Tag-arkiv: Toscana

2015 Paradiso di Frassina, Brunello di Montalcino Moz Art Wine, Toscana, Italien

2015 Paradiso di Frassina, Brunello di Montalcino Moz Art Wine, Toscana, ItalienNæste vin er også italiensk … en Brunello di Montalcino Moz Art Wine fra Paradiso di Frassina, der ligger et par kilometer nord for Montalcino.

Azienda Agricola Il Paradiso di Frassina er grundlagt i år 2000 af Giancarlo Cignozzi, der efter næsten 40 år som advokat ud af det blå pludselig grundlagde det lille vinhus.

Han havde ganske vist haft aktier i vinhuset Caparzo, men dem solgte han i 199 for at realisere sin drøm om at skabe en mindre vingård, hvor han kunne dyrke vin helt efter sin egen filosofi.

Stedet blev fundet i 2000 nær Montalcino … faktisk kun få hundrede meter fra Caparzo, nemliog Il Paradiso di Frassina, en gård grundlagt i år for mange hundrede år siden, men som i de seneste 50 år havde været forladt.

Giancarlo er altid af sine venner blevet kaldet svanen – Il Cigno – på grund af efternavnet Cignozzi og så har han også¨altid været vild med musik, så da han købte vingården i en uforstyrret dal med smukke, bløde skråninger, så fik han en skør idé.

Han besluttede han sig for at eksperimentere med, hvordan musik kunne påvirke hans vinstokke … og det skulle blive hans varemærke, at dyrke vin under afspilning af klassisk musik.

Med hjælp fra højttalerfirmaet Bose, så har den musikelskende advokat nu siden 2010 udsat sine vinstokke for det ene klassiske musikstykke efter det andet … dag efter dag samt nat efter nat … og Giancarlo har endda i 2011 også skrevet bogen L’uomo che sussurra alle Vigne – Manden, der hvisker i vinmarkerne om sit projekt med vinmusikterapi i vinmarkerne.

Musikken bliver suppleret med biodynamisk dyrkning på hans 4 hektar vinmarker og alle former for kemikalier i dag er bandlyste. Der anvendes i stedet planteekstrakt til at forhindre at vinstokkene udsættes for stress, f.eks. under perioder med stærk varme. Også i kælderene på Il Paradiso di Frassina – hvor modningen på træfade foregår – afspilles der musik af Mozart.

Giancarlo Cignozzi er endda så vild med klassisk musik, at han også har skrevet endnu en bog om emnet … en komedie Barbatelle una di vino commedia, hvori der indgår figurer som fx hertug Cabernet, markisen af ​​Merlot, Madame Shyraz og adelsmanden Sangio.

Derudover driver den gamle advokat også lidt agriturismo med udlejning af 2 store ferielejligheder på vingården.

Alle vinene har selvfølgelig musiske navne og jeg smager her hans Brunello di Montalcino Moz Art Wine i årgang 2015, selvfølgelig på 100% Sangiovese høstet med et udbytte på 40 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet med gæring og maceration i rustfrie ståltanke over 20-25 dage og efter endt fermentering er vinen lagret 36 måneder i franske egefade og derefter yderligere 12 måneder på flaske inden endelig frigivelse.

I glasset er alting, som det skal være … pænt transparent med let brunlig nuance, mens duften måske er lidt mørkere end forventet, selvom det er en smuk, parfumeret og blomstret næse suppleret af gammelt træ, syrlige kirsebær, brombær, violer, endda tørrede roser, svampe, fed jord, fennikel og en lys balsamisk syre.

Og hvor smager vinen også godt, om end til den lidt kraftigere side, men den har sgu en syrlig, intens og blomstret elegance, smooth og næsten lidt dekadent i stilen. Vinen lægger sig blødt på tungen, hvor den spiller førsteviolin i klassisk positur … og der bølger den frem og tilbage i både crescendo og diminuendo.

Forhandles af Vinøs Vinbar & Vinhandel, hvor en flaske koster 395 kr., mens prisen er 300 kr. ved køb af 12 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 Voltumna, 12-15 Pinot Nero, Toscana, Italien

2015 Voltumna, 12-15 Pinot Nero, Toscana, ItalienDet er en tilsnigelse, når jeg skriver, at denne 12-15 Pinot Nero fra vinhuset Voltumna er en 2015, for den modne vin er faktisk lavet som en cuvee bestående af to meget varme årgange … 2012 og 2015.

