Tag-arkiv: grechetto

Grechetto – der udtales nærmest som gre-ketto – er en hvidvinsdrue, som findes i hele Italien, men specielt i Umbrien, hvor den findes i en lang række appellationer og altså også i Montefalco appellationerne DOC Montefalco Bianco og DOC Montefalco Grechetto.

Den er en hårdfør og tykskindet drue, som menes at være af græsk oprindelse … hvilket navnet Grechetto måske også ganske åbenlys indikerer. Det tykke skind gør den også meget resistent overfor en række sygdomme, bl.a. meldug.

Grechetto er nok mest kendt som en blandingsdrue, som tilfører smagsnuancer til vine og ellers giver anstændige bordvine. Hos enkelte producenter kan den endda tankes i store dunke til omkring 1,50€ pr. liter.

Grechetto kan høstes sent, har pænt indhold af sukker og er generelt en lavtydende hvidvinsdrue … hvilket dog kan diskuteres, da udbyttet ofte ligger omkring 60-80 hektoliter pr. hektar … og formentlig højere når vi snakker billig bordvin.

Grechetto giver mest tørre, friske, sprøde og let mineralske hvidvine, men findes dog også i Umbrien i den søde dessertvin Vin Santo. Farven spænder lige fra en grønlig gul til gyldengul … alt efter vinifikation. Normalt produceres Grechetto vinene på rent stål, men nogle producenter anvender også egefade eller barriques i produktionen af rene Grechetto vine.

I Montefalco står Grechetto bag hovedparten af hvidvinene, enten sammen med andre druer eller som en enkeltdruevin. I DOC Montefalco Bianco skal der mindst være 50% Grechetto, mens resten typisk består af 20-25% Tebbiano Spoletino  og 0-30% andre druer. I DOC Montefalco Grechetto skal der være mindst 85% Grechetto.

2016 Arnaldo Caprai, Colli Martani Grechetto Grecante, Umbrien, Italien

Den lille, eksklusive smagning hos Arnaldo Caprai Società Agricola startede selvfølgelig med en af husets hvidvine på Grechetto, vinen Colli Martani Grechetto Grecante i nyeste årgang.

Vinen er lavet med druer, høstet med udbytte på 80-90 hektoliter pr. hektar og fra marker med undergrund præget af silt og ler. Det er en vin, som Caprai lavede første gang i 1989 og som selvfølgelig er lavet på ren stål uden nogle former for lagring på egefade. Vinen er i stedet lagret 3 måneder i tankene og yderligere 3 måneder efter flaskning. Caprai laver årligt 80.000 flasker af denne vin.

Caprais Grechetto er duftmæssigt mere krydret end de andre Grechetto vine, som jeg smagte i Umbrien. Der er dog også godt med æbler, abrikos, havtorn samt kalk og egentlig okay friskhed.

Smagsmæssigt fint med æbler, syrlige æbler, abrikos, citron og en ganske fin vin, som er frisk og sprød. Der lidt kalk eller nogle andre mineraler og igen krydrede elementer. Lang tør eftersmag med citrus og en snert bitterhed.

Forhandles herhjemme i Føtex, hvor den (selvfølgelig) i øjeblikket kan fås på tilbud til 80 kr. pr. flaske mod en normalpris på 110 kr.

Rating 4/7  

2016 Antonelli San Marco, Montefalco Grechetto, Umbrien, Italien

Og så er det netop Antonellis 2016 Grechetto under den nye appellation Montefalco Grechetto DOC … altså samme vin som før, blot et år yngre.

Faktisk er vinen så ny, at den fortsat står som en Grechetto dei Colli Martani på vinhusets hjemmeside, men vinen er jo selvfølgelig også lavet på helt samme måde.

Fortsat høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar og lavet med blid presning, fermentering i rustfrie ståltanke ved 18 grader og lagrer i samme tanke i 3 måneder sur lie og lagrer derefter yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt lidt af samme noter som 2015’eren … igen fin friskhed, eksotiske frugter, fersken, friske æbler, citrus og godt med mineraler. I munden er der flere jernagtige noter og stadigvæk tonsvis af frisk og bitter grape samt virkelig stor tørhed.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører, men denne Grechetto er ikke fundet nogle af stederne.

