Tag-arkiv: Danmark

2020 Andersen Winery, Discover Æble Brut, Jylland, Danmark

2020 Andersen Winery, Discover Æble Brut, Jylland, DanmarkHandcrafted in Denmark står der på etiketten af denne 2020 mousserende vin. Det er nemlig danske bobler lavet på dybrøde Discovery æbler i Knebel ved Mols Bjerge af Andersen Winery.

Og ligesom med en anden Andersen – kaldet HC – så der også her tale om et lille eventyr. Det startede i 2009 som en lille forvitret ælling, da Mads Groom Andersen som hobby begyndte at fremstille vin af æbler fra egen have. Et par år senere etablerede han en vinmark for at eksperimentere med mousserende druevine lavet efter champagne metoden.

Siden har Mads fået madspecialisten Frantz Maurice Scott Lundby og iværksætteren Morten Rinder Stengaard med i projektet og har siden 2015 øget produktionen, således de fik en større produktion af frugtvine efter de samme principper som i Champagne.

I dag laver Andersen Winery de mousserende vine på forskellige frugter med æbler som de primære, men også ribs, hindbær, solbær samt rabarber. Og frugterne kommer dels fra egne tilplantninger og en række lokale avlere.

Vinene laves ikke som cider, men af to omgange … først laves en almindelig frugtvin på æbler og altså på samme måde, som man ville lave en almindelig vin på druer. Derefter sker andengæringen i flasken, præcis som jeg ville gøre i Champagne.

Her er æblemosten koncentreret og processen giver normalt også en alkoholprocent, der er højere end cider. Det smager dermed også noget anderledes end cider.

Her smager jeg så drengenes Discover Æble Brut i årgang 2020, men her er alkoholprocenten kun på 2% og dermed er lavere end normal cider.

Det skyldes, at Discover Æble Brut er lavet som en sød mousserende æblevin, hvor gæringen er stoppet tidligere for at bevare sødmen. Der er formentlig også tilsat en sødere dosage ved degorgeringen, selvom det ikke fremgår af husets hjemmeside.

Discover serveres bl.a. på Michelin restauranterne Geranium og Kong Hans og den vandt guld til IFC 2017. Den har ligeledes vundet medalje ved Tysklands største messe for frugtvin. Den er fremstillet af tidligt høstede danske, røde Discovery æbler med andengæring på flaske … og så er der kun lavet 7.940 flasker, hvoraf denne er nummer 4.636.

Fra første fløjt dufter vinen af nypresset æblesaft og slet ikke med samme landlige, bondske og økoagtige aroma, som mange af franske eller engelske cidere. Her er det bare mere ren æblesaft med masser af sødme i æblerne, lidt estragon, modellervoks og en lidt moden syre.

I munden er der også godt med sødme, virkelig juicy, saftig æblesaft med en lille snert lemon. Der er ikke megen syre … men dog lidt. Det er til gengæld voldsomt drikbart, lige-ud-af-landevejen-agtigt, nemt, pænt og rent med kæmpe æblecharme. Det er smag af barndom og Danmarks friske natur og hurra for det.

Forhandles af Lund Vine, hvor en flaske koster 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2018 Nygårdsminde Vingård, Surprisingly Red, Jylland, Danmark

2018 Nygårdsminde Vingård, Surprisingly Red, Jylland, DanmarkSteffen tog røven på os med næste vin, for det var en dansk vin lavet på økologiske Rondo druer. Det var en Surprisingly Red fra Nygårdsminde Vingård i Brønderslev i Nordjylland.

Nygårdsminde Vingård er Danmarks nordligste vingård og er grundlagt i 2010 af vinbonde Jan Lunde og hustruen Gitte.

De har 1,2 hektar vinmarker med samlet 2.000 vinstokke, der er plantet i perioden fra 2010-2016. Alle markerne dyrkes økologisk og består af Rondo og Solaris … samt lidt spisedruer.

Udover vinproduktionen har de også juletræer, planteskole, parkgolf og yogaundervisning på gården … så lidt af en blandet landhandel.

Denne Surprisingly Red er lavet på 100% Rondo. Druerne er de allerbedste fra den varme sommer i 2018, håndplukket og nænsomt sorteret af venner og familie den 22. september 2018.

Selve vinificeringen er ikke sket på Nygårdsminde Vingård, men på Glenholm Vingård, hvor vinen i gæringen er tilsat lidt sukker for at få alkoholstyrken på 12%. Efter gæringen er vinen lagret på egefade.