Voltumna har vi stødt på tidligere her på vinbloggen og det var sidste år, hvor jeg smagte deres lille genistreg Querciolo. Men her er det altså deres 12-15 Pinot Nero.

Vinhuset ligger i Dicomano i Mugello dalen nord for Firenze … en bred grøn dal afgrænset af Appeninerne mod nord og Monte Giove mod syd og med floden Sieve løbende på kryds og tværs i dalen.

Voltumna drives af Marzia Politi og hustruen Valeria. De overtog vingården i 2012 sammen med et andet ægtepar, der i forvejen allerede arbejdede på vingården. Ved købet oprettede de sammen et andelsselskab, hvorefter de navngav projektet Voltumna efter den etruskiske gudinde for jorden og underverdenen, men også det italienske ord for held … la fortuna.

Allerede efter overtagelse blev driften omlagt til biodynamisk produktion, hvilket i starten skete med vejledning fra vinmageren Michele Lorenzetti, men siden 2013 har Leonello Anello været brugt som konsulent til fremstillingen af vinene på Voltumna.

De har samlet 5 hektar vinmarker og de fleste vinstokke er plantet tilbage i år 2000, men har enkelte parceller med Sangiovse stokke, der stammer tilbage fra 1980’erne. Ud af de 5 hektar marker er der 1,8 hektar med Sangiovese fordelt på 5 forskellige parceller og de resterende marker er med Pinot Noir, Pinot Gris og så nogle parceller med et mix af forskellige druer.

12-15 Pinot Nero er lavet med druer fra en af husets marker beliggende i 300 meters højde og med en jordbund hovedsageligt af ler og selvfølgelig dyrker biodynamisk. De to årgange er vinificeret på hver deres måde: 2012 årgangen er vinificeret i rustfri ståltank, mens 2015 årgangen har ligget på fad.

Duftmæssigt er det også en virkelig moden Pinot Noir, men den holder sig lige på den rigtige side og bliver ikke for overmoden, men skal formentlig heller ikke gemmes så mange år mere. Og i glasset er der da også nogle changerende brunlige farver, som kommentator Poul Erik Andersson ville ha’ sagt i en kommentering i DM i dans.

Der er pænt moden frugt, kirsebær, blommemarmelade, svag hindbær, godt med champignon, svampemix, muldjord, gammelt træ, jernbanesveller og lidt røg.

I munden viser vinen imidlertid sin styrke … meget blød, smooth, ganske vist med en moden frugt, kirsebær, brombær, blommer, men samtidig med nogen syre, der giver svag friskhed, mens tanninerne er tørre om end omgængelige. En lille kæk Pinot Noir sødme giver et bidrag til den gode, behagelige balance med lidt afdæmpede krydderier og let bitterhed i eftersmagen.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 138 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2007 Lunadoro, Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione, Toscana, Italien

2007 Lunadoro, Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione, Toscana, ItalienJeg smagte også skam også Lunadoros topvin Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione i en årgang 2007, men der er vi lige røget på den anden side af de toscanske bakker, når vi snakker modenhed.

Vinen er lavet 9 år inden Schenk gruppen købte vingården, men selvfølgelig lavet på fuldstændig samme måde som 2008’eren, altså på 85% Sangiovese samt mindre andele Merlot, Canaiolo og Mammolo. Vinifikationen sker i temperaturstyrede rustfri tanke,  ståltank, hvorefter vinen modner 24 måneder på et mix af store franske tonneaux-fade og små franske barriques efterfulgt af minimum 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er 2007’eren også ganske brunlig og måske endda lidt lysere end sin et år yngre søster. 2007 er generelt en større årgang i Toscana end 2008, men det kan ikke duftes her, for i næsen er vinen ekstremt moden og også – for mig – for overmoden og slet ikke så lækker som 2008’eren. Der er sherry, læder, figner, brunkul, tørv, engelsk lakrids, rosiner og ikke så meget frisk frugt … og man kunne næsten forledes til at tro, at den var hendøende.

