michele og Mattia. Det var Diego, som i år 2000 ændrede vinhusets navn til det nuværende Azienda Agricola Monte Zovo.

Vinhuset har deres marker to steder, nemlig syd for Bardolino samt i Valpolicella området. De har også deres produktion på 3 lokationer, nemlig hovedsædet tæt på Bardolino, produktionslokaler i San Pietro in Cariano samt tørreloft/-lokaler i Tregnago et stykke nordøst for Verona.

Samlet har vinhuset omkring 100 hektar vinmarker. På ejendommen Monte Zovo er det markerne Spiazzi, Caprino Veronese og Porcino, mens det på deres ejendommen Palazzo Maffei i Valpolicella er markerne Palazzo, Roccolo og Sole.

Vinhuset laver 13 forskellige vin, lige fra Bardolino vine til fede Amaroner. Denne Le Civaie Lugana er lavet på druen Trebbiano di Lugana, som også kendes under navnet Trebbiano di Soave. Det siges at være den bedste variant af alle Trebbiano sortene, men også blandt de mindst plantede. Trebbiano benyttes i mere end 80 DOC’er.

I næsen er virker vinen nærmest fed i udtrykket … sådan lidt smørblomster, meget florale noter i det hele taget, grønne pærer, frisk frugt, mineraler, kalk og en lille portion citrus. I munden er der fersken, grape samt en let syrlighed med lidt bitre noter. Har ligesom lidt babyfedt på sig … smager ikke fed, men har derimod en dejlig ren mineralitet over sig. Godt valg.

Hvem medbragte vinen: Steffen

Købt på vingården, pris kender ikke, men på nettet står den til omkring 10€ … eller ca. 75 kr.

Rating 4,5/7