Tag-arkiv: Languedoc

Languedoc-Roussillon er reelt 2 vinregioner, som i slutningen af 1980’erne blev en samlet administrativ region. Det er også en stor en af slagsen, da det samlet er Frankrig allerstørste vinregion med omkring 224.000 hektar vinmarker og over 1/3 del af Frankrigs samlede vinproduktion.

Det er også – som med dele af Provence – et af de ældste vinområder i Frankrig. Languedoc har tilhørt Frankrig siden det 13. århundrede, mens Roussillon området blev erhvervet fra Spanien i midten af det 17. århundrede. De første vinmarker i Languedoc blev plantet af de tidligere grækere langs kysten nær Narbonne i det 5. århundrede.

Der er samlet 21.373 vinavlere og knap 2.500 vinhuse, der producerer vine. Omkring 2/3-dele af vinene fra Languedoc-Roussillon er solgt i Frankrig og 1/3-del eksporteres.

Det er også det område, hvor der er flest økologiske vinavlere …. hele 21.910 hektar vinmarker med økologisk drift og det tal er bare stigende, da flere hele tiden er under konvertering til økologisk drift.

Selvom Languedoc-Roussillon betegnes som én vinregion, så er de to områder meget forskellige, hvorfor det giver mest mening – som her på Houlbergs Vinblog – at opdele dem i to.

Languedoc er en meget fransk region beliggende på kystsletterne, mens Roussillon området er langt mere bjergrig med markerne ved foden af Pyrenæerne og en meget større spansk og katalansk indflydelse på grund af områdets historie.

Her kigger vi alene på Languedoc, som ligger det lige ovenfor Roussillon og grænser op til Rhône. Appellationen Costières de Nîmes har fx tidligere tilhørt Languedoc, men er i dag en del af Rhône.

Languedoc er opdelt i et østlig og et vestligt område med følgende appellationer:

Østlige Languedoc
  • Berlou
  • Clairette de Bellegarde
  • Clairette de Languedoc
  • Coteaux du Languedoc
  • Coteaux du Languedoc Pic Saint Loup
  • Faugères
  • Muscat de Frontignan
  • Muscat de Lunel
  • Muscat de Mireval
  • Roquebrun
  • Saint-Chinian
Vestlige Languedoc
  • Muscat de Rivesaltes AOC
  • Cabardès
  • Côtes de Malepère
  • Corbières
  • Coteaux du Languedoc
  • Fitou
  • La Clape
  • Limoux AOC
  • Minervois
  • Minervois La Liviniere
  • Muscat de St-Jean-de-Minervois
  • Rivesaltes

Derudover laves der rigtigt meget Vin de Pays vine i området … her hedder det blot Vin de Pays d’Oc. Men generelt er Languedoc gået fra i 1970’erne primært at producere billige rødvine til i dag at være en af landets vinøse legepladser, hvor gamle, højtydende vinstokke rives op og erstattes af nye sorter, nytænkning og unge vinmagere, som ønsker højere kvalitet.

2013 Château de Campuget, Longitude 4° 30′ 19” Rouge, Languedoc, Frankrig

2013 Château de Campuget, Longitude 4° 30' 19'' Rouge, Languedoc, FrankrigDerefter smagte jeg den mørke tvillingesøster fra Château de Campuget og det er deres 2013 Longitude 4° 30′ 19” Rouge, altså igen en 10 år gammel sag.

Det er en vin, der er lavet på 70% Grenache og 30% Syrah, der er vinificeret for sig og derefter blended i egetræsfade hvor vinen så har lagt i 12 måneder.

Herefter ligger vinen typisk op til 8 år inden frigivelse og der laves – som med den hvide – kun 3.000 flasker årligt.

Duftmæssigt er modenheden også her omgående tydelig … moden frugt af sorte kirsebær, brombær, solbær, udblødte blommer og lidt træagtige elementer og peber, skocreme, mørk chokolade med højt kakaoindhold, vanilje, kanel og trøfler.

