2016 Weingut Herrenhof Lamprecht, Sand & Kalk Weißburgunder, Steiermark, Østrig

2016 Weingut Herrenhof Lamprecht, Sand & Kalk Weißburgunder, Steiermark, ØstrigGottfried Lamprecht  fra Weingut Herrenhof Lamprecht kalder sig selv en artisan vinmager … og da artisan vel bedst kan oversættes til håndværker, så det giver jo god mening. Han laver vine med karakter – und mit keine kompromisse – og det gælder også denne Sand & Kalk Weißburgunder.

Weingut Herrenhof Lamprecht holder til i den lille by Markt Hartmannsdorf i vinområdet Steiermark og den sydøstligste del af Østrig omkring 20 kilometer øst for Graz. Vinhuset holder til i en gammel ejendom … ein Gutshof, der tidligere har tilhørt Augustinkorherreklosteret i Vorau.

En korherre – eller en kannik – er en betegnelse, som oprindelig blev brugt om alle gejstlige beskæftiget i en bispedømme, en religiøs orden eller i et kloster, så det er derfra, at vingården har sit navn Herrenhof … korherrenes gård.

Det var dog først i 1913, at familien Lamprecht købte ejendommen, men det var dog ikke fra Augustiner Ordenen, for ejendommen havde forinden gennem mange år haft skiftende ejere, så det betød også, at vinavlen på gården ved overtagelse var gået helt i stå uden mange vinstokke på den tilhørende jord.

Det var faktisk først i 2006, at der igen blev plantet vinstokke på gårdens kalkholdige marker. Det var nemlig, da den unge Gottfried Lamprecht overtog den fædrene gård og startede hans projekt Weingut Herrenhof Lamprecht.

Vingården er placeret på vinmarken Buchertberg, som er husets eneste mark. Der plantede Gottfried masser af Weißburgunder som den primært sort, men også druesorter som Furmint, der tidligere i Steiermark var kendt som Mosler, samt lidt Blaufränkisch og Pinot Noir.

Derudover tilplantede han også en del af marken med et mix af forskellige druesorter, en del gamle, glemte og sjældne lokale druer, et field blend på helt op til 60 forskellige sorter, som Gofffried kalder Buchertberg Weiss – ein Gemischter Satz – og skal udviske alle spor/kendetegn fra den enkelte drue og helt enkelt blot udtrykke det lokale terroir.

Samlet har Gottfried faktisk nu over 100 forskellige druesorter på hans mark, og det tæller også ukendte druer som Blaue Heunisch og Weiße Orléans. Gottfried ejer samlet 14 hektar på Buchertberg, hvoraf 9 hektar er vinmarker, men målet er at få hele jorden tilplantet med vinstokke.

Og Gottfried Lamprecht tilgang til vinproduktionen er også en smule anderledes end de fleste. Anders als die anderen. Han er selvfølgelig totalt økologisk og nogle marker er da også certificerede, men generelt benyttes ingen kunstgødning, herbicider eller syntetiske andre plantebeskyttelsesmidler.

Han har dog ikke brug for begreber som biodynamisk eller andre religiøse bio-synspunkter, men vil kunne arbejde og handle frit. Han har lavet sit eget manifest … die Herrenhof Charta, som er hans selvpålagte forpligtelse af et kvalitetskoncept, hans blåstempling af vinene og eget ideal. Han kalder det også for Freestyle Wine Growing. Det omfatter 10 punkter, nemlig:

  • Druerne må udelukkende kommer fra Buchertberg marken
  • Vinmarkerne dyrkes økologisk eller efter økologiske principper.
  • Der høstes med et maksimalt udbytte på 45 hektoliter pr. hektar, idet mindre udbytte giver bedre vine.
  • Man skal kunne smage terroir og årgang i vinene … det skylder man naturen.
  • Gæring sker spontant med druernes naturlige gær, og der sker alene tilsætning af gærsalte, hvis gæringen halter. Og aftapning sker tidligere i april det følgende år.
  • Der tilsættes ingen smags- eller tilsætningsstoffer, og den vendes alene svovl/sulfitter i meget små mængder.
  • Vinene laves efter game, traditionelle metoder, hvilket omfatter lang skindkontakt under gæring og ingen filtrering af vinene.
  • Respekt og bevarelse af jordens frugtbarhed og faunaen i markerne har topprioritet og Gottfried frasiger sig enhver moderne tilgang til pasning af markerne.
  • Femme af fremme af mangfoldigheden af dyr og planter i vinmarkerne
  • Ingen brug af gensplejsning, men det giver vel næsten sig selv.

Samtidig benytter Lamprecht slet ikke ståltanke i produktionen, men alene egefade, som er lavet med træ fra skovene omkring vingården samt en række ældre og større fade. De fleste fade er enten på 300 eller 600 liter.

Produktionen holdes som enkel som muligt og nærmest overladt til sig selv. Det omfatter bl.a. spontangæring på druerne naturlige gør efter presning i egetønderne … både den alkoholiske og den malolaktiske gæring. Derudover hviler vinen også med sur lie – med bærmen – på egefade i typisk omkring 9-18 måneder inden aftapningen sker ufiltreret og næsten uden svovl.

Weingut Herrenhof Lamprecht laver kun 7 forskellige vine, og denne Sand & Kalk Weißburgunder er vel nærmest deres basis- eller indgangsvin … så på den måde er jeg – helt tilfældigt – startet helt perfekt på at smage vinene fra Lamprecht.

Gottfried mener i øvrigt også, at 7 er et passende antal, da 7 er det perfekte nummer i den centraleuropæiske mytologi. Det er dog en sandhed med modifikationer, idet han også i både 2015 og 2017 har lavet en 8. vin … Schrammelberg, som er et lille sideprojekt, hvor druerne kommer fra en af de  ældste vinmarker i Steiermark. Der er vinstokkene næsten 90 år og der laves da også kun et enkelt 300 liters fad af den vin.

Denne Sand & Kalk Weißburgunder basisvin er lavet på 85 % Weißburgunder samt 15 % Grauburgunder og Chardonnay. Druerne kommer selvfølgelig fra vinmarken Buchertberg, en lille sidedal af Rittscheintales. Vinen er lavet som beskrevet ovenfor, men hvor lang tid, som vinen har lagret, ja det fremgår ikke. Der er alene 0,2 gram restsukker i vinen-

Duftmæssigt er vinen aromatisk og nærmest parfumeret, moden og sødkrydret. Der er fersken og melon, havvand, ganske landlig med nogle nærmest moskusagtige aromaer. Derudover virker vinen lidt olieret med masser af kalk og kridt, lidt modellervoks, blodribs og karamel. Det er sgu vin med karakter.

I munden er det blød, olieret og fed … dog med en fin mineralsk, kalket syre med en let bitterhed, som holder fedmen indenfor livremmen. Det bliver casual og tilbagelænet på en fed måde med mineralsk bid, elegant surhed svagt aftryk af træ i panden.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 110 kr.

Vinanmeldelse 5/7