2015 Rolly Gassmann, Terroir Des Chateau Forts, Alsace, Frankrig

2015 Rolly Gassmann, Terroir Des Chateau Forts, Alsace, FrankrigAlsace er en af de regioner i Europa, der har flest slotte og bjergfæstninger. Silhuetterne fra deres ruiner er en del af landskabet langs Vogeserne. Og så har de givet navn til næste vin … Terroir Des Chateau Forts fra vinhuset Rolly Gassmann, der holder til  i den lille by Rorschwihr.

Rolly familien har lavet vin siden 1676, men i 1976 ble domænet til Rolly Gassmann, da  Marie-Thérèse Rolly blev gift med Louis Gassmann, hvis familie er fra nabobyen Rodern. Gassmann familien er i øvrigt også en gammel vinfamilie, som har lavet vin siden 1611.

I dag drives vinhuset dog af ægteparrets søn Pierre Gassmann, som I kan se på billedet ovenover. Han har omdannet driften af familiens 60 hektar vinmarker til biodynamisk drift. Pierre laver vine med et minimum af indblanding i marken … udover brug af de naturlige planteudtræk, kompost og pløjning, der hører til biodynamisk vindyrkning.

Rolly Gassmann har ingen Grand Cru marker, for der findes nemlig slet ikke sådanne marker ved Rorschwihr, men husets bedste marker er Silberberg, Kappelweg, Pflaenzerreben, Rotleibel, Oberer Weingarten og Stegrebe.

I kælderen arbejder Rolly Gassmann efter traditionelle og naturlige metoder … ting tager tid. Gæring sker med druernes naturlige gærceller og der tilsættes altså ingen industrielt frembragt gær. Gæringen tager 4-6 måneder afhængig af druesort, modenhed og mark.

Rolly Gassmann laver ikke benede, knastøre hvidvine, men er mere kendt for fyldige vine med et naturligt højt indhold af restsukker.  Alle vinene modner i mindst 11 måneder, inden de er klar til salg – ingen flasker kommer på markedet, før de er drikkemodne.

Den årlige produktion ligger på omkring 300.000 flasker vin og huset har altid 4 årgange til at ligge. Det betyder, at kælderen indeholder mere end 1.000.000 flasker, som endnu ikke er klar til salg … de ældste er fra 1990.

Nå, men denne Terroir Des Chateau Forts fra Rolly Gassmann er imidlertid kun fra 2015 og er husets edelzwicker, som er synonymet for en blandingsvin. Denne edelzwicker er et blend på 75% Auxerrois Blanc samt 25% Gewurztraminer.

Denne Terroir Des Chateau Forts er bestemt heller ikke en knastør vin … tværtimod. Fed næse, opulent, sødkrydret, parfumeret, olieret med muskat, litchi, abrikos, ananas, smør og honning.

Smagsmæssigt er det sød, fed og letløbende Alsace motorolie og nærmest på dessertvins-niveau. Den er ikke helt tyktflydende, men vi på vej derhen med masser af honningsødme og en svag bitterhed i eftersmagen. Det er en vin, som du virkelig skal servere meget kold … virkelig kold. Syndefuld og sød.

Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 108,32 kr.

Vinanmeldelse 4/7