I munden er det en dejlig blød, smooth, cremet og mundsmeltende vin, hvor frugten faktisk virker lidt lysere end duftmæssigt. Der er en smule kirsebær, blommer og hindbær … alt er rundslebet, trimmet og vådkæmmet, så dermed er det en lækker, lækker mundfuld, Tanniner er der, men selvom de egentlig er tørre, så virker de også integreret og understøtter bare en sart og fin syre, som giver vinen balance. Rasende spændende vin, så 93 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2013 Château de Campuget, Latitude 43° 48′ 7” Blanc, Languedoc, Frankrig

2013 Château de Campuget, Latitude 43° 48' 7'' Blanc, Languedoc, FrankrigVinområdet Costières de Nîmes ligger mellem Rhône og Languedoc, men læner sig nok mest op af Rhône. Dér finder vi tæt ved byen Manduel Château de Campuget omkring 25-30 kilometer sydvest for Avignon og smager 3 vine derfra … hvor første er en 2013 Latitude 43° 48′ 7” Blanc.

Vingården har været ejet af Dalle familien siden 1942, men selve gården kan dateres tilbage til 1640. Château de Campuget drives i dag af Franck-Lin Dalle, som er opkaldt efter en af sin fars helte og det var Benjamin Franklin.

Det var dog Franck-Lins bedstefar, der købte gården, efter han i 2. verdenskrig var blevet skudt i det ene øje og af sin læge anbefalet at søge mod sydligere himmelstrøg for at komme sig fuldstændigt over sin skade, så derfor flyttede familien fra Nordfrankrig hvor de ellers havde brygget øl.

Vingården var dengang tæt på konkurs, da familien Dalle købte den, men de fik langsomt og sikkert styr på både marker, bygninger samt finanser og produktion af vine.

I dag har familien Dalle omkring 15 hektar vinmarker, som drives efter bæredygtige principper og gården har også opnået den brede HVE bæredygtighedsmærkning, som dog ikke siger så meget om, hvordan markerne drives.

På markerne er det mest Grenache og Syrah, men der eksperimenteres også med blandt andet Albariño fra Spanien samt druesorten Saperavi stokke fra Georgien. Til de billigere vine bruges der maskinel høst, mens druerne til topvinene håndplukkes.

Denne Latitude 43° 48′ 7” Blanc er én af topvinene og lavet på 1/3-del Marsanne, 1/3-del Roussanne samt 1/3-del Viognier, der alle er høstet om natten og vinifikationen er sket med hver enkelt druesort separat. Vinen lagrer 1 år på fade, og herefter typisk 8 år på flaske inden frigivelse. Der laves årligt kun 3.000 flasker.

De 10 år på bagen har betydet, at vinen i glasset er mørkere gul, mens duften er meget anderledes end forventet … nærmest med lidt voks, linolie, parafin, nougat, akaciehonning, dekorationsler, fersken, grillede bananer og ellers godt med blød, aromatisk blomsterpollen og hele tiden med en sødkrydret note nedenunder.

I munden er det en blød, moden og utrolig smooth vin … alt er flydende og cremet med lav, blød og comfortagtig syre. Det er ret sjældent at smage 10 år gammel hvidvin, men den kan ét eller andet, stoisk, rolig, moden og gråhåret elegant. Der er lidt hvid peber, voks, virker næsten olieret med dette bløde og fluffy udtryk, men absolut seriøs og småfed. 91 point.

Forhandles af Hands on Wines, hvor en flaske koster 229 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Château Puech-Haut, Les Complices, Languedoc, Frankrig

2020 Château Puech-Haut, Les Complices, Languedoc, FrankrigChâteau Puech-Haut lidt sydvest for byen Saint-Drézéry nordøst for Montpellier i appellationen Coteaux du Languedoc smagte jeg nogle vine fra i september, men nu smager jeg én mere … en 2020 Les Complices.

Som jeg fortalte tilbage i september, så er Château Puech-Haut grundlagt i 1980’erne af industrimagnaten Gérard Bru, som med en stor formue i ryggen startede med at købe 25 hektar jord ved Saint-Drézéry … og selvom der ikke var hverken vinstokke eller vineri, så mente han, at jorden med ler, kalksten og små rullesten ville være optimal for vinproduktion.