Men det er den ikke smagsmæssigt, da smagen heldigvis er anderledes, for den smager bestemt godt. Igen er frugten dog endnu mere moden og en snas mørkere end forventet med sorte kirsebær, ja faktisk masser af kirsebær, kirsebærsovs, brombær, solbær, bitter mørk chokolade, en moden syre og balsamiske elementer. Nogle kan li’ moren og nogle datteren, men her snakker vi bedstemoren … og hun kan jo også være ganske elskelig.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 149,95 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2008 Lunadoro, Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione, Toscana, Italien

2008 Lunadoro, Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione, Toscana, ItalienSocietà Agriocola Lunadoro – også kaldet Nobile Lunadoro – ligger tæt på den lille landsby Gabbiano mellem Val di Chiana dalen og Trasimeno søen cirka 15 kilometer nordøst for selve Montepulciano by … og det er derfra, at jeg nu smager to af deres Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione … og starter med 2008’eren.

Vingården har samlet 40 hektar jord, men heraf er alene 12 hektar vinmarker beliggende i 332 meters højde med en undergrund med masser af her … bl.a. påvirket af Trasimeno søen. Omkring 10 hektar af vinmarker er tilplantet med Sangiovese og de restende 2 med Merlot, Petit Verdot og lokale druer.

Vingården ledes af Adriano Annovi, mens ønologen Maurizio Saettini står for produktionen og agronomen Egidio Finazzer for driften af vinmarkerne. Men de 3 herrer ejer dog ikke vingården, for Nobile Lunadoro er nemlig ejet af den store vinkoncern Schenk, som vi jo er stødt på her på Houlbergs Vinblog tidligere.

Schenk eller Gruppo Schenk eller der Schenk Gruppe er et stort schweizisk foretagende, som har afdelinger og vingårde i mange lande og laver vine fra hele verden målrettet både supermarkeder, detailhandlere og restauranter.

Den schweiziske koncern er grundlagt tibage i 1893 af Arnold Schenk, som med et koncept om at lave vine fra Europa via opkøb af druer fra vinavlere i en række europæiske land, bl.a. ved at oprette datterselskaber i de respektive lande og udnytte den lokale tilstedeværelse.

Således har koncernen selskaberne, Schenk Italia i Bozen i det nordlige Italien og Bodegas Murviedro i Valencia i Spanien og er fx med disse to selskaber blandt de førende vineksportører i de to lande med et bredt produktsortiment.I Frankrig ejer koncernen vinhuset Henri de Villamont i Savigny-lès-Beaune i Bourgogne samt Veyrat Latour i Gironde i Bordeaux. I Belgien ejes selskabet Schenk Benelux og i England ejes selskabet Buckingham Schenk.

De franske vinhuse omfatter også Château de Châtagneréaz, Domaine du Martheray, Château Maison Blanche, Château d’Allaman, Cave St-Pierre og Cave St Georges. I Tyskland sidder selskabet i Baden-Baden på store markedsandele af den samlede vinhandel i Tyskland, og det gælder selvfølgelig også i hjemlandet Schweiz. Og på fabrikken i Baden-Baden produceres der vine fra hele verdenen.

De senere år er der tilkøbt flere vingårde, bl.a. Castello di Querceto og Bacio della Luna i Toscana samt franske vinhuse som fx Château d’Aigueville, Obrist i Vevey, Maurice Gay og Domaine du Mont d’Or i Sion, Bolle i Morges og Henri Badoux i Aigle.

Schenk er således et rigtigt stort foretagende, som også laver mere end 600 forskellige vine fra et utal af lande i hele verdenen, fx også Australien, Chile, Grækenland … blot for at nævne nogle få.

Schenk har dog først købt Società Agriocola Lunadoro i 2016, men vinhuset er nu også et forholdsvis ungt hus … de tidligere ejere købte nemlig ejendommen i starten af 2000 og lavede de første vine et par år senere i 2004.

Dengang hed vinhuset Azienda Agricola La Bandita e Lunadoro og var grundlagt af Dario Cappelli og Gigliola Cardinali. De havde bl.a. også stået bag en fuldstændig renovering af vinkælderen i 2006 for implementering af moderne teknologi.

Men nu er det så Schenk gruppen, der driver Società Agriocola Lunadoro og dets marker. Målet for Schenk er i første omgang at tredoble produktionen til 80.000 flasker årligt … og indtil videre er det fordelt på 4 forskellige vine, hvor denne Vino Nobile di Montalcino Riserva Quercione er topvinen.

