2004 Greenock Creek, Alices Shiraz, Barossa, Australien

2004 Greenock Creek, Alices Shiraz, Barossa, AustralienSå blev det min tur til at bidrage med en rødvin. Ja, jeg fik byttet rundt på rækkefølgen af mine vine, så her næsten midt i smagningen fik jeg præsenteret en sand bulderbasse fra Australien.

Det var jo ellers en vin, som skulle komme sidst i smagerækkefølgen, men sådan kan det jo gå. Pokkers med vine indpakket i sølvpapir. Imidlertid fejler vinen bestemt ikke noget, for det er australsk shiraz af bedste skuffe.

Vinhuset hedder Greenock Creek og er grundlagt af Annabelle og Michael Waugh i 1978. I 1990erne blev den verden opmærksom på vingårdens store vine, og siden har man ikke set sig tilbage.

Vingården har i dag absolut kultstatus, og vinene er blandt de mest eftertragtede i hele verden pga. af deres enestående kvalitet og minimale produktion.

Når man tænker på vingårdens nuværende stjernestatus, er det svært at forestille sig, at Michael og Annabelle for bare 20 år siden beskæftigede sig med overvejelser, som f. eks. om man havde råd til at lave hegn om ejendommen, og at de med hjælp fra en lille lånt traktor alene tilplantede en Cabernet vinmark foran deres hus i årene 1988 og 1989.

I 1990 fulgte Seven Acre vinmarken. Her på skrænten måtte man begynde med at fjerne gamle Riesling-stokke, som ikke havde det godt i varmen, og det var først året efter, at man havde råd til at sætte stolper og tråd op til stokkene.

Dengang fik man bistand i vinkælderen af Rockford’s daværende winemaker Chris Ringland, som lærte fra sig og inspirerede Waugh-familien.

I 1994 var der råd til at købe en lille ejendom på Roennfeldt Road med enestående vinmarker med 70-100 år gamle bush-vines af både Grenache og Shiraz, som gennem tålmodig og kærlig pleje blev genoplivet og bragt i produktion igen.

Samtidig erstattede man abrikostræerne på skrænten mod nordøst med Shiraz-stokke, som siden har givet druerne til den nu velkendte Apricot Block.

På Roennfeldt Road blev der desuden bygget et nyt winery. Hermed kunne produktionen af vinene ske på selve ejendommen gennem en meget simpel og minimalistisk vinifikation.

Gæring og maceration sker med minimal køling i små 150 cm dybe åbne cementtanke og efterfølges af en traditionel kurvepresning. Dernæst lagres vinene hovedsageligt i brugte hogsheads. Kun Roennfeldt Road Shiraz lagres i ny amerikanske fade, mens Alices, Apricot Block og Seven Acre Shiraz får lov at udvikle sig i brugte amerikanske fade.

Slutteligt anvendes brugt fransk eg til lagringen af Roennfeldt Road, Cabernet Sauvignon, Creek Block Shiraz og Cornerstone Grenache.

Stilen i vinene fra Greenock Creek er let at beskrive: De er enormt koncentrerede og righoldige i deres frugt og struktur. Deres største force er dog, at de hvert år formår at afspejle, hvilken vinmark de er vokset op i, selvom de er blandt Barossas mest kraftfulde fortolkninger, og disse udprægede terroirudtryk er blandt de reneste i hele Barossa.

I glasset en rigtig mørk fætter. Duften er helt vild intens, der er overmodne bær, svedsker, sød og våd træ … uhmmmmm. Selv efter vinen var drukket af glasset, så sad duften fortsat massivt i glasset, konge!

Smagsmæssigt er vinen dog endnu bedre end duften. Vinen er silkeblød, cremet og intens. Igen loads of mørke bær, blommer, og shiraz peberen er ganske svag, hvilket bestemt klæder vinen.

Eftersmagen også pænt lang, og jeg synes faktisk, at denne vin er bedre end den Penfolds Grange, som jeg smagte tidligere på året. Det er fortsat voldsomt, men det er sgu også elegant. Eller “meganice”, som Sidney Lee ville have sagt. I øvrigt har Parker også givet denne vin 98 point i årgang 2004.

Hvem medbragte vinen: Ulrik

Købt hos Atomwine til 299 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

Skriv et svar