2016 Domaine de Chèrouche, Païen Ultime, Valais, Schweiz

2016 Domaine de Cherouche, Païen Ultime, Valais, SchweizMed næste vin bliver vi i området Valais i Schweiz, idet vi i den lille by Argnou – længere mod øst i forhold til Pittet – og lige udenfor byen, finder Domaine de Chèrouche, som står bag denne Païen Ultime.

Domaine de Chèrouche drives af parret Andrea Grossmann og Marc Balzan, som købte vingården i Argnou tilbage i 2010. De havde siden 2007 haft en fælles drøm om egen vingård og da Marc havde arbejdet nogle år for Domaine Mythopia i netop Valais området, så endte de altså med at købe vingård i samme område.

Det er en lille vingård med knap 2 hektar vinmarker, to marker ved Argnou på henholdsvis 0,22 hektar og 0,12 hektar, men derudover omkring 1,65 hektar i Buitonnaz ved Fully. Derudover har de nu også lejet lidt yderligere vinmarker omkring Fully, men samlet er der tale om en ganske lille produktion.

Mange af markerne er genplantet og det er primært sket med Chardonnay, Sauvignon Blanc, Petite Arvine, Pinot Gris, Païen, Pinot Noir, Merlot, Cornalin og Syrah. Derudover har parret også Chasselas, Amigne, Heida og Gamay.

Markerne passes både økologisk og biodynamisk, hvor der alene harves mellem rækkerne i slutningen af året, således græsset mellem vinstokkene blot holdes ned med græsslåmaskine. Der tages selvfølgelig i bedste biodynamiske tilgang hensyn til månens faser i markarbejdes og der benyttes mindst mulig indgriben.

Der sprøjtes også alene med en hjemmelavet blanding af svovl og kobberdioxid blandet med te-bouillon samt ekstrakt fra malurt, brændenælder, halm og baldrian … selvfølgelig kun, når månen og stjernerne står helt rigtigt.

Fra det lille vinhus skal vi først smage denne Païen Ultime, som er lavet på 100% Païen … den drue vi bedst kender som Savagnin eller Savagnin Blanc og jo mest er kendt fra Jura i Frankrig.

Druerne presses i hele klaser i en manuel vinpresse med en maceration i en halv snes timer, hvorefter mosten overføres til rustfrie ståltanke, hvor den alkoholiske gæring sker med druernes naturlige gær.

Gæringen sker ved 25 grader og nogle gange skal mosten lige varmes op. Den tager samlet 10-15 dage …  lige indtil der ikke kommer fra bobler på overfladen og vinen er gæret helt ud. Derefter lagrer vinen en periode med malolaktisk gæring og klaring et par gange undervejs inden den i foråret tappes på flaske uden tilsætning af svovl.

Næsen er klart bio bio og samtidig meget delikat, forsigtig og feminin. Det er en fjerlet duft, silke og fluffyness … stikkelsbær, umodne grønne pærer og faktisk ganske umoden i frugten med lidt skolekridt og læsket kalk.

Smagen er blød … men alligevel med en pæn friskhed, en god, venlig om end grøn syre samt lidt mejeri, ungdommelig spændstighed og virkelig most’et i udtrykket. Det er en lille stjernegod hvidvin.

Ingen importør herhjemme, men Bjarne fra Vinimperiet vurderede, at en udsalgspris ville ligge omkring 290 kr.

Vinanmeldelse 5/7