2016 Weingut von Winning, Forster Pechstein Riesling GG, Pfalz, Tyskland

2016 Weingut von Winning, Forster Pechstein Riesling GG, Pfalz, TysklandOg minsandten om vi ikke skulle have endnu en Forster Pechstein Riesling GG, men denne er imidlertid fra Weingut von Winning.

Vinhuset ligger som Weingut Reichsrat von Buhl også i byen Deidesheim i Pfalz … ja faktisk udspringer de to vinhuse af samme vinhus, som var ejet af Andreas Jordan. Han var én af de store vinbønder i Deidesheim, var også manden, som først indførte strenge udvælgelsesregler for at producere kvalitetsvine og stod bag begrebet Spätlese i Pfalz.

Da Andreas Jordan døde i 1848 så blev hans enorme ejendomme og jorde opdelt i tre og solgt. Det blev i 1849 til vinhusene Weingut Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan, Weingut Reichsrat von Buhl ejet af Franz Peter Buhl og så Weingut Dr. Deinhard.

Og sidstnævnte Weingut Dr. Deinhard hedder altså i dag altså Weingut von Winning. Ændringen skete i 1907, hvor Dr. Andreas Deinhards svigersøn kaptajn Leopold von Winning trådte ind i vinhuset og samtidig fik virkelig gang i vinproduktionen.

Via sirligt arbejde hævede von Winning langtsomt kvalitet af vinene til nogle af datidens største vine. Von Winning var også med til at grundlægge VDP. Senere blev vinhuset solgt igen … skiftede navn tilbage til Weingut Dr. Deinhard og levede herefter mange år i glemslen uden at gøre større væsen af sig.

I 2007 blev vinhuset imidlertid købt af forretningsmanden Archim Niederberger. Ham har vi hørt om før, idet han i 2002 også havde købt både Geheimer Rat Dr. von Bassermann-Jordan og i 2005 Reichsrat von Buhl.

Dermed var de tre vinhuse, der tilbage i 1849 var blevet delt i det, som dengang blev kaldt Jordan divisionen nu igen samlet under én ejer, og navnet Weingut Dr. Deinhard blev så igen ændret tilbage til Weingut von Winning.

Faktisk var man dog meget pragmatisk, da man ændrede navnet tilbage til Weingut von Winning, for så lavede man blot 2 serier af vine … én under navnet Dr. Deinhard og én under von Winning … og det gør man fortsat den dag i dag. Vinene under Dr. Deinhard er billigere vine, som alene er lavet og lagret på ståltanke.

Desværre døde Archim Niederberger i 2013, så i dag er det hans kone Jana, som ejer de tre historiske vinhuse.

Weingut von Wining ejer i alt 44 hektar vinmarker omkring byerne Ruppertsberg, Deidesheim og Forst. De bedste marker er Kirchenstück, Pechstein, Jesuitengarten, Langenmorgen, Ungeheuer, Kieselberg, Kalkofen, Spiess og Paradiesgarten … alle marker med høj anseelse i klassifikationerne.

Faktisk var de to førstnævnte Kirchenstück og Pechstein allerede i 1828 – i datidens uvurderlige klassifikationer – betegnet som de to bedste marker i hele Pfalz.

Efter mange års tilværelse i glemslen har vingården i de sidste år oplevet en sand genfødsel. Weingut von Winning ledes af Stephan Attmann, som betegnes som en fuldstændig vingal, ja nærmest genial-vanvittig hvirvelvind af en direktør og vinmager.

Under hans ledelse er der lavet en kompromisløs, naturtro dyrkning af vinmarkerne … ikke bare efter biodynamiske metoder, men også uden brug af kobber. Samtidig har man øget markernes beplantningstæthed til utrolige 9500 stokke pr hektar.

I vinkælderen foregår vinifikationen også anderledes end andre steder. Spontangæring af den ufiltrede most foregår uden temperaturkontrol i træfade af forskellig størrelse.

Disse træfade er ikke kun de traditionelt benyttede tyske fade, men også fade fra de allerbedste producenter i Bourgogne. Og netop Frankrigs store vine er Attmanns store inspiration, og det er især Bourgognes store vine, der er hans målestok for den kvalitet, han søger at opnå fra Pfalz’ absolut bedste marker.

Denne Forster Pechstein Riesling GG er fra husets bedste mark Forster Pechstein, også vinificeret og lagret på holzfass … altså egefade og sur lie, på bærmen, og vinen flaskes uden klaring, filtrering eller brug af pumper.

Duftmæssigt er det en pige, som danser i sko med massive hæle af egetræ, godt med eg, blomster og lækker forførende. Dertil kommer lidt vingummibamser, håndtasker og fint hvide handsker. Der er æbler, fad, kalk, en aromatiske fedme … som om skoen sidder fast i rendestenen, lidt svagt oxyderet, sødkrydret og det hele rammer dig bare lidt i fjæset med dejlig inderlighed.

I munden er der krop, fylde … men samtidig satans klart mineralsk bid med salg, flint og krydrede noter. Det er dog samtidig blødt, let og luftigt, så vi flyver lykkesagligt videre i en lang eftersmag.

Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7