2014 Bennati, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, Italien

2014 Bennati, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, ItalienForleden skrev jeg om en vin fra Leonardo Vianello og Anna Lora på Teatro Latino, som får deres vine lavet hos familien Bennati på Casa Vinicola Bennati i Cazzano di Tramigna … og nu kommer der såmænd en Valpolicella Ripasso Superiore fra netop det vinhus.

Casa Vinicola Bennati har lavet vin i over 140 år og blev grundlagt af Antonio Bennati, som selv kom fra Cazzano di Tramigna, hvor vinhuset fortsat ligger.

Antonio blev af sine venner kaldt Toni Recioto, da han allerede i en tidlig alder startede med at lave vine med druer, som var tørret på stråmåtter på vingårdens loft. Han lavede søde Recioto vine, som han med hestevogn kørte rundt i lokalområdet og solgte i datidens berømte flasker i stråkurve.

Det var dog sønnen Annibale Bennati, der i 1920 officielt grundlagde Cantine Bennati, som fortsat i dag driver af familien, nemlig af de to brødre Paolo og Giorgio Bennati samt fætter Claudio Bennati.

Jeg kan ikke se, hvor mange hektar vinmarker, som Bennati familien ejer, men de laver deres vine i flere serier aka brands, nemlig Selezione Valtramigna, Soraighe, I Gadi, Cornalé og Feudo Italia, men sjovt nok fremgår denne Valpolicella Ripasso Superiore ikke i nogle af disse serier eller af vinhusets hjemmeside.

Derudover laver de så altså også vine for andre vinfirmaer, hvilket er muligt via et forholdsvis nybygget vineri med et topmoderne anlæg og store lagerbygninger. Derudover arbejder familien Bennati også sammen med universitetet i Udine for udvikling af teknikkerne for produktion af vin.

Denne Valpolicella Ripasso Superiore er lavet på de klassiske Valpolicella druer Corvina, Rondinella og Molinara.  Druerne afstilkes, presses og kommer i rustfrie ståltanke, hvor der tilføres udvalgt gær til fermenteringen, som sker ved 24-25 grader.

Derefter macererer vinen med kvaset fra produktionen af Amarone og Recioto vinene, hvilket tilfører yderligere kraft til vinen og dermed bliver det til en Ripasso vin. Vinen filtreres alene delvist inden flaskningen.

Duften er mørke bær, kandiserede kirsebær, blommer og samtidig nærmest sådan lidt gærkrydret. Derudover er der mentol og gazebind, eg, kanel og en vis landlighed.

I munden er vinen mørk og sød med en virkelig frisk frugtsyre, kul, let bitterhed og meget bløde – næsten umærkelige – tanniner. Det bliver aldrig overdone eller fed Ripasso … nærmest tværtimod er vinen let og måske endda lidt vandet i udtrykket, hvilket dog skal forstås på den gode måde, En rigtig fin og lettere Ripasso.

Forhandles af Winefamly, hvor en flaske koster 87,77 kr. mod en normalpris på 175 kr.

Vinanmeldelse 4/7