2016 Julien Cécillon, Syrah Bel Horizon, Rhône, Frankrig

2016 Julien Cecillon, Syrah Bel Horizon, Rhône, FrankrigDet skulle vise sig, at de to næste vine begge var på Syrah og fra Julien Cécillon, men som nat og dag. Den første var denne Syrah Bel Horizon, der må være dagen … for den er lys, venlig og lattermild.

Syrah Bel Horizon er en IGP vin, altså udenfor appellationer, men druerne kommer dog fra nogle spredte parceller, der grænser op til Saint-Joseph og Crozes Hermitage og omkring 70% af druerne endda fra 80 år gamle vinstokke indenfor AOC klassifikation, mens resten er fra yngre vinstokke.

Omkring 90% af druerne er afstilket og vinificeret på rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller, 20 dage maceration og efter endt fermentering har 90% af vinen lagret 10 måneder i 4-5 år gamle egefade. Der er kun lavet 3.800 flasker af vinen.

Men det hverken dufter eller smager af Syrah fra Rhône … næsen er meget lysere end det, man normalt forbinder med Syrah. Der er mentol, en saltet havbrise, saltvand, læsket kalk, en førstehjælpskasse, hindbær, fennikel og havtorn.

Smagen er også meget ren og klar med let frugt, godt med syre … ja faktisk tonsvis af syre, let og nærmest tynd i aromaerne. Det er lyse bær, jordbær, måske lidt brombær, men syrlig i frugten og jeg havde aldrig gættet, at det er Syrah fra marker omkring den nordlige Rhône … WTF???

Forhandles af Risgaard Vinhandel, men prisen kender jeg ikke. I Frankrig koster vinen omkring 15€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7