2015 Weingut Jülg, Spätburgunder Trocken, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Jülg, Spätburgunder Trocken, Pfalz, TysklandNu har jeg jo lige rost tysk Spätburgunder i årgang 2015, og nu smager jeg så endnu én fra den store årgang, nemlig den helt almindelige Spätburgunder Trocken, som er den røde basisvin aka Gutswein fra Weingut Jülg.

Som jeg skrev i nogle af de foregående blogindlæg om Jülg, så har vinhuset sine marker både på den tyske og franske side af grænsen, da de strækker sig fra vingården i Schweigen-Rechtenbach og et par kilometer ind over grænsen til Wissembourg i Alsace.

Druerne til denne basis Spätburgunder Kalkmergel kommer også fra begge sider af grænsen, idet 50% er tyske og 50% franske. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke, men er efterfølgende lagret 12 måneder på store gamle træfade.

Snudeskaftet i glasset … første snif er klart krydret, men derudover let skovbund, eg, lindetræsolie, meget svag kanel, lidt stald, lys frugt, kirsebær, jordbær samt de helt unge, lysegrønne skud fra et lærketræ. Åbner sig med luft i glasset og bliver mere givende.

Smagen er mørkere end duften, fortsat kirsebær, men også lidt blommer og brombær blander sig. Der er faktisk masser af frugt, fin robust syre, virkelig bid i vinen med jern, sten, peber, lakrids, stor tørhed og en krydret eftersmag … også uden letheden fra Spätburgunder’en på noget tidspunkt tabes. Houlberg er glad.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 159 kr., men ved køb af 3 flasker er prisen 119,25 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7