Duften er skam lidt kantet … blåbær, let gæret i frugten, har blæk, urter, lyng, nelliker, en mælket note med lidt yoghurt og virker sådan lidt behåret, ung og landlig.

I munden virker frugten også frisk og ganske tør, syrlig og ung … hindbær, ribs og dermed langt lysere end man normalt vil forvente for en Rondo vin … men bestemt godkendt og lige i underkanten af 4 houlbergske fingre.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2020 Terrupgaard Vin, Solaris Hvid, Jylland, Danmark

2020 Terrupgaard Vin, Solaris Hvid, Jylland, DanmarkJanne havde fået et par danske hjemmelavede vine af en veninde, der gerne ville ha’, at vi testede vinene. Hun laver selv vinene sammen med sin mand på Terrupgaard ved Sønder Onsild nær Hobro … og sjovt nok har jeg tidligere smagt en vin derfra, blot lavet af den tidligere ejer.

De to vine var denne 2020 Solaris Hvid og så rosévinen 2020 Rondo Rosé, som dog var fuldstændig skæv og helt klart fejlbehæftet, da den havde en underlig duft af popcorn og svovl, så jeg gættede på, at den simpelthen ikke var færdig inden aftapningen.

Da jeg sidst skrev om vingården og smagte deres Rødvin, så havde familien dengang – og her snakker vi altså om de tidligere ejer – en del marker med fortrinsvis Rondo, men også druesorterne Regent og Acolon … plantet i 2009 og 2010.

Men sidenhen er der altså også kommet Solaris til, for her smager vi nemlig de nye ejers 2020 Solaris Hvid. Jeg har ingen oplysninger om produktionen … som i overhovedet. De tidligere ejere fik deres vine vinificeres på Genholm Vingård, men om det fortsat er tilfældet kan jeg således ikke sige noget om. Vi springer derfor direkte til mine smagsnoter.

I næsen har vinen nogle tertiære noter af pap, papirmasse, stearinlys, mens frugten ligger noget skjult, men man kan dog fange lidt æbler … men ellers ellers lidt neutral.

Smagen er også til den mere anonyme siden, let syrlig og lidt tynd på grænsen til at være kraftløs og smagsløs. Der er sure karklude sagde en, men der kommer lidt bitterhed i slutfasen. Det er bestemt en lille drikbar dansk hvidvin … ikke helt ringe, men heller ikke helt godt.

Kender ikke prisen.

Vinanmeldelse 2,5/7  

N.V. Copenhagen Sparkling Tea Company, Sparkling Tea Grøn, Sjælland, Danmark

N.V. Copenhagen Sparkling Tea Company, Sparkling Tea Grøn, Sjælland, DanmarkVor vinaften startede med bobler og vi gættede vist alle, at det måske kunne være noget fra Danmark og slet ikke på druer. Det var helt korrekt, for det var nemlig en Sparkling Tea Grøn fra Copenhagen Sparkling Tea Company.

Det innovation firma blev grundlagt i 2017 af sommelier Jacob Kocemba samt Bo Sten Hansen. Jacob havde tidligere arbejdet som sommelier på en Michelin-restaurant i København, men havde nogle gange svært ved at finde en matchende vin til en dessert trods en vinkort med over 1.700 vine og han så muligheder i at lave noget på te.

Han fandt en løsning med et hjemmelavet teekstrakt, der bestod af en blanding af forskellige eksklusive teer. Den nye drink blev en stor succes og en favorit blandt restaurantens gæster … og det blev så starten på Copenhagen Sparkling Tea Company, hvor de to innovative herrer laver mousserende te.

I dag laver de 5 forskellige mousserende vine på te , som nu sælges i mere end 16 forskellige lande og serveres på over 45 Michelin restauranter i hele verden.

En af de 5 mousserende te vine er denne med tilnavnet GRØN, da den er lavet på en grøn te med lidt citrus. Der er Jacob Kocemba, der først laver teen med brug af de korrekte bryggetemperaturer og tidsintervaller. Hver tesort behandles individuelt og så blendes de først bagefter med lidt hvidvin, druemost eller juice inden flaskegæringen, men uden kunstige tilsætningsstoffer.

Duftmæssigt er der pænt med sødme, småaromatisk med hyld, champagnebrus-is, vanilje, fersken, sæbe, blomster, lavendel og nogle ristede noter. Smagen er pænt til den søde side, cremet samt saftevandlæskende som limonadesaft med en snert af lidt ingefær.

Forhandles flere steder og prisen ligger på 139 kr.

