Karakterskalaen

På Houlberg | Blog om vin og gode oplevelser rates de smagte vine efter mit eget lille system med Thumbs Up … eller ned. De dårligste vinanmeldelser får 1 Thumbs Down og de bedste vinanmeldelser får 7 Thumbs Up og der er mulighed for at give halve point.

Anmeldelsen tager ikke højde for pris, så anmeldelserne afspejler vinenes kvalitet og potentiale. Men derfor kan jeg sagtens finde på at skrive, om det er et godt køb eller ikke.

Skal man sætte ord på mine fede tommelfingre, så er her et par guidelines:


Elendig. På Parker skalaen svarer det vel til 50-59 point, altså en ganske uacceptabel vin. Udrikkelig er et hårdt ord, men det er tæt på.


Under middel. Det er altså en vin under gennemsnittet. Der er mærkbare mangler og vinen vil typisk være uharmonisk, forkert eller i ubalance. Parker vil typisk rate sådanne vine til 60-69 point.


Middel. Det er dermed gennemsnitlige vine, som man ellers kan hægte ord som enkel, uskadelig og okay på. Det er drikbart og i Parkers verden vel et sted mellem 70-79 point.


God. Nu begynder der at være kvalitet i vinene. Det er vine over gennemsnittet og vi begynder at bemærke detaljer, finesser, en vis kompleksitet, balance og uden de store fejl. Parker vil rate sådanne vine til 80-89 point.


Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.


Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.


Det sublime. Her venter en oplevelse udover det sædvanlige. Det er vine, som er ekstraordinære, dybe, komplekse og vidunderlige. Det er vine, som efterlader dig både måbende og tavs … og flaskerne bliver altid tømt hurtigt. På Parker skalaen er vi oppe mellem 98-100 point.

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger