2009 Ernesto Ruffo, Basaltico IGT, Veneto, Italien

2009 Ernesto Ruffo, Basaltico IGT, Veneto, ItalienAftenens sidste vin … her slutter vi sgu også spændende. Vi bliver i Italien, men rykker lidt mod nordøst, nemlig til Veneto området, hvor vi finder en ganske lille Amarone producent, Azienda Agricola Ernesto Ruffo. Den lille vingård ligger i byen Lavagno ved de vulkanske bakker i San Briccio, der grænser op til Mezzane dalen.

Ernesto er en autodidakt og unik vinmager, som begyndte at lave vin til sin familie, men hans vine vandt efterhånden mange beundrere og mange af branchens eksperter, betragter ham i dag som én af ​​de store producenter af Amarone. Det har nu ikke påvirket Ernesto, som fortsat har en meget beskeden produktion. Samlet set producerer han i samarbejde med sin søn Leonardo mindre end 5.000 flasker Amarone og Valpolicella Superiore om året. Det er ikke meget, og vinene er derfor også svære at få fat i.

Det er svært at finde info om denne lille producent, som ganske vist har en hjemmeside på nettet, men uden information … udover en mailadresse, men det er jo også ganske charmerende, at alle kræfter på vingården alene bruges på at lave god vin. Jeg ved også, at det er svært at få lov at købe vinene fra Ernesto Ruffo og Jysk Vin har fortalt, at de allernådigt fik lov til at importere omkring 100 flasker af hans Amaroner.

Basaltico IGT er lavet på et blend med Corvina som den primære drue. Jeg har ikke kunnet finde en fordeling mellem druerne eller noget om lagringen af vinen, men det må I så have tilgode. Har faktisk en Amarone liggende fra Azienda Agricola Ernesto Ruffo, og når den proppes op, så kan vi jo vende tilbage til dette spændende vinhus. Årgang fremgår ikke på flasken, men jeg gætter 2009. Det kunne dog også godt være en N.V. (Non Vintage), men det vil være lidt underligt fra sådan en lille producent.

Duftmæssigt lidt mørke bær, blomster og krydderier. Meget rustik og klassisk i duften og det gode, simple håndværk fornemmes. Smagen præges af mørke bær, brombær … fint kombineret med lidt krydderier og en skarp, men præcis syre, som giver god balance i vinen. Klassevin.

Hvem medbragte vinen: Paul

Købt hos Jysk Vin til 279 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

Skriv et svar