Tag-arkiv: tempranillo

Tempranillo er en spansk, rød druesort, som er den mest udbredte røde drue i Spanien – og den 4. mest udbredte druesort i hele verden – og der er omkring 215.000 hektar vinmarker med druen i Spanien, hvor den specielt trives i Rioja og Ribera del Duero.

Den dyrkes også massivt i nabolandet Portugal, hvor Tempranillo er kendt under navnet Tinta Roriz og anvendes til både bordvin og portvine. Derudover findes der også marker med Tempranillo i Californien, Argentina og Australien.

Tempranillo betyder lidt tidligt og det navn har druen fået af vinavlerne, da druen modner tidligere end Garnacha aka Grenache, som den også ofte blandes med. DNA analyser har vist, at druen nok stammer fra Rioja og Navarra, men da klonerne over hele Spanien er forholdsvis ens, så indikerer det, at den er spredt over landet i nyere tid.

Tempranillo er en drue med et tykt skind og dermed et højt antal anthocyaniner og dermed  resveratrol, som er en polyfenol, som er en betegnelse for en antioxidant, som har en positiv effekt på vor helbred. Det giver vine med dyb farve og moderate tanniner, men smag meget velegnet til de moderne forbrugere.

Tempranillo druerne er bedst, når de opnår varme og solrige dage, som tillader modning af druens tykke skind kombineret med kolde nætter for at bevare den naturlige syrebalance. Så kommer druen virkelig til sin ret … og derfor er vinene fra de højtbeliggende marker i Ribera del Duero også nogle af verdens bedste på Tempranillo druen.

Vine på Tempranillo har smagsnoter, der spænder fra jordbær, solbær og kirsebær til svesker, chokolade og tobak afhængigt af vinmarkernes alder og det lokale mesoklima.

Samtidig reagerer Tempranillo ekstremt godt på lagring på egefade og i fx Rioja anvendes der traditionelt oftest fade af amerikansk eg, mens man længere mod vest i Ribera del Duero anvender en højere andel af franske fade og brugte fade for tillade mere frisk frugt.

2019 Bodegas Izquierdo, Antonino Izquierdo Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas Izquierdo, Antonino Izquierdo Vendimia Seleccionada, Ribera del Duero, SpanienUdover vinen Ninín fra Bodegas Izquierdo, så smagte vi da også husets 2019 Antonino Izquierdo Vendimia Seleccionada, som er topvinen af husets 2 vine.

Vinen er som Ninín lavet på Tempranillo fra 40 år gamle vinstokke og vinificeret i rustfri ståltanke med en kapacitet til 15.000 kilo og kun på druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 16 måneder på franske egefade.

I modsætning til Ninín er udtrykket ikke så let, men vinen har dog i næsen fortsat godt med frisk frugt … faktisk masser af frisk frugt og det er mørk frugt med sorte kirsebær, blommer og næsten en smule kandiserede, men derudover svømmer der nogle fede fadnoter forbi med mørk chokolade, kakao, vanilje, kanel og karamel.

I munden er vinen også klart til den sødere og mere ristede side, masser af overmoden, mørk frugt, brombær, blommer, kirsebær og jordbær, godt med fad … chokolade, mokka, kakao samt vanilje, men alt er blødt, cremet og meget behagelig. Sjovt nok synes jeg faktisk bedst om Ninín.

Ikke fundet herhjemme, men i hjemlandet koster vinen 24,10€ … svarende til 180 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Dominio de Atauta, Parada de Atauta, Ribera del Duero, Spanien

2017 Dominio de Atauta, Parada de Atauta, Ribera del Duero, SpanienEfter René Langdahl foredrag om de 10 Ribera del Duero vine kunne vi smage 3 vine mere og den første blev denne Parada de Atauta fra Dominio de Atauta.

Dominio de Atauta ligger byen Atauta ligger i Soria regionen i den østligste del af Ribera del Duero.

Byen har kun små 1.000 indbyggere, men en ret lang historie indenfor produktion af vine. Det siges, at vingården, der nærmest er bygget ind i klipperne har lavet vin i over 600 år, men den nyere historie startede dog i 1999, hvor Michael Sanchez købte gården og nogle vinmarker.

Atauta dalen er unik, idet den undgik vinlusen Phylloxera, som fra 1860 til ind i 1900-tallet hærgede Europa. Derfor findes der i Atauta vinstokke, som er  ældre end 150 år. Den isolerede beliggenhed og et lag af sand øverst i jordbunden er nok de vigtigste årsager til området unikke position.

