Tag-arkiv: sangiovese

Sangiovese er en rød, italiensk druesort, som er den mest plantede sort i hele Italien med omkring 70.000 hektar vinmarker – svarende til omkring én ud af to vinstokke i Italien – og druen er samtidig næsten synonym med rødvinene fra Toscana.

Sangiovese spiller hovedrollen i klassikere som Chianti, Vino Nobile di Montepulciano og Brunello di Montalcino. Sangiovese og Toscana er haft denne kærlighedsaffære gennem generationer, selvom nyere forskning har afsløret, at druen måske slet ikke er så gammel, som man engang troede.

Navnet Sangiovese skulle stamme fra det latinske ord sanguis Iovis – Jupiters blod. Udenfor Toscana er Sangiovese også meget udbredt i Lazio, Umbrien, Marche og på Korsika. På Korsika er sorten kendt som Nielluccio og er dér noget anderledes end  andre Sangiovese vine.

Sangiovese blomstrer tidligt og modner langsomt og sent, hvilket gør den vanskelig at dyrke. Druen er særlig værdsat for sin høje syre, faste tanniner og afbalancerede natur. Udbytterne kan være høje, men de bedste kvaliteter opnås ved lave kvantiteter.

Derudover har Sangiovese et meget tyndt skind, hvilket også giver yderligere vanskeligheder, bl.a. er druen modtagelig for rådne under fugtige forhold.

Vine på Sangiovese har typisk en lidt salt smag med saftige, mørke kirsebær med en note af violer. Derudover byder druen på duft og smag af ribs, kirsebær, og blommer med toner af jord, læder, urter og krydderier. Vinene har høj syre og mange tanniner, hvilket giver et vist lagringspotentiale og de lagres ofte på fade.

På verdensplan har Sangiovese rejst til Californien og Australien, hvor dens høje syreindhold er et aktiv i det varme klima.

2012 Colle Santa Mustiola, Poggio ai Chiari, Toscana, Italien

2012 Colle Santa Mustiola, Poggio ai Chiari, Toscana, ItalienDerefter stod den på den 100% Sangiovese baserede vin Poggio ai Chiari fra det gamle vinhus Azienda Agricola Colle Santa Mustiola, der ligger ved den oldgamle katakombe Santa Mustiola og de ret berømte etruskiske grave i Chiusi i Toscana.

Vinhuset drives af Fabio Cenni, der overtog familiens vingård i 1980’erne og studerede alle e gamle Sangiovese vinstokke, der alle stammede fra hans bedstefars tid. Han opdagede, at han på de i alt 6 hektar vinmarker havde ikke mindre end 28 forskellige former fra Sangiovese-kloner inklusive 4 kloner på præ-phylloxera stokke.

Han bevarede omhyggeligt de kloner, han havde identificeret, ved at genplante dem støttet af sit lange venskab med Luigi Veronelli og så blev Sangiovese Fabios vedvarende store lidenskab.

Efter flere års agronomiske studier har Fabio ikke kun lært at lave Sangiovese vine med enestående elegance og karakter, men er i dag også en af eksperterne i at dyrke denne drue.

For at opnå elegance og finesse i sine Sangiovese vine, så lagrer Fabio sine vine i 5-7 år i nogle underjordiske kældre, der tidligere har været en tidligere etruskisk grav or mere end 2.000 år siden og nogle endda opdaget af Fabio selv.

Denne Poggio ai Chiari er en vin, der netop også er lavet med druer fra de 28 forskellige Sangiovese vinstokke. Den er lavet med gæring i rustfrie ståltanke med druernes egne gærceller ved 25-28 grader over 40 dage … og der er også sket spontan malolaktisk gæring

Derefter er vinen lagret ikke mindre end 78 måneder en kombination af franske og slavonske 20-30 hektoliter egefade inden aftapning på flaske og så yderligere 24 måneders lagring … og tæller vi dette sammen, så er vinen samlet set lagret 8,5 år.

I næsen kan man allerede fra start mærke, at den har godt med fadpræg, men derudover kommer der svampe, champignon, kanel, godt med kanel faktisk, vanilje, muskatnød, timian, læder, kastanjer samt cedertræ og en frugt med mest kirsebær og så den stramme italienske syre … men alderen kan man faktisk slet ikke fornemme.

