2009 La Guaite di Noemi, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2009 La Guaite di Noemi, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienDenne vin er ikke for folk med svage hjerter … ja faktisk burde denne Amarone della Valpolicella fra vinhuset La Guaite di Noemi komme med 2 advarsler … for det første, at den trækker astronomiske 17% alkohol og dernæst, at den skal ha’ luft … masser af luft.

La Guaite di Noemi ligger på bjergsiden ved den lille by Mezzane di Sotto omkring 15 kilometer nordøst for Verono. Vinhuset drives i dag af den unge, smukke Noemi Pizzighella, som I også kan se på billedet ovenover.

Det var hendes far Stefano Pizzighella, som i 1987 købte den lille ejendom for at starte en produktion af olivenolie fra de tilhørende olivenlunde på bakkerne ved byen. Men allerede efter nogle år, så begyndte familien også at plante vinstokke på den højeste del af markerne … den del, som kaldes Le Guaite.

Og i 2002 var markerne så produktive, at familien startede med at lave vine, ærketypiske Valpolicella vine, men allerede i 2006 overtog Noemi ansvaret for vinproduktionen. Derfor hedder vingården i dag også La Guaite di Noemi.

La Guaite di Noemi har samlet 10 hektar vinmarker, men olivenolie fylder også fortsat godt, hvorfor familien har hele 3 hektar med oliventræer med sorter som Grignano, Leccio di Corno og Casaliva, som giver basis for de efterspurgte olivenolier.

Noemi laver samlet 5 forskellige vine, en Rosso, en Valpolicella Superiore, en Ripasso, en Recioto og så denne Amarone della Valpolicella, som er lavet på et mix af druerne Corvina, Rondinella Corvinone samt en lille del lokale druer.

Druerne høstes i slutningen af oktober og alle druer høstes manuelt. Allerede i vinmarken foregår der en streng sortering, hvor kun de bedste klaser bruges til denne Amarone. Efter ankomst til vingården gennemgås druerne igen, inden de ligges til tørre i minimum 4 måneder på loftet over vinkælderen.

Den endelige vin lagrer 36 måneder i nye små franske egetræsfade, herefter 6 måneder i ståltanke og til sidst 4 år på flaske inden vinen frigives til salg. Der produceres kun få tusinde flasker af denne vin årligt.

Og sikke en sprængstofbombe af en vin … tæt, mørk og sort som natten med 17% alkohol. Det dufter af engelsk lakrids, chokolade, kakao, tjære, tobak, mørk og kølig mejeri, lettere mælket, eg, en kop expresso, blommer, dybsorte kirsebær, spidskommen og brændte nødder … og lige i ansigtet. Det er voldsomt, men også voldsomt behagelig og intenst.

Det smager sgu også, som det dufter … som fra en sort, dyb og mørk kulkælder med blæk, solbær, enebær, stærk og samtidig også syrlig i frugten og i starten måske lidt for voldsom. Men vi startede nu også med at smage vinen straks efter, at den var åbnet. Det var klart en fejl.

Jeg drak dog resten af vinen over 3 dage og vil bare med det samme sige … gi’ den for pokker masser af luft, og selvom Noemi selv siger, at den skal åbnes et par timer før, så er det efter min mening ikke nok. Med dekatering og masser af luft bliver vinen langt mere balanceret og rund, selvom det selvfølgelig fortsat rå og intens powervin, men bestemt en lækker Amarone.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 399,95 kr., mens prisen er 379 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7