2015 Weingut Julia Bertram, Dernauer Spätburgunder, Ahr, Tyskland

2015 Weingut Julia Bertram, Dernauer Spätburgunder, Ahr, TysklandFor fanden … man kan næsten slå flik flak, når man smager vin fra den yndige vindronning, vinzerprinsesse, weinkönigin og vinmagerinde Julia Bertram og det gælder også denne 2015 Dernauer Spätburgunder. Jeg er i hvert fald totalt glad i låget.

Jeg har jo skrevet om den dejlige Julia et utal af gange, og har altid været ovenud begejstret for vinene. Og denne gang flyder mit bæger atter over … der er sgu ingen tysk winzerin som Julia Bertram. Hun er sgu i en bundesliga for sig.

Denne Dernauer Spätburgunder er en søstervin til Ahrweiler Spätburgunder, men kommer blot fra Julias marker omkring byen Dernau, hvor Julia har 4 forskellige marker, nemlig markerne Burggarten, Schieferlay, Hardtberg og Pfarrwingert.

Og nu snakker vi sgu … himlen kalder og Julia kalder. Der er let sød og fjerlet animalsk kostald, virkelig meget let med lidt kul, lyse kirsebær, hindbær, eg samt en lidt kold skulder … lidt reserveret skal en smuk pige jo være. Uha, men bliver glad i låget af denne aroma.

I munden er der blødt og let … vi er igen havnet på den fine, hvide dug med  broderi og kniplet blondekant eller måske et par blondetrusser af højeste karat. Det er så let og elegant, at man bare tier, forstummer, holder kæft og nyder vinen i glasset. Nam nam på et højere niveau. Uha.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor den nye årgang 2016 koster 170 kr. Det er fandens billigt for en tår af himlen.

Vinanmeldelse 6,5/7