Ved siden at driften af hans store el-forretning med over 500 ansatte, så brugte han 10 år på at rydde jorden, pløje og plante vinstokke. Da der samtidig ikke var en tilhørende vingård, så købte Gérard da bare et gammelt palæ i Montpellier, fik det revet ned og genopført sten for sten i topmoderniseret stand på den købte jord og det fungerer i dag som hovedbygning på Château Puech-Haut.

I 1990 var Château Puech-Haut klar til at starte med at producere vine, så Gérard Bru solgte sin virksomhed og satsede fuldt ud på sit vinprojekt … altså sammen med en købt kvægfarm med 360 wagyu-kvæg til oksekødproduktion i kobe stil.

Til vinproduktionen ansatte han de bedste folk, herunder den legendariske flyvende vinmager Michel Rolland som vinkonsulent, men han blev dog senere i 2008 blevet afløst af den store og nu afdøde Philippe Cambie.

Vinene laves fuldstændigt kompromisløse med sigte på højeste kvalitet. Derfor anvender Gérard Bru og hans hold ikke tilsætning af naturgær og kører med meget lav eller slet ingen tilsætning af svovl.

I dag har Château Puech-Haut over 250 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 ejendomme, hvilket udover Château Puech-Haut også omfatter Château Lavabre og Theyron’s Domain.

Denne Les Complices 2020 er lavet på 50% Syrah og 50% Grenache fra Chateau Puech-Hauts egne marker i St-Drézéry. Druerne høstes i natte- og morgentimerne, så kun helt frisk frugt finder vej til den færdige vin.

Gæringen er sket helt klassisk i betontanke … Grenache druerne med 3½ uges skindkontakt, mens Syrah druerne får 5 ugers udtræk af farve, smag og tannin fra skindet. Vinen er efter endt gæring blot lagret kortvarig på betontanke for en ren og autentisk gengivelse af druesorterne og terroiret.

I næsen en tør vin med mynte, urter og krydderier, garrique, lidt lavendel, violer samt frugt af kirsebær, jordbær og blommer … har også en lille frugtsødme med en god, rund og venlig fyldighed.

Smagen er blød, rund og har godt med mørk frugt, solbær, brombær, sveske,  en smule sort peber, nelliker samt sød lakrids med et svagt skvis lemon og kraftig comfortagtig fedme … uden at blive opulent på nogle måder. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2020 Château Puech-Haut, Le Loup Du Pic, Languedoc, Frankrig

2020 Château Puech-Haut, Le Loup Du Pic, Languedoc, FrankrigDen sidste vin fra Château Puech-Haut blev så flokkens førerulv i form af vinen Le Loup Du Pic, som jeg ligeledes smagte i en årgang 2020.

Le Loup Du Pic er lavet på 70% Syrah, 15% Grenache  samt 15% Mourvèdre, der høstes i de tidlige morgentimer fra kalk- og
mergelholdige vinmarker i Languedoc regionen Pic-Saint-Loup … helt præcist fra Claret og Fontanes 30 kilometer nordøst fra Montpellier. Dér er klimaet ikke lige så ekstremt her som i andre dele af Languedoc.

Druerne er 100% afstilket inden gæringen, der varer 4-5 uger og efter endt fermentering er vinen lagret i ståltanke, men dog er 50% lagret 12 måneder på egefade.

I næsen er vinen mere fortættet end foregående … mere tæt, kompakt og koncentreret med tør engelsk og sød finsk lakrids, lidt mere sødme og har en snert af lidt tørret kød, mejeri, chokolade og kakao. Det er solbær, brombær og søde, sorte kirsebær, oliven, røg, våde fade og man mærker også, at syren snerrer lidt af dig.

Det smager sgu fremragende … mørk, cremet og kraftig, hvor frugten virkelig sætter sig igennem med saft og kraft, mens syren klart er lys, frisk og livlig. Man mærker langt mere eftersmag … både af frugt, røg og et drej med peberkværnen, men den bliver aldrig stærk eller for meget, for vinen er skruet satans godt sammen. 93 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 139,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Château Puech-Haut, Prestige Rouge, Languedoc, Frankrig

2020 Château Puech-Haut, Prestige Rouge, Languedoc, FrankrigEfter den hvide 2021 Prestige Blanc, så skulle jeg da også smage Château Puech-Hauts røde udgave af vinen … Prestige Rouge i en årgang 2020.

Denne vin er lavet på 60% Syrah, 30% Grenache og 10 % Cargigñan druer fra egne marker i Saint Drézery, der har et terroir, der på mange måder kan minde en smule om Châteauneuf-du-Pape.

Druerne høstes om natten frem til tidlig morgen, så kun den helt frisk frugt finder vej til den færdige vin. Hver druesort vinificeres separat og blendes til sidst inden, at den endelig vin lagrer 12 måneder på 1-2 år gamle egetræsfade.

Fadet træder fint frem allerede fra start … blød, rund og har godt med kanel, vanilje, lakrids, garvet læder, kaffebønner, kakao, godt med krydderurter, peber og en mørk frugt af solbær, brombær og blommer.

Smagen er meget behagelig … har masser af mørk frugt med solbær, blommer og lidt mere bitre tranebær, hvilket giver kant som Rhône vinene også tit har. Syren er ikke så voldsom, men mere slank. tynd og alligevel har vinen en god koncentration og lækker smooth smag, velkomponeret med denne lidt pebrede eftersmag. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Château Puech-Haut, Argali Rosé, Languedoc, Frankrig

2022 Château Puech-Haut, Argali Rosé, Languedoc, FrankrigDen næste vin fra Château Puech-Haut er meget iøjnefaldende med dens kantede flaske, der er flad på den én side … men ellers rund. Det er husets Argali Rosé, som jeg smager i årgang 2022.

Argali Rosé er lavet på 60% Grenache og 40% Cinsault fra egne marker i Languedoc høstet med 45 hektoliter pr. hektar. Grenache sørger for fylde og blød tekstur, mens Cinsault giver vinen friskhed og parfumeret finesse.

Druerne er høstet i de kølige natte- og morgentimer, hvorefter de presses skånsomt og fyldes i ståltanke, hvor de klares med ærteprotein. Gæringen er sket køligt i tankene ved 12-14 grader og efter gæringen er vinen blot lagret i tankene. For at minimere vinens kontakt med ilt – og behovet for tilsætning af svovl – anvendes lokalt produceret nitrogen gennem hele fremstillingen.

I glasset snakker vi rosébleg provenceagtig vin, mens denne rosé duftmæssigt er mere nærig med aromaerne i forhold til den dejlige forrige Prestige Blanc, men der kommer lidt blomster, noget melon og  jordbæragtig noter blandet med citron, måske med små diskrete noter af grønne blade og jod.

Smagen er let og frisk … smager sgu da af sommer, selvom den da bestemt ikke er hverken dyb eller kompleks. Den er mere fornøjelig, livlig, munter og bestemt egnet til terrassen, for der er heller intet, der stikker ud eller bliver for kantet … bare ren tørstslukker midt i sommervarme og glade gæster. 89 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 119,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2021 Château Puech-Haut, Prestige Blanc, Languedoc, Frankrig

2021 Château Puech-Haut, Prestige Blanc, Languedoc, FrankrigDet næste vinhus, som vi skal stifte bekendtskab med er Château Puech-Haut, der ligger lidt sydvest for byen Saint-Drézéry nordøst for Montpellier i appellationen Coteaux du Languedoc. Vi smager først denne 2021 Prestige Blanc.

Château Puech-Haut er grundlagt i 1980’erne af industrimagnaten Gérard Bru, som med en stor formue i ryggen startede med at købe 25 hektar jord ved Saint-Drézéry … og selvom der ikke var hverken vinstokke eller vineri, så mente han, at jorden med ler, kalksten og små rullesten ville være optimal for vinproduktion.

Ved siden at driften af hans store el-forretning med over 500 ansatte, så brugte han 10 år på at rydde jorden, pløje og plante vinstokke. Da der samtidig ikke var en tilhørende vingård, så købte Gérard da bare et gammelt palæ i Montpellier, fik det revet ned og genopført sten for sten i topmoderniseret stand på den købte jord og det fungerer i dag som hovedbygning på Château Puech-Haut.

