2010 Mouthes Le Bihan, Pérette et les Noisetiers, Sud-Ouest, Frankrig

2010 Mouthes Le Bihan, Pérette et les Noisetiers, Sud-Ouest, FrankrigMouthes Le Bihan ligger lidt udenfor byen Saint-Jean-de-Duras i Dordogne og laver vine under appellationen Côtes de Duras. Vi skød Vestfrankrig smagningen i gang med en vin fra vingården, nemlig denne Pérette et les Noisetiers.

Vingården drives af Jean-Mary og Catherine Le Bihan. De startede for 25 år siden med at opdrætte arabiske fuldblodsheste og har derudover også udlejning af 2 ferieboliger … La ruine og Beauséjour. Imidlertid begyndte de også i 2000 at lave vin, primært drevet af Catherine Le Bihan.

Med parrets omsorg for samfund, naturen og sundhed, så startede de med at dyrke markerne økologisk, men har efterfølgende også udvidet til at dyrke biodynamisk.

Mouthes Le Bihan har samlet 22 hektar vinmarker, hvor 12 hektar er røde druer som Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Malbec og Merlot, mens de resterende 10 hektar hvide druer er Chenin,  Sauvignon Blanc samt Sémillon. Produktionen ligger på omkring 80.000 flasker.

Her har vi fat i Mouthes Le Bihans Pérette et les Noisetiers, som er en 100% Sémillon baseret vin, som er lavet med druer fra over 40 år gamle vinstokke. Vinen er både fermenteret og lagret på egefade … og endda – så vidt jeg kan se – også lagret en længere periode.

Den biodynamiske tilgang rammer dig allerede i duften … lidt fernis sammen med noget ristet, appelsin, ananas, harsk smør, solcreme, søde bolsjer, blomster, flint … virker lidt olieret, lidt røget og der fornemmes en del fad, men samtidig også noget luftig.

I munden er vinen dog fed, blød med nøddet og ristet smag med en smule sødme … og er det som om, at alkoholen kan mærkes? Det er en fyldig vin, som alligevel har noget kalkagtigt over sig, lidt olieret, mælket og med en tæt syre.

Ingen forhandler herhjemme, men koster i Frankrig 27€ … svarende til 201 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7