2014 Didier Mouton, Terres & Mer Albera i Marenda, Sud-Ouest, Frankrig

2014 Didier Mouton, Terres & Mer Albera i Marenda, Sud-Ouest, FrankrigVi nupper lige sidste vin fra den lille biodynamiske vinbonde Didier Mouton … og denne gang vinen Terres & Mer Albera i Marenda … ren Grenache fra gamle vinstokke på 3 forskellige parceller.

Terres & Mer Albera i Marenda er en Vin de France, men som alle vinene hos Didier Mouton alene lavet i beskedent antal … denne alene i 354 eksemplarer med – som nævnt – druer fra 3 parceller, som ligger tæt ved Banyuls og har vinstokke plantet tilbage i 1950’erne i sandet og skiferrig jord.

Vinen er lavet med maceration på hele klaser og efter endt fermentering er vinen lagret 2 år på gamle fade. Derefter er vinen lagret 6 måneder i kar inden vinen tappes på flaske uden tilsætninger af nogen slags.

Duften er kandiserede kirsebær, bio, krudt, brun farin, opulent med masser af fedme, sødme, blødhed, men også en vis syrlighed. Smagen er til den sødere side … faktisk næsten let perlende, dog med et vist tanninbid. Men samlet bliver det en sød og kirsebærdrevet vin.

Ingen forhandler herhjemme, men i Frankrig koster en flaske 32€ … svarende til 238 kr.

Vinanmeldelse 4/7