2011 The Other Guys, Moobuzz Pinot Noir, Californien, USA

2011 The Other Guys, Moobuzz Pinot Noir, Californien, USAUnder navnet The Other Guys, Laid-Back Guys, Stand-Out Wines laver søskendeparret Mia & August Sebastiani fra den store, traditionsrige amerikanske vinfamilie Sebastiani en række spændende vine, som adskiller sig en smule i mængden. Vinene laves i serierne Hey Mambo, Leese-Fitch, Pennywise, Plungerhead, The White Knight og Moobuzz.

Historien om vinhuset starter helt tilbage i 1895, hvor Samuele Sebastiani, italiensk indvandrer, flyttede til USA og startede med at arbejde i et stenbrud nord for Sonoma. Med sine hårdt optjente penge købte han en lille vingård, hvor han opstartede en mindre vinproduktion.

I 1944 blev driften af vingården overtaget af sønnen August Sebastiani, som solgte vinene over det meste af USA, men det var først i 70’erne og 80’erne, hvor 3. generation i form af Augusts to sønner Sam og Don tog over, at vinhuset fik sit store gennembrud og voksede eksplosivt.

I dag er den oprindelige Sebastiani Vineyards and Winery solgt, og ejes af Foley Family Wines, som ejer en helt række af store vinhuse i USA. Jeg har skrevet lidt om Foley Family Wines og ejeren Bill Foley, da jeg smagte en 2010 Eos Estate Winery, Lost Angel California Cabernet.

Imidlertid er Sebastiani familien fortsat med at lave vine, nu via 4. generation i form af Mia & August Sebastiani og Tog Wines – som The Other Guys kaldes i daglig tale.

I Moobuzz serien laves der to vine, en Chardonnay og så denne Pinot Noir. Ja, helt Rolf ren er den nu ikke, for den består af 86% Pinot Noir, 10% Sangiovese, 3% Tempranillo og 1% Syrah. Sjov blanding! Druerne kommer fra en stor vinmarker i San Bernabe. August siger selv, at Sangiovese er tilføjet for at gøre vinen mere “kødfyldt”, men Tempranillo og Syrah er tilføjet for at give farve og dybde. Den har også fået lidt fransk eg … hvor lang tid ved jeg dog ikke.

Proppen skal vi også lige en tur omkring, for den har jeg ikke set før. Tog Wines kalder den en ZORK og fortæller, at det er en revolutionerende ny type vinprop. Man “skræller” nærmest plastikken rundt om flasken, og så er der en sød lille prop tilbage, som let fjernes. Vi bringer da lige fluks et par billeder af det sindrige system, som jeg ikke helt ved, hvad jeg skal synes om. Det pynter ikke på flasken.

Zork proppen      Zork - sådan virker den

Duften er sød Pinot med kirsebær, jordbær, svage krydderier og sød vanilje. Virker helt klart oversøisk og amerikanersød i næsen, og smagen er lidt i samme boldgade med stor sødme. Derudover er vinen også mere fed end sine europæiske søstre … hvilket vel heller ikke er en overraskelse. Tanninerne er bløde og der er lidt marmelade og svedsker i smagen. Nok en smule for opulent i min smag, men altid dejligt med Pinot Noir … på den måde er jeg jo nem.

Købt hos Smalle Vine, pris

Vinanmeldelse 4/7  

Skriv et svar