Vinanmeldelse 4/7  

2016 Stenbakkegård, Rondo, Jylland, Danmark

2016 Stenbakkegård, Rondo, Jylland, DanmarkFinn Hansen købte i 1983 sammen med sin hustru Tina den ældre landbrugsejendom Stenbakkegård ved Hyllested nær Ebeltoft. Og derfra havde Steffen taget en vin med … ren Rondo med en uhørt fed kraft fra en dansk vin.

Det var først i 2007, at Finn egentlig grundlagde sin vingård ved tilplantning af vinstokke på både Rondo, Reberger samt Pinot Noir. Det var nærmest som et supplement til den fåreavl, som Finn havde startet i 1991, men ud fra en stor passion for vin.

De første år lå produktionen på beskedne 250 flasker, men i dag er der tilplantet flere stokke, således Finn samlet har 1.200 vinstokke fordelt på 9 forskellige sorter … både tyske, franske og italienske.

Vinmarker ligger i Hyllested Bjerge, der er et randmorænelandskab med mange sten i jorden, hvilket er en udfordring at arbejde i. Der  arbejdes derfor med høje opbindingsrækker, så druerne får masser af sol, og der er stor afstand mellem rækkerne, så Finn kan pløje jorden ned og dyrke økologisk.

Finn laver vinene med et nyt vineri bygget i 2016 med inspiration fra Bourgogne bl.a. med lang maceration, som Finn mener passer godt til klimaet på vores breddegrader.

Her er det så Finns Rondo vin … hvor inspirationen fra Bourgogne måske virker en smule fjern, for det er vist den mest kraftige danske vin, som jeg nogensinde har smagt. Druerne er høstet i oktober 2016 og derefter er gæring sket med lang maceration og efter fermentering lagret 18 måneder med egechips.

Og sikke da en SÅRT vin i glasset med en virkelig fed, mælket, flæsket aroma med dyb mørk frugt, solbær, blåbær, svesker, tør bark, rosiner, engelsk lakrids, lakridskonfekt samt lidt sten og mineraler.

Smagen er sådan lidt sjovt aromatisk parfumeret … fed, tyk tjære med solbær, voldsom tung og sur/sød hestestald, klare ege noter, tør og smager lidt sjov. Vi smagte den blindt og jeg gættede, at det nok kunne være lidt syditaliensk Nero d’Avola … men så var det dansk … det havde jeg sgu aldrig gættet.

Vinen er købt på vingården, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Klitgaard Vin, Pinot Noir Précoce Nature, Fyn, Danmark

2018 Klitgaard Vin, Pinot Noir Précoce Nature, Fyn, DanmarkJacob Klitgaard er oprindeligt uddannet kok, projektleder og Foodarchitect. Han har været kok og køkkenchef på førende danske gourmetrestauranter og ligeledes oss’ arbejdet på 2 og 3 stjernet michelinrestauranter i Frankrig og England. Derudover har Jacob også en lille vingård Klitgaard Vin udenfor Sdr. Nærå sydøst for Odense.

Derfra smager jeres flittige vinblogger nu den nyeste årgang af Jacobs Pinot Noir Précoce Nature … med andre ord noget så unik og sjældent som fynsk Pinot Noir Précoce, som elegant kommer i en slank flaske og alene er lavet i eksklusive sølle 293 eksemplarer.

Jacob startede Klitgaard Vin som et hobbyprojekt., hvor han på markerne ved sit gamle fynske bindingsværkshus plantede en række forskellige vinstokke og kunne så et par år senere høste druerne til sine første vine.

I starten testede Jacob mange vinsorter og adskillige forsøgsvine er blevet udviklet siden 2005. Samtidig har Jacob løbende udvidet sine  vinmarker, således han i dag samlet har omkring 1.200 vinstokke, som dækker en kvart hektar med sorterne Pinot Noir Précoce, Solaris og Ortega.

Markerne har gennem de seneste mange år været drevet uden kunstige sprøjtemidler og gødning, så produktionen er nu både økologisk og biodynamisk. Alt arbejde i marken foregår manuelt med lugning af ukrudt, beskæring af planterne og manuel høst senere i efteråret.

Samtidig forsøger Jacob at producere alle vinene så naturligt som muligt.  … lige fra druerne til den færdige vin. Vinene gærer helt eller delvist på vildgær og der tilsættes ingen kunstige hjælpemidler undervejs, hverken under gæringen eller senere.