Rating 4/7 

2015 Antonelli San Marco, Colle Martini Grechetto, Umbrien, Italien

Vinsmagningen hos Antonelli startede med et køligt glas Colle Martini Grechetto DOC … årgang 2015. Arghhh, lige hvad man trængte til efter en lang rundvisning.

Det er ikke Montefalco Grechetto DOC, da det er en ny appellation, som først er gældende fra 2016. I stedet er vinen under appellationen Colle Martini, der dækker området i Perugia mere bredt. Men faktisk skulle vi efterfølgende smage samme vin i årgang 2016 og altså med den nye appellationsbetegnelse Montefalco Grechetto DOC.

Det er selvfølgelig 100% Grechetto, høstet med et udbytte på 60 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet med blid presning, fermentering i rustfrie ståltanke ved 18 grader og lagrer i samme tanke i 3 måneder sur lie og lagrer derefter yderligere 3 måneder på flaske inden frigivelse.

Duftmæssigt er det en god frisk hvidvin med eksotisk og frugtrig næse, fersken, friske æbler, citrus, mineraler og et snert mandler samt blomster.

I munden egentlig fin intensitet, godt med grape … virkelig bitter grape og frisk skarphed. Egentlig også ganske tør vin og den store sødme og ganske okay.

Både Carlo Merolli og Pran Vinimport er importører, men denne Grechetto er ikke fundet nogle af stederne.

Rating 4/7 

2016 Colle del Saraceno, Grechetto Umbria IGT, Umbrien, Italien

Her holder Francesco Botti hans seneste udgave af vinen Grechetto Umbria IGT i sin hånd … hånden der har klippet vinstokkene, høstet druerne og vinificeret mosten til vinen.

Det er eneste hvidvin, som Botti laver på Colle del Saraceno Azienda Agraria di Francesco Botti, ren 100% Grechetto med en bøs, gammel ridder på etiketten … måske ham der den kendte Frederick II, der i 1240 red sammen med saracenerne som bodyguards. Rank og stolt ser han ud, men det er såmænd også en ganske fin hvidvin, som han promoverer.

Vinen er fermenteret med skindet … i hvor lang tid, har jeg ingen oplysninger om, men den er flasket ufiltreret. Derudover er der begrænsede oplysninger om produktionen af denne vin. I stedet springer vi da bare lige hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Duftmæssigt er vinen faktisk temmelig landlig og animalsk, mens frugten – eksotiske frugter – er mere afdæmpet. Det er lidt fersken, kastanjer, blomster og en snas mandler.

I munden er der nærmest frisk jern – ha ha – bitter grape, mineralsk, stenet og med en fantastisk syre. Virkelig lidt af en schweizerkniv af forskelligartede indtryk. Sådan.

Smagt på gården og prisen skulle vistnok ligge omkring 7€ … svarende til omkring 52 kr.

Rating 4,5/7    

2015 Rocca di Fabbri, Grechetto Colli Martani, Umbrien, Italien

Næste vin …. Grechetto Colli Martani er en prisbillig og lækker hvidvin fra Tenuta Rocca di Fabbri SRL Sociale Agricola … 100% ren Grechetto juice.

Som næsten alle vinene fra Rocca di Fabbri er der elementer fra malerier på etiketten og her er det “dansen” … også kendt som Bacchante. Det er et oliemaleri lavet i 1906 af den franske kunstner og teoretiker Jean Metzinger.

Druerne kommer fra vinstokke, der er plantet i 1999-2000 og høstet med et udbytte på omkring 60 hektoliter pr. hektar. Vinen er lavet på store 150 hektoliter rustfrie ståltanke og flasket efter 5 måneder i tankene. Vinen er lavet første gang i 1985 og der laves årligt 20.000 flasker af vinen.

Næsen er utrolig frisk og aromatisk … masser af blomster, golden delicious æbler, kridt og acacia honning. Meget givende næse, men smagen er rund, blød og samtidig herlig syrlig. Det er virkelig godt afbalanceret og vinen er faktisk en lille perle.

Smagt på gården, hvor den koster 5,90€ … eller omkring 44 kr. – sindssygt billigt for denne Grechetto Colli Martani.

