2011 Roagna, Dolcetto d’Alba, Piemonte, Italien

2011 Roagna, Dolcetto d’Alba, Piemonte, ItalienUgen bød også på besøg af nogle gode venner, hvor vi sammen nød et par gode flasker vin. Den første vin var denne Dolcetto d’Alba fra vinhuset Roagna, som jeg tidligere har smagt en vin fra, nemlig deres 2007 Barbera d’Alba. I det blogindlæg kan du også læse meget mere om dette charmerende vinhus i Piemonte.

Denne vin er husets eneste vin lavet på Dolcetto druen. Dolcetto betyder “lille søde” på italiensk. Det er vine på druen imidlertid langt fra. Vine på Dolcetto er generelt meget tørre og har altid en umiskendelig duft af bitre kirsebær, der ledsages af kraftig garvesyre.

Dolcetto er næsten udelukkende plantet i Piemonte og mere præcist i Langhe. Det er en frugtig vin, der skal drikkes i sit første eller andet leveår. Den modner tidligere end Nebbiolo og Barbera.

Derfor er den ofte plantet i Piemontes mest kølige egne, hvor de andre sorter ikke kan modne. Dolcetto er i det hele taget en druesort, der er nem at have med at gøre. Det betyder desværre, at den sjældent får lige så stor opmærksomhed som sine mere populære artsfæller og dermed produceres ofte kun jævne vine.

Denne Dolcetto fra Roagna kommer fra 35 år gamle stokke i Pajé-marken og viser, at man kan lave stor vin på Dolcetto, hvis man tager druesorten alvorligt.

Efter gæring i åbne træfade macereres druerne i 30 dage, inden vinen for lov at falde til ro inden tapningen. Vinen viser fremragende præcision, balance og flot kompleksitet den unge alder taget i betragtning.

En virkelig seriøs fortolkning af Dolcetto. Ældre versioner fra vingården holder forbløffende godt, og vinen vil udvikle sig flot over de næste 10 år.

Lad os dykke ned i denne vin. Elsker i øvrigt disse sort/hvide etiketter på italienske vin, meget sådan klassisk. Duftmæssigt foregår der meget i glasset, der er blæk, kul, bildæk, champignon samt ribs og kirsebær. Ikke megen sødme at hente her … ægte italiensk.

Smagsmæssigt meget syrerig … masser af tanniner, lyserød frugt, ribssaft samt en tørhed, som helt udtørrer mundhulen. Der er jern … eller lidt mineralitet. Eftersmag med masser af frugtsyre. Meget ung, men også rigtigt godt … og bestemt et glas vin, som jeg gerne vil anbefale. Skulle måske ligge i vinkælderen i nogle år inden den drikkes.

Købt hos Atomwine til 99 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

Skriv et svar