2009 Weingut Kühling-Gillot, Oppenheimer Kreuz Spätburgunder GG Trocken, Rheinhessen, Tyskland

2009 Weingut Kühling-Gillot, Oppenheimer Kreuz Spätburgunder GG Trocken, Rheinhessen, TysklandNæste vin var en 10 år gammel Grosses Gewächs, nemlig Oppenheimer Kreuz Spätburgunder GG Trocken fra ægteparret Carolin Spanier-Gillot og Hans-Oliver Spanier fra Weingut Kühling-Gillot.

Parret der driver både Weingut Kühling-Gillot og Weingut BattenfeldSpanier har jeg skrevet om tidligere. Sidst var i oktober sidste år, hvor jeg var oppe at ringe over en 2016 Nackenheim Rothenberg Wurzelecht Riesling GG. Hvis du vil vide lidt om husene, så kan du eventuelt læse det blogindlæg.

Oppenheimer Kreuz marken ligger lidt syd for Oppenheim by, og Kühling-Gillots parcel er placeret helt centralt på marken, som er præget af grus og kalksten. Og på marken har Kühling-Gillot primært Spätburgunder … eller helt præcis franske Pinot Noir kloner af sorten 667, som er podet på gamle vinstokke.

Denne Oppenheimer Kreuz Spätburgunder GG Trocken er en vin, som Kühling-Gillot er ganske stolte af, hvor en årgang 1999 er nemlig blevet serveret for pave Benedict som en altervin.

Vinen er lavet helt traditionelt og har lagret i brugte burgundiske barriques, men hvor lang tid fremgår dog ikke. Imidlertid følger den jo nok de almindelige principper hos Kühling-Gillot; at vinene først tappes på flaske, når de mener, at vinene er klar. De er en vin, som huset selv siger bør gemmes mindst 10 år … og det opfylder vi så netop med denne 2009’er.

I næsen virker vinen først en anelse lukket, men giv den lidt luft, så åbner den sig. Frugten lidt mørkere end forventet, men alligevel uden tvivl tysk Spätburgunder. Der er blåbær, kirsebær, hindbær, masser af grønne blade og lidt burgundiske elementer, lidt mentol, æteriske olier og dampe, maling, masser af eg og lidt kul.

Smagen er blød og smeltende, vinen let i frugten med lidt hvid peber og en krydret eftersmag. Der er jern, mineraler, grønne grene og streng syre. Alligevel er der noget varmt, behageligt og meget modent ved vinen.

Forhandles af Atomwine, hvor en nyere årgang koster 349 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7