2009 I Luoghi, Fourisolco IGT, Toscana, Italien

2009 I Luoghi, Fourisolco IGT, Toscana, ItalienSå kom turen til aftenens kultvin. Paul havde stået for valget … kyndigt bistået af Hans Peter hos Jysk Vin, og de havde valgt denne spændende Fourisolco IGT fra vinhuset I Luoghi, som jeg længe har gået og kigget på, men aldrig smagt før.

Hans Peter har ellers tidligere anbefalet mig at en smage husets to hovedvine, Campo Al Fico eller Podere Ritorti, men så langt er jeg aldrig kommet. Læg hertil, at husets vine ikke hører til i den billige ende.

Vinhuset Azienda Agricola I Luoghi er beliggende i Castagneto Carducci i Bolgheri i Toscana, og det er en ganske ung vingård, grundlagt i 2000 af Stefano Granata. Han er oprindeligt uddannet elektronikingeniør, men havde længe haft et ønske om at lave vin i sin hjemegn.

Ønsket var også at føle sig helt tæt på naturen og processen, så han og hans kone Paola De Fusco, som i øvrigt også er uddannet ønolog fra Pisa, har været eneansvarlige for etableringen af vingården fra nyplantninger til der var vin i flaskerne, dog med hjælp fra vinkonsulenten og ønologen Gioia Cresti. Målet er enkelt og helt kompromisløst  – kun det bedste er godt nok. Derfor laver han også kun 2 vine plus et par specialcuvéer, heraf denne Fourisolco IGT.

Vingården har cirka 5 hektar jord, hvoraf 3,5 hektar er vinmarken, mens der på 1 hektar er oliventræer. Kompromisløsheden ses selvfølgelig også i markerne, hvor sprøjtemidler er bandlyst og gødning kun bruges i meget begrænset omfang. Han beskærer drueklaserne for at mindske udbyttet, men tror i øvrigt på at vinstokkene trives  bedst i naturens egen balance. Høsten foregår med håndkraft i september/oktober og alle parceller holdes separeret i hele vinifikationsprocessen.

Efter 20-30 dages gæring lægges vinen på nye franske egefade i henholdsvis mindst 16 måneder og mindst 24 måneder. Efter tapning flaskelagrer vinen yderligere nogle måneder.

De 2 hovedvine Campo Al Fico eller Podere Ritorti laves begge primært på Cabernet Sauvignon druen med tilsætning af lidt Cabernet Franc og fsv. angår Podere Ritorti også lidt Syrah og Merlot.

Der laves i henholdsvis 2.700 samt 12.000 flasker af disse to vine årligt. Denne Fourisolco IGT er lavet på 100% Cabernet Franc, og – så vidt jeg har kunnet finde ud af – alene lavet i 300 eksemplarer om året.

Denne vin kommer fra det bedste fad med Cabernet Franc fra marken Ritorti. Druerne er håndplukket og håndsorteret og bragt til vineriet i små kurve. Gæringen foregår spontant uden brug af industrielt gær. Processen tager 20-30 dage. Efter omstikning til små fade af fransk eg lagrer vinen her i mindst 24 måneder. og efter tapning yderligere i 6 måneder på flaske inden den frigives.

Duftmæssigt fik jeg noteret mig ribs, kirsebær, solbær, varmt fyldigt indtryk, alkohol, blæk, egefade og grønne noter. Smagen er silkeblød, bløde tanniner, dejlig sødme fra frugtsukker og generelt meget let i udtrykket. Smagen er langt bedre end duften, og det er en meget elegant vin, hvor syren spiller flot rundt i munden. Vinen er meget velstruktureret og har lang eftersmag. Klasse.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin, pris 595 kr. I udlandet koster vinen omkring 59€.

Vinanmeldelse 6/7 

Skriv et svar