2012 Massimo Rivetti, Barbera d’Alba Superiore Vigna Serraboella, Piemonte, Italien

2012 Massimo Rivetti, Barbera d’Alba Superiore Vigna Serraboella, Piemonte, ItalienBlindsmagningen af de røde vine startede med 3 x Barbera vine og denne Barbera d’Alba Superiore Vigna Serraboella fra Azienda Agricola Massimo Rivetti var første vin i trioen.

Det piemontiske vinhus Massimo Rivetti er grundlagt i 1860 af Rivetti familien og drives i dag af 6. generation i form af Davide Rivetti. Selve vingården ligger lidt øst for den lille by Neive – faktisk midt på husets topmark Froi, som familien købte i 1947 og som har givet navn til deres enkeltmarks Barbaresco, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

Rivetti navnet klinger måske velkendt i vinøse kredse? Det velestimerede vinhus La Spinetta er nemlig også ejet af en Rivetti familie … i dag søskende Carlo, Bruno og Giorgio Rivetti, men om de har nogle familiære forbindelser til Davide Rivetti, er jeg imidlertid ikke sikker på.

De har dog før i tiden – før de startede med at lave deres egne vine – solgt deres druer til negocianter, herunder blandt andet netop kultproducenten La Spinetta.

Azienda Agricola Massimo Rivetti har sammenlagt 25 hektar vinmarker, fordelt på en 12 hektar stor parcel på topmarken Froi i Neive under Barbaresco appellationen, Garassino i Mango samt Serraboella og La Palazzina i Alba.

Denne  Barbera d’Alba Superiore Vigna Serraboella vin laves kun i de allerbedste år og udelukkende med de bedste druer fra marken Serraboella. Vinstokkene er omkring 75 år gamle og giver et meget lavt udbytte.

Al høst og sortering foregår med hånden i små 20 kilos spande for at bevare druerne bedst muligt. I kælderen starter gæringen spontant med de i kælderen forekommende gærstammer. Processen foregår i temperaturstyrede ståltanke med hyppig overpumpning for at udvinde farve og polyphenolforbindelser.

Vinen lagres efterfølgende i 20 måneder på små franske barriques, hvor en tredjedel er nye. I forbindelse med hele processen forsøger man at holde vinen så naturlig som muligt ved kun at bruge et absolut minimum af sulfitter.

Vinen aftappes ufiltreret for at bevare så mange karakteregenskaber som muligt og for at opnå større fylde og styrke. Efter aftapning på flaske lagrer vinen yderligere 6-8 måneder inden frigivelse til salg.

Næsen er lidt funky … affaldsspande, syre, violer, syrlig mødding, kirsebær, brombær, læder, tobak, kaffe, sødme, lakridspoletter og mentol. Syren indikerer klart, at det er italiensk vin.

Det gælder skam også smagsmæssigt, hvor vinen præges af en herlig syre, men samtidig er både blød og cremet. Der er godt med tanniner, som dog er afbøjet en smule … der er godt med krop og ud fra smagen er der måske også lidt alder på vinen. Samlet fremstår vinen dog ganske elegant … med fint syreniveau i behold.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 159,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7