2005 Domaine Machard de Gramont, Aloxe-Corton Les Morais, Bourgogne, Frankrig

2005 Domaine Machard de Gramont, Aloxe-Corton les Morais, Bourgogne, FrankrigDet burgundiske vinhus Domaine Machard de Gramont er jeg tidligere stødt på … og det sker nu igen med en fin, sart og rød Aloxe-Corton Les Morais i vinglasset.

Domaine Machard de Gramont ligger i byen Prémeaux-Prissey ved Nuits-Saint-Georges i Côte de Nuits og er en traditionel familieejet vingård, der i dag drives af Arnaud Machard de Gramont sammen med hans to sønner Alban og Alexis efter de gamle traditioner.

Vingården har været i familiens eje siden 1830 … oprindeligt som negociantfirmaet Dufouleur. Arnaud drev oprindeligt vingården sammen med sine to brødre, men brødrene brød samarbejdet i 1984 og delte vinmarkerne. Arnaud fortsatte med sit eget domæne, som han kaldte Domaine Machard de Gramont.

Broderen Bernard Machard de Gramont etablerede Domaine Bernard Machard de Gramont, som i dag drives af hans datter Axelle Machard de Gramont, mens den tredje broder etablerede Domaine Chantal Lescure i Nuits-Saint-Georges.

Domaine Machard de Gramont har samlet 20 hektar vinmarker i et område fra Chenôve syd for Dijon til Puligny-Montrachet syd for Beaune … og nogle af de bedste parceller i området. De fleste marker ligger omkring vingården, men deres lille parcel i Puligny-Montrachet – Chardonnay druens højborg – har familien engang arvet.

Der er lavet vine på gården i mange generationer, hvilket bl.a. en gammel vinkælder fra det 11. århundrede også vidner om. Det er selvfølgelig med fantastiske hvælvede lofter, som giver den gamle kælder et katedral-lignende udseende.

De røde Bourgogner laves efter den klassiske og arbejdskrævende opskrift med lang gæring og en del af stilkene på druerne. Selve vinifikationen sker i åbne fade med daglig bearbejdning for at udtrække så mange smagsnuancer og så meget farve som muligt.

Efterfølgende modner vinene på små egefade i 15–20 måneder afhængig af kvalitet og type. Der produceres omkring 100.000 flasker årligt på Domaine Machard de Gramont.

Denne Aloxe-Corton Les Morais er en enkeltmarks bourgogne, som kommer fra den 0,7 hektar store mark Les Morais, som ligger i den nordøstlige del af Aloxe appellationen. Vinen er egentlig lavet efter ovennævnte forskrifter og ved lagringen er den anvendt 25% nye fade.

Næsen har denne lyse, blide og elegante modenhed, som gør vinene fra Bourgogne specielle og indbydende. Der er lidt landlighed, mødding, gazebind, mellemrøde og lyse bær, kirsebær, ost, mentol, fennikel samt nogle grønne noter.

I munden er det sgu en elegant vin … lethed med lyse bær og lidt kirsebær, ganske tør, polerede tanniner, grafit, syrlig og virkelig elegant. God bourgogne.

Vinene fra Machard de Gramont forhandles flere steder, bl.a. af Bichel Vin, men denne Aloxe-Corton Les Morais er ikke fundet i sortimentet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7