I dag er vingården ejet af Avante Selecta Group, der i forvejen ejer vinhuse som Bodegas Óbalo i Rioja, Viña Nora i Rías Baixas, Viñas del Cénit i Tierra de Zamora og flere i Monterrei, Castilla La Mancha og Jerez. Da Avante Selecta Group er en del af Inveravante, så ejer de også en række fødevarerfabrikker.

Dominio de Atauta har selv 15 hektar vinmarker, men styrer også dyrkningen fra 30 hektar lejede marker. De 45 hektar vinmarker er inddelt i ikke mindre end 500 små markstykker, der alle ligger mellem 980 og 1.050 meters højde. Dyrkningsmetoderne er biodynamiske og økologiske … men ikke certificerede.

Denne Parada de Atauta er lavet på Tempranillo druer fra 80-100 årige vinstokke  og de høstes ret tidligt for at bevare friskheden og gæres i ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret hele 12 måneder på små barriques af fransk eg, hvoraf 50% er nye fade.

I næsen virker vinen mere rustik end de foregående vine, men der er bestemt et pænt fadpræg, som giver lidt mokka, chokolade, kakao og vanilje sammen med frugten af mørke bær, solbær, brombær, blåbær og lidt violer samt peber.

Smagsmæssigt bestemt en kraftig vin med en tung frugt, en vis friskhed, meget blød med de kraftige fadnoter med chokolade, sød lakrids, vanilje og solbær. Smager ret godt.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Bodega Sei Solo, Sei Solo, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodega Sei Solo, Sei Solo, Ribera del Duero, SpanienDenne eftermiddag blev Aalto slået af topvinen Sei Solo fra Bodega Sei Solo … men de to vinhuse har jo egentlig også et slægtskab via vinmager Javier Zaccagnini,

Bodega Sei Solo er et lille sideprojekt for vinmageren Javier Zaccagnini, når han ikke laver de ikoniske, spanske supervine Aalto og PS på Bodegas Aalto.

Javier Zaccagini er tidligere præsident for Consejo Regulador Ribera del Duero … som er et slags eksportråd for området. Han var også sammen med Mariano Garcia med til at grundlægge Bodegas Aalto i 1998, og nu har han grundlagt Bodega Sei Solo, hvor han laver to supervine … Preludio og Sei Solo.

Preludio har jeg smagt før … både i årgang 2015 og 2017.

Projektet har han opkaldt efter sit favorit klassiske musikstykke Sei Solo … en violin sonate fra Johann Sebastian Bach. Og topvinen – der blot hedder Sei Solo – har en kopi af den afdøde komponists håndskrift på etiketten.

Samlet har Javier Zaccagnin 5,8 hektar, hvoraf 2,7 hektar er egne marker fordelt på 4 marker, men han har lejet andre 5 marker, men alle med gamle vinstokke. De ligger primært i La Hora, men også i Pago de Santa Cruz, hvor stokkene er over 90 år.

Denne topvin Sei Solo er med udvalgte druer fra de to parceller Barroso og Acos i La Horra og fra stokke, der er mellem 60 og 90 år gamle. Druerne høstes med et meget lavt udbytte og med den største respekt for naturens cyklus.

Vinen er lavet med druernes naturlige gærceller i store 2.500 liter åbne egekar og efter endt fermentering er vinen lagret 2 år på store 600 liters brugte, franske egefade.

WTF? Sikke en duft, medicinagtig, tyk og tæt med en totalt vild aroma og intensitet. Der er masser af mørke og friske bær, næsten gærede bær, brombær, blåbær og jordbær, ædelhed, mahogni samt tobaksblade, bark … utrolig rig med kakaopulver, lakrids, en smule chokolade og så øverst godt med blomster.

Nøj hvor det smager godt og det er vildt, at man masser af det hele, både en stor friskhed og balance, som bare lige griber fat i munden og løfter smagen op til ædel, elegant niveau og fortsat med fad samt et bid af tørre og markant tanniner. Det bliver slet ikke overmodent Ribera, men har både en kæmpe friskhed og flot balance, en fin, fin syre, lidt salte noter og den mørke frugt med lidt uter og svagt små egeagtige trænoter. Mums.

