2007 Elio Grasso, Barolo Rüncot Riserva, Piemonte, Italien

2007 Elio Grasso, Barolo Rüncot Riserva, Piemonte, ItalienAftenens sidste Barolo var selvfølgelig også fra Elio Grasso, nemlig husets topvin Barolo Rüncot Riserva.

Jeg har i tidligere indlæg vist skrevet alt om vinhuset. Hvad kan jeg mere fortælle, som ikke allerede er skrevet om vinhuset? Jo forresten … vidste I, at Elio Grasso var bankmand inden han skiftede de bonede gulve ud med livet som vinbonde? Elio arbejdede i en bank i Torino i 1978, da hans bedstefar døde og efterlod ham vingården og lidt vinstokke på de i dag så berømte marker Gavarini og Ginestra i Monforte d’Alba. Elio forlod da også straks banken for at blive vinbonde.

Vinen her kommer netop fra den allerbedste del af den 1,8 hektar store Gavarini vinmark, og Rüncot Riserva laves også kun i de bedste årgang. Således er der fx ikke lavet Rüncot Riserva i 2005, 2009 og 2011.

Der arbejdes med meget små udbytter per hektar og det skaber en vin med en enorm intensitet. Vinen har et meget stort potentiale, og er allerede nu pga. den varme årgang 2007 mere tilgængelig end 2006-årgangen. Parker har givet vinen 95 point i denne årgang 2007.

Den vil kunne holde sig både 10 og 20 år i kælderen og udvikle sig yderligere, og er i modsætning til Elio Grassos andre Barolo’er lagret på 100% nye franske egefade, og fadene er smukt integreret i vinen.

Lad os endelig komme til smagningen af vinen. Duftmæssigt er der jord, kælder, den virker utrolig animalsk og meget tæt i duften med mørke frugter, næsten blommeagtigt, blomster, lavendel, lakrids, mynte, mineraler … lag på lag, dufter formidabelt. Smagen er sådan lidt solbær, fløjl, blødhed … igen meget tæt, kompakt og fyldig, og tanninerne skuer slet ikke, men er i fuld balance. Kraftig og fyldig eftersmag … men fortsat med syrebid og mineraler. Sådan … jeg synes den er bedre end 2006’eren … efter hvad jeg kan huske af indtryk fra den.

Forhandles af Jysk Vin, normalpris 775 kr., pt. på bud til 599 kr.

Vinanmeldelse 6,5/7 

Skriv et svar