2014 Domaine le Roc, La Folle Noire d’Ambat, Sud-Ouest, Frankrig

2014 Domaine le Roc, La Folle Noire d'Ambat, Sud-Ouest, FrankrigMed næste vin La Folle Noire d’Ambat fra Domaine le Roc er vi atter i det sydvestlige hjørne af Frankrig … i Sud-Ouest under appellationen AOC Fronton.

Domaine le Roc ligger i den sydlige del af byen Fronton mellem Garonne og Tarn … vel omkring 20-25 kilometer nord for Toulouse. Hovedkraften i vinhuset er Jean Luc Ribes, som overtog vingården fra hans forældre i 1981, men løbende har fået følgeskab … i 1988 af sin lillebroder Frédéric og hans hustru Cathy samt i 1995 af hjælperen Pierre. På billedet ovenover er det fra venstre Pierre, Jean Luc, Cathy og  Frédéric.

Jean Luc har to passioner – Roc og blues, så når han ikke laver vin om dagen på Domaine le Roc, så spiller han bluesmusik om natten. Og sammen med sit team laver de altså vine med lokale druer og miljøvenligt med respekt for naturen, selvom vingården ikke er certificeret økologisk.

De lader således græsset gro mellem rækkerne af vinstokke, og anvender får til at holde græsset nede. I kælderen har teamet samme tilgang til produktionen af vinene … de skal laves med helt modne druer, særlig omhu og tilstrækkelig tid til gæring. Det giver de mest autentiske og generøse vine.

Domaine le Roc er mest kendt for deres vine på den lokale druesort Négrette. Druen findes primært i området omkring Haute-Garonne, Tarn-et-Garonne og Tarn og menes at være i familie med Côt (Malbec) eller Tannat.

Det er en gammel druesort, som allerede tilbage i 1100-tallet var kendt under navnet Négret, men også blev kaldt Mavro, og faktisk har været tæt på at forsvinde helt.

I området kaldes Négrette også for Folle Noire og det betyder jo også, at denne La Folle Noire d’Ambat er lavet på druen, som her kommer fra marken Ambat … altså en enkeltmarksvin. Det er 100% Négrette, hvilket indtil for få år siden ikke var tilladt indenfor reglerne for AOC Fronton.

Druerne er høstet med et udbytte på 50 hektoliter pr. hektar og i vineriet er vinen lavet helt uden brug af pumper, men blot ved at flytte mosten via tyngdekraft. Vinen er lavet i åbne kar med gæring i 2 uger helt traditionelt ved 25-28 grader. Efter endt fermentering er vinen lagret 8-10 måneder på 20 hektoliter foudres.

Og det dufter skam også ganske landligt og animalsk … vi har hovedet helt nede i møddingen, hvor det bobler derudaf, Der er også afbarkede grene, kirsebær, violer, blomster, kul, kridt, koks, søde krydderier, kardemomme og nelliker. Det kan et øjeblik duftmæssigt minde om stram Nebbiolo i armtag med lidt bourgogne, men er mere landlig, kraftig, saftig og har måske endda næsten nogle biodynamiske træk.

Uhhhhh i munden er det grønt, stramt og syrligt, men på en fed og saftig måde. Vi starter dog med at snerpe munden sammen og ser næsten kysseklar ud, men det er samtidig både let og saftigt med en lille sjov sødme. Der er tørre og syrlige tanniner proppet ned mellem det saftige, lidt blæk og grafit, kirsebær og rabarber. Det er let at drikke … og lidt en rigtig bondevin.

Købt hos Viniversa, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 5/7