For at kunne bevare så mange fine aromaer som muligt, tilsættes vinene ingen eller kun minimal svovl ved flaskning af vinene. Man afgør fra år til år, hvilke vine, der skal produceres afhængig af det skiftende danske vejr.

Det har hele tiden været målet, at vinene først skulle sælges når kvaliteten svarede til hans egne forventninger og det er skete med høsten i 2016. Jacob første vin på Pinot Noir Précoce smagte jeg faktisk tilbage i 2018 ved den store Frühburgunder smagning i København. De kan du læse om i indlægget; Frühburgunder … Houlberg tager pulsen på divaen i kæmpesmagning.

Dengang skrev jeg, at vinen fra Jacob havde fejl, hvilket Jacob selv tilskrev forkert opbevaring ved stuetemperatur. Ærgerligt, men nu tester jeg så vinen igen, blot i en nyere årgang 2018 … sendt direkte fra den lille fynske vingård.

I dag arbejder Jacob – ved siden af det seriøse job som fynsk vinbonde – via firmaet Foodminds som en slags konsulent indenfor fødevarebranchen med udvikling af koncepter og produkter, både foodstyling, produktudvikling, afholder teambuildingkurser og udgiver også bøger.

Jacob Klitgaard har bl.a. også udgivet 2 bøger om dansk vin, nemlig Danske Vingårde fra 2009 og Dansk Vin fra 2015. Sidstnævnte bog vandt endda den prestigefyldte titel som verdens bedste udgivelse om europæisk vin ved Gourmand Cook Book Award i 2016 i Kina.

Jakob har derudover arbejdet som sensorisk dommer for det videnskabelige fakultet og endda også som radiokok på DR’s P4 gennem en årrække.

Nå, men for fanden … det var jo vinene, som vi kom fra. På Klitgaard Vingård laver den initiativrige Jacob også lidt forskellige vin, bl.a. en hvidvine på Solaris. en PetNat kaldet Govin, et par mousserende vine og så selvfølgelig denne Pinot Noir Précoce Nature.

Pinot Noir Précoce aka Pinot Madeleine eller Frühburgunder er en drue, som vi kommer til at se meget mere herhjemme. Bare i Ahr, der ellers er højborg for druen, er klimaet næsten ved at være for varmt for Frühburgunder, hvorfor den dér plantes på de dårligste marker, hvor der ikke er så megen sol.

Derfor vil druen passe perfekt til Danmark, og det satser Jakob Klitgaard altså også på. Druen modner jo normalt 2-4 uger tidligere end Spätburgunder, og det gør netop druen særlig velegnet til lidt køligere klima. Klaserne er mindre end Spätburgunder, den giver mindre udbytte og er samtidig også mere sårbar. En diva.

Pinot Noir Précoce giver også en lidt mørkere via på grund af den større mængde drueskal i forhold til druemosten, så under gæring udtrækker den også større mængde fenoler og farvestoffer, og så har druen også lidt lavere frugtsyre end Spätburgunder.

Denne 2018 Pinot Noir Précoce Nature er første årgang, hvor der ikke er tilsat en sjat Solaris til vinen, men nu er en ren vin på Pinot Noir Précose. Druerne blev håndhøstet sidst i september 2018 med et udbytte på 25 hektoliter pr. hektar efterfulgt af koldmaceration i 5 dage inden den spontane gæring er startet.

Selve gæringen med skallerne har varet 12 dage ved maksimalt 25 grader og alene med én daglig punch down for at skabe en så blid og elegant vin som muligt. Vinen er gæret med 10% helklaser og er efter endt fermentering lagret 9 måneder med 25% på fade med bærmen og den malolaktiske gæring er gennemført naturligt.

Der er ikke tilsat sulfit eller andre hjælpemidler under hele processen, dog er der tilsat en minimal mængde sulfit ved flaskning for at gøre vinen mere stabil. Derefter er vinen lagret yderligere 6 måneder på flaske inden frigivelse. Der er alene lavet 293 flasker af vinen og denne har nummer 204.

Duftmæssigt kan den økologiske og biodynamiske tilgang virkelig duftes med en frisk, landlig bio bio næse, hvor der er krudt, mentol, kål, salvie, mælkechokolade, lidt småsyrlige bær, tranebær, rabarber, ribs, lys og gæret … virkelig rank næse med sådan lidt Jura feelgood samt svagt lidt vanilje, småbitter og krisp.