I 1990 var Château Puech-Haut klar til at starte med at producere vine, så Gérard Bru solgte sin virksomhed og satsede fuldt ud på sit vinprojekt … altså sammen med en købt kvægfarm med 360 wagyu-kvæg til oksekødproduktion i kobe stil.

Til vinproduktionen ansatte han de bedste folk, herunder den legendariske flyvende vinmager Michel Rolland som vinkonsulent, men han blev dog senere i 2008 blevet afløst af den store og nu afdøde Philippe Cambie.

Vinene laves fuldstændigt kompromisløse med sigte på højeste kvalitet. Derfor anvender Gérard Bru og hans hold ikke tilsætning af naturgær og kører med meget lav eller slet ingen tilsætning af svovl.

I dag har Château Puech-Haut over 250 hektar vinmarker, som er fordelt på 3 ejendomme, hvilket udover Château Puech-Haut også omfatter Château Lavabre og Theyron’s Domain.

Denne Prestige Blanc er lavet på et blend af Roussanne, Marsanne og Grenache Bland, der er høstet fra marker tæt på Rhône med et terroir med ler, kalksten og små rullesten og høstet med udbytte på 45 hektoliter pr. hektar.

Efter høsten er druerne presses i pneumatisk presse, mens gæring er sket i rustfrie ståltanke. Vinen er efter endt fermentering lagret 8 måneder i tankene sur lie med regelmæssig omrøring de første par måneder, mens 20% er lagret på små egetræsfade.

Den har den blødeste næse … intet stikker ud, for den er bare rund, fyldig og mild med fersken, kvæde, melon, mango, papaya og grillede lemon, søde mandariner, nogle ristede noter og søde krydderier som spidskommen og kardemomme, lidt fennikel samt honning.

I munden er det også en ret lækker vin, blød, smørlækker … meget smooth med de søde krydderier, blid og forsigtig eksotisk frugt, hvid peber og en cremet syre, der både omfavner fedmen og frugten, men samtidig giver en styret og lidt behersket friskhed. Det gør smagen så delikat, elegant og kompleks. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7

2022 Domaine Bégude, Chardonnay Etoile, Languedoc, Frankrig

2022 Domaine Bégude, Chardonnay Etoile, Languedoc, FrankrigFor et års tid siden – take and give a little – smagte jeg første gang denne fine Limoux vin Chardonnay Etoile fra Domaine Bégude og nu smager jeg den igen … blot et år nyere i årgang 2022.

Bégude ligger lidt nordvest for Cépie ved foden af Pyrenæerne i appellationen Limoux. Det har været under samme families eje siden 2003, da James og Catherine Kinglake flyttede dertil for at opfylde deres livslange drøm.

De har samlet 25 hektar vinmarker, der drives 100% certificeret økologisk og alle vinene laves af vinmageren Laurent Girault, som har stor erfaring fra mange steder i Frankrig, men også fra Rippon Vineyard i Central Otago på New Zealand.

Denne Chardonnay Etoile er lavet på 100% Chardonnay druer fra marker i 305 meters højde og høstet med et udbytte på beskedne 28 hektoliter pr. hektar i slutningen af september måned.

Efter høsten er druerne omgående presset, hvorefter gæringen er sket i 600 liters demi-muids egefade alene med druerne naturlige gærceller. Vinen har også lagret i fadene 8-9 måneder inden de så aftappes på flaske.

Virkelig dejlig aromo og umiskendelig fadlagret Chardonnay, hvor fadnoterne dog slet ikke er svulstige eller dominerende, men sætter et fint aftryk med toast, nødder, vanilje, blødt smør samt lidt kridtet mineralitet. Det kommer oveni en frugt, der mest er honningmelon, kvæde, æbler og pærer … meget let, luftig og pænt elegant.

