2011 Domaine des Chezelles, Touraine Sauvignon Blanc, Loire, Frankrig

2011 Domaine des Chezelles, Touraine Sauvignon Blanc, Loire, FrankrigSidste hvidvin i “ta’ selv vinbaren” var denne Touraine Sauvignon Blanc fra en lille familieejet vingård i Loire, Domaine des Chezelles.

Vingården drives af Alain Marcadet og hustru. De er tredje generation på vingården. Alain overtog driften af vingården for et et par år siden, da begge hans forældre døde. Hustruen står for kontor, administration og “dørsalget”, hvorfra de sælger omkring 30% af deres produktion. Alain passer markerne og producerer vinen. Derudover står Alain også for salg til en række private kunder, som han selv leverer til lokalt.

Kun omkring 40% af produktion sælges til ganske få vinfirmaer, og i Danmark er det fx Theis Vine, som har importen.

Vingården består af et kludetæppe af vinmarker, i alt 24 hektar sandede kalkstenskråninger ned med floden Cher. Denne fine jord giver en god mineralitet og passer derfor perfekt til Sauvignon Blanc.

Vinstokkene er mellem 15 og 70 år gamle. Samtidig har Loire altid været kendt som et af de områder, der har været i front med hensyn til at drage nytte af nye erkendelser og nye teknologier, og Domaine des Chezelles er et fornemt eksempel på denne tilgang.

Vinen her kommer også fra én af de marker, som ligger på toppen af Noyers-sur-Cher og skråner ned mod floden Cher. Lad os smage vinen. Duftmæssigt meget mere aromatisk end de øvrige hvidvine denne aften. Der er masser af hyld … store mængder, græs,  citrus og urter.

Smagsmæssigt også fin fylde, men alligevel let og behagelig. Der er også en god balance mellem sødme og syre, og eftersmagen er fin med mere hyld. Dejligt.

Kan købes hos Theis Vine til 84,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Skriv et svar