Smagen er tør … og tanninerne er ligeledes tørre og sparkende, har godt med garvesyre, men alligevel en pæn og silkeagtig blødhed og noget bitterhed, der også giver et velment spark bagi. Syreniveauet er også rigtigt fint og der kommer nogle lemonagtige elementer, der giver friskhed, kant samt en let og lys syre. 94 point.

Forhandles herhjemme af TasteBuddy, hvor en flaske koster 375 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Cortonesi, Lèonus Toscana IGT, Toscana, Italien

2022 Cortonesi, Lèonus Toscana IGT, Toscana, ItalienLøven er den næststørste nulevende katteart – kun overgået af tigeren – og denne majestætiske løvevin Lèonus Toscana fra Società Agricola La Mannella di Cortonesi Societá Semplice er næste vin i glasset og det er i 2022 årgangen.

Cortonesi ligger et par kilometer nord for Montalcino by og drives af Marco Cortonesi og sønnen Tommaso. Marco startede i 1990 med at lave og sælge vine under navnet La Mannella, hvilket dog senere blev ændret til familiens eget navn Cortonesi.

Familien har boet i området siden anden verdenskrig, men siden 1970’erne blot solgt druerne fra vinmarkerne bulk til andre producenter og kooperativer.

Cortonesi Montalcino har samlet 56 hektar jord, hvor en stor del er vinmarker. De har dog alene 8 hektar vinmarker til Brunello, bl.a. La Manella marken tæt ved vingården på nordsiden af Montalcino, hvor jordbunden består af kalksten, sand og ler.

Samlet laver vinhuset 5 forskellige vine … 3 Brunello’er, en Rosso di Moncaltino og så denne Lèonus Toscana IGT, som er lavet på 100% Sangiovese fra unge vinstokke på Cortonesis vinmarker.

Størstedelen kommer fra den nordligt beliggende La Manella mark, mens en mindre del kommer fra Poggiarelli marken i den sydøstlige del af Montalcino. Vinen lagres 5-6 måneder på 3.000 liter slavonske egefade og efterfølgende tre måneder på flaske.

Lèonus Toscana IGT er en vin, som jeg har smagt nogle gange før og selvfølgelig også skrevet om, nemlig i årgang 2016, 2018 og 2019.

Duftmæssigt er det virkelig Sangiovese med friskhed … har en nærmest tør, støvet og balsamisk aroma, der er læder, tobak, tør ler, lerjord, lyse kirsebær, hindbær, blommer, hæfteplaster, medicinskab og lidt jod. Der er til gengæld ikke særlig meget aftryk fra fadene, så dermed bliver det en rank og frisk vin i næsen.

Smagen er rigtig fin … klart sødere end duften lige indikerede, så derved får du en lidt læskende, ren og utrolig frugtrig vin med god balance. Frugten er kirsebær og tranebær, der giver lidt bitterhed som modspil til den behagelige sødme. Tanninerne er tørre, men er ikke vilde, men bidrager til en rustik, bondsk og charmerende vin uden de store katteklør kommer helt frem. 91 point.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 145 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2019 Tenuta di Argiano, Solengo, Toscana, Italien

2019 Tenuta di Argiano, Solengo, Toscana, ItalienSteffens sidste vin var fra det herhjemme velkendte vinhus Tenuta di Argiano, som Hans Vinding-Diers havde noget at gøre med engang. Nu er er det den ikoniske vin Solengo, som vi smagte i årgang 2019.

Tenuta di Argiano er en af Toscanas store, gamle majestætiske vingårde. Selve slottet er bygget i renæssancestil og blev opført for herrens mange år siden, nemlig i perioden fra 1581-1596 … og der har faktisk siden opførelsen været dyrket vin på slottets marker.

I 1992 overtog grevinde Noémia Marone Cinzano driften og revolutionerede kvaliteten, bl.a. med hjælp fra Sassicaias daværende ønolog Giacomo Tachis.

