2006 Tenimenti Angelini, I Palazzi Brunello di Montalcino, Toscana, Italien

2006 Tenimenti Angelini, I Palazzi Brunello di Montalcino, Toscana, ItalienTorsdag rendte jeg lige sammen med vinven Paul for at nyde et enkelt glas vin … lidt ost, og selvfølgelig ønske godt nytår. Jeg havde fundet denne I Palazzi Brunello di Montalcino fra Tenimenti Angelini hos Randers Vinhus, et tilbud … nedsat 100 kr., og vinen skulle efter sigende også have fået 92 point af den gode herr Parker. Gastro havde også udtalt sig pænt om vinen, og endda udtalt (skrevet) følgende:

På etiketten står der TEN. AN S.p.a. Forkortelsen står for Tenimenti Angelini S.p.a og kendere vil vide, at det vinfirma blandt andet står bag Val di Suga-vinene fra Montalcino. Andre kan trygt stikke næsen i glasset og lade sig henføre af let kokos, masser af kirsebær og derefter fin klassisk syre og power som Brunello bør have det.

Vi er med andre ord hos den ankendte Angelini familie, som ejer ejendomme i både Montalcino og Chianti. Denne vin, I Palazzi Brunello di Montalcino fremstilles, jf. flere danske forhandlere, på  gods, der ligger i Castellina i Chianti nær en lille landsby, der skød op i middelalderen omkring den romanske kirke San Leonino. Hele ejendommen er på 100 hektar, hvoraf de 45 er tilplantet med vinstokke og 6 hektar med oliven.

Brunelloen fremgår dog ikke af Tenimenti Angelinis produktudbud (jf. deres hjemmeside) … ja, faktisk slet ikke fra nogen af vinhusets 5 vingårde, hverken Val di Suga eller Tre Rose i Montepulciano, San Leonino i Chianti, Collepaglia i Jesi eller Puiatti i Collio Isonzo. I øvrigt fremstiller man på San Leonino alene Chianti vine. Den afbillede vingård på etiketten er heller ikke én af Tenimenti Angelinis’ 5 vingårde. Hmmmm?

Det er også næsten alene danske sider, der dukker frem, når jeg på nettet søger på “I Palazzi”, hvilket jeg finder en smule mærkeligt. Normalt dukker de fleste vine op i mange lande, når der søges på nettet. Når jeg søger på websitet www.90pluswines.com finder jeg heller ikke vinen, hvilket ellers altid er normalt for vine, som får over 90 point … igen lidt besynderligt.

Måske kunne det være en vin fra lokale vinbønder, og hvor vinen blot er flasket hos Tenimenti Angelinis. Sådan lidt negociant! På etiketten står der også “imbottigliato de”, hvilket vel også betyder “flasket hos” … igen, det er alene mine spekulationer.

Nu snakker jeg jo i øvrigt heller ikke italiensk. Nå, men i hvert fald gør det opgaven med at fortælle lidt om producenten en smule vanskelig. Vinen har dog været forbi Tenimenti Angelinis, og det borger vel for en vis kvalitet.

Lad os så i stedet kigger nærmere på vinen. I glasset teglfarvet med et brunligt skær i farven. Dufter lidt mulle, måske egetræsfad, lidt rosiner, en smule tobak og lyserøde frugter. Egentlig ganske behagelig. Smagsmæssigt fint mild, men fortsat med syre fra syrlige røde bær. God tørhed, og egentlig meget drikkevenlig. Normalt skal en Brunello have godt med år, men denne er bare drikkemoden nu.

Købt hos Randers Vinhus til 175 kr., normalpris 275 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

Skriv et svar