Vinen er fremstillet på 85% Sangiovese – eller Prugnolo Gentile, som de også kalder den lokalt – suppleret med lige dele Merlot, Canaiolo og Mammolo. Vinifikationen sker i temperaturstyrede rustfri tanke,  ståltank, hvorefter vinen modner 24 måneder på et mix af store franske tonneaux-fade og små franske barriques efterfulgt af minimum 12 måneder på flaske inden frigivelse.

I glasset er vinen moden brunlig, men jo slet ikke unaturligt for Sangiovese med alder, men konen vrænger næse. Men det er der slet ingen grund til, for vinen dufter ret godt, selvom det bestemt er en  moden aroma med blommer, modne kirsebær … Amarena kirsebær, sød tobak, læder, tørrede champignon og trøfler – og dermed næsten nok til en god risotto – gammel og fed balsamico, kaktuspiller, ristede noter samt en snert lakridskonfekt.

Smagsmæssigt er det også en moden vin … blød, rund med blommer, kirsebær, saftig, flot og har bløde, polerede tanniner, en fin lethed og en fin nerve. Man kan godt forstå, at Brunello nogle gange ryster i flasken, når kusinen Vino Nobile di Montalcino kommer på bordet, hvor den som her er fint afstemt, moden og yderst drikbar, så 5 houlbergske fingre med stor pil op.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 169,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 149,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Voliero, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2016 Voliero, Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienNår jeg næsten lige har smagt Andrea Cortonesis fine Voliero Rosso di Montalcino, hvad er så mere naturligt end også at smage hans Brunello di Montalcino? Her er det endda i den anmelderroste 2016 årgang.

Vinen er på 100% Sangiovese og laves selvfølgelig på hans vineri Uccelliera i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med gæring og maceration i 18-20 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret i store slavonske egefade på 20 og 50 hektoliter i 30-36 måneder og derefter 24 måneder på flaske inden endelig frigivelse. Der laves kun 600 kasser om året af denne vin.

I glasset er vinen ikke så lys som den 2012’er, som jeg tidligere har smagt fra vinhuset. Duftmæssigt er det fortsat sød tobak, smooth og inderlig med syrlige champignon, tørv, en stram italiensk, balsamisk syre, meget frisk og intens i frugten med syrlige kirsebær, tranebær, gær, tjære, mælkechokolade og trøfler.

Smagen er endnu meget ung … ingen rynker, svage knogler eller åreknuder nogle steder, men i stedet en meget stram, ung og skarp vin, hvor tanninerne tanniner fortsat hviner, tørre og ubarmhjertige, men fortsat en snothvalp, der absolut har potentiale til sand storhed med endnu flere år i kælderen. Her er det næsten barnemord.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 360 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Voliero, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2018 Voliero, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienSidst jeg smagte Rosso di Montalcino fra vinmageren Andrea Cortonesi på Azienda Agricola Uccelliera i projektet Voliero blev jeg så begejstret, imponeret og benovet. Nu har jeg 2018’eren i glasset og er ikke glad … jeg er henrykt.

Voliero 2018 Rosso di Montalcino er lavet på 100% Sangiovese og druerne har Andrea Cortonesi opkøbt fra flere forskellige vinmarker, der alle er placeret ved Canalicchio i den nordlige del af Montalcino.

Vinen er dog fortsat vinificeret på hans vingård Uccelliera i temperaturstyrede rustfrie ståltanke med en maceration i 18-20 dage. Efter endt fermentering er vinen lagret 8-10 måneder i store slavonske egefade på 20 og 50 hektoliter. Der laves kun 400 kasser om året af denne Rosso.

I glasset overraskes jeg – som sidst – en rigtig lys, transparent og alligevel med en lidt let brunlig note. Og – jesus – hvor dufter det dog godt. Der er tobak, violer, tørrede rosenblade, fin spinkel og rund, lys frugt, kirsebær og hindbær, læder og fortsat med denne lille snert af sødme og mælkechokolade.

Smagsmæssigt er der godt med syre, bitterhed og tørhed. Der er bitre vindruekerner, lys og syrlig frugt. hindbær, syrlig kirsebær, lidt moreller og ribs, godt med sure tanniner, meget frisk og livlig. Der er et snert peber, lidt balsamiske elementer, rank, ren og stringent … virkelig lækker vin og endda en spids bedre end 2015’eren.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 150 kr. og det er altså en vildt god pris for denne lille perle.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2016 Villa Poggio Salvi, Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2016 Villa Poggio Salvi Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienDer bliver ved med at poppe gode Brunelloer op fra den helt store årgang 2016. Vi kigger på endnu en af slagsen Brunello di Montalcino 2016 fra vinhuset Villa Poggio Salvi.

