N.V. Claude Cazals, Cuvée Rosé Grand Cru, Champagne, Frankrig

N.V. Claude Cazals, Cuvée Rosé Grand Cru, Champagne, FrankrigDerefter gik der rosé i champagnerne … i hvert fald 4 gange og den første i rækken af blegrød boblevand blev denne Cuvée Rosé Grand Cru fra Claude Cazals.

Champagnehuset Claude Cazals ligger i den legendariske Grand Cru by Le Mesnil-sur-Oger og er grundlagt i 1897 af Ernest Cazals, som oprindelig var en bødker fra Hérault området. I dag drives champagnehuset af 4. generation i form af datteren Delphine. Hun overtog driften i 1996, da hendes far Claude Cazals døde og de første år med hjælp fra moderen Michele, som dog nu er gået på pension.

Faderen Claude Cazals var – udover en dygtig vinmager – også lidt af en opfinder. Det var ham, som opfandt gyropaletten. Og hva’ fanden er en gyropalette, kan I med rette spørge? Det er såmænd en anordning, som i dag anvendes i produktionen af champagne.

Gyropaletten vender, ryster og drejer automatisk flaskerne … altså en automatisk remuage, så flaskerne langsomt bliver klar til dégorgement. Claude tog allerede i 1968 patent på gyropaletten.

Huset ligger midt i Mesnil-sur-Oger i en ejendom, som hendes bedste Oliver Cazals købte i 1950 til sønnen – Delphines far – Claude. Den ejendom har siden faderens overtagelse været basis for produktionen af husets champagner.

Champagne Claude Cazals 9,5 hektar vinmarker giver basis for en produktion på omkring 100.000 flasker champagne hvert år. Og så er der endda et overskud af druer, som Delphine sælger videre til andre champagneproducenter som fx Bollinger, Roederer og Deutz.

Den allerbedste mark er Le Cazals Clos, som er på 3,70 hektar og omkranset af gamle mure, der beskytter vinene mod vejrforholdene i Champagne.

Claude Cazals producerer alene champagner på Chardonnay … eller stort set, for det er jo svært at lave en rosé uden røde druer og denne Cuvée Rosé Grand Cru indeholder da også 12% Pinot Noir.

Men de røde Pinot Noir druer dyrker Delphine dog ikke selv, men hun henter i stedet lidt rødvin fra 40 år gamle vinstokke hos nogle af familens venner i Verzenay,  mens de 88% Chardonnay dog er fra husets egne Grand Cru marker ved Le Mesnil-sur-Oger.

Cuvée Rosé Grand Cru er lavet traditionelt på rustfrie ståltanke og er efter endt flaskning lagret i år i husets kælder. Forinden har andelen af Pinot Noir rødvin dog nået af lagre en periode på brugte egetræsfade. Champagnen består typisk af et blend af 2 årgange og har fået en dossage på 9 gram pr. liter.

Duften er lidt weird på en sjov og landlig måde, nærmest med bacon eller grillkylling, hindbær, citrus, støv samt kridt og dufter måske lidt for meget af rosévin. Det virker – på mig – knap så kompleks eller måske er det blot mine roséfordomme, som påvirker mig. Smagen er meget drevet af jordbær, men igen let vandet, sødkrydret, holder dog et vist niveau, men er for mig lidt til den kedelige side.

Forhandles af Champaniac, hvor en flaske koster 289 kr.

Vinanmeldelse 4/7