I munden mærker du letheden fra Pinot Noir Précoce druene … ikke helt lys, men til gengæld med en god tæthed. Vinen har en flot, saftig og let smag, bare ultra-ren frugt, rabarber, ribs, syrlige kirsebær, lidt blide tanniner, som sætter sig på fortænderne, masser af æblesyre, meget ung og stram … sindssygt højt niveau for dansk vin.

Dermed placerer vinen sig i min absolutte top for dansk vin … og udgør sammen med Njord Vingaard en innovativ front i produktion af dansk rødvin og begge endda med vin på Pinot Noir Précoce.

Vinen kan købes på Klitgaard Vin, hvor prisen er 350 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2012 Heden Vingård, Rød Rondo, Jylland, Danmark

2012 Heden Vingård, Rød Rondo, Jylland, DanmarkVi skulle sgu smage endnu en vin fra Hans Magnussen på den nordjyske Heden Vingård ved Vester Hassing nær Vodskov, nemlig en 2012 Rød Rondo.

Det ser ud til, at der er en lille smule Leon Millot i, men måske er det alene i de nyere årgange. Der er ikke mange oplysninger om vinen udover, at den er lagret på egefade.

I næsen stikker vinen helt af med en bio bio kant, syrlige drops, nytårsfyrværkerig, acetone og en meget sjov smag, som er helt ude på et skråplan. Der er noget svovl, granatæbler, stikkelsbær og kardemomme, så samlet set er der sgu noget underligt noget.

Smagen er syrlig, harsk og bider … og det er faktisk næsten tæt på udrikkeligt. Den har simpelthen ikke kunnet klare de snart 8 år fra høsten og dermed i dag ikke er nogen nydelse. Alle omkring bordet hældte også hurtigt vinen ud. Surt.

Forhandles på vingården, hvor en flaske koster 125 kr.

Vinanmeldelse 1,5/7

2018 Heden Vingård, Madeleine Angevine, Jylland, Danmark

2018 Heden Vingård, Madeleine Angevine, Jylland, DanmarkPå adressen Heden 7 i Vester Hassing ved Vodskov tæt på Aslundskoven og Rasmusmose finder vi Heden Vingård, hvorfra vi nu smager en Madeleine Angevine dansk hvidvin i en årgang 2018.

Vingården er allerede grundlagt i 1993 af Hans Magnussen som en af de første vingårde i skønne Nordjylland. I starten havde Hans alene 200 stokke med Leon Millot, men siden er vinmarkerne udvidet til i dag af udgøre 1.000 vinstokke af forskellige sorter. Men dermed er Heden Vingård nok en af de mindste og officielt godkendte, kommercielle vingårde i hele Danmark.

På et normalt år kan Hans Magnussen producere omkring 1.000 flasker, fordelt på hvid-, rød-, rosé- og mousserende vin, herunder altså også denne Madeleine Angevine, som dog ikke er helt ren, men tilsat lidt Ortega og Solaris.

Madeleine Angevine er en hvidvinsdrue, som oprindeligt stammer fra Loire i Frankrig, men også er populær i Tyskland, Kirgisistan samt Washington State i USA. Det er drue, som modner ret tidligt og er en krydsning Madeleine Royale og Précoce de Malingre druer, der også er druer, der vokser godt i køligere klimaer som vores.

Denne er formentlig lavet på ren stål for at sikre en vin, der er så frisk som muligt, men der er begrænsede oplysninger om produktion på vingårdens hjemmeside.

Selvom 2018 nok er det bedste vinår nogensinde herhjemme, så lider denne vin måske også af den meget varme, for allerede i næsen virker syren meget beskeden. Der er nogle lidt salte noter, masser af honning og mjød mærkelig nok. Næsen er nærmest lidt lummer på en meget mærkelig facon, men ellers er der stikkelbær, bananer, hyben, kvæde … og alt meget afdæmpet.

I munden er der dog en smule mere syre, men det fordufter noget ved luft i glasset, hvorved vinen bliver mere flad. Vinen er sådan set meget blød, men samlet set er det lidt en besynderlig vin, men absolut sjov at smage.

Forhandles på vingården, hvor en flaske koster 150 kr.

Vinanmeldelse 3/7

2018 Vejrhøj Vingård, Styver, Sjælland, Danmark

2018 Vejrhøj Vingård, Styver, Sjælland, DanmarkJan overraskende os alle ved blindt at servere denne lille vin kaldet Styver … ren Solaris fra  Vejrhøj Vingård.

Den lille danske vingård er grundlagt i 2011 af ægteparret Nina og Niels Fink og ligger i Fårevejle midt i det stejle morænelandskab i Odsherred mellem Sejerøbugten og den inddæmmede Lammefjord.