Vinhuset ligger godt ude på landet nær Castiglion del Bosco og vel omkring 30-40 kilometer vest for Montepulciano.

Villa Poggio Salvi er grundlagt i 1979 af den vinglade ingeniør Pierluigi Tagliabue, som købte vingården og omlade markerne for at producere vin. Samlet var det 21 hektar vinmarker beliggende i en højde på 300-500 meter med en jord rig på ler samt en fin maritim indflydelse fra Det Thyrrenske Hav. Det giver Sangiovese med vidunderlig friskhed, finesse og parfume.

Senere har Pierluigi udvidet sin lille vinimperium ved køb af en yderligere ejendom … vingården Casavecchia  i Chianti-regionen, hvor han produceret Chianti Colli Senesi, Tosco og Lavischio samt IGT-vine baseret på Sangiovese og Merlot.

Vinkælderen på Villa Poggio Salvi er topmoderne og er bygget efter 1990 på baggrund af tegninger fra arkiteten Enric Miralles, der også er Tagliabues svoger. Derudover er der løbende sket forbedringer, som er realiseret via Benedetta Tagliabue – Pierluigis datter – der minsandten også er arkitekt.

I dag varetages driften og produktionen af vinmageren Luca Belingardi, der – udover at være en dygtig vinmager – også er Pierluigi Tagliabues barnebarn.

Han står for produktionen af alle vinene, der er forsynet med husets logo, som forestiller Pomona, der skulle være den romerske gudinde for frugterne … og derfor er afbilledet som en kvindeansigt med hår af druer. Det er da meget passende og faktisk meget smukt.

Nå, men her smager vi så husets 2016 Brunello di Montalcino, hvor Sangiovese druerne kommer fra 35 år gamle stokke på husets egne, sydvestvendte marker i den mest kystnære del af Montalcino området.

Druerne koldmacererer i 8 dage ved 12 grader, hvorefter mosten gærer temperaturstyret ved 28 grader. Efter endt fermentering har vinen lagret 30 måneder på store 30-100 hektoliter slavonske fade efterfulgt af 4 måneder på flaske inden frigivelse. Produktionen har i 2016 årgangen været 55.500 flasker.

Dejlig moden og rund næse … lidt stille til at starte med, men langsomt dukker der lidt tobak op, appelsinskal, blomster, roser, en del kirsebær, brombær, blommer, chokolade, både hvid chokolade og mælkechokolade, men alt sammen meget stille, forsigtigt og i stille ro og balance. Her vender ikke et hår forkert … meget pænt.

Smagen er lidt i samme vogn … kører bare fuldstændig på midten af vejen uden at ramme rabatten. Det er pænt og fløjlsblødt med både lyse kirsebær og lyse blommer. Tanninerne er silkefine, polerede og næsten skinnende, men har ikke det store bid, som kendetegner ret mange Brunello’er. Til gengæld er frugten og stilen virkelig lys, luftig og let, hvilket gør vinen både elegant og feminin smuk. Der er lidt urter, igen svagt chokolade, lækkerlys syre og flot vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 349,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2015 I Fabbri, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2015 I Fabbri, Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienSunes sidste servering denne aften var lidt mere klassisk … en 2015 Chianti Classico Riserva fra vinhuset I Fabbri, der ligger ude på landet i Casole små 800 meter nord for Lamole og 7-8 kilometer sydøst for Greve i Tosacana.

I Fabbri er en lille toskansk vingård ejet af Susanna Grassi, hvis familien har ejet den lille ejendom i Lamole siden 1600-tallet. I 2000 opgav Susanna sit job for at puste liv i den gamle ejendom, hvor vinproduktionen var ved at gå helt i stå. Og selvom hendes oldefar Olinto Grassi tilbage i  1920’erne var den første til at flaske og sælge vinene fra familiens marker, så havde man i perioden indtil Susannas overtagelse blot solgt druerne til andre producenter i området.

