2013 Viñedos de Páganos, El Puntido, Rioja, Spanien

2013 Viñedos de Páganos, El Puntido, Rioja, SpanienFra det klassiske Rioja område smager vi nu enkeltmarksvinen El Puntido fra Viñedos de Páganos, som er et af flere vinhuse, som ejes af Viñedos de la familia Eguren.

Eguren familien har lavet vin siden 1870. Erfaringerne er således gået fra generation til generation, og huset laver nogle af de bedste vine i Rioja. Familien har adskillige gange været kåret til årets vinproducent i Spanien.  Vinmager Marcos Eguren har ligeledes vundet adskillige priser for sit fantastiske arbejde med familiens vine.

Viñedos de la familia Eguren laver en række af Spaniens bedste vine, hvilket sker under vinhusene Dominio de Eguren, Sierra Cantabria, Viñedos Sierra Cantabria, Señorio De San Vicente, Tesa La Monja og Viñedos de Páganos. Det hele startede med den klassiske Rioja serie fra Sierra Cantabria. Siden kom enkeltmarksvinene San Vicente og Finca el Bosque.

Familien producerer også de bedste Toro-vine, der kan opdrives, navnene er Numanthia og Termanthia. Seneste skud på den imponerende stamme er den ekstremt magtfulde og koncentrerede Amancio.

El Puntido er endnu et projekt, som Marcos opstartede i 1998 og idéen er at bringe vinfremstillingen så tæt på dyrkningsstedet som muligt.

Og da El Puntido marken ligger i Pàganos-Laguardia i Rioja Alavesa, opførte man derfor et splinternyt vineri udelukkende til denne enkeltmarksvin. Produktionen er som med så mange af Sierra Cantabrias vine særdeles begrænset. Behandlingen i vineriet er også konsekvent og meget omhyggelig.

El Puntido marken er på 25 hektar, er tilplantet i 1975 og har i alt 84.175 vinstokke. Det er selvfølgelig ren Tempranillo, og vinen er lavet med 100% afstilkning af klaserne, maceration i 5 dage og alkoholisk gæring i 8  dage med 28-30 grader. Derefter sker en eftermaceration i 8 dage inden vinen lagres på nye franske egefade i 16 måneder.

Duftmæssigt en meget animalsk vin, hvor den økologiske og biodynamiske tilgang nærmest kan lugtes. Der er krudt og landlighed sammen med lakrids, røget bacon, mejeri, chokolade, vanilje, blæk, kaffe og frugten er gærede solbær, blommer, hindbær og lidt enebær. Det dufter virkeligt godt og meget intenst.

I munden er frugten langt mere ren og frisk end duftnoterne måske indikerer, men det bidrager kun til, at det bliver ganske elegant. Der er også sødme, peber, solbær, godt med tanniner … intens og meget pågående, virkelig en flot vin med en fantastisk lang eftersmag. Klassevin.

Forhandles hos Sigurd Müller, hvor prisen ligger på omkring 300 kr.

Vinanmeldelse 6/7