Sammen forbedrede de kvaliteten i Brunellovinen og skabte også supertoscaneren Solengo, som i dag er en af Italiens ikonvine, men tilbage i 2003 blev Hans Vinding-Diers vinmager på den historiske vingård og blev også kæreste med grevinde Noémia.

Hans Vinding-Diers har jeg skrevet om mange gange … så det skal jeg nok skåne jer for denne gang. Hans og grevinden er ikke længere et par og Tenuta di Argiano ejes heller ikke længere af grevinden, men blev i 2013 solgt til et flok brasilianske forretningsfolk.

Hans Vinding-Diers er heller ikke længere vinmager ved siden af arbejdet på hans egen vingård Bodega Noemía og Bodega Chacra i Patagonia, der ejes af hans ven Piero Incisa della Rochettai … begge beliggende i Patagonien i Argentina.

Tenuta di Argiano har samlet 125 hektar jord, hvoraf 48 hektar er vinmarker med en meget forskelligartet jordbund og det giver nye muligheder for en innovativ vinmager.

Således blev de franske druer til denne vin Solengo plantet af Noémia og Giacomo Tachis, fordi den kølige brise fra Toscanas kystområde ved Maremma kan svale markerne og gøre det muligt at skabe den elegante Supertoscaner.

Argiano er blandt blot 22 italienske vingårde som har fundet gennem nåleøjet hos Robert Parker i dennes bog The World’s Greatest Wine Estates. Argiano har også høstet masser af roser hos Wine Spectator gennem tiden og har fået Gambero Rossos eftertragtede 3 glas flere gange.

Solengo er i denne årgang 2019 lavet på et mix af 50% Cabernet Sauvignon, 20% Merlot, 25% Petit Verdot og 5% Sangiovese fra 15 til 22 år gamle vinstokke på marker i 280-310 meters højde.

Hver druesort er vinificeret separat og gæringen er sket i ståltanke med maceration med skindet i 20 dage efterfulgt af en malolaktisk gæring i cementtanke. Derefter er vinen lagret 18 måneder på små franske egetræsfade, 60% nye og 40% 1-2 år gamle. Det er ønologen Bernardino Sani og vinmageren Roberto Caporossi, som står bag vinen.

Sikke lækker duft … sådan nærmest lidt dekadent og ganske kompleks med masser af indtryk. Der er tobak, eksotisk træ som mahogni og noget teaktræsolie, klassiske Skippers lakridspiber samt tør engelsk lakrids, godt med fadpræg med chokolade, kanel, vanilje, men også lidt hængt kød, muldjord og en frugt, der både har solbær, sorte kirsebær, brombær og ribs … flot og imponerende.

Smagsmæssigt er det en kraftfuld vin, mens nerven fortsat er italiensk, klar og syrlig. Den er samtidig meget frugtrig på en ren og klar måde, hvor der er sure kirsebær, brombær, ribs og en bitterhed som fra sorte te-blade, Campari og tør engelsk lakrids, som også kan have lidt bitterhed, Tanninerne er tørre, markante, men er egentligt godt integreret og de bliver aldrig dominerende, men giver vinen et tørt bid og sikrer lang eftersmag. 95 point.

Forhandles af Philipson Wine, hvor den i årgang 2020 koster 699,95 kr., mens prisen er 579,95 kr. ved køb af 6 flasker. Årgang 2022 sælges på forsalg til 319,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2021 Giodo, La Quinta Toscana IGT, Toscana, Italien

2021 Giodo, La Quinta Toscana IGT, Toscana, ItalienCarlo Ferrini er en aktiv vinmager, som laver vin i forskellige sammenhænge, mens hans eget hypede vinhus hedder Podere Giodo og derfra smager jeg hans 2021 La Quinta Toscana IGT.

Udover at lave vine på Podere Giodo laver Carlo Ferrini også vin med sin ven Federico Carletti vin på Azienda Agricola Poliziano, men derudover hjælper han også sin kæreste Gioia Cresti med hendes vine på Fattoria Carpineta Fontalpino.

