2017 Julien Cecillon, Syrah Les Graviers, Rhône, Frankrig

2017 Julien Cecillon, Syrah Les Graviers, Rhône, FrankrigDen anden Syrah fra Nancy Kerschen og Julian Cécillon er denne Syrah Les Graviers … mere klassisk, mørk power fra Rhône … dyb som natten.

Vi er dog ikke som med forrige vin i det nordlige Rhône, idet druerne til Syrah Les Graviers er et negociant blend fra Syrah fra 3 steder i det sydlige Rhône, primært fra marker i Drôme og Ardèche regionerne samt en mindre end fra marker omkring Tournon. Det er omkring 40% fra Ardèche og Saint-Martin d’Ardèche, 40% fra Drôme Provencal og 20% Rhône Septentrional.

Les Graviers betyder grus, og det referer selvfølgelig til undergrunden i markerne. Druerne afstilkes 100% og fermentering sker i både beton- og ståltanke. Derefter lagrer vinen 10 måneder … 90% af vinen i brugte egefade og resten i beton- samt ståltanke. Der er lavet 11.000 flasker af denne vin.

Duften er dyb, mørk frugt, solbær, blåbær, blommer … godt gæret med sortbrune jernbanesveller, tjære og timian. Smagen er fuldfed, mørk frugt, sæbe, mælkesyrer, kul, godt med tanniner, men er samtidig blød og cremet. God Rhône … men når ikke samme kvaliteter som sin lyse storesøster.

Forhandles af Risgaard Vinhandel, men prisen kender jeg ikke. I Frankrig koster vinen omkring 9-10€ … svarende til 67-75 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7