2006 Claude Cazals, Clos Cazals Blanc de Blancs Extra Brut Grand Cru, Champagne, Frankrig

2006 Claude Cazals, Clos Cazals Blanc de Blancs Extra Brut Grand Cru, Champagne, FrankrigDenne Clos Cazals Blanc de Blancs Extra Brut Grand Cru er en af de to absolutte top champagner hos Claude Cazals og lavet første gang i 1995 af Delphine sammen med hendes far Claude Cazals … altså blot året før faderen døde.

Det er en Blanc de Blancs, hvor Chardonnay druerne kommer fra husets stolthed … Grand Cru marken Le Clos på 3,7 hektar midt i Oger. Marken – der er omkranset af gamle mure og deraf navnet Le Clos – købte Delphines bedstefar tilbage i 1950’erne til sin søn Claude og sammen plantede de vinstokke på marken, helt overbeviste om, at dette sted var perfekt for druer.

For Delphine er det derfor heller ikke bare en vinmark, men et sted hun kommer, når hun skal lade batterierne op og finde ny energi … nærmest et helligt sted, hvor hun nyder naturen og historiens vingesus … og måske endda tænker på sine forfædre.

På billedet ovenover kan I faktisk se Delphine på Le Clos.

De over 60 år gamle vinstokke er høstet med håndkraft og kommer ved ankomsten til vingården i den store presse, hvorefter vinificeringen primært sker i store temperaturkontrollerede  rustfrie ståltanke, mens 10% dog sker i egefade.

Efter flaskning lagrer vinen med andengæringen i 10 år sur lie, hvorefter champagnes gøres klar med en ganske lille dosage på kun 3 gram pr. liter.

Næsen emmer af gær, fersken, grønne æbler, citron og honning … ganske let – om end moden – i frugten og har måske endda svag oxidering. Derudover er der kalk, dej, dessertkager, urter samt ganske svag fennikel. Interessant.

Smagsmæssigt er der god intensitet og dybde, ganske tør og boblerne er sindssyge og virkelig tætte, aggressive. Der er modne æbler i smagen … nedfaldsæbler måske endda, smørkrydrede noter, muskat og nødder samt en virkelig flot lethed. Det smager forrygende og igen højt niveau.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 719 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7