Derudover hjælper Carlo Ferrini også flere andre huse med vinproduktionen og her på Houlbergs Vinblog er vi bl.a. stødt på Feudo Maccari, Azienda Agricola Canneto, Tenuta Bosco, Barone Ricasoli og Podere Sapaio. Men Carlo Ferrini arbejder i dag også for mere end 30 vinhuse i Toscana, så hans indflydelse som en af verdens bedste vinmagere er således også stor.

Podere Giodo er Carlo Ferrinis eget lille hjertebarn … og det er et projekt, som han startede i Montalcino i 2002, hvor han fandt nogle marker beliggende mellem Sant’Angelo in Colle og Sant’Antimo og startede med at lave to vine, nemlig en Brunello di Montalcino og denne La Quinta Toscana IGT.

Samlet har Carlo Ferrini 6 hektar vinmarker, som er tilplantet med 15 forskellige Sangiovese-kloner. Han navngav sit vinhus Giodo, der er en sammentrækning af Giovanna og Donatello … som er Carlos’ forældre.

Den første årgang blev en 2009 … og allerede fra starten blev hans vine kæmpe successer … store og gigantiske Sangiovese-vine i form af denne La QuintaToscana Rosso IGT og Brunello di Montalcino, der har opnået henholdsvis 97 og 100 points hos Suckling. Ja faktisk har Carlo Ferrini adskillige 100 point vine på CV’et og derfor kaldes Carlo også Italiens stjerne-vinmager nummero uno.

Denne La Quinta Toscana IGT er 100% Sangiovese fra husets vinmarker … en 3 hektar parcel, der skråner 10% mod sydøst og har en jordbund af porøs og fossilholdig kalksten. Druerne dyrkes helt økologisk og vinen fremstilles med skånsom hands-off winemaking alene med druernes naturlige gærceller.

Gæringen sker i rustfrie ståltanke, varer 7 dage efterfulgt af 13 dages eftermaceration og er derefter presset og lagret 12 måneder på egefade på både 700 og 2.500 liter samt 2.700 amphora krukker, hvorefter vinen er flasket og lagret yderligere 6 måneder. Der er lavet 13.000 flasker af vinen i denne årgang 2021.

WAUW … La Quinta har en lækker aroma, der virker ædel og dekadent og understøtter den lidt brune kant i glasset, hvorved det dufter som god Brunello. Der læder, mahogni- og teaktræsolie, lidt umami våde skovbundsnoter, rå champignon og så ellers frugt med kirsebær … masser af kirsebær, jordbær og ribs … men også aftryk fra fadlagringen med chokolade, vanilje samt en blækagtig sødme.

Som med 2020’erne er det bedste imidlertid smagen, som bare er out-standing, virkelig rund, cremet, blød og alligevel med en tør syre, lidt sødme og smukkeste balance. Der er satans elegant, æterisk og svævende med saftig, let og syrlig frugt, der virkelig er koncentreret og smooth inde i munden. Midt i den bløde englefryd har La Quinta stramme – om end tøjlede – tanniner, der ganske vist er tørre samt markante, men aldrig bliver anmassende på nogen måder, men så bare giver vinen et perfekt bid. Genialt. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 469,95 kr., mens prisen er 429,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Casanova di Neri, Irrosso, Toscana, Italien

2019 Casanova di Neri, Irrosso, Toscana, ItalienTilbage i november smagte jeg første gang denne Irrosso fra Casanova di Neri. Dengang var det i en årgang 2021, men nu smager jeg den i årgang 2019.

I forhold til 2021’eren er denne årgang 2019 lavet på 100% Sangiovese, der alle er høstet manuelt i september måned. Der er sket en sortering af druerne før og efter plukning … sidstnævnte med en optisk sortering.

Derefter er gæring sket uden brug af tilsat gær, hvor gæring og maceration er sket over 13 dage i koniske stålkar ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på egetræsfade.

I næsen  er der en moden frugt … kirsebær, jordbær og ribs, rå champignon, appelsinskæl, mahogni- og teaktræsolie, karamel og fugtig skovbund, tobaksblade samt noget lakrids. Der kommer også en smule grannåle, røg og en tør italiensk syre.

