2013 Pieropan, Calvarino, Veneto, Italien

2013 Pieropan, Calvarino, Veneto, ItalienFra det gamle, historiske vinhus Pieropan – eller helt korrekt Societa’ Agricola Pieropan Di Leonildo Pieropan & C. S.S. – midt i Soave by skal vi smage vinen Calvarino.

Pieropan er grundlagt i 1880 af lægen Leonildo Pieropan i den gamle ejendom Palazzo Pullici midt i Soave by. Leonildo interesserede sig for biologi og kemi, så han startede med at lave vine fra nogle af familiens marker. Det arbejde blev videreført af hans to sønner Gustavo og Fausto, men i dag drives vinhuset af 3. og 4. generation i form af Leonildo Pieropan og hans sønner Andrea og Dario. Det er dem, som I kan se på billedet ovenover.

Familien har samlet 35 hektar, hvilket bl.a. omfatter markerne Calvarino, La Rocca og Garzon.

Udover den gamle ejendom Palazzo Pullici ejer familien også den pragtfulde ejendom Villa Cipolla Pieropan i Tregnago. Den købte de i 2002, således de også kunne lave vine tættere på Verona … herunder Amarone, da villaen har store arealer til tørring af druerne. Familien har siden købet løbende været i gang med en større renovering af bygningen.

Nå, men her smager vi vinen Calvarino med druer fra netop den mark, som familien købte i 1900. Vinen er lavet på 70%  Garganega og 30% Trebbiano di Soave … 30-60 år gamle vinstokke.

Navnet Calvarino stammer fra lille Golgota, som hentyder til, hvor svær jorden var at arbejde med samt en lang snoet  sti, som går fra bund til top af vinmarken.

Vinen blev lavet første gang i 1971 og er symbol på den mest traditionelle og mest karakteristiske vin fra Soave området. Vinen har et stort gemmepotentiale og selv vine over 20 år har været ranke og vist forbavsende friskhed og endda utrolig stor kompleksitet.

Druerne er afstilket og knust, hvorefter mosten overføres til en glasforet cementtank for fermentering ved 16-18 grader. Der lagrer vinen også – sur lie – i 12 måneder, hvorefter vinen aftappes og lagrer på flaske et par måneder inden frigivelse.

I næsen er det en fed, fyldig … ja nærmest opulent vin med smørfedme, hvid peber, masser af krydderier, hyld, lemon, sødme, rugbrød, blomster, sæbe, valnødder, honning og safran.

Smagen er også fed og cremet med lemon, passionsfrugt, melon, mens syren er forholdsvis beskeden. Dermed bliver det samlet en blid og fed vin, men meget smagfuld og god lang eftersmag.

Importør er Adriat Vinimport og en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7