2010 Xavier Vignon, Arcane V Le Pape Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Frankrig

2010 Xavier Vignon, Arcane V Le Pape Châteauneuf-du-Pape, Rhône, FrankrigVi slutter den lille Xavier Vignon seriesmagning af de 4 vinøse Arcane tarotkort med et kæmpe brag, nemlig den monstrøse Arcane V Le Pape Châteauneuf-du-Pape … og i tarotverdenen må paven svare til ypperstepræsten … mindst.

Arcane V Le Pape Châteauneuf-du-Pape er på alle måder også det ypperste, som Xavier nogensinde har lavet. I tarotkortenes verden henviser ypperstepræsten da også til det spirituelle aspekt i enhver af os, som kan etablere en indre forbindelse, enhedsoplevelse eller kommunikationslinie mellem vor hverdagsbevidsthed og en intuitiv forståelse af det guddommelige og de spirituelle love.

Vinmæssigt må det så også betyde en oplevelse af en anden verden, men Xavier Vignon har faktisk også gjort sig ekstraordinær umage og været innovativ ved produktionen af vinen.

Druerne er 100% Grenache og kommer – som altid hos Xavier – fra forskellige parceller, her er det fra 15 forskellige udvalgte vinmarker i Châteauneuf-du-Pape. Der er opkøbt druer til at fylde 13 egefade, og fadene er speciallavet med rustfrie metalringe.

Xavier havde nemlig fået den skøre idé, at de fyldte fade skulle lagres på en helt specielt måde. Han havde tidligere hørt om forsøg i bl.a. Bordeaux, hvor en producent havde sænket nogle vinfade ned på bundet af havet for at sikre, at vinen blev lagret uden den mindste forbindelse med ilt.

Imidlertid havde opholdet på havbunden – efter sigende – givet nogle andre og uønskede aromaer. Xavier havde selv smagt vinen fra Bordeaux og synes, at saltvandet havde haft en indflydelse.

Vi har jo også her på bloggen tidligere smagt vinen RESSpekt Riesling fra Weingut Balthasar Ress … en der ligeledes oprindeligt har været lagret på bunden af en lokal sø i Rheingau.

Men Xavier Vignon ønskede hverken at sænke fade i havvand eller søvand, men derimod i vin. Så efter vinifikationen … selvfølgelig efter alle kunstens regler med maceration, nænsom gæring og kort hvile, så er vinen fyldt på de speciallavede fade og sænket ned i gamle cementanke, som efterfølgende er fyldt med vin.

Og der har denne Arcane V Le Pape Châteauneuf-du-Pape således lagret i ikke mindre end 5 år, hvorefter vinen er taget op, fyldt på flaske og så lagret endnu 12 måneder inden frigivelse. Og resultatet er ganske unikt … vinen har da også fået 96+ af Parker.

Duftmæssigt … dufter sindssygt godt og man kan med det samme fornemme en vin med masser af dybde, balance og total power. Det er klart en Châteauneuf-du-Pape i den kraftige ende i modsætning til fx Vieux Télégraphe eller Vignoble Fabre Châteauneuf-du-Pape, som jeg smagte forleden. Her er der både fade, masser af vanilje på epo, chokolade, tørret og saltet kød, tørrede blomster, kanel, allehånde, sorte kirsebær, blåbær, solbær, virkelig saftig og svulstig frugt, tæt og eksplosiv … sprængfarlig bombe.

I munden er der tonsvis af smag … en atomkraftværk-højeksplosiv maggiterning af rå – og alligevel afbalanceret – intensitet, men leveret blødt, cremet og på en totalt fløjlslækker facon. Det smager rasende godt … intet skarpt, bare blødhed og rå lykke. Der er er lidt peber i smagen, tanninerne er kraftige, men velsmagen helt fantastisk og munder ud i en total lang og frugtrig eftersmag.

Min vinbuddy Jesper er helt oppe i det røde felt … 7 Thumbs Up og det er også en lækker vin, som jeg absolut også vil anbefale, selvom det også er dyre sager. Jeg er nok smule mere tilbageholdende, men hoster gladelig op med 6 af de fedeste tommelfingre.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 999,95 kr., men prisen er  kun 799,95 kr., hvis du køber 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7