2011 Louis Bernard, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2011 Louis Bernard, Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigEndnu en af de mange vine fra det store byggemøde i lørdag. Vi er hos negociantfirmaet Louis Bernard, som ligger i Caumont sur Durance, ca. 15 km sydøst for Avignon. Herfra smagte vi en Châteauneuf-du-Pape.

Vinhuset Louis Bernard blev grundlagt i 1976 i Orange som Les Domaines Bernard. Fra 1996 førtes vinene under mærket Louis Bernard, men før dette som Michel Bernard. I 1998 blev firmaet opkøbt af Boisset, et stort, internationalt vin- og spiritusfirma. Det betød også, at man i 2003 havde midlerne til at købe klosteret “Chartreuse de Bonpas” i Caumont sur Durance.

På denne adresse har Louis Bernard nu hovedkvarter, kældre og smagelokaler, hvorfra man kan smage alle husets vine. Til klosteret hører også 45 hektar Côtes du Rhône vinmarker.

Druerne til denne Châteauneuf-du-Pape kommer fra forskellige producenter i Châteauneuf-du-Pape og er lavet på druerne Grenache, Syrah og Mourvèdre.

Duftmæssigt mørke frugter, lakrids og meget animalsk i næsen. Smagsmæssigt er vinen meget blød og cremet med lidt søde undertoner. Smagen præges også af lidt alkohol, og måske en anelse flad i eftersmagen.

Købt i Føtex, pris 149 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

Skriv et svar