2008 Weingut Spiess, Pinot Noir Löwenberg Selection Alexander von Essen, Rheinhessen, Tyskland

2008 Weingut Spiess, Pinot Noir Löwenberg Selection Alexander von Essen, Rheinhessen, TysklandPinsens første rødvin … én af de mange (18 helt præcis) spätburgundere, som jeg netop har indkøbt i Tyskland. Vi er på vingården Riederbacher Hof i den lille by Bechtheim i Rheinhessen, lige nord for Pfalz, hvor Weingut Spiess holder til.

Vinhuset Spiess er kendt i Tyskland for høj kvalitet, og drives af brødrene Burkhard og Jürgen Spiess, som begge er kvalitetfanatikere. Streng udbyttereduktion, omsorgsfuld pleje af vinmarkerne, blid behandling af druerne, traditionel tænkning samt moderne kælderteknologi er med til at frembringe vine, som er blevet belønnet med en lang række nationale og internationale priser.

Vingården har af Gault Millau i 2012 fået 3 druer, af Eichelmann også 3 stjerner i 2012, mens bladet Feinschmecker har medtaget vingården blandt de “900 besten Weingüter in Deutschland” med 2,5 gourmetpoints. Det er en typisk familiegård, hvor alle familiemedlemmer hjælper til i driften, og udover Burkhard og Jürgen tæller familien også Ilse, Ute, Johannes og Christian.

Weingut Spiess har i alt  26 hektar vinmarker rundt om Bechtheim samt Westhofen. Riesling udgør 28% af de dyrkede druer og udgør dermed en betydende del af produktionen, men også rødvin fylder godt hos Spiess, idet omkring 50% af markerne er tilplantet med rødvinstokke, bl.a. Portugieser, Dornfelder, Saint Laurent, Schwarzriesling, Cabernet Sauvignon, Merlot og selvfølgelig Spätburgunder. Blandt de bedste marker hører Bechtheimer Hasensprung, Geyersberg, Heilig-Kreuz samt Westhofener Kirchspiel. Der produceres årligt omkring 210.000 flasker vin hos Spiess.

Denne vin, hvor druen sjovt nok kalder ikke kaldes Spätburgunder, men Pinot Noir, er en enkeltmarksvin, nemlig fra marken Löwenberg. Den er lavet specielt for den store tyske vinkøbmand Alexander Baron von Essen, og sælges alene gennem hans store vinfirma, heraf også titlen fra bagsiden af etiketten “Selection Alexander von Essen”. Vinen fremgår således heller ikke af vingårdens egen hjemmeside. Löwenberg markens undergrund er ler/kalkmergel, og alle druerne til vinen håndplukkes, hvorefter vinen fermenteres i 3 uger for derefter at lagre i 22 måneder på egetræstønder.

Lad os hælde lidt af vinen indenbords. Lad os først dvæle lidt ved farven, teglfarvet … druesorten synes afsløret med det samme. Bliver man ikke bare i godt humør, når man ser et vinglas fyldt med Pinot Noir? Duftmæssigt også hurtigt identifikation af druen … sød kostald, kirsebær, klassisk tysk, men også en anelse krydret i udtrykket.

Smagsmæssigt en lidt mere “varm” eller fyldig Spätburgunder end man normalt finder i Tyskland, og ved første indtryk synes vinen en spids for sød og saftevandagtig, men efter et par timer i glasset begynder vinen at åbne mere for flere smagsnuancer og vinder lidt. En meget frugtrig, varm og fyldig aroma. Mangler dog overordnet lidt mere syre, men en meget drikkevenlig vin, som har fået godt med sol. Hmmm, ganske okay.

Købt hos Belvini til 13,90€

Vinanmeldelse 4,5/7 

Skriv et svar