Forhandles af Theis Vine, hvor en flaske koster 549,95 kr., mens prisen er 399,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7

2019 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas Aalto, Aalto, Ribera del Duero, SpanienVi skulle skam også smage gode, gamle Aalto i årgang 2019 … den legendariske Ribera del Duero kending. Vi er selvfølgelig hos Bodegas Aalto, der ligger vest for Quintanilla de Arriba tæt på legendariske Bodgas Vega Sicilia.

Og Bodegas Aalto er netop grundlagt af Mariano Garcias, der tidligere var vinmager på Vega Sicilia igennem mange år. Han grundlagde i 1998 nemlig Bodegas Aalto sammen med Javier Zaccagnini, der selv tidligere var direktør for Ribera del Dueros eksportråd og havde fået idéen om at skabe en af verdens største vine baseret på et unikke mikroklima i Ribera del Dueros.

Navnet Aalto udtrykker ganske enkelt essensen af de to grundlæggeres ønske om at skabe en af verdens største vine. Alto betyder høj på spansk. Aalto skal udtrykke noget endnu højere.

I dag har Bodegas Aalto opnået kultstatus blandt vininteresserede, hvilket skyldes Aaltos kvalitet, understøttet af pæne internationale anmeldelser og udmærkelser.

We wanted to unleash the full potential of Ribera del Duero, som Javier sagde. Resultatet kunne man smage allerede i Bodegas Aaltos anden årgang, hvor de lavede Spaniens højst ratede vin nogensinde på daværende tidspunkt.

Nogle år senere – i 2006 – blev ejerkredsen af Bodegas Alta udvidet med Masaveu og Nozaleda familierne, som begge også ejer vinerier i andre områder i Spanien og det betød en større stabilitet i hele projektet og investering i et moderne state of the art vineri.

Det er bygget efter Mariano Garcias nøje specifikation og er tegnet af samme arkitekt, som lavede Alvaro Palacios vineri i Priorat, så det er et af verdens mest avancerede byggerier af sin slags og er primært bygget under jorden efter gravity fed princippet.

Det vil sige, at vinen udelukkende flyttes rundt ved hjælp af tyngdekraften. I vineriet, som rækker fem etager ned, er der året rundt en konstant kølig temperatur.

I dag ejer bodegaen selv 32 hektar marker ud af de 130 hektar, som de har adgang til … og spredt på ikke mindre end 200 forskellige parceller omkring 9 byer. Nogle af markerne har gamle vinstokke, mens andre er fortsat har unge stokke, som med tiden vil kunne levere frugt til produktionen.

På Bodegas Aalto laves der to vine, som fremstilles på Tempranillo-druen. Den ene er denne Aalto og den anden PS – forkortelse for Pagos Seleccionados – som betyder udvalgte marker. Men senest har de faktisk også lavet en hvidvin … Blanco de Parcela, men mærkelig nok ikke på Albillo, men på Verdejo druen.

Samtlige vine fra Bodegas Aalto er siden vingårdens fødsel i 1999 blevet belønnet med 91 point eller derover af Robert Parker. Denne enestående rekord kan end ikke Vega Sicilia tangere.

Aalto er lavet på 100% Tinto Fino aka Tempranillo fra 40-80 år gamle vinstokke fra marker ved alle de 9 forskellige byer i området. Efter endt vinificering er vinen lagret 18 måneder … og på husets hjemmeside står der en blanding af nye og brugte egefade fra både Frankrig og USA, men det forlyder, at Mariano Garcias nu slet ikke anvender amerikanske fade og kun brugte fade for at mindske fadpræget.

Det kan bestemt duftes, at fadpræget med bl.a. nye og amerikanske fade er reduceret, for vinen har først i grønne noter, men for pokker en god balance af tyk, mørk frugt og dyb intensitet. Der er en lækker frugt med brombær, blåbær og sorte kirsebær suppleret med en tør engelsk lakrids, våd, flæsket aroma med mejeri, røget bacon, sødme, lette blomster og flot luftighed.

Som sidst har vinen et ekstra gear i automatgearkassen, for vinen nærmest smelter i munden, så smooth og fin med en sand urkraft og en frugt med andefond, engelsk lakrids, solbær, blåbær … virkelig tør og smager monstergodt. Igen er der tanniner, som umærkeligt sniger sig ind i din mund og sætter sig, ryster dine kindben, så du bliver glad.