Smagsmæssigt må jeg bare gentage mig selv fra 2021’eren … hvor smager den altså bare pokkers godt. Jeg får omgående en elegant burgundisk reference, bred, cremet, fyldig og smørlækker med et anelse røg, fersken, modne æbler og umodne pærer, grillet lemon samt syltede citroner samt en lille ananassødme … igen balanceret helt perfekt og hænger så lang tid i munden. Imponerende og 93 point.

Forhandles af Vinmonopolet.dk,  hvor en flaske koster 180 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2022 Union Caves Coopératives de Cébazan, Couveys Chardonnay Les Petits Greniers, Languedoc, Frankrig

2022 Union Caves Coopératives de Cébazan, Couveys Chardonnay Les Petits Greniers, Languedoc, FrankrigLes Producteurs Réunis Cébazan aka Union Caves Coopératives de Cébazan er et kooperativ, der – surprise – ligger i Cébazan omkring 25 kilometer nord for Narbonne … og derfra smager jeg nu denne  Couveys Chardonnay Les Petits Greniers 2022.

De laver masser af vine fra Languedoc og Roussillon, men der er ikke mange oplysninger om kooperativet … udover, at den ansvarlige vinmager er Lionel Arnaud … og jeg for nylig smagte to andre vine derfra. Det var nemlig vinene; 2022 Le Bon Negociant Chardonnay og 2022 Le Bon Negociant Pinot Noir.

Men denne 2022 Couveys Chardonnay Les Petits Greniers er fremstillet på 100% Chardonnay og er en Pays d’Oc, hvilket jo betyder jo landvin, altså et niveau over bordvin aka Vin de Table. Betegnelse Vin de Pays d’Oc betyder, at landvinen kommer fra Languedoc-Roussillon området, hvilket jo er spot on.

Her kommer druerne fra 20 til 30 år gamle stokke og efter høst presses de i en pneumatisk presse, mens gæringen er sket ved 15 grader i ståltanke … og dér er vinen også lagret, men 30% er dog lagret i egefade.

Duftmæssigt er det ingen fed, fadlagret Chardonnay, for her er frugten sådan mest melon, pærer, kvæde og endda lidt eksotiske frugter som mango, ananas og fersken. Der er til gengæld ikke ret mange nødder, men virker ren, kalket og alligevel med en smørret note … blid, blød og har søde krydderier som spidskommen, tørre papkasser og let vanilje.

Smagen er utrolig behagelig … blød, cremet og rund med melon, melon og masser melon, pærer og kvæde … og et let anstrøg af en smule lemon uden at komme kompleksdybt ned, men absolut ret overraskende Pays d’Oc vin med stor fylde. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 139,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 69,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2022 Wine and Brands, Signature Chef Paul Pairet Syrah Viognier, Languedoc, Frankrig

2022 Wine and Brands, Signature Chef Paul Pairet Syrah Viognier, Languedoc, FrankrigDen bedste rødvin i Signature Chef serien fra Wine and Brands blev – efter min egen ydmyge vurdering – klart denne 2022 Signature Chef Paul Pairet Syrah Viognier.

Her er det 80% Syrah samt 20% Viognier, der er høstet rent maskinelt fra nogle vinmarker i Languedoc, men efter høsten er druerne afkølet natten over inden afstilkning og knusning.

Derefter er vinen så gæret i ståltanke med temperaturstyring. Efter endt fermentering er vinen blot lagret sur lie aka med bærmen i tankene inden aftapning på flaske med en lille snas svovl.

I glasset bliver du overrasket over farven … klart en del lysere og mere grumset end forventet, hvilket lige øger opmærksomheden og liflig dufter vinen sgu også, altså meget let, luftig, lys og endda noget blomstret. Det er også lys frugt og svært at identificere Syrah druen, for det er mest jordbær, små skovjordbær, søde hindbær suppleret med lidt fint og diskret fadnoter af vanilje og chokolade.

Smagsmæssigt fortsætter det lette tråd frem mod målstregen, har nærmest en blomstret og let syre, frugt med jordbær, lyse kirsebær samt hindbær, syren indeholder lidt citroner og sikrer den lyse, fine elegance suppleret med en snas peber … hvor er det let og smager bare rigtig, rigtig godt, så 3 Michelin stjerner og 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., men prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7