Både Nina og Niels er begge uddannede nationaløkonomer og har i mange år arbejdet i ledende stillinger i den finansielle sektor. Med vingården har de realiseret en gammel drøm om at arbejde med planter.

Nina gik på Landbohøjskolen før hun begyndte at læse økonomi, mens Niels senere har fulgt kurser på både Landbohøjskolen og Vinakademiet og akademiets sommeliereksamen i 2016.

Nina og Niels står for den daglige drift af vinmarken og vineriet, men har vor gode gamle og stor ven ønolog Jens Heinemeyer fra Weingut Solveigs tilknyttet som vinmager, mens familie og venner hjælper til, når der skal høstes.

Samlet har Vejrhøj Vingård 3 hektar vinmarker med omkring 10.000 vinstokke, de første plantet i 2011. Fra markerne er der fin udsigt over havet ved Nekselø mod vest, Dragsholm mod syd og Lammefjorden mod øst.

På markerne er der primært grønne druesorter … primært Solaris, men der er dog lidt røde druer, som anvendes til rosévine. Det er alle sorter, som er fremavlet for at opnå modstandsdygtighed overfor svampesygdomme.

Det gør det lettere at dyrke dem økologisk. Ægteparret dyrker nemlig markerne med respekt for naturen. Derfor holder de også rent omkring stokkene uden brug af sprøjtemidler. Denne Styver er lavet på ren Solaris, vinificeret i rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret en kortere periode.

Styver er en dansk/norsk to-skilling fra 1600- og 1700-tallet, hvor selve ordet er afledt af det hollandske stuiver, som er en gammel nederlandsk møntenhed.

I næsen er det en sprød, nærmest opkvikkende vin med græs, stikkelsbær, hyld, hø, asparges, grøn peber, lime, estragon, meget aromatisk og næsten parfumeret … har også grønne blade, estragon samt pænt med blomster. Ud fra duften var jeg ovre i lidt Sauvignon Blanc fra New Zealand.

Smagen er dog meget anderledes end duften, meget sød, læskende og endda prikkende samt perlende med en skarp syre, lidt Kung-Fu is eller hvid sodavandsis. Det taler klart imod New Zealand, og det smager også lidt sjovt og måske en anelse forvirrende, men måske har varmen i 2018 også gjort vinen mere bamset og sødere end normalt … men virkeligt godt skuldret af en dansk vin.

Vingården sælges en flaske til 195 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2018 Bernt Nielsen, La Petite Colline Leon Millot, Jylland, Danmark

2018 Bernt Nielsen, La Petite Colline Leon Millot, Jylland, DanmarkJeg er nogle gange bare Rasmus Modsat … tag fx nu Bernts egen hjemmelavede vin med druer fra sin have i Albæk. Tidligere har jeg rost vinen, men fra den helt igennem fantastiske sommer i 2018 synes jeg ikke, at vinen når samme niveau som tidligere år, selvom flere omkring bordet mente, at det var Bernts bedste vin so far.

Jeg har tidligere været så heldig at smage vinen i årgang 2013, 2014 og 2016, selvom den i 2016 var lavet på et mix af Leon Millot samt Rondo, mens vinen i 2018 – som 2013 og 2014 – alene som denne er lavet på ren Leon Millot.

Bernt er den venligste mand, du kan finde, bestyrelsesmedlem i det lokale vinlaugh, ex-læge, ex-maratonløber, efterlønner, Bordeauxfil og herudover også vinbonde i beskedent omfang. I hele hans have på en lille bakke i Albæk udenfor Randers dyrker Bernt nemlig både Leon Millot, Rondo, Solaris og nogle af de andre danske druer.

På den sirligt håndskrevne dogme-etikette står Bernt B. Nielsen, Leon-Millot og 2018. Bernt har aldrig lavet etiketter til vinene. Som Bernt siger, så skal han jo bare selv se, hvad flaskerne indeholder. Vi smagte vinen blindt, men jeg gættede omgående, at der var tale om Bernts egne vin … La Petite Colline Leon Millot.

Den dufter meget specielt, næsten mærkelig …. nærmest lakridsrod kombineret med granatæbler, mentol, tonsvis af nelliker, blåbær og søde urter. I munden har vinen næsten ingen syre, så den utroligt varme 2018 sommer giver i stedet en fed, flad og juicy vin, som smager lidt af tranebærsaft.

Vinen sælges ikke.

Vinanmeldelse 3/7