2016 Weingut Tesch, Riesling Unplugged, Nahe, Tyskland

2016 Weingut Tesch, Riesling Unplugged, Nahe, TysklandFørste vin fra Riesling Vineyard Boxen fra Weingut Tesch var med den sorte kapsel … Riesling Unplugged med druer fra alle 5 marker.

Og de 5 marker er altså Karthäuser, Königsschild, Krone, Löhrer Berg samt St. Remigiusberg … og primært druer fra de yngste vinstokke.

Martin Tesch betegner selv Unplugged som en demokratisk vin, der gør sig lige godt, hvad enten den bliver serveret på Reeperbahn eller på Restaurant Tantris i München, der betegnes som én af Tysklands bedste.

Vinen er fremstillet med spontangæring og kort modning på ståltank, men den må også – efter at ha’ smagt samtlige 6 vine – betegnes som den svageste patron i seksløberen.

Duften er ganske overraskende … virkelig god og bedre end forventet med modne æbler, pærer og har den også lige en snert af lidt petroleum? Der er en fin mineralsk nerve og god dybde.

I munden er Unplugged mineralsk, frisk og sprød, mens dybden ikke helt lever op til duften. Der er grønne elementer, jern, citrus, en smule bitterhed og absolut til den tørre side. Der er masser af frugtsmag i vinen.

En del af Riesling Vineyard Box, som forhandles af Supervin til 999,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7