Rating 5/7 

2016 Di Filippo, SSA Grechetto Umbia IGT, Umbrien, Italien

Sidste Grechetto vin hos Azienda Agraria Di Filippo blev en tankprøve på den kommende 2016 SSA Grechetto Umbia IGT, hvor betegnelsen SSA står for Senza Solfiti Aggiunti.

Det betyder – som de fleste nok har gættet – uden sulfitter, også kaldet SO2, svovldioxid eller bare svovl. Og det lyder jo heller ikke specielt appetitlig med svovl i ens drikkevarer, men det tilsættes for at konservere samt undgå en eftergæring eller vildgæring af vinen og er dermed meget normalt.

Brugen af svovl bruges i begrænsede mængder og styres i dag meget præcist. Tidligere var der en tendens til at nogle vine blev oversvovlede, og det gik ud over smagen i vinen. Det er heldigvis et sjældent fænomen i dag.

Vine har samtidig generelt et meget lavere niveau af SO2 end fødevarer. For eksempel indeholder tørret frugt ofte op til 1000 dele per million (ppm) SO2, mens hvidvin – som oftest indeholder flere sulfitter end rødvine – ikke må indeholde mere end 210 ppm.

Men både økologiske, biodynamiske og naturvin producenter vil selvfølgelig gerne undgå tilsætningsstoffer i deres vine, og derfor giver det også god mening at lave vine uden sulfitter.

Der er dog bare en risiko for, at vinene udvikler sig efter de er tappet. Den risiko er størst i hvidvine, da rødvine har en naturlig garvesyre, som kan bidrage til at bevare vinen.

Nå, det var sgu vist lige et sidespor … tilbage til Di Filippos usvovlede Grechetto Umbia IGT. Jeg har faktisk ingen oplysninger om produktionen. Hvis Roberto fortalte om det, så har jeg sgu glemt det … og jeg har heller ikke skrevet noget op om det.

Næsen er lidt sødere og frodigere end den almindelige Grechetto … mere animalsk og har en lille smule karamel iblandet fersken, hindbær, blomster og svag note af jern.

Smagsmæssigt er det ganske præcist, fin stringent syre, grapefrugt, bitterhed men også en vis portion sødme, som driller og balancerer vinen flot af. Smager virkelig godt … samme niveau som Robertos Sassi d’Arenaria Grechetto Colli Martani.

Di Filippos vine forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, men denne har de ikke. Den koster 9€ på vingården, svarende til 67 kr. , hvilket også er billigt.

Rating 5/7 

2014 Di Filippo, Sassi d’Arenaria Grechetto Colli Martani, Umbrien, Italien

Og minsandten om vi ikke fortsatte med endnu en af Di Filippos Grechetto vine … her Robertos Sassi d’Arenaria Grechetto Colli Martani, som er hans top Grechetto.

Sassi d’Arenaria betyder noget i retning af sandstensklipper og refererer til undergrunden i de marker, som Di Filippo har under appellationen DOC Colli Martani. Og vinen er noget anderledes end den første vin, bl.a. er den også fremstillet anderledes. For det første er høsten mindre, alene 60 hektoliter pr. hektar mod imponerende 100 hektoliter for forrige vin.

Derudover sker fermentering med skindet ved lav temperatur og derefter lagrer vinen sur lie i 6 måneder – dog fortsat på rustfrie ståltanke.

Næsen er mere moden, mere blomster og mere fersken med en sød og givende aroma. Der er fortsat en vis rankhed med sten, jern og stål samt nogle krydrede noter. Dufter virkelig godt.

Smagsmæssig god tørhed trods den lidt fyldige næse. Der er grapefrugt, bitterhed, bløde tanniner og samtidig fylder vinen munden meget mere.

Di Filippos vine forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, men denne har de ikke. Den koster 10€ på vingården, svarende til 75 kr. , hvilket også er billigt.

Rating 5/7 

2016 Di Filippo, Grechetto Umbia IGT, Umbrien, Italien

Da vores søde værtinde hos Di Filippo havde fortalt, at de var specialister i – og endda nok den bedste producent af – Grechetto vine, så startede vi naturligvis smagningen med en af disse, nemlig denne prisbillige IGT vin Grechetto Umbia.

