2012 Château Lamothe-Vincent, Le Grand Rossignol, Bordeaux, Frankrig

2012 Château Lamothe Vincent, Le Grand Rossignol, Bordeaux, FrankrigJeg havde smidt lidt Bordeaux ind i smageprogrammet, nemlig denne Le Grand Rossignol fra vinghuset Château Lamothe Vincent, der ligger en halv times kørsel stik syd for Saint-Émilion by.

Det lille Bordeaux-slot drives af Christophe og Fabien Vincent, men er grundlagt for mange år siden, da deres oldeforældre i 1873 og 1920 købte de første parceller. Det var dog først i 1969, at slottet begyndte af sælges deres vine og i dag arbejder seneste generation – Christophe og Fabien – målrettet på at gøre Lamothe Vincent til en af de bedste ikke-klassificerede ejendomme i Bordeaux.

Christophe er ansvarlig for markerne, som i store træk dyrkes efter økologiens og biodynamikkens retningslinjer, selvom Château Lamothe Vincent ikke er certificeret på nogle af områderne. Fabien – som I ser på billeder ovenover – står for arbejdet i vinkældrene, hvor han tilstræber at fremstille generøse og ekspressive vine.

Château Lamothe Vincent har samlet 80 hektar, som strækker sig over 2 forskellige områder og terriors … nemlig fra Entre-Deux-Mers til Côtes de Bordeaux og Haut-Benauges. Vinene laves i et moderne vineri, som er bygget i år 2000.

Denne Le Grand Rossignol er en enkeltmarksvin på 100% Merlot fra den lerholdige mark Le Grand Rossignol i St-Félix de Foncaude … en 3 hektar stor mark. Druerne er for årgang 2012 høstet med et udbytte på 42 hektoliter pr. hektar.

Druerne er 100% afstilket og vinen lavet med en kold maceration i 6 dage inden gæring ved 28 grader i 20-30 dage. Derefter er vinen lagret sur lie 16 måneder i nye franske barriques.

Duftmæssigt dyb solbær, brombær, fed og flommeagtig med lakrids, vanilje, cigaræsker, kakao, røgede fade, toast, tobak, lidt mentol og næsten fløjl for næsen. Der er kraft, mørke og tæthed … ganske indbydende og kraftig Bordeaux.

I munden er det også en utrolig kraftig, fed, tyk og mørk Bordeaux, godt med tanniner, bitterhed, mørk frugt, tørhed, mørk chokolade og tonsvis af lakrids. Der er nogle brændte elementer samt salte mineraler og det er en ganske velsmagende vin.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 199 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7