Forhandles bl.a. af Uhrskov Vine, hvor en flaske koster 349 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Bodegas Izquierdo, Ninín, Ribera del Duero, Spanien

2019 Bodegas Izquierdo, Ninín, Ribera del Duero, SpanienMed denne fine Ribera del Duero vin Ninín fra Bodegas Izquierdo, så løftede vi lige niveauet i glasset en anelse.

Bodegas Izquierdo ligger godt ude på landet i et område rig på fyrreskove ved La Aguilera et par kilometer nord for Bodega y Viñedos Martín Berdugo, som vi smagte dagens første rosé fra.

Vinhuset er reelt startet i 1997 af ønologen Antonino Izquierdo, men han sendte først sine vine på markedet i 2006. Det er et ganske lille vinhus, der kun laver 2 forskellige vine og samlet kun 20.000 flasker årligt.

Markerne har vinstokke, der er over 40 år gamle og de drives både efter økologiske og biodynamiske principper, men al vinifikation sker med flytning af vinene alene efter tyngdekraften.

Vi smager her Bodegas Izquierdos Ninín, der er lavet på ren Tempranillo, hvor druerne er udvalgt meget omhyggeligt. Vinen er vinificeret i rustfri ståltanke med en kapacitet til 15.000 kilo og kun på druernes naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på franske egefade.

I næsen er der et gammelt, tørt fad, men frugten er langt mere direkte, skarpere og med et tørt islæt. Den har en langt mere lys og frugtrig side med blåbær, jordbær og brombær, en lille grøn note samt røg, ristede noter, lakrids, kakao og tobak.

Smagsmæssigt er det også en mere moderne Ribera del Duero, hvor fadnoterne ikke er så tunge. Der er god dybde sammen med en frisk og balanceret frugt, hvor vinen bare sidder i munden i lang tid samt smelter på en stringent måde. Der er stor koncentration, mørk frugt, lakrids, men har slet ikke dette vilde fagpræg, hvilket gør vinen langt lettere og lysere. Det smager vildt godt.

Ikke fundet herhjemme, men i hjemlandet koster vinen 9,35€ … svarende til 70 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Bodegas Félix Callejo, Majuelos de Callejo, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas Félix Callejo, Majuelos de Callejo, Ribera del Duero, SpanienVi iler videre med mer’ Ribera del Duero, for næste vin er en Majuelos de Callejo 2018 fra Bodegas Félix Callejo, der er ligger tæt ved Sotillo de la Ribera.

Vinhuset er grundlagt  i år 1989 af Félix Callejo, efter han mødte sin kone Pilar. Félix overtog som 16-årig driften og fortsatte blot driften som hans bedstefar og far også havde gjort, men Félix arbejdede samtidig også som en vinagent, hvor han fandt købere til vin fra andre lokale producenter i Sotillo. Da han i 1989 overtog driften, så oprettede Félix Bodegas Félix Callejo og startede med at flaske og sælge egne vine.

I dag er driften overtaget af 2. generation i form af Félix’ 4 børn Beatriz, Noelia, José Félix og Cristina Callejo. De har samlet 54,8 hektar vinmarker i 850-930 meters højde fordelt på 27 forskellige marker, hvor de dyrker Tinto Fino aka Tempranillo, Garnacha, Albillo Mayor og Merlot.

Her smager vi husets Majuelos de Callejo, hvor Tempranillo druerne kommer fra de 3 marker Nogales, Montecillo og Arenales, der alle liggwer i 870-890 meters højde ved Sotillo de la Ribera.

Vinen er lavet i rustfrie ståltanke med druernes naturlige gærceller og efter endt fermentering er vinen lagret 18 måneder på egefade af forskellige størrelse. Der er lavet 20.000 flasker af vinen.

Duftmæssigt er det virkelig klassisk Ribera del Duero og så med denne modne og ædle modenhed, hvor der er lidt ædeltræ, mahogni, teaktræ og tørt træ, blomme, blåbær, brombær, meget mørk, moden frugt, peber, timian, kakaopulver … lidt pågående i tørheden.

Selvom frugten i duften er godt moden, så virker frugten i smagen langt mere frisk, har nogle hvæsse tanniner og garvesyre, masser af kraft, men ikke sådan lige venlig og omgængelig, men virker faktisk lidt stærk. Der er nogle klare noter af fadet, vanilje, kanel, muskat, lidt mælkede noter og tørre krydderier. Ligger sådan lige mellem 5-5,5 store tomler.

