2008 Juvé y Camps, Cava Brut Naturel Reserva de la Familia, Penedès, Spanien

2008 Juvé y Camps, Cava Brut Naturel Reserva de la Familia, Penedès, SpanienLige quick update fra ugen, som også bød på et par spændende vinøse oplevelser, startende med denne Cava fra det store Cavahus Juvé y Camps, som ligger ved byen Sant Sadurní D’Anoia i vinområdet Penedès, den nordøstlige del af Spanien ved den catalanske middelhavskyst syd for Barcelona. Det er et vinhus med en lang vinhistorie, og det har produceret kvalitetsvine i mere end 200 år.

Huset er grundlagt af Joan Juvé Mir i 1796, som sammen med sønnen Antoni Juvé Escaiola fik en mindre vinproduktion op at stå på familiens vingård i Sant Sadurní D’Anoia, men det var først generationer efter, at der kom gang i produktionen af den mousserende vin.

I 1921 var det nemlig Joan Juvé Baqués, som sammen med hustruen Teresa Camps Ferrer fik vingården rigtigt på fode og samme år lancerede den første mousserende vin, og siden har fokus været på de mousserende vine.  Juvé y Camps er i dag den indiskutabelt førende indenfor eksklusiv Cava, hvilket bl.a. kan illustreres ved, at hele husets Cava-sortiment udelukkende er luksus-Cava’er, som tilsammen udgør ikke mindre end 80% af det totale verdensmarked for eksklusive Cavaer.

I dag holder  Juvé y Camps til i en top moderne vingård, bygget i år 2000 og tegnet af familiens arkitekt, Josep Juvé Raventós.

Druerne kommer udelukkende fra Juvé y Camps egne marker, og familien ejer i dag fire vingårde og samlet omkring 420 hektar vinmarker, hvilket gør huset til den største besidder af vinmarker i Penedès. Plukningen af druerne foregår 100% manuelt, og kun den frit afløbne most anvendes for at få den fineste og mest elegante saft uden unødige bitterstoffer. Yderligere er man meget skånsom med filtreringen af vinen for at bevare så meget smag og aroma som muligt.

Betegnelsen Cava dækker over spansk mousserende vin lavet på Méthode Traditionelle, som også tidligere blev kaldt for Champagne-metoden. Grundvinen tilsættes således sukker og gær, hvorpå den tappes på tykke flasker for at gennemgå andengæring i minimum ni måneder. Jo længere tid vinen får lov til at ligge, jo flere smagsnuancer og jo finere mousse vil den færdige Cava opnå.

Efter endt lagring bringes flaskerne til pupitrene, en art flaskereoler, hvor flaskerne sættes med bunden i vejret. I denne stilling vil vinens bundfald samles i flaskehalsen, som nedsænkes i minus 20 graders frysevæske. Ved nedfrysningen indkapsles bundfaldet i en isklump, som man derpå slet og ret skyder ud ved at tage kapslen af flasken og lade kulsyretrykket presse klumpen op. Afslutningsvis toppes flaskens indhold op med en likør, som alt efter mængden, der tilsættes, giver en enten tør eller sød Cava.

Denne Reserva de la Familia er lavet på druerne Macabeu, Xarel-lo samt Parellada, dvs. de helt klassiske tre druer, som normalt anvendes i Cavaer, høstet på 3 af husets vingårde, nemlig Espiells, Can Massana samt La Cuscona. Der anvendes kun fritløbende most (dvs. den most, druerne afgiver, inden de presses). Vinen har lagret i minimum 36 måneder i flasken, inden den frigives til salg.

IMG_3629

Duftmæssigt byder denne Cava på lidt grønne æbler, lidt citrus, lidt nødder, honning, toast og den duft, som dej udsender, når man står og ælter til en portion friskbagte boller. Smagsmæssigt frisk, lidt cremet og generelt et positivt indtryk. Der er lidt mere sødme end fx en typisk champagne, men også godt med toasten, som går igen i smagen … den del elsker jeg. Måske en anelse tynd i eftersmagen, men fint glas mousserende vin.

Købt i Vinspecialisten, pris 165 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Skriv et svar