2015 Sartori, L’Appassione Rosso delle Venezie, Veneto, Italien

2015 Sartori, L’Appassione Rosso delle Venezie, Veneto, ItalienCasa Vinicola Sartori holder til i byen Negrar omkring 10 kilometer nord for Verona og omkring 15 kilometer øst for Gardasøen i Veneto området. Nu smager jeg igen en vin fra Sartori, nemlig deres L’Appassione Rosso delle Venezie.

Sartori eller Sartori di Verona er grundlagt for 120 år siden, nemlig tilbage i 1898, hvor Pietro Sartori købte den lille vinmark Villa Maria og en lille vinkælder for at sikre stabile forsyninger af gode kvalitetsvine til sit hotel. Det blev grundstenen til vinfirmaet Sartori – og vin har lige siden været Sartori-familiens kald.

Siden 1998 har vinhuset været drevet af 4. generation i form af den blåøjede Andrea Sartori, som selv elsker cubanske cigarer og har et ondt golfsving. Det er Andrea, som står bag vinhusets enorme ekspansion efter hans overtagelse af driften.

Andrea er selv uddannet indenfor økonomi og har haft sin uddannelse både på universitetet i Verona, på Cuoa Business School i Vicenza samt New York’s Columbia University. Han startede med at få åbnet for salg af husets vine til både USA, Canada og hele Europa.

Derefter indledte Andrea en række ambitiøse initiativer, der skulle gøre Sartori en stor spiller både i hjemlandet samt på de internationale markeder. Han slog sig fx sammen med Cantina Colognola for at sikre en stabil forsyning af druer … og fik dermed med et snuptag yderligere 2.500 hektar vinmarker.

For at sikre kvaliteten hyrede han også den højt profilere ønolog Franco Bernabei som konsulterende vinmager, hvilket udover en generelt løft af alle vinene også resulterede i skabelse af topmærket I Saltari.

Senere er forretningen også udvidet med købet af Mont’Albano i Friuli og joint venture med Cerulli Spinozzi d’Abruzzo og Feudo Sartanna på Sicilien.

I dag regnes Sartori som en store indflydelsesrige vinhuse i Italien og Andrea har bl.a. haft bestemmende roller som præsident i flere af de store organisationer i vinbranchen, fx Confederazione della Vite e del Vino, Premio Morsiani og Federvini … blot for at nævne nogle få.

Denne L’Appassione Rosso delle Venezie er produceret på 50% Corvina, 25% Corvinone, 20% Merlot og 5% Cabernet Sauvignon, som alle kommer fra nogle af vinhusets marker. Druerne høstes med stor omhu og lægges i kasser for delvis tørring indtil begyndelsen af november måned. Efter gæringen lagres vinen på store egetræsfade i nogle måneder for til sidst at blive tappet på flaske.

I forhold til, at druerne skulle være tørret, så er farven langt lysere end forventet, meget luftig i næsen og måske også en kende neutral med lette balsamiske noter, kampfer dråber, hindbær og ribs.

Smagsmæssigt en meget drikkevenlig og småsød vin, hvor jeg klart mangler lidt kompleksitet og dybde. Det bliver lidt for meget saft og er uden modstand, syre eller intensitet. Det en lidt en vinøs Keld Heick, venlig, flink og en vinder til en pizza fra Dr. Oetker.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 61,95 kr.

Vinanmeldelse 3/7