2009 Domaine du Comte de Thun, La Maze Merlot, Côtes du Tarn, Frankrig

2009 Domaine du Comte de Thun, La Maze Merlot, Côtes du Tarn, FrankrigAppellationen Côtes du Tarn ligger – sammen med andre appellationer som fx Cahors og Gaillac – i Sud-Ouest aka Sydvestfrankrig, der nok er den mindst prestigefyldte vinregion i Frankrig. Men næste vin La Maze Merlot fra Domaine du Comte de Thun kommer netop fra dette område.

Domaine du Comte de Thun holder til i et gammelt slot – Le Bourg Château de Frausseilles – ved byen Frausseilles, der vel ligger omkring 60-70 kilometer nordøst for Toulouse i vinregionen Sydvestfrankrig, der strækker sig fra bunden af Bordeaux og helt ned til den spanske grænse.

Selvom området ikke er så kendt, så laves der jo fremragende spanske vine både mod nord i Bordeaux og når man krydser den spanske grænse mod syd, så hvorfor skulle man ikke også lave god vin her?

Domaine du Comte de Thun er grundlagt i 1998 af Ferdinand Jakob de Thun-Hohenstein. Han kommer fra Bayern, men besøgte Château de Frausseilles og blev som vinentusiast forelsket i stedet og besluttede at genskabe ejendommen og vinproduktionen.

Han hyrede den italienske ønolog Dr. Riccardo Cotarella til at hjælpe med produktionen og en internationalt stil i sigte. Det blev starten på Domaine du Comte de Thun, som samlet har 29 hektar vinmarker, hvor de dyrker

Cabernet Sauvignon, Cot, Cabernet Franc, Syrah, masser af Merlot, lidt Pinot Noir, Sauvignon Blanc, Sémillon samt Chardonnay. Den årlige produktion ligger på beskedne 35.000 flasker vin.

Siden 2007 har det været ønologen Orlando Caparro, som har stået for vinproduktionen. Han overtog tjansen efter sin ven Riccardo Cotarella og har således også stået bag denne 2009 La Maze Merlot, som er lavet på 100% Merlot.

Jeg har ikke de store oplysninger om produktionen … udover at vinen er lagret 32 måneder på barriques, så derfor springer vi da bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

I næsen mærkes det med det samme, at der er tale om en kraftig vin, som byder på mejeri, mælkesyrer, blåbær, blommer, sorte kirsebær, enebær, røg, grafit, kulfiber og egentlig samtidig en god landlighed med en syrlig mødding.

Smagsmæssigt er der godt med peber, et markant syrligt bid og godt med kraft. Det er kraftig fløjl, fed og alligevel godt balanceret, men den gennemgående syrlighed fik mig slet ikke til at tænke Merlot. Lidt af en overraskelse.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen omkring 36,50€ … svarende til omkring 272 kr.

 Vinanmeldelse 4,5/7