Som jeg tidligere har skrevet er Grechetto (der udtales som gre-ketto) en hvidvinsdrue, som findes i hele Italien, men specielt i Umbrien, hvor den findes i en lang række appellationer og altså også i områdets appellationer DOC Montefalco Bianco og DOC Montefalco Grechetto samt DOC Colli Martani.

Her er det imidlertid Grechetto som en IGT vin. Jeg kan ikke umiddelbart se, hvorfor det er en IGT vin, idet vinen slet ikke fremgår på Di Filippos hjemmeside.  Måske har Roberto blot i årgang 2016 ændret i fremstillingen af hans normale Grechetto Colli Martani DOC, således den ikke opfylder kravene i appellationen.

Den er alene lavet på rustfrie ståltanke, fermentering ved 18 grader og er ikke lagret på eg, så det burde være en frisk og frugtrig vin. Lad os se på mine smagsnoter.

Og der er netop godt med frugt i duften … fersken samt sten, flint og jern. Meget lettilgængelig med syre, mineraler og frugt. I smagen også fersken samt en ganske frisk og mineralsk syre. Direkte og drikkevenlig med friskhed, frugt og glæde.

Di Filippos vine forhandles herhjemme af Juul’s Vin & Spiritus, men denne har de ikke. Den koster 5,80€ på vingården, svarende til 43 kr. Det er sgu billigt.

Rating 4/7 

2015 Le Cimate, Aragon Bianco Umbria IGT, Umbrien, Italien

Francesca Bartoloni synes, at vi også skulle smage hans Aragon Bianco Umbria IGT, selvom den ikke var programsat. Så efter vertikalsmagningen af husets Trebbiano Spoletino vine, så røg denne lille bandit på bordet.

Det er en IGT vin, idet blendet i vinen er anderledes end hos Montefalco Bianco DOC vinene … her er det nemlig 60% Vermentino og 40% Grechetto. Det er således Vermentino druen der dominerer, Liguriens vigtigste hvid druesort og en drue, som jeg ellers ikke stødte på i Umbrien under mit ophold.

Druerne kommer fra vinstokke plantet i 2010, med et udbytte på 80 hektoliter pr. hektar og markerne ligger i omkring 360 meters højde.

Vinen er lavet med en kort maceration på 12 timer, fermentering i 20 dage ved 14 grader og alene lavet på rustfrie ståltanke. Vinen har også lagret 6 måneder i ståltankene og efterfølgende 4 måneder på flaske inden frigivelse. Der laves årligt 15.000 flasker af denne vin.

Næsen er lidt mindre givende end de forrige vine. Her er det lidt birketræ, grapefrugt, grønne blade, svag mineralitet, men også en smule neutral i duften. I munden en lidt sjov balance, selvom der for så vidt er fin syre. Den er dog en smule anonym, men måske vil den gøre sig bedre iskold på en varm sommerdag på terrassen.

Der er ingen forhandlere af Le Cimate herhjemme, men i Italien koster vinen 13,60€ … svarende til 100 kr.

Rating 3/7    

2015 Moretti Omero, Montefalco Bianco, Umbrien, Italien

Vi skulle også smage Moretti Omeros fortolkning af appellationens hvidvin Montefalco Bianco DOC … her en frisk årgang 2015.

Denne Montefalco Bianco er lavet på 50% Grechetto, 30% Trebbiano Toscano og 20% Trebbiano Spoletino. Druerne er høstet med et udbytte på omkring 50 hektoliter pr. hektar og kommer fra vinstokke, som er mellem 3-10 år gamle.

Vinen er lavet på rustfri ståltanke, alene brug af naturlig gær og ingen lagring på egefade eller andet, blot lagring 3 måneder på flaske inden frigivelsen.

Gamle oma Nonna Quinta siger, at vinen passer perfekt sammen med Panzanella … det er blot brødrester og tomater blandet med løg, basilikum samt olivenolie og lidt vineddike. Det tror vi på.

Duftmæssigt har denne også en svag animalsk side … lidt våd hund, kolde og våde sten, frugtsten, fersken, kamillete, hvide blomster samt små søde elementer. Smagen er meget ren, lidt stålagtig frugt, lidt tynd og easygoing, men ganske frisk, stringent og fin.

Smagt på vingården … har ikke fundet lige denne hos Niche Vine, men vil gætte på en pris herhjemme under 100 kr.

Rating 4/7