Men det ændrede Susanna …  hun gik ihærdigt i gang med optimering af vinplanterne og ikke mindst restaureringen af de gamle håndbyggede stenmure, der understøtter de klassiske gamle vinmarker,

Grassi familien var oprindeligt smede og dengang ret velhavende. Faktisk betyder Grassi; de fede. Susanna Grassi begyndte derefter at producere hendes egne Chianti Classico. Hun omlagde gradvist til økologisk drift og blev endelig certificeret i 2013 og hun har også siden nedjusteret anvendelsen af svovl i kælderen.

På vingården får Susanna hjælp af sin søster Maddalena Grassi og samlet passer de 10 hektar vinmarker. De 9 hektar ligger i Lamole, mens de også lejet 1 hektar i Conca d’Oro i  Panzano-in-Chianti og alle markerne ligger i 450-680 meters højde.

Her smager vi husets Chianti Classico Riserva 2015, som er lavet på 95% Sangiovese Grosso di Lamole samt 5% Canaiolo. Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med 14 dages maceration og derefter lagret 20 måneder på 500 liter franske tonneaux.

Duften er sgu lækker … mørk, moden og kraftig Chianti med både læder, stenjord, muldjord, kirsebær, blommer, mynte, en lille og frisk Campari bitterhed, ristede fade, toast, kaffe, kakao, blæk, engelsk lakrids, kanel, urter og så aromatisk træ.

I munden har vinen en god og stringent syre, perfekt modne druer med kirsebær, solbær, masser af intensitet og kompleksitet, fyldig, tæt med en vis friskhed, grafit, grape, bitterhed, tør kakao og alt med godt power, fortættet, mineralsk og med denne bitre, tørre og alligevel friske smag. Flot vin.

Forhandles af Terroiristen, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Terreno, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2017 Terreno, Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienDen sidste Terreno vin i femkløveret blev deres 2017 Chianti Classico Riserva og det var samtidig klart den bedste af de smagte vine fra den svenske Ruhne familie.

Denne gang har Sangiovese druerne fået lidt følgeskab af Cabernet Sauvignon. Gæringen og macerationen foregår i store ståltanke alene med druernes egne gærceller og med hver druesort separat. Efter gæring presses druerne og lagres i 24 måneder på italienske 24 hektoliter botti, hvorefter vinen stikkes endelig sammen, flaskes og har lagret yderligere 12 måneder. Der produceres årligt blot 7.000 flasker af denne vin.

Nu er der lagt yderligere et lag på … mere moden, mere kompleks, mere dybde fra fadene, som giver en rund, fortættet aroma af sorte, modne kirsebær, brombær og måske endda lidt jordbær, våde fade, tobak, læder, kakao, chokolade, masser af eg og tørre krydderier.

Denne vin har også smagsmæssigt en meget frisk frugt, men mere dybde, bedre sammenhæng og balanceret syre. Her galoperer syren ikke bare afsted, så frugten med kirsebær, hindbær og brombær kan meget bedre fornemmes. Tanninerne er fortsat tørre, men klart mer’ runde og venlige … og jeg kommer bare lige til at tænke på lidt risotto, for det vil være et match made in heaven.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 220 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Terreno, Chianti Classico, Toscana, Italien

2017 Terreno, Chianti Classico, Toscana, ItalienDenne Chianti Classico er den vin, som familien Ruhne på den lille vingård Terreno laver fleste flasker af. Hvert år producerer de nemlig 40.000 flasker og udgør således 40% af hele produktionen.

Terreno skriver selv, at vinen er lavet på Sangiovese, men ifølge VinGuruen er der imidlertid 5% Merlot blandet med. Vinen er så lavet i rustfrie ståltanke med en gæring alene med druernes helt naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 14 måneder på store 24 hektoliter egefade.

Fadlagringen klæder virkelig vinen … i næsen er der nemlig langt mere dybde, mere generøs og langt mere i harmoni. Det er modne kirsebær, skovbær, skovbund, svampe, tobak og et tydeligt præg af våde fade og så alligevel en rimelig frisk syre, som giver vinen liv, en småsyrlig friskhed kombineret med grønne urter, estragon, salvie og lidt mentolagtig parfume.

I munden er vinen langt mere frisk og syrlig end duften egentlig lovede. Frugten er stringent, streng og stærk … knuste hindbær, ribs, lyse blommer med tørre, lyse, grønne og uforsonlige tanniner, noget bitterhed, sten og jern. Det er en ung, ilter og direkte no-shit Chianti Classico med nerve.

Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7