Smagen er som sidst stoisk, rolig og tilbagelænet, for det er en meget balanceret vin, hvor alt virker afstemt, fint, blødt og alligevel med en  frugt, der både er frisk, sødbitter og til den tørre side, mens syren er ren, styrende og frugtrig med lyse kirsebær, ribs, hindbær med små lemonagtige noter. Tanninerne har noget bid, men virker egentlig mere frugtrige, lette og luftige end tørre og bidske. Dermed bliver det en fin, syrligbitter og frugtrig vin med nogle klare Brunello kvaliteter. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 219,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Castello di Monsanto, Chianti Classico Gran Selezione Il Poggio, Toscana, Italien

2016 Castello di Monsanto, Chianti Classico Gran Selezione Il Poggio, Toscana, ItalienSidst jeg smagte den episke Chianti Classico Gran Selezione Il Poggio fra Castello di Monsanto, så var det i årgang 2017, men som en slutter hos Jan, så smagte vi vinen i årgang 2016.

Chianti Classico Riserva Il Poggio er en vin, som første gang så dagens lys i årgang 1962 og den var reelt den første rigtige enkeltmarksvin under Chianti Classico DOC appellationen.

Det er i dag topvinen hos Castello di Monsanto, der endda siden 1962 har gemt omkring  2.500-3.000 flasker af Chianti Classico Riserva Il Poggio som et vinøst arkiv … eller måske blot en fantastisk pensionsopsparing. Jeg har da også tidligere smagt Il Poggio i en betagende og drønlækker årgang 1968.

Vinen er lavet fra deres bedste mark Il Poggio, som er på 5,5 hektar og ligger på en bakketop med perfekt eksponering og en jordbund med skiferholdig mergel helt perfekt for netop Sangiovese.

Og for at sikre bedst mulige druer, så høstes Il Poggio faktisk i tre omgange på grund af de forskellige eksponeringsforhold, hvilket Fabrizio allerede opdagede, da man startede med at lave denne Chianti Classico Riserva Il Poggio.

Blendet i Chianti Classico Riserva Il Poggio har også undergået ændringer i løbet af årene. I de første år var der tilsat lidt hvide druer Trebbiano Toscano og Malvasia i blendet, men i 1968 udlod Fabrizio er komme disse druer i. I dag er det mere klassisk Chianti og i denne årgang 2016 er det med 95% Sangiovese samt 5% Canaiolo og Colorino.

Vinen er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede, korte og koniske stålkar med délestage og overpumpning over 20-22 dage og derefter er den så lagret i omkring 20 måneder på 3.800 liter store ege fade og derefter er den også lagret 2 år på flaske inden endelig frigivelse. 96 point i Wine Spectator.

Uha, hvor bliver man glad, når man stikker snudeskaftet ned i vinglasset, for vinen har denne lette, luftige og næsten æteriske aroma, som har noget dekadent ædelhed. Den har en parfumeret, moden frugt af  jordbær, lyse modne kirsebær, kirsebærsauce og hyben suppleret med skovbund, ler- og sandjord, diskret fad, rå champignon, tobak, grønne blade, sødme, mælkechokolade, sød finsk lakrids samt lidt karamel.

Allerede i denne unge alder smager Il Poggo forrygende og har sgu atter denne lyse og ubesværede lette frugt med jordbær, kirsebær og hindbær suppleret med en diskret sødme, der ender blødt, helt mundsmeltende og luftigt. Syren er livlig, dansende og let til bens, mens tanninerne er tørre og alligevel bøjelige. Det er vin lavet af guderne, solskin på flaske og jeg er dybt hengiven til denne vin, hvorfor jeg hoster op med 97 point.

Forhandles af Bichel Vine, hvor en flaske i seneste årgang 2018 koster 625 kr., så den er steget 100 kr. i forhold til et år siden.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2013 Querce Bettina, Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, Italien

2013 Querce Bettina, Brunello di Montalcino Riserva, Toscana, ItalienSæt 4 omfattede de 2 store B’er fra Italien … nemlig Brunello og Barolo og den første var så en 2013 Brunello di Montalcino Riserva fra Querce Bettina.