Forhandles bl.a. af Sigurd Müller Vinhandel, men prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Bodegas Resalte de Peñafiel, Origen de Resalte, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas Resalte de Peñafiel, Origen de Resalte, Ribera del Duero, SpanienI mit lille første heat af Ribera del Duero ræset smagte jeg den fantastiske 2014 Gran Resalte fra Bodegas Resalte de Peñafiel og i dette heat 3 smager vi jeg nu deres Origen de Resalte i årgang 2018.

Det er en vin, somkommer fra minimum 30 år gamle vinstokke plantet på nogle højtbeliggende marker i Ribera del Duero Alle druer fra forskellige marker er vinificeret separat for til sidst at blive blended til den endelige vin. Al høst foregår ved håndkraft med en efterfølgende nænsom selektering af druerne.

Man benytter sig af koldmaceration og en efterfølgende temperaturkontrolleret gæring i 24 dage, som maksimalt kommer op på 30 grader. Ret hyppige overpumpninger foretages, inden vinen slutteligt lagrer i 14 måneder på 80% fransk eg og 20% amerikansk eg, hvor typisk 1/3 er nye … alt afhængig af årgangen.

I næsen er hverken fadet eller frugten helt så dominerende eller dyb, men duften lidt tør og urtet med brombær, svesker, brombær, måske endda lidt hindbær og blomster samt tydelige, runde tanniner. Vi får lidt fadnoter slutfasen med chokolade, kaffe og sød lakrids.

Smagen er pænt tør med solbær og brombær, en lidt blød og lakrids’et smag, hvor der kommer en tydelig syre, men det er mest det tørre, som fylder … men samlet en god Ribera del Duero.

Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 199 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 179 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 thumbthumbthumbthumbhalf_thumb

2018 Bodegas Ismael Arroyo, ValSotillo Finca Buenavista, Ribera del Duero, Spanien

2018 Bodegas Ismael Arroyo, ValSotillo Finca Buenavista, Ribera del Duero, SpanienBodegas Ismael Arroyo – ValSotillo ligger ved byen Sotillo de la Ribera i Burgos og derfra smager vi nu denne ValSotillo Finca Buenavista 2018.

Vinhuset var en blandt grundlæggerne af DO Ribera del Duero tilbage i 1982, for allerede i 1979 startede Ismael Arroyo med at tappe vin og han solgte det under de to navne Mesoneros de Castilla og ValSotillo.

Huset har samlet 25 hektar vinmarker og derudover en gammel underjordisk kælder på over 2.000 kvadratmester tilbage fra det 16. århundrede … hugget ind i klipperne under vingården. Det er i dag fortsat den gamle Ismael Arroyo, der ejer gården, men driver det sammen med søn og barnebarn.

Markerne ligger fordelt over 12 forskellige områder omkring bodegaen. Alle disse områder er ligger perfekt sydvendt og i op til 850 meters højde over havet. Vinstokkene dyrkes som buskplanter, uden opbinding og er imponerende 60-90 år gamle. Dette sikrer lavt udbytte af højeste kvalitet til alle bodegaens vine.

Al høst foregår i hånden og der bruges ingen former for sprøjtemidler i markerne. Gæringen af husets vine foregår kun ved hjælp af de naturlige gærceller, som findes i druernes skind.

Her smager vi deres 2018 ValSotillo Finca Buenavista, der er lavet på 100% Tempranillo, som alle kommer fra marken Finca Buenavista i 850 meters højde. Både den alkoholiske og malolaktiske gæring er sket ved kontrolleret temperatur i rustfri ståltanke. Derefter er den lagret 6 måneder på franske og amerikanske barriques, der alle er opbevaret i den gamle kælder.

I næsen er der et tydeligt – men ikke vildt – fadpræg, men en mere animalsk og landlig duft, faktisk rigtig fin aroma med lidt mødding og kostald, kirsebær, brombær, kakaopulver, lidt dadler, virkelig lækker og fin frugt, tobak og vanilje.

Smagsmæssigt er der også en rigtig god dybde, krop og smag, meget rund og venlig, godt med saft og saft … samtidig har vinen også en fin frugtsyre, blide tanniner samt røgede og ristede elementer.