Det er en nyere vingård etableret i 1992 på den sydvestlige side af Montalcino og ejet af de to vinmagere Sandra Barenghi og Roberto Moretti.

Vingården er på sølle 2,5 hektar vinmarker med ædle Sangiovese vinstokke og herfra laver man 5 forskellige vine, lidt olivenolie samt grappa.

Gårdens første Brunello var fra 2004 og kom på markedet i 2009 … og lavers efter en traditionel filosofi …. små udbytter fra de utroligt velplejede marker og gæret i ståltanke inden lagring i store fade. Det lille volumen gør at Roberto og Sandra kan fokusere helt penibelt på kvalitet.

Navnet Querce Bettina stammer fra en oldgammel lokal legende, som går tilbage til slutningen af det 19. århundrede og omhandler en gammel dame, som i  gamle dage sad under et imponerende egetræ, mens hun spandt uld og fortalte historier om hekse og troldmænd til de unge hyrder, som passerede forbi.

Damen hed Bettina, men ingen vidste, hvor hun boede eller kom fra. Alle sagde, at de havde mødt Bettina mindst én gang i livet … nær ved egetræet. Querce er det italienske ord for eg.

Deres Brunello di Montalcino Riserva laves kun i de bedste år … er således indtil nu lavet i årgang 2012, 2013, 2015 og 2016 og er lavet med gæring i ståltanke efterfulgt af malolaktisk gæring. Så er vinen lagret 48 måneder på 22 hektoliter slaviske egetræsfade inden den aftappes flaske og lagrer yderligere 12 måneder.

I glasset en svag orange kant og en utrolig spot-on aroma med rå champignon, blommer, kirsebær, lidt ribs, appelsinskal, noge hyben, tør lerjord, sand, tørt træ, tjære, sød tobak, læder og blomster, som sammen med parfumeret og krydret vellugt gør vinen balanceret samt pæn som en venlig pige.

Smagen er yderst elegant og raffineret … blød, smelter nærmest i munden og virker endda ret saftig, mens tanninerne er syleskarpe og stramme med en sort te tørhed og bitterhed. Hvor er det svævende, godt og ret imponerende … lækkerheder … 96 point.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske i årgang 2016 koster 699,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Le Moire, Annibale, Calabrien, Italien

2017 Le Moire, Annibale, Calabrien, ItalienVor syditalienske vinsmagning sluttede med denne lille 2017 Annibale fra vinhuset Le Moire, der ligger ved byen Motta Santa Lucia i Calabrien.

Vingården er grundlagt i 2006 af Paulo Chirillo, der efter lang karriere i udlandet vendte retur til hans hjemegn sammen med sin sin venezuelanske hustru Ana.

Paolo Chirillo er egentlig læge og det er han også fortsat med i Motta Santa Lucia, men har samtidig grundlagt sin vingård, hvor han har investeret for at lave vine efter sit hjerte og stor dedikation.

Allerede fra start sigtede Paolo på produktion af bæredygtige og naturvine med høj identitetsværdi, et autentisk og unikt udtryk for det lokale terroir.

Han har samlet et rådgivende team af lokale operatører, landmænd, agronomer, ønologer, grafiske designere, som deler hans passion og kan hjælpe med gode råd og en hånd engang imellem.

Samlet har Paulo Chirillo 6 hektar vinmarker med druer som Sangiovese, Magliocco, Greco, Arvino og Mantonico … fordelt på 4 forskellige vine og en samlet produktion på 30-40.000 flasker.

Denne Annibale er lavet på 60% Magliocco og 40% Sangiovese, der er lavet med gæring og maceration i temperaturstyrede rustfrie ståltanke over i 8-10 dage og efter endt fermentering lagret 18 måneder på de rustfrie ståltanke.

Duften er rund, blød og kraftig med sød tobak, søde kirsebær, brombær … godt med mørk og småbuttet frugtsødme, bred, tyk og lettere vamset.

Det smager godt, men ikke så kompliceret, men byder på stor drikkeglæde, solbær, tranebær og ribs, hvorved en også har en syre, der giver vinen en vis rank ryg, hvilket støttes af modne tanniner og en sødere eftersmag. 89 point.