Forhandles af Sæsonvine, hvor en flaske koster 189,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7   

2021 Bodega Sarmentero, Thanos, Ribera del Duero, Spanien

2021 Bodega Sarmentero, Thanos, Ribera del Duero, SpanienDen næste Ribera del Duero vin var helt modsat af Milénico, for denne Thanos fra huset Bodega Sarmentero er nemlig lavet helt uden brug af egefade … altså ren Tempranillo på ren stål.

Bodega Sarmentero er et af de nyere huse i Ribera del Duero og ligger nærmest i baghaven til et castiliansk hus i  Quintanilla de Arriba i Valladolid.

Ejendommen blev erhvervet i 1942 af Repiso familien og indtil da var den en del af 3 møllerhuse i byen, men dergang stod produktionen mest på kvægavl og dyrkning af hvede samt byg … samt en smule vinproduktion til ejet brug.

Det var Amparo Repiso, der som 4. generation i 2004 begyndte at satse på vinproduktion, markedsføring og salg. Siden dengang har hun løbende øget produktionen lidt efter lidt og i 2013 opførte hun også et helt nyt vineri.

Amparo har samlet 7 hektar vinmarker fordelt på de to marker Pago de Oyales merllem Quintanilla de Arriba og Peñafiel og så Peñuelas tæt på vingården. I dag er datteren Maria Lopez også kommet med i driften af vingården.

Denne er 100% Tempranillo, som er markant anderledes end de fleste Ribera del Duero vine. Den er udelukkende lavet på rustfrie ståltanke, hvor vinen også er lagret en kort periode.

I næsen er vinen virkelig anderledes, masser af blomster, ingen fadnoter, men i stedet meget frisk, men også lidt speciel. Det er dog en vin, som vinder på en, når man lige får vendt sig til den. Der er lidt tørre vaskeklude, men endda lidt vild beaujolaisagtig i stilen, landlig og en smule bondsk.

Vinen smager faktisk også lidt blomsteragtig med en bondsk og lidt kantet frugt, brombær, hindbær og klart lettere i stilen end området generelt. Vinen skal bruge lidt tid til at lokke aromaerne frem, men det klæder den sgu og den vinder lidt med tid i glasset.

Forhandles af Wineboutique, hvor en flaske koster 135 kr.

Vinanmeldelse 4/7

2016 Bodega y Viñedos Milénico, Milénico, Ribera del Duero, Spanien

2016 Bodega y Viñedos Milénico, Milénico, Ribera del Duero, SpanienSå kom første Ribera del Duero rødvin bordet og det blev denne Milénico fra vinhuset Bodega y Viñedos Milénico.

Vinhuset ligger ved den lille by San Martín de Rubiales i Burgos mellem Roa og Peñafiel af Ribera del Duero.

Vinhuset har været drevet af Milénico familien i generationer og drives i dag af Juan Manuel Junior, men blev grundlagt af hans oldefar – der også hed Juan – der havde et destilleri i byen og beholdte vinstokkene, da de ophørte driften af destilleriet.

Tidligere havde man 14 hektar marker, men solgte så blot druerne til nogle af områdets andre vingårde … ligesom rigtigt mange andre vinavlere i området.

Men det ændrede Juan Manuel Junior i 2012 med en egenproduktion og i dag har han 9 hektar, som er fordelt på 6 marker, bl.a. Socastillo, Carraroa, Rodero, Solapeña og Valdepila i Agujerón. De første vine kom på markedet i 2015. Markerne passes uden brug af sprøjtemidler og de gamle vinstokke sikrer et uhyre lavt udbytte.

Her smager vi husets 2016 Milénico, som er lavet med Tempranillo druer fra husets forskellige marker og lavet ført med premaceration ved 5 grader i en uge inden gæring med druernes egne gærceller og en start ved 20 grader og malolaktisk gæring  i franske egefade. Så har vinen lagret 22 måneder på nye franske 225 liter barriques.

Den massive fadlagring kan virkelig også duftes i vinen med det samme, for der er godt med fad og jeg har noteret meget brændte eller nye fade … og det passer også. Der er vanilje, kanel, masser af kakaopulver, mælkechokolade, solbær, brombær og svesker, tobak, kaffe og balsamiske elementer.

I munden har vinen også dette udtryk af brændte noter, mørk frugt, noget alkohol, solbær, brombær, peber og man man næsten smage fadet. Der okay med tanniner, er nærmest tanninsk frugtsød, så vi ligger sådan mellem 4,5 og 5 tomler.

Ikke funder herhjemme, men i hjemlandet koster vinen 34€ … svarende til 253 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7