Forhandles af Estrup & Udsen, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Casanova di Neri, Irrosso, Toscana, Italien

2021 Casanova di Neri, Irrosso, Toscana, ItalienDa jeg tilbage i maj måned smagte en håndfuld 2018 Brunello di Montalcino vine, da var det bedste ubetinget fra vinhuset Casanova di Neri og nu smager jeg så deres 2021 Irrosso, der nærmest kan betegnes som en mini-Brunello.

Irrosso er i denne årgang 2021 lavet på 85% Sangiovese samt 15% Cabernet Sauvignon og Petit Verdot, der alle er høstet i løbet af hele september måned.

Efter afstilkningen sker udvælgelse og sortering af druerne med optisk sorteringsanlæg og vinen er lavet med spontangæring alene med druernes egne gærceller. Gæring og maceration sket over 13 dage i koniske stålkar ved en kontrolleret temperatur. Efter endt fermentering er vinen lagret 15 måneder på egetræsfade.

Dejlig duft … har bestemt lidt brunelloagtige aromaer over sig med ristede svampe, godt med kirsebær selvfølgelig og det er sgu af den modne slags, lidt mandarinskrald af den søde slags, lidt karamel, godt med skovbund, efterårsblade i skoven, sødlig tobak og så virkelig bare lækker, tilbagelænet og rolig.

Smagen er sgu også tilbagelænet og rolig … alt virker afstemt, fint, blødt og flot skruet sammen, hvor der ikke er noget som helst, der stikker ud eller giver rynker på næsen. Det er modent, blødt samt godt afstemt med modne kirsebær, jordbær, hindbær, mens vinens tanniner aldrig bliver alt for tørre, men egentlig er omgængelige og fine … det er nærmest en rolig og eftertænksom vin … og bestemt kan den kategoriseres som en mini-Brunello af de bedre, så uden problemer 92 houlbergske point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 239,95 kr., mens prisen er 199,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2020 Tenuta Sette Ponti, Crognolo, Toscana, Italien

2020 Tenuta Sette Ponti, Crognolo, Toscana, ItalienDet er ikke mange dage siden, at jeg igen smagte vinen Rosso di Orma fra Tenuta Sette Ponti og nu smager jeg også deres fabelagtige Crognolo, som jeg før har smagt i årgangene 2016, 2018, 2019 og den lidt anderledes jubilæumsudgave 2021 … men dette er 2020’eren.

Crognolo er lavet på 90% Sangiovese og 10% Merlot fra nogle højtliggende, sydvendte markparceller nær Arezzo i Chianti Colli Aretini og 30-35 år gamle vinstokke … herunder skulle en del vist komme fra marken Vigna dell’Impero, som den italienske kongefamilie plantede tilbage i 1935.

Nu er alle markerne, som leverer druer til vinen, også økologisk certificeret.

Efter høst sker fermenteringen i rustfrie ståltanke over 20 dage, hvorefter vinen ligger i eftermaceration inden den lagrer på franske barriques i 12-14 måneder, hvorefter den flaskes og så lagrer yderligere 6 måneder inden frigivelse.

Man bliver også omgående i godt humør, når man dufter til denne Crognolo, der byder på en dyb, mørk og aroma af både fadpræg, frisk og mørk frugt, balsamico, urter og fremragende balance. Frugten er jordbær, hindbær, tranebær og lyse blommer, der er hæfteplaster, røg, violer, grønne urter og rosmarin og så bidrager fadene med en omgang læder, finsk lakrids, chokolade og ristet kaffe … og præget fra fadene virker klart større end i 2019’eren.

I munden er der masser af kraft … mørk, tør kraft og samtidig også klart mørkere end 2019’eren. Der er bid i vinen … har lidt peber samt en maskulin, bred og krydret syre. Frugten virker mørkere … næsten med solbær, hindbær og tranebær, virkelig tør og  tanninerne faktisk tydelige, men aldrig vilde, og derudover en mineralsk nerve. Det er fløjlshandsker med jern-nitter. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 123,43 kr. ved køb af 6 flasker – i øvrigt en utrolig pris for denne